Her i sommerferien har jeg genopdaget den tabte kunst at skrive breve. At sidde og doodle langsomt med en kuglepen og et stykke papir, tænke over hvad man skriver og nyde langsomheden og gøre sig lidt mere umage med ordene end når man sender to sekunder efter man har tænkt en tanke.
Det var en større event end jeg huskede, bl.a. fordi brevskrivning er gået af mode. Det tog lidt tid at opdrive brevpapir. I en almindelig boghandel fandt jeg kun et sæt med Diddl-musen, hvilket lidt punkterede min romantiske forestilling om at være lidt digterisk og stå på skuldrene af store brevskrivere gennem tiden. I Farlige Forbindelser er der en scene, hvor Valmont ligger i en smuk seng med en skøn kvinde, som han benytter som skrivepult mens han ligger med pergament og skrivefjer og skriver til en af de andre kvinder i hans liv. Dekadent, opulent, storslået. Det ville ikke være det samme, hvis han lå med en iphone og sendte en hurtig besked.
Det lykkedes dog til sidst at opdrive noget nogenlunde acceptabelt cremefarvet, tykt papir til formålet og en kuglepen med den rette tykkelse af sort. Og det er lidt uvant at se sin egen håndskrift snegle sig lidt ubehjælpsomt frem i de indledende runder, for derpå at tage fart når der kommer rytme i ordene. Ambitionerne bliver lidt højere både for sprog om komposition. Hurtig kommunikation bliver let tankeløs og ugennemtænkt, men når man skriver et brev i hånden, skal man lige tænke hele sætningen igennem før man begynder at skrive.
Der er også en lettelse fulgt af let bekymring i at brevet er ude af ens hænder, når det er sendt. Hvis man sender en mail eller en tekstbesked, kan man til enhver tid finde den frem igen og se præcist hvad man skrev. Når brevet først er sendt, kan man ikke gå tilbage og se på om det nu var godt nok her eller om noget kunne misforstås der. Man er henvist til sin egen erindring af brevet – og det er ikke sikkert at man kan genkalde det ordret. Til gengæld kan man måske huske duften af den kaffe, man havde ved siden af sig, da man skrev. Eller lyden af den flue, der forsøgte at forstyrre en ellers udmærket tankerække. Eller også kan man huske om man var glad eller trist, da man skrev en sætning. Men der er noget nostalgisk over det, fordi man ikke bare kan hente ‘fakta’ frem. Der er kun erindringen.
At sende et brev er heller ikke så nemt længere. Blot det at finde et frimærke kan være et større benspænd. I sidste ende måtte jeg give op og overgive mig til PostNord-app’en, der tilbyder mobilporto – noget så upoetisk som tre rækker af bogstaver og tal, der skal gøre det ud for et frimærke. Ingen billeder af dronningen, ingen dårlig smag af tvivlsom lim på tungen. På en god dag kunne man måske få en slags hemmelig agent-budskab ud af det, men i forhold til de gamle frimærker virker de lidt triste. Såvidt jeg husker kostede frimærket på det første brev jeg sendte 3,75 kr. De 12 bogstaver og tal i hjørnet på sommerens breve kostede 9 kr. Tid er penge.
Endelig er det en spændende udfordring at finde en postkasse. Også her kan app’en være behjælpelig med at vise på et kort, hvor nærmeste røde metalkasse, der engang var den primære kilde til fjernkontakt, kan findes. Tidligere tror jeg slet ikke det var nødvendigt. I hvert fald husker jeg det som om der var postkasser alle vegne, men nu kan man sagtens skulle gå et par kilometer for at finde en. Men hyggeligt er det. Der ligger lidt mere umage i det. I hele processen. Og nogle gange ligger lykken i at gøre sig umage.
Meget godt skrevet. Utroligt, hvor hurtigt tingene går – kan nærmest
Ikke engang huske hvornår jeg
Sidst har fået et brev – ikke engang en rodekuvert! Men det er nok dem som lammer min e-boks i disse dage!
Angående mig selv, om det med at skrive et håndskreven brev, det
Må være da vi skriv de sidste julekort derhjemme, Og
Det er noget tid siden. Det gør man jo heller ikke mere – eller jo, elektronisk.
Favre nu verden, sæt lige tempoet ned, tak.