”Når nu min verden bliver kold og forladt finder jeg trøst i min kæreste skat…”
Det er ikke papirklip, det er bogstaveligt SKAT. Det er sidst på måneden, lidt store armbevægelser, en tur på værkstedet med bilen og lidt kompensation for en måned med et travlt program på arbejde har efterladt min konto lidt slunken. Men her træder SKAT så til, helt uventet. For fem dage siden fik jeg en mail om at I var kommet til at regne forkert og at jeg skulle have næsten 4.000 kr mere end først antaget tilbage for sidste år. En behagelig om end uforståelig meddelelse. En dag senere skriver I til mig igen – nemlig at jeg skal betale selv samme beløb tilbage igen – dog først til efteråret i tre hapser. Nuvel. Jeg skal ikke selv holde mig for fin til at rykke rundt på betalinger for at få det hele til at gå op, men det forvirrer da alligevel en smule. Så jeg ringer til jer for at høre, hvad I laver. Det viser sig at I ikke selv er sikre. Det er systemer, der ligger udenfor jer selv, der melder informationer ind til jer. Det kender jeg godt. Så jeg foreslår at vi lader som om det ikke er sket, at vi blander mig udenom cigarkasserne og at I bare beholder mine/jeres penge i stedet for at vi sender dem frem og tilbage pga jeres lille overilede tryk på knækpils-knappen. Den virker i umiddelbart til at være med på.
Men her til morgen finder jeg alligevel knap 4.000 kr mere på min konto. Det luner. Jeg er ved at løbe tør for parfume, mine sommerferieplaner dufter italiensk og Magasin holder udsalg. Men jeg ved jo godt at I ikke mener det på den måde.
Vores forhold har ofte været lidt anstrengt.Det føles som om det kun er mig, der giver og jer, der tager. Og som om I aldrig giver uden at forvente noget tilbage – med renter. Også når jeg tænker at vi måske kunne snakke om tingene er det som om vi ikke helt taler samme sprog. Måske føler I at jeg ikke har nok at byde ind med i en samtale, der foregår på et så komplekst niveau?
Da jeg var studerende var vores forhold mere casual. Der var mindre på spil. Hvert år sendte I et brev i en anklagende tone om, at I mente jeg havde snydt jer for omkring 168 kr i arbejdsmarkedsbidrag og hvert år skyndte jeg mig brødebetynget at indbetale disse penge til jer. Nogle måneder senere sendte i dem så retur. Åbenbart betød det ikke så meget for jer som det gjorde for mig. Engang formastede jeg mig til at ringe ind og spørge hvorfor. I fortalte mig med anstrengt tålmodighed, at der var tale om en kørsel 13. Den slags må man naturligvis have forståelse for.
Nu er jeg mere voksen og jeg arbejder dagligt på at trække på skulderen, være mere nonchalant og ikke bekymre mig for meget om ting, jeg ikke forstår eller at forsøge at finde motiver for handlinger, der undrer mig. Alligevel strejfer det mig om ikke I gør tingene unødvendigt komplicerede for jer selv? Når I nu er flyttet helt til Ringkøbing, ville det så ikke være rart med en tur ved vandet? I stedet for at spilde tid med at rykke småbeløb rundt og føre anstrengende korrespondancer med mig – og hvem ved om ikke I har tilsvarende samtaler med en lang række andre mennesker?
Det lyder til at I nu skal organiseres om – deles op i syv styrelser, der med let hånd strøes ud over Danmark. Der er åbenbart andre, som I har haft lyst til at sende betragteligt større beløb ud til, men som ikke har haft samme velvilje som jeg til at returnere venligheden. Det er selvfølgelig ikke sjovt at opleve, men om det bliver nemmere af at blive splittet op, tør jeg ikke spå om.
I det sidste halve års tid har jeg skullet fortælle håbefulde unge mennesker om jeres sindrige system. Det er en spændende og udfordrende opgave, der udvikler sig hele tiden. Måske er det en opgivende holdning, jeg her lufter, men kunne vi – SKAT, borgere, virksomheder, mig selv – få det nemmere, hvis vi forsøgte at gøre selve skattesystemet enklere og mere gennemskueligt? Færre satser, færre kasser, færre fradrag, færre tilskud? Det kunne måske spare både jer og os for en masse tid, energi og komplicerede beregninger. Og så ville vi alle have mere tid til at nyde den friske luft ved stranden…