I går var jeg med det sene tog fra København. Toget, der stopper i eksotiske steder som Trekroner og Viby Sj. og som fragter branderter i alle aldre sikkert hjem til provinsen. Her sad jeg med min notesbog og skriblede dagens oplevelser og strøtanker ned. På den anden side af midtergangen sad flere generationer af jysk familie på vej hjem fra familiefest i København. Selskabeligt overrislet og med den der opstemte følelse af tilfredshed, der melder sig, når man har set resten af familien, der har truffet anderledes valg om bopæl, familie og karriere og konkluderet at man selv har gjort det helt rigtigt. Det kan godt være man går og tvivler og fortryder i hverdagen, men når man ser på de der hoveder i København, går det jo egentlig meget godt. En af herrerne i selskabet opdagede at jeg sad og skrev, men undervejs i rødvinstågen og min forkølelsesdæmpede stemmes formidlingsvanskeligheder, blev konklusionen at jeg ikke bare skrev I en bog, men at jeg skrev en bog PUNKTUM. Præpositioner har det åbenbart med at opløses i spiritus. Og pludselig var jeg blevet forfatter!
Interesseret spurgte de ind til hvordan man får iscenesat handlingen med vejr og natur, for det havde altid undret dem. Og hvordan bygger man et plot op, hvor man får samlet trådene til sidst? Hvordan holder man styr på alle figurerne? Og behøver der at være nogen der dør? Det sidste spørgsmål kom af, at flere i selskabet holdt meget af krimigenren og bestemt mente at jeg burde skrive noget i den stil – “det er jo også der pengene ligger!”
Jeg svarede efter bedste evne, men havde samtidig travlt med at skrive spørgsmålene ned. For det er bestemt gode spørgsmål. At skrive er jo også et håndværk, selvom man ofte forledes til at tro at det bare kommer til forfatteren oppefra. Det skønne ved at skrive historier er at man selv bestemmer ALT. Tid, sted, vejr, stemning, baggrundsmusik, andre menneskers handlinger og ord! Bevæbnet med en kuglepen kan man for en kort stund være almægtig! Og mens jeg sådan filosoferede over plots og baggrundsstemninger, forsøgte jeg at ignorere at en stor del af mine skriblerier ikke kunne betegnes som andet end ubehjælpsomme dagbogsovervejelser, navlepillerier og banaliteter. Forventningspresset til hvad der skulle komme ud af skrivematerialer for 40 kr fra Tiger steg kraftigt på bare få minutter.
En anden i selskabet spurgte stilfærdigt til, om ikke bare det kunne være noget stille og roligt noget. Behøvede det hele at blive så dramatisk? Var der overhovedet nogen, der behøvede at dø i historien? Igen rigtigt gode spørgsmål… For det er da egentlig sjovt at det lige er krimigenren, der blomstrer i en tid, hvor alt egentlig ikke er overvældende trygt. Måske er det for at få system i ondskaben? At der er en fast skabelon og at morderen fanges til sidst. Det kan også være at den megen utryghed og forvirring i verden skaber en ny efterspørgsel på litteratur fyldt med orden, skønhed og logik? Eller måske forklarer det den anden store tendens indenfor bøger og tv-programmer: Alt godt i hus, have og madlavning?
Da jeg skulle stige af toget jokede selskabet med at de hellere måtte passe på med hvad de sagde, så de ikke pludselig endte i historien. Hånden på hjertet havde jeg faktisk siddet og overvejet værdien af en rødvinsmarineret jysk familie i tre generationer som baggrundshistorie til en af hovedpersonernes togtur, men slog det alligevel hen. Hvis jeg nogensinde får skrevet den roman dukker de nok op et sted.