…I know there’s so much more to life…
Længe før Bridget Jones og Nynne var der Ally. Ally McBeal. Ung smart advokat i Boston med lækkert Calvin Klein-tøj og evig krise i kærlighedslivet. Grunden til at jeg næppe var den eneste teenagepige, der forsøgte at bearbejde diverse kriser med at hamre hovedet ind i en dørkarm og messe “I have my health”. Eller måske var jeg den eneste… but that’s beside the point.
Ally levede det liv jeg skulle have når jeg blev stor – spændende karriere efter imponerende studie (dengang drømte jeg om at læse i USA efter gymnasiet), storbyliv (Åh Boston… jeg har altid hellere villet til Boston end til NYC eller LA), lækkert tøj (Calvin Klein var mest noget man kunne se i Elle – det var ikke hvermandseje og nethandel var ikke rigtig stort endnu), kaffe to go (det var ikke opfundet udenfor amerikanske storbyer dengang) og masser af drama… Det virkelige liv, der ventede når det grå gymnasieliv engang var overstået. Mens jeg gik i gymnasiet havde jeg det lidt som en rastløs løve i et bur, fordi jeg hele tiden ventede på at komme ud. Ud til det virkelige liv. Som jeg så altså kun kendte fra fiktionen 😀
Jeg elskede Ally. Jeg begyndte at gå i jakkesæt pga. Ally. Jeg prøvede at finde ud af om jura var noget for mig pga. Ally. Jeg begyndte næsten at acceptere mit kommunefarvede pjaskehår pga. Ally. Faktisk ville jeg bare helt utroligt meget hellere være Ally end jeg ville være mig.
Og nu har jeg lige set lidt Ally igen. Og jeg synes egentlig hun er lidt ynkelig og vattet – og alligevel misunder jeg hende lidt tiden til den ekstreme narcissisme og svælgen i selvmedlidenhed. Men tøjet holder stadig og heldigvis er kaffe to go nået ud til masserne. Jeg har på et tidspunkt ejet et par Calvin Klein jeans og en CK One parfume, men har stadig et mørkegråt jakkesæt i str 34 til gode.
For to år siden var jeg endda i Boston i en uge – og skulle jeg bo i USA ville det være der. Vidunderlig by, levende, moderne, gammeldags, historisk, fremadstræbende, international, meget amerikansk… Og her kunne man gå i Allys fodspor. Jeg så retsbygningen. Alt det andet var vist kulisser i Hollywood. Igen var der noget der tydede på at en tv-serie fra sen-halvfemserne var det forkerte sted at hente sine ideer om det virkelige liv.
Ally blev analyseret og analyseret – som alt fra befriende nyskabelse over forfærdeligt forbillede til konsekvensen af feminismen. Lidt ligesom Sex And The City, Bridget Jones og andre sidenhen. Gad vide om Dollars og Dallas blev ligeså grundigt analyseret? Og er det mon bare et intellektuelt påskud for at få lov at se tv-serier i arbejdstiden?
Men uanset en lidt pjevset hovedperson, så er serien faktisk ganske god – ihvertfald i de første par sæsoner. Når hovedpersoner får hjernetumorer og gæstestjernerne myldrer i plottet plejer det at pege i retning af dalende seertal – men meget af dialogen er ret god og overraskende, karaktererne er finurlige og ret elskværdige og de ret overdrevne dilemmaer pletvist relevante. Og så er der jo den filosofiske retning Fishism.
“I didn’t become a lawyer because I like the law. The law sucks. It’s boring. But it can also be used as a weapon. You want to bankrupt somebody, cost him everything he’s worked for, make his wife leave him, even cause his kids to cry? We can do that.” Fishism