Tu was Du nicht lassen kannst

Dagens overspringshandling: Robert Greenes vej til at blive succesforfatter

Jay-Z, 50 Cent, Kanye West, Ludacris, Will Smith og mange andre hip-hop/Hollywood hotshots har alle læst Robert Greene. Den Woody Allen-lignende type i videosnasen ovenfor, der med let drævende stemme fortæller om sin lidt rodede vej til at få skrevet den bog, der katapulterede ham ti toppen på bestsellerlister verden over. Bogen hedder The 48 Laws of Power og væver et net af anekdoter og historiske begivenheder, der tilsammen udgør en slags manual til at opføre sig strategisk smart og bringe sig selv til en magtfuld position. Vi befinder os i selvhjælpsgenren, men uden engle og Oprah, for det er åbenlyst tænkt til mænd. Derfor hedder casegenstandene heller ikke Marilyn eller Gloria, men derimod Borgia, Henrik VIII og Haile Selassie. Greene refererer elegant til Sun Tzu, Macchiavelli og Clausewitz – og til trods for at Greenes værk er længere end originalerne til sammen, får han kogt det ned til en vældig underholdende maggiterning.

Efter sigende skulle bogen være blandt Fidel Castros favoritter – og desuden skulle den være den mest efterspurgte bog på amerikanske fængselsbiblioteker.

Da jeg læste bogen for små 10 år siden var jeg ganske underholdt – også af den lidt smart ass form og hurtigt fordøjelige pointer. Men jeg forestillede mig faktisk at forfatteren så ud som nogle af de kendte læsere – en bredskuldret type i dyrt jakkesæt, der styrede overetagen på et større virksomhedsimperium. Men det er altså bare en lille fyr med briller og krøllet brun skjorte, der sidder hjemme bag computeren og udformer bøger om magt, forførelse og krig – og giver viise råd som at man skal ramme hyrden for at sprede fårene, afvise gratis frokost og tænke sit, men opføre sig som de fleste.

Det kan godt være at det er Smith, der trækker i trådene i Hollywood og Jay-Z, der styrer musikbranchen – men det er Greene, der sidder i en lækker villa og læser bøger, dyrker zen-meditation og skriver flere bestsellere. For mig er der ingen tvivl om hvad der lyder sjovest

Ting man burde værdsætte mere

Som lille var der mange ting voksne gjorde, som jeg også gerne ville. Bare fordi det så sjovt ud. Eller involverede knapper, der kunne trykkes på, så der skete ting. Køre bil så vildt fascinerende ud. Og at åbne bagagerummet og lukke det igen. Eller tænde for komfuret. Bruge stempler. Eller trykke på en af den slags regnemaskiner hvor der kom en lang bonrulle ud af. Kasseapparater var seje. Og at låse døre op med sine egne nøgler.

e565-58a0-4886-943c-2e2c788dfcd1

Alle de ting gør jeg nu på daglig basis – og det meste af tiden er det bare rutiner, nogle gange også svært irriterende rutiner. Men idag kom jeg til at tænke på hvor spændende det så ud engang. Der brugte jeg nemlig papirguillotinen på arbejde. Sådan en måtte man ikke bruge da jeg var lille, for kniven er alt for skarp og man kunne jo komme til skade med fingrene. Men nu er jeg blevet stor nok til at bruge den – så skal man huske at sætte pris på det! Det er også mig, der må bestemme hvilken musik der skal høres i bilen. Og hvad vi skal have til aftensmad, hvor meget, der skal skrues på knapperne på komfuret, om aftensmaden skal være pandekager eller gulerodssuppe og om man må spise den i sofaen. Nogle dage er det faktisk okay at være voksen.

UnLike

For lidt over 14 dage siden læste jeg Leonora Christina Skovs essay om ikke at være på facebook. Da jeg var en af hendes 5.000 facebook-venner kan jeg godt huske da hun forlod facebook. Ikke mindst fordi det vist var ca. det tidspunkt, hvor jeg sidst kastede mig ud i samme event – at forlade facebook. I flere uger gik jeg begejstret rundt og var facebook-løs, men det varede ikke så længe før jeg faldt i gryden med endeløse opdateringer igen.

Der er meget i essayet jeg genkender. Og godt ved. Og også tænkte over, da jeg hørte oplægget om vores manglende koncentrationsevne pga vores konstante smartphone-forbrug. Eller da jeg læste artiklen om FOMO. Eller da jeg læste Knud Romers harmdirrende indlæg om facebook. Eller da jeg så den der youtube-video med alle de folk, der går og ser ned i deres smartphones i stedet for på hinanden. Eller når jeg tog billeder med henblik på at dele dem. Overvejede en sjov kommentar til at frame det.

Men noget, der virkelig fangede mig var tallet 318. 318 timer er den tid en gennemsnitlig kvinde bruger på facebook i løbet af et år. Tænk hvad man kan bruge 318 timer til?? I en tid, hvor vi aldrig har tid til noget, er det en helt ekstrem luns af ens tid, der forsvinder på…hvid støj? For helt ærligt, noget af det jeg brugte mest tid på var at like billeder, som folk jeg ser til hverdag lagde op af ting vi alligevel ville tale om når vi sås. Og at følge debatter uden hoved og hale mellem folk jeg ikke kender særlig godt om ting, der egentlig ikke interesserer mig voldsomt. Og så selvfølgelig at benchmarke mit eget liv med min nærmeste omgangskreds’ og faile konstant. Mit hjemmebag er sjældent facebook-værdigt. Mit hjem er praktisk talt aldrig ‘ready for its closeup’ – ellers skal det være et seriøst close closeup, hvor man kun kan se den hylde jeg har orden på i denne uge. Hvis jeg tog en selfie uden filter ville den ikke være egnet til fremvisning. Og jeg begyndte at få kolde fødder over at vise mine børn frem på facebook for mine ‘nærmeste 600’. Endelig sendte jeg en del beskeder frem og tilbage med folk jeg ser til daglig og som jeg bare kunne have ringet til. De 318 timer må kunne bruges mere hensigtsmæssigt. Så nu har jeg deaktiveret min profil – og lever i lykkelig uvidenhed om hvad jeg måtte gå glip af. Jeg håber selvfølgelig ikke at nogen savner mine likes. Eller at nogen er kede af hvis jeg har glemt deres fødselsdag. Og dem, der bor længere væk og som det kunne være hyggeligt at holde kontakten med kunne jeg jo sende en mail til en gang imellem i stedet for bare at like et eller andet og lege at jeg ved hvordan det går med dem.

Foreløbig har jeg vist sparet knap 12 timer. Jeg kan ikke helt gøre rede for hvad jeg har brugt disse timer til, men mit køkken ser pænere ud end det har gjort et stykke tid. Og jeg har sat flere flueben på min to-do-liste end jeg plejer. Og jeg tager telefonen oftere når folk ringer til mig. Men ellers havde jeg tænkt mig at tiden skulle bruges til at falde i staver. Og måske til at tænke tanker til ende i stedet for at aflede opmærksomheden med flere links til artikler og memes. Måske kunne jeg spille mere klaver? Eller skrive en bog? Eller blive sådan en, der går i haven? Eller lave en kop te, spise en blomme i madeira, læse en bog og ældes med ynde?

Curlism?

I sidste uge stiftede jeg bekendtskab med en meget irriterende mavevirus, hvilket henviste mig til sofaen et par dage. I den forbindelse fik jeg udforsket de særeste afkroge af Netflix’s udvalg i mere eller mindre dybsindige film. Den slags hvor en bliver forladt, men finder meningen med livet, realiserer sig selv og får manden tilbage. Eller dem, hvor en privilegeret hovedperson mister sin formue og finder ud af at penge ikke er alt, men samtidig erkender sin indre styrke og gør noget godt for nogen – især hvis de spilles af Matthew McConaughey/Ryan Gosling eller lignende.

I denne slags film kan det afgørende øjeblik altid kendes på hovedpersonens hår. Sålænge en person går rundt i lykkelig uvidenhed om mandens/investeringsrådgiverens/venindens/barnets/verdensmarkedets wherabouts har en sådan person nemlig… krøller! Eller i hvert fald lidt rodet og kruset hår. Men når alt braser sammen og fasen med sorg/fortvivlelse og kleenex er overstået og handlekraften melder sig, så er der også en frisør klar i kulissen. Ingen kan for alvor ændre på sine livsvilkår uden et glattejern!

Det samme gør sig gældende i makeover-filmene – Agent Catwalk, Princess Diaries osv. Man bliver først for alvor smuk, elegant og verdensdameagtig når håret er glat.

Tilbage i 80erne lærte Melanie Griffith os “If you want to be taken seriously, you need serious hair”. Dengang var selv seriøst hår noget mere bobbet end der er plads til nu om stunder.

Der er intet hyggeligere end at være småfornærmet, så nu vil jeg på den strit- og krølhårede del af befolkningens vegne være syrlig over amerikansk mainstreamunderholdnings bias mod folk med ikke-glat hår!

Tåreperser II

De fleste jeg kender, der har børn, erkender blankt at være blevet bløde. Tudefjæs faktisk. Det er som om man får installeret en særlig sentimentalitetsindstilling, der gør ting man før havde trukket på skuldrene af ekstremt rørende. Især når musik er involveret. Musik har en direkte adgang til følelserne, som hjernens filter ikke altid får afværget i tide – og inden man har set sig om løber der mascara ned ad kinderne på den ikke-seje-og-musikvideoagtige måde, næsen bliver rød og grimme snøft sniger ind og afslører hvad man har gang i.

Og meget kan jeg holde til, men sangen ovenfor er ikke en af dem. Den behøver næsten ikke gå igang før sluserne åbner. Den lille pigestemme, søstrene, der ikke kan lege sammen… Snøft! Hvis ikke det var for rensdyret og snemanden var jeg aldrig kommet hel(s)kindet igennem den film.

Ikke for børn

Det sker at jeg lægger vejen forbi Magasins stueetage på jagt efter mirakelmidler, der kan gøre min hud pænere. Serien på billedet ovenfor lå pakket i en fin gaveæske med navnet “Be Naughty” og et lille lækkert klistermærke med “50%”. Bag på æsken stod der en advarsel: “Do not use on children under 3 years old”. Det gav egentlig anledning til flere spørgsmål end svar. Vil det sige at kemisk peeling er okay til 4årige? Er der nogen, der i ramme alvor overvejer at lægge salicylsyremasker på tumlinger? Eller er de bedre tjent med bee venom-serien?

Sære drømme

Drømme betyder ikke noget. Det er bare fraklip fra hjernen, som ens underbevidsthed pærer sammen til noget usammenhængende og svært forvirrende, der minder lidt om en fransk film fra 60erne. De bør ikke analyseres, for det betyder ikke noget. Det siger Peter Lund Madsen selv. Selvfølgelig er der undtagelsen, hvis man er mellem 50 og 70, har røde reflekser i håret og drømmer at man svømmer med delfiner – for så betyder det selvfølgelig at man skal gå til keramik på aftenskole. Men ellers betyder drømme ikke noget. Det er værd at huske – især når man som jeg har for vane at drømme mere end almindelig sært.

I nat drømte jeg nemlig at jeg var i Sochi – der hvor vinter OL blev afholdt – og at jeg ville ud at beundre den største seværdighed, der opstod i den forbindelse. Men da jeg kom derud sad Donald Trump der – og skældte ud over mit hår. “Get it sorted or you’re fired”

Inspiration

Blandede ting der inspirerer mig i øjeblikket

IMG_3919.JPG
Skrivemaskiner. Old school. Instant print. Et strejf af Hemingway. En klar rytmisk indikation på momentum i skriveprocessen.

IMG_4180.JPG
Maren Uthaugs daglige stribe. Begrebet mentalt insolvent er en fantastisk opfindelse.

IMG_4165.JPG
Solnedgange. Og solopgange. De korte dage om vinteren gør det muligt at opleve begge dele på næsten daglig basis. Himlen ser så fantastisk ud i det korte tidsrum mellem mørke og lys.

IMG_4181.JPG
Leonora Christina Skovs essay om ikke at være på facebook. Bruger vi virkelig 300 timer på det årligt?

IMG_4182.PNG
Alt med ingefær. Varmende og friskt på én gang. Og i samme boldgade hot yoga. Og alt i cashmere. Varme er et ret gennemgående tema…

IMG_4183.JPG
Næsten alt fransk. Chansons, eksistentialisme, Chanel, champagne, Piketty, Ines de la Fressange, cuisine traditionelle, Les parapluies de Cherbourg, Colette, Diptyque, Caroline de Maigret, ennui, Baudelaire, coq au vin… Ja, alt mulig fransk.

Tåreperser

Som lille var jeg meget stor fan af ABBA. Faktisk lærte jeg engelsk ved at sidde møjsommeligt og oversætte deres tekster ord for ord. Jeg lånte noderne på biblioteket, skrev teksterne af på engelsk i kladdehæfter og gik derpå igang med at oversætte… Det bragte mig også omkring nogle af de mindre kendte sange – især var jeg glad for det sidste album The Visitors. På den plade finder man bl.a. Slipping Through My Fingers – en supersentimental ballade om en mor, der ser din datter vokse op langt hurtigere end hun kan følge med. Melodien er smuk og omkvædet blidt arrangeret med englekor så ikke et øje er tørt. Da jeg var mindre kunne jeg godt lade mig rive med og trods mine 10-11 år være helt ked af at det var ved at være slut med at være barn. Selvom jeg ikke helt forstod hvad det betød.

15 år senere havde Mamma Mia premiere – og jeg tog min lille ny baby med ind at se den i babybio. Dvs. hun tog en lur mens jeg tog til Kalokairi i selskab med Colin Firth og Meryl Streep. Og der i mørket stak sentimentaliteten helt af med mig – tilsæt ammehjerne og totalforelskelse i dejlig baby og en tåreflod var født, da Meryl begyndte at synge Slipping Through My Fingers for Amanda Seyfried. Det er endnu ikke lykkedes mig at se eller høre sangen til ende, endsige synge den selv, uden at tårerne fosser ud…