De smukke trin

I løbet af de sidste par år har jeg genoplivet en gammel barndomskærlighed – nemlig balletten. Måske dukkede det op igen, da min datter begyndte at se Angelina Ballerina? Eller da medierne øgede opmærksomheden på balletten, da Nikolaj Hübbe overtog hvervet som balletmester ved Den Kongelige Ballet for et par år tilbage? Eller måske Black Swan hypen i modebladene? En voksende afhængighed af P2?

 

Min egen korte og lidet glorværdige balletkarriere varede kun et lille års tid i 6-7 års alderen. Jeg var vist okay god til det og ikke mindst helt vild med det, men en uoverensstemmelse mellem mine forældre og min balletlærerinde omkring tåspidssko og hvilket alderstrin, de måtte bruges i, satte en effektiv stopper for den livsbane. Således skuffet blev balletten pakket væk – never to be touched again. Og dog… For trangen til tyl, trikot og trinserier kunne mærkes hver gang jeg så en svane på en sø eller knækkede en nød 🙂

Susanne Grinder udtalte på et tidspunkt at “ballet kan udtrykke alt det, man ikke kan sige med ord” – og det er én af de mange årsager til at elske kunstformen. . En håndbevægelse eller et spring udført med så stor præcision, ynde og indlevelse kan udtrykke mere end tusind ord. Det er som om tyngdeloven ikke gælder på scenen og bevægelser, der må kræve utrolig kraft, øvelse, styrke, talent og stædighed, ser lette og yndefulde ud.

Hidtil havde jeg mest set klassisk Bournonville, men for en måneds tid siden stiftede jeg bekendtskab med Neumeier i form af Kameliadamen og blev endnu mere forelsket i balletten, for det var den smukkeste og mest nuancerede portræt af den historie, jeg nogensinde har set og det var uden sammenligning den skønneste kunstneriske oplevelse jeg har haft i nyere tid. Det er virkelig sjældent at tid og sted forsvinder og sanserne i den grad kan svælge i indtryk, fra de skønne toner fra Chopin, over de smukke kostumer, de store følelser, smukke Susanne Grinders tryllebindende, forførende, dybt forelskede, tragisk afviste og dødeligt syge Kameliadame, skønne Alban Lendorfs overmodige, håbløst forelskede, naive, hidsige og stormende Armand, de magiske trin, Den Gamle Scenes pompøse stemning, følelsen af at være en del af noget næsten evigt eller udødeligt… Det nærmer sig måske næsten noget religiøst. Og ganske vanedannende.

Med lidt held når jeg også at snuse til Balanchine, mens Apollon & co stadig er på plakaten. Og hvis ikke bjerget vil komme til Muhammed, så rejser Den Kongelige Ballet heldigvis rundt i sommerlandet, så der skulle være mulighed for at få et fix mere snarest…

Og hvem ved om ikke man kunne kaste sig ud i en Old Girls Ballet event?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *