En forvirret generation

Dengang jeg gik i gymnasiet holdt min samfundsfagslærer tit “tale” for os om at vi var den heldigste generation nogensinde. Vi blev bedre uddannede, vi var rigere end  nogensinde før – og vi var så lille en generation at arbejdsmarkedet ville skrige efter os og vi ville få frit valg på alle hylder. Vi var den mest forkælede generation verden endnu havde set! Verden stod åben for os og åbnede sig stadig mere med hjælp af internet og globalisering. Og verden havde brug for os og vores store viden og vores evner til at tænke tværfagligt og kreativt.

Noget tilsvarende fik vi at vide da jeg startede på universitetet. Det ville være smart at uddanne sig til generalist, for vi ville blive så efterspurgte at det var bedst med brede kompetencer. Og vi skulle sørge for at lave noget spændende ved siden af studiet så vi havde mange års erfaring med alt muligt når vi som nyuddannede kom ud. Og pengene ville vælte ind… Vi ville dårligt nok blive færdige med vores uddannelse, før arbejdspladserne stod klar med ussel mammon som de med løs hånd ville strø ud over os, så vi kunne løfte deres virksomhed med vore mange talenter.

Sådan blev det ikke helt. Næsten slet ikke. Lidt over en tredjedel af de nyuddannede DJØF’ere går arbejdsløse og de færreste virksomheder er interesseret i at ansætte en, der er for højt uddannet til det job der skal udføres. Man risikerer jo at de smutter når tiderne bliver bedre.

»Det kan selvfølgelig være svært for de nyuddannede, der ikke kan få job, at få øje på lige nu, men når krisen en dag er overstået, vil der være brug for dem. Tendensen til, at jobbene hovedsaligt forsvinder i den nedre del af hierarkiet så at sige, den vil fortsætte,« siger den økonomiske vismand Torben M. Andersen i Information. 

Så nu går en del af verdens mest forkælede generation og undrer sig over hvor efterspørgslen på os blev af? Hvor blev alle de dynamiske, fleksible, individet-i-fokus og kængurustylte-i-pausen-arbejdspladser af? Og hvorfor blev man ikke ingeniør eller specialsygeplejerske?

Og hvad med vores børn? De sagesløse speltprojektbørn, der sættes i fokus og får forældre til at glemme at være voksne på den smarte måde meget af tiden og som skal være bange fordi kineserne kommer hvert øjeblik og er klogere, dygtigere og billigere end os. Hvad skal der dog blive af dem? Måske det i virkeligheden kommer til at gå dem meget godt? Der var ikke så mange af profetierne der blev stillet for min generation, der gik i opfyldelse – så hvorfor skulle de gøre det for vores børn?

Heldigvis er vi dog generalister og omstillingsparate. Så vi finder jo nok på noget. Bare vi ikke var så forkælede ville vi jo nok også gøre det lidt hurtigere. Vi har et tungt ansvar på vores skuldre. Ikke alene har vi travlt med at ødelægge vores børn med unødvendig opmærksomhed og speltboller, vi skal også tjene penge til de mange pensionister, som der i de kommende år bliver flere og flere af. Og takket være Sundhedsstyrelsens nævenyttige kampagner om ingen druk og ingen røg, så kommer de til at leve meget længe og nok ikke specielt festligt. Det kræver nok en del omstillingsparathed. Og ellers kan vi måske komme til at leve af at lave kaffe til kineserne når de kommer og overtager det hele? På en kreativ og tværfaglig måde.

One Comment

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *