Battle Hymn of the Tiger Mother

Billedresultat for battle hymn of the tiger mother

Endelig fik jeg læst Amy Chuas Battle Hymn of the Tiger Mother – som vakte stor debat, da den kom ud. På første side står listen over ting hendes døtre ikke måtte. En liste, der har cirkuleret i de mange harmdirrende anmeldelser rundt omkring – og som vækker min mistanke om at mange af de retfærdigt harme måske ikke har læst længere end det? Samtidig virker det til at den danske oversættelse heller ikke er helt fair overfor originalen.

Lad det være sagt med det samme – Amy Chua er temmelig ekstrem på flere punkter. Skrækhistorien om de 6-7 timers terpen af samme klaverstykke uden tisse- eller spisepauser eller en døgnlang udflugt for at besøge en særligt god violinlærer er temmeligt vilde. Hun har sine principper og hun er stædig og vedholdende – men hun er også overbevist om at hun gør det bedste for sine børn. It’s a tough world out there – og det er vores opgave som forældre at ruste vores børn bedst muligt til at klare sig.

Bogen er netop skrevet fordi tigermor-attituden gav bagslag. Hun begyndte at skrive efter at den yngste datter med meget store bogstaver gjorde klart for moderen at hun var træt af ikke at have nogen medbestemmelse over sit liv – og nu spiller tennis i stedet for violin. Men med en målrettethed og disciplin hun næppe ville have haft, hvis ikke hun havde haft sin emsige tigermor?

Der er en scene i bogen, hvor hun beskriver en uenighed med den stædige yngste datter – da denne har været 2-3 år gammel og ikke ville gøre, hvad hun sagde. I arrigskab siger hun at pigen kan komme ud i sneen, hvis hun ikke lystrer. Og det virker ikke. Altså må hun følge sin trussel op og åbner havedøren – datteren går triumferende ud og stirrer hende demonstrativt ind i øjnene med et trodsigt “nej!” Da det jo er vinter og møgkoldt må moren derpå til at tigge barnet om at komme ind igen – og ender med at lokke med varm kakao og kage… Banen er ligesom kridtet op derfra. Det er ikke kun moren der er stædig. Og som mor til en lille stædig sjæl er det svært ikke at leve sig ind i historien… 🙂

Hendes “kinesiske” udgangspunkt er at børn er stærke og dygtige og at man derfor sagtens kan stille høje krav til dem. Hun synes vestlige forældre er alt for bange for at skade barnets selvtillid og derfor undlader at stille krav – vel i frygt for at barnet ikke kan leve op til dem. Men hvorfor berøve sine børn glæden til at være god til noget? Og hvorfor ikke bruge tiden hvor de virkelig suger til sig med at lægge en solid faglig ballast?

Den danske debat har også i høj grad benyttet sig af dogmet om hvorvidt børn skulle være dygtige eller glade. Som om det i sig selv er en modsætning. Der er ingen tvivl om at Amy Chuas børn faktisk er begge dele. De er hverken robotagtige, uselvstændige eller ukreative – den ældste datter blogger her

Det der gør bogen læseværdig er udfordringen af den vestlige tilgang og diskussionen om hvad der egentlig er bedst for vores børn. Men i høj grad er den også værd at læse for Amy Chuas selvironi og hendes altoverskyggende kærlighed til sine døtre.

Og nu vil jeg ud at købe et klaver til mine piger…

One Comment

  1. Linda

    Godt skrevet!

    Jeg er selv lige blevet færdig med bogen og var bjergtaget fra start til slut. Amy Chua skriver både fængslende, provokerende og sarkastisk i en grad, så man kun kan føle sig underholdt.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *