I skælder mig hele tiden ud…

 

The biggest problem facing a pregnant woman is not nausea or fatigue or her wardrobe – it’s free advice

“Du skal bare tro på dig selv”, sagde sygeplejersken på afdeling D, da jeg 3 dage efter at have fået mit første barn ved kejsersnit havde spurgt til hvordan en ble skulle sidde. 3 dage i granatchok i en salig blanding af hormoner, morfin, panodil, søvnløshed – og et enormt ansvar for et lille vidunder, der dukkede op 4 uger før forventet.

Jeg havde ikke luret at korrekt påsætning af Libero stod og faldt med min selvtillid eller mangel på samme, men i virkeligheden er selvtillid nok noget af det vigtigste man kan have som mor, for der er ikke det menneske i verden, der ikke vil fortælle dig hvad du skal gøre og gerne fortæller dig om alt det du gør forkert…

Egentlig havde jeg tænkt mig at lave en liste over ting jeg gør forkert i løbet af en dag, men det blir simpelthen for langt, så jeg tillader mig at koge det ned til et enkelt eksempel – børns påklædning…

Børn skal have tøj på…

Ifølge min sundhedsplejerske i Danmark altid ét lag mere end mig selv.

Ifølge den engelske sundhedsplejerske aldrig mere end mig selv.

Ifølge min mor bare noget der er rent.

Ifølge Arthur i børnehavens mor må det da godt passe lidt sammen.

Ifølge min svigermor helt sikkert ikke det tøj jeg har givet dem på – der skulle have været en ekstra trøje/en mere farverig trøje/indsæt selv fejl her.

Ifølge Vi Forældre noget fra Sikkeladetus Ullatulla Hoptimist Petit Dior i økologisk næsten hjemmelavet af perfektudseende superkvinde der nebenbei er multimilliardær og designkejserinde i modeigtige farver til 4999 kr pr sok.

Ifølge Kvinfo ikke noget der holder mor fra bestyrelsesposterne.

Ifølge pædagogerne ikke noget med knapper der giver pædagogerne slidgigt.

Ifølge folk der ikke har børn burde jeg hellere gå op i mit eget tøj.

Ifølge Bom og Bjerke noget min mand har givet dem på mens jeg går på arbejde.

Ifølge Penelope Leach det mit barn føler er rigtigt mens jeg ammer den lille i slynge og nikker forstående.

Så tro på dig selv… Hvis du kan få ørenlyd…

5 Comments

  1. Kære Katrine

    Godt set – der er rigeligt med “gode” råd – og de udspringer oftest af alle mulige besynderlige ideologiske og økonomiske dagsordener. Du skal naturligvis bare lytte til dig selv – dernæst til din mor – og så Bom og Bjerke. Been there, done that.

  2. Maria

    Hold da op, jeg havde aldrig tænkt på den med pædagogerne! Så er det da heldigt, at børnepasning her i London er alt for dyr for mig, så jeg kan klæde mine unger i tøj udelukkende lavet af knapper!! ;o)

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *