La ci darem la mano

Igår sad jeg og flækkede af grin over vinduesarien i Don Juan. Det har jeg ikke prøvet før. Don Giovanni er min absolutte yndlingsopera og jeg har virkelig svælget i det værk i en grad der nærmer sig besættelse. Jeg har set filmen Io Giovanni om Lorenzo da Ponte, som har skrevet librettoen flere gange end jeg bryder mig om at sætte tal på. Jeg har gennempløjet YouTube for versioner (og elsker bl.a. den gamle opsætning fra Zürich hvor Cecilia Bartoli spiller Donna Elvira) og hørt den mens jeg læste Forførerens Dagbog. Jeg er kørt hele vejen til Esbjerg(!) for at se den og engang diskuteret den på Twitter med selveste Kasper Holten. Og jeg bliver ved med at vende tilbage til den flere gange om året – bare fordi den er så fantastisk. Musikken er så fantastisk velkomponeret, de helt store følelser bliver udtrykt så fint og nuanceret og ligeså højdramatisk den er, ligeså meget rummer den nogle elementer af satire og komik, der gør den evigt gyldig.

Igår var jeg i Den Fynske Opera og se deres udgave af det højt elskede værk. Hver gang jeg skal ind at se den er det med lige dele begejstret forventning og en lille smule bekymret nervøsitet, for bliver den nu behandlet ordentligt? Det gør den i den grad hos Den Fynske Opera. Det er helt fantastisk, hvad der kan lade sig gøre med 6 sangere, 1 pianist + flygel, to skjorter, en hat og en paryk. For det var i grove træk alt, hvad de havde at arbejde med. Sangerne er utroligt dygtige og stemmerne fylder rummet helt op og man bliver helt opslugt af musikken. Pianisten er vanvittigt dygtig – og det er man også nødt til at være, når man med blot ét instrument skal gøre det ud for et helt symfoniorkester. Ensemblet er virkelig veloplagt og får det mest utrolige ud af det mildest talt skrabede budget – hvilket de også får mange gode jokes ud af. Bl.a. har der ikke været budget til en kommandant – der ellers er en ret så central figur i historien. Denne udgøres derfor af en hvid skjorte på bøjle! Og det fungerer.

Tilbage til indledningen – for hvad sjovt er der egentlig i den smægtende arie, som Don Giovanni synger for at forføre sin forsmåede Donna Elviras kammerpige? Som oftest er den en slags pause i dramaet, der er ved at spidse til – og minder om Don Giovannis fortid som stor forfører. Jeg har også set den udført så man blev rystet og krummede tæer, da kammerpigen blev spillet af en alt for ung pige (12?). Men i Odense havde Den Fynske Opera desværre ikke budget til en kammerpige, så her måtte pianisten iføre sig en paryk – oveni at han i forvejen var klædt ud som Masetto, som budgettet heller ikke rakte til… Thomas Storms Don Giovanni sang fantastisk, men var så udfordret af synet af den ikke i traditionel forstand yndige kammerpige, at han halvvejs igennem arien måtte sadle om og i stedet kaste sin kærlighed på en sagesløs dame i publikum.

Som tilskuer bliver man fuldstændigt tryllebundet af hvordan sangerne kan skifte fra slapstick på fynsk dansk til dybt seriøs operasang på 1700tals italiensk indenfor brøkdele af sekunder.

Fra pålidelig kilde har jeg ladet mig fortælle at man altid skal gå ind at se en forestilling den sidste uge, den spiller. Der er premierenerverne væk, skuespillerne har spillet forestillingen varm og begynder at være så hjemme i deres karakterer at de begynder at udfordre hinanden lidt ekstra. Det var bestemt også tilfældet igår, hvor det var den sidste forestilling i denne omgang. Det eneste ærgerlige er at min varme anbefaling bliver lidt uforløst, da muligheden for at gå ind at se den er væk. Men det var en aldeles skøn opsætning på sin egen fine, minimalistiske og befriende sjove måde. Så vedkommende og levende – og hvis man aldrig har set opera før ville den være et fantastisk sted at starte.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *