Nothing to fear but fear itself

I ca halvandet år har jeg boet i min dejlige lejlighed et roligt og fredeligt sted, hvor jeg altid føler mig tryg. Men i nat vågnede jeg af en lidt ubestemmelig, ikke voldsomt høj hyletone – efterfulgt af en meget sagte knitren i småstenene ude på gårdspladsen.

Når man har boet et sted i et stykke tid kender man lydene – jeg kan høre forskel på hvem af naboerne der går over med skraldet eller hvis bil der kører ind og parkerer. Hver har sin egen parkeringsstil.

Men denne knitren var ikke en af de sædvanlige og det lød ikke bare som nogen der blev sat af af en taxa. Der var stadig trin og pludselig lød der en høj metallisk lyd.

Følelsen af at mærke blodet fryse i årerne, som man tit læser om i krimier, blev meget virkelig og jeg var frygtelig bevidst om at mit vindue på badeværelset stod pivåbent. Næsten alle krimier jeg nogensinde har læst løb gennem min indre biograf og jeg forestillede mig alt fra de der cykeltyve med boltsaks og varevogn til mere personfarlige forehavender…

Stressforedrag fortæller ofte om kæmp-eller-flygt-mekanismen, men ofte overser de den ligeså udbredte reaktion at gøre sig slap – som et barn, der ikke gider gå eller have flyverdragt på. En effektiv måde at gå imod noget der truer eller bare ikke passer en. Så mens jeg lå musestille i mørket uden briller forestillede jeg mig hverken at jeg skulle kæmpe mod disse forbrydere eller flygte – det ville være temmelig svært uden at løbe ned i armene på dem. Næh, jeg tog det modne synspunkt om jeg mon ikke bare kunne falde i søvn igen, da det næppe var noget jeg kunne gøre noget ved alligevel…

Min nysgerrighed var dog alligevel stærkest, så jeg tog tappert mine briller på og listede ud i køkkenet for at se hvad der egentlig foregik…

Det var absolut ikke forbrydere, der var igang. Det var helte. Bilen jeg havde hørt var en ambulance… Min ældre genbo havde haft brug for hjælp og ambulancefolkene havde på trods af en akut situation, hvor minutter kunne betyde meget, gjort sig umage med at være så stille som overhovedet muligt. Følelsen af stor lettelse og taknemmelighed blandede sig med en del flovhed… Ti minutters hjertebankende angst baseret 100% på spøgelseshistorier af egen fabrikation.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *