Gråvejr

Vejret er tungt. Det er lummert og selvom man er udenfor, føles det som om nogen burde åbne vinduet og lufte ud. Det har tordnet, så man forstår hvorfor fjerne forfædre troede på Thor. Og det har regnet, så man kommer til at tænke på de gæve gallere, der kun frygter at himlen falder ned om ørerne på dem. Men lige lidt hjælper det. Trods regn og blæst er luften tung og det føles som om man ikke kan få vejret. Det er faktisk midt på sommeren. Det burde være friskt, varmt og sommerligt, men det føles mere som om man er fanget i en evig mandag eftermiddag, hvor en tung og uinspirerende, hamsterhjulsforherligende arbejdsuge glor olmt på én og minder én om den store utilstrækkelighed, der ligger i at der er flere opgaver, der venter på én end man på nogen måde vil kunne fuldføre indenfor knap 37 timer. Det føles irriterende udsigtsløst. Og det sidste man har lyst til er at være til stede i nuet. Det er meget uinspirerende nu. Alle andre steder og tidspunkter virker mere tillokkende. Selvom der er noget truende ved vejret, ved luften, så sker der ikke noget. Det er bare tungt og gråt. Den værste udsigt er faktisk at det bare fortsætter sådan her.

Jeg forsøgte alt muligt for at komme ud af det. Først så jeg på butiksvinduer – de tomme med ‘til leje’-skilte. Så kan man drømme om hvad det kunne være, hvad der kunne blive og hvad der burde være lige præcist der. I fantasien nåede jeg både at åbne en café, et wellnesscenter, en boghandel og en tøjbutik. Et andet sted var der boliger, en skole, et sjovere take på ældreboliger og plejehjem, et sted hvor man kunne gå ind bare for at få en pause, en moderne skriftestol og en tænketank. Senere gik jeg i kirke, blot for at konstatere at der ikke var rart. Musikken var lige så tung, deprimerende og kvælende som vejret, orgelet spillede falsk og sangerne virkede også til hellere at ville være et andet sted. Præsten virkede lidt opgivende og menigheden virkede lidt tilfældigt strøet sammen af folk, der på hver deres måde var lidt forkert sat sammen. Egentlig søgte jeg efter en slags lethed, men den største lethed indfandt sig da seancen endelig var overstået. Min søgen fortsatte i et stormagasin – kan man ikke finde åndelig frelse, kan man jo prøve med verdslig. Der var udsalg – af den slags, hvor man godt forstår hvorfor tingene er sat 70% ned, men man ikke forstår at de nogensinde blev opfundet. Hvem tænkte “den notesbog er pæn, lad os lave den i en grim skiddengrøn” eller “neongul bliver det nye sort, bare vi fjerner al formgivning fra det tøj”. Jeg fortabte mig lidt i en kogebog og nød ideen om at nusle rundt og lave den perfekte vinaigrette i et gammelt syltetøjsglas. Desværre havde jeg så meget kvalme at selv den bedste vinaigrette ikke ville kunne få noget til at glide ned. I parfumeafdelingen duftede jeg til en gammel klassiker, der et par dage tidligere havde begejstret mig så meget at jeg overvejede at droppe en uges mad, for at blive typen, der havde en så skøn duft. Men idag virkede også den sød og kvalm og duftede mere af træt gammel dame med hang til Isabellas-blade, cerutter og Miss Marple end af let og drømmende fe-væsen.

Således indhentet af tungheden fortsatte jagten på mening i en butik med større udvalg i notesbøger. Et hoved fyldt med løse indtryk kan ikke rumme at stoppe alle inspirationer i samme bog. Derfor var det nødvendigt at supplere med en blok til bogstaveligt løsrevne ideer og en notesbog uden begrænsende linier. Hvem der bare kunne tegne… Denne mission lykkedes, men da jeg ville forlade butikken, var jeg muret inde af regnvejr. På en måde var det helt befriende at slippe for at tage stilling til noget og bare stirre lidt ind i regnen, registrere lynene og tælle tiden til tordenskraldet for at gætte hvor langt tordenvejret var væk.

Da det alligevel lykkedes at komme videre vandt sult over kvalme, så jeg sad i et cafévindue med en af de mange notesbøger og spiste en lidt for dyr, men uden tvivl etisk forsvarlig sandwich, mens jeg melankolsk stirrede ud på det knap så kraftige regnvejr og spekulerede over hvad andre folk, mon foretog sig på sådan en passivt aggressiv søndag. De fleste er vist bedre til at være hjemme end jeg. Eller også er de dårligere til at tage afsted. De fleste mennesker virker tryggere ved ting de kender – selv når de ikke kan lide det de kender. Det er som om det velkendte er en værdi i sig selv. Sådan har jeg det slet ikke. Med få undtagelser foretrækker jeg det ukendte. Det der slet ikke er der endnu. Potentialet. Så snart det bliver virkeligt har man afskåret nogle muligheder og selvom der er noget befriende ved restriktioner, så binder de også.

På en anden café var der mere liv. Bevæbnet med en stor kaffe kastede jeg mig igen over notesbøgerne. Det er meget nemmere at fordybe sig, når der sker noget omkring én, men samtidig er der også så meget der inspirerer, når man ubevidst bliver revet med af hvad der foregår blandt de andre mennesker. Der skal meget lidt til før man kan stykke en hel historie sammen og det siger givetvis mere om én selv end om de mennesker man betragter. Ligesom med kunst. Alle mennesker er en slags kunstværker. Og man skal lade være med at se på dem som om man skulle have dem allesammen hjem og hænge over sofaen til evig tid. Nogle betragter man flygtigt, andre hensætter én i en stemning, nogle føler man sig straks forbundet med, nogle får man aldrig at se. Men der er noget at hente i hvert eneste møde, hvis man giver sig selv lov og ikke skynder sig tilbage i sin skal af hverdagskynisme. Selvfølgelig er en regnvejrsdag en modemæssig udfordring. Ikke alle har tjekket vejrudsigten inden de kom – andre er klædt på, så de kunne klare flere uger på en fiskekutter ud for Norges kyster. Der er nogle, der ser ud som om det er fuldstændig tilfældigt, hvilket tøj, der faldt ned over dem inden de forlod hjemmet. Som om det er kommet bag på dem at de skulle stå op idag. Andre ser utroligt gennemtænkte ud. Smag er altid forskellig – alligevel bliver jeg barnligt forundret når jeg ser folk, der har gjort sig store anstrengelser for at se ud på en måde, som jeg ikke kan forstå. Her tænker jeg ikke på det offensivt ekspressive ved tatoveringer, spraytan, spraglede farver eller sjove hårfarver. Jeg tænker mere på dem, der tydeligvis har brugt mange timer på at ligne en beige person fra 80erne. Hvorfor vil man gerne ligne Anna og Lottes glemte veninde? Hvorfor vælger man grydehår når man ellers er så pæn? Hvad er det man ønsker at udtrykke?

Der sidder et intenst lykkeligt nygift hipsterpar ved et bord i nærheden. De kan ikke holde øjnene fra hinanden – altså på de billeder af deres henkastet perfekte bryllup fra for et par dage siden. Og de er opslugt af diskussionen om, hvilke billeder der skal på facebook og hvilke der skal på instagram. Det er lidt som at høre reklamefolk planlægge en kampagne. Ved et andet bord sidder to utroligt pæne, modne italienere. Det eneste, der afslører at de nok er tættere på 50 end 40 er den lidt ubehjælpsomme håndtering af smartphone og den forsøgt afslappede måde at fiske et par læsebriller op af gemmerne, da de skal se et youtube-klip. Der er også damen med de meget store tænder, der lyder som om hun giver et interview, hvor hun bliver betalt efter hvor meget gajolpakke-visdom hun kan flette ind undervejs. De praktisk kortklippede Politiken Plus-damer med dyre dynejakker og anstrengte miner. Og så de skønne umage par – damen i den store minkpels og manden med hestehalen og cowboystøvler, den gudesmukke pige med det silkeagtige Helleruphår og den indadbøjede, anæmiske hackertype. Der må være nogle fantastiske historier at hente her.

Regnen trommer stadig ned. På vej hjem betragter jeg de underlige stilleben, som mennesker efterlader alle mulige steder. En vest fra en natteravn ligger sammenkrøllet på en rosenbusk. En termokande med stadig dampende kaffe står efterladt ved et busstoppested. Et billede kan sige mere end tusind ord. Også her ligger der nogle fantastiske historier og venter på at nogen finder på dem. Måske overgås de af virkeligheden?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *