De helt rigtige ord

Når hverdagen bliver overvældende, for travl, for krævende, for almindelig er det rart at der på den anden side af jordkloden er en drømmefabrik, der skaber fantasiuniverser til os, når vi er for trætte til at opfinde dem selv. Og det er mere end almindelig hyggeligt at krølle sig sammen på sofaen med sin ipad og med en lille bevægelse med pegefingeren kan man transportere sig hen i en anden tid, et andet sted, en anden person og bare koble hjernen fra. Det svinger lidt, hvad man har brug for – nogle gange skal det bare være sjovt, nogle gange skal det være flere hundrede år siden, nogle gange skal det være optimistisk og godt og andre gange ondt og modbydeligt. Men det er skønt at der findes dygtige mennesker, der kan skabe en verden, der minder lidt om vores, men med bedre lyssætning, mere helstøbte personligheder, pænere mennesker og langt bedre dialog.

Jane Austen skrev sine romaner med udgangspunkt i at hendes heltinder skulle have det, hun ikke selv fik. Og sådan tror jeg mange forfattere opererer – med at kompensere for det der ikke lykkes for dem selv ved at lade det lykkes for de mange fiktive figurer, der dukker op i deres univers. En af mine favoritmanuskriptforfattere er Shonda Rhimes, ejer af Shondaland, skaber af Grey’s Anatomy, Scandal og How To Get Away With Murder. Den sidstnævnte har jeg ikke set endnu – er bange for at det vil skabe en skræmmende afhængighed. Men de to andre har – udover vildt og voldsomt drama, dybe følelser og god æstetik – nogle fantastiske ‘in your face’-scener, hvor karaktererne i diverse afgørende situationer får holdt de bedste monologer, snappy comebacks og dundertaler. I virkelighedens verden sidder man ofte flere timer eller dage efter en situation og ved præcis, hvad man skulle have sagt. Og så er det for sent og der er ikke rigtig noget at gøre ved det. I Grey’s Anatomy vakler Dr Bailey og Dr Webber ikke når der skal sættes grænser, ridses præmisser op eller deles tough love ud. I Scandal ved Olivia Pope altid hvad der skal siges og hvordan, når præsidenter ved en fejl går i krig i Vestangola eller når hendes far som leder af en enorm spionorganisation lidt overilet slår folk ihjel. Situationer de færreste af os står overfor på daglig basis.

Men hvor kunne det være fantastisk hvis man havde en manuskriptforfatter, der sørgede for at man ikke sad mundlam tilbage når det ville have været smart, hvis man kunne sige hvad man tænkte. Ved den jobsamtale, hvor man i bilen på vej hjem kommer i tanke om det helt rigtige svar på et afgørende spørgsmål. Eller da en uhøflig person i supermarkedet kørte en indkøbsvogn ind i hælene på én og lidt bøvet konstaterede “Jeg skubber lige”. Når ens veninde slår sig selv i hovedet over at have taget på. Eller når ens barn er ved at miste modet til at lære noget nyt. Der er det frustrerende at være for sent ude med den rigtige replik. Og selvom tid er en sær dimension er timing afgørende. Der kommer ikke altid en chance mere. Måske lærer man det med tiden? Måske har man på et tidspunkt lavet en tilpas stor samling af geniale monologer i sit hoved, så de dukker op når det passer ind? Ellers må man jo blive manuskriptforfatter…

Published by

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *