At blive glemt

Hvis du har set Inderst Inde og ikke er lavet af træ, har du sikkert også fældet en tåre da Bing Bong forsvinder. Per Juul Carlsen i Filmselskabet vurderede i hvert fald scenen til at være den sørgeligste han havde set i nogen film i nyere tid. Da jeg så den i biografen med min yngste datter græd hun i tre kvarter og vi havde en lang snak om at selvom folk dør, så kan de stadig findes i vores minder… Med filmen er vi i hvert fald mange, der nu kan huske Bing Bong. I fredags blev jeg glemt af en kollega, der skulle have kørt mig hjem. I lørdags blev jeg glemt af min nabo på 91, der ikke kunne genkende mig. Og selvom jeg tit joker med at jeg bare er en social konstruktion og baseret på virkelige hændelser blev jeg alligevel kortvarigt grebet af panik. Hvad nu hvis jeg slet ikke findes? Tænk hvis jeg er på vej ned i afgrunden af minder, der ikke skal bruges til noget? Hvordan undgår man at være sådan en som folk ikke kan huske? På et tidspunkt læste jeg at de ting, mennesker frygter ligeså meget som døden, er at tale i forsamlinger og at blive afvist. Hvis vi starter med døden er det jo i hvert fald en begivenhed, vi med sikkerhed ved indtræffer og efter alt at dømme holder vi op med at eksistere når vi dør. Men inden vi dør har vi forhåbentlig nået at gøre og være nok til at nogen vil kunne huske os efterfølgende – måske en generations tid eller to. Måske er det derfor døden er så skræmmende for os? At der løber vi helt tør for chancer til at gøre os værd at huske? At tale foran en forsamling er også et krav om opmærksomhed, en anledning til at nogen opdager os og hører hvad vi har at sige. Måske husker nogen af dem endda hvad man har sagt?  Enkelte mennesker opsøger gerne muligheden for at tale til en forsamling og trives i rampelyset – de fleste andre skal presses lidt. Måske fordi der er en social forventning om at nogen siger noget – familiefester, sørgelige begivenheder, præsentationer på uddannelse eller arbejde. Langt de fleste har det bedst med at sige noget offentligt, når det handler om noget andet end dem selv. Når budskabet eller ritualet er vigtigere end de selv er i situationen. Alligevel er det en enorm overvindelse at rejse sig op, sige noget forhåbentlig meningsfyldt og passende – og risikere at blive afvist, at blive til grin eller at falde i andre menneskers agtelse. Og afvisning? Det minder én i den grad om at man eksisterer. Men det minder også om at man blev set, hørt, vurderet – og fundet uegnet. Og så kan man godt blive i tvivl om, om det alligevel havde været bedre at være blevet glemt?

Published by

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *