Uden ord


Sent fredag aften skete der et terrorangreb seks steder i Paris. 128 omkom og Islamisk Stat har taget skylden. Paris – civilisationens hovedstad. Her er meget af det ypperste mennesker har skabt gennem historien samlet. Kunst, musik, arkitektur, mad, vin, scenekunst. I Paris er nydelse en kunstform i sig selv. Alt er lagt an på at det skal være muligt at finde små strejf af nydelse og glæde – æstetisk, smagsmæssigt, følelsesmæssigt. Der er en grund til at Paris i århundreder har tiltrukket kunstnere, fritænkere og skønånder fra Heinrich Heine over Hemingway og Jim Morrison til Jarvis Cocker. I Paris har mere været muligt, drømmene været større og tættere på og det har været muligt at lade fælles begejstring være større end forskelle, der kunne have delt. Lige dette ønskede Islamisk Stat at ramme.

Mit facebook-feed flød over. Først med blå, hvid og røde profilbilleder, så med peacetegn med Eiffeltårnet og med feriebilleder fra Paris. Så med folk, der kritiserede ændrede profil- og coverbilleder da det intet ændrer. Og sidenhen med alle former for løsningsforslag fra bevæbning af befolkninger til kollektiv afsyngning af John Lennons Imagine. Og endelig med de mange terrorangreb andre steder i verden, som ikke har fået ligeså meget opmærksomhed som det i Paris.

Mit coverbillede viser også Paris. Og jeg beklager, hvis det støder nogen eller får nogen til at opfatte mig som ignorant. Naturligvis ændrer det intet. Men jeg tror vi er mange, der sidder med en lammende følelse af afmagt og rådvildhed. Så ændrede profil- og coverbilleder udtrykker vel meget godt følelsen af jeg-aner-ikke-hvad-jeg-skal-stille-op-men-vil-gerne-udtrykke-min-sympati. Verden bliver næppe et værre sted af franske billeder og flag.

Men frygt og afmagt er forfærdelige følelser, netop fordi de efterlader os handlingslammede og minder os om vores egen forgængelighed og lidenhed. Jeg har trods Unicefs grundige guide til at tale med børn om begivenhederne valgt at skærme mine børn fra nyhederne. Jeg tager mig selv i at ønske at jeg ikke vidste noget om det selv. Men skyklapper er næppe nogen holdbar løsning til at fungere i verden. Derfor kom jeg til at tænke på Kurt Vonneguts citat ovenfor. Vi må insistere på at verden stadig er skøn. Vi må insistere på alt hvad der er værd at nyde. Og vi må glæde os over at vi trods alt stadig rykker sammen når ondt rammer os.

Når vi ser de forfærdende billeder fra Paris og Kenya kan vi ikke undgå at blive ramt, men vi skal huske at se efter. Se alle dem, der hjælper. Se alle dem, der viser ukuelige kræfter og mod, når de begrænser skaden og beskytter deres nære og kære. Og håbe og tro på at vi selv vil være i stand til at gøre det samme hvis vi stod i en sådan situation. For det er med til at give håb. Og med håb bliver vi ikke lammet. Der tør vi godt. #PorteOuverte

Published by

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *