Memento mori

Her i Kristi Himmelfartsferien har vejret været helt optimalt til at gå på museum… Af samme årsag virkede det som et oplagt tidspunkt at begive sig i retning af Østjylland for at se verdenssensationen, der i disse måneder er landet på Moesgård Museum – nemlig den første kejser af Kinas terrakottahær.


Moesgård Museum er som nyere danske museer nu er: en betonklods, der på mere eller mindre elegant vis er fræset ind i det sagesløse landskab. Oftest ser denne slags museer bedre ud indefra end udefra og det er vel det indre der tæller på et museum.


Så snart vi kom ind af døren hørtes tonerne af korsang, hvilket skabte en vis ro i den temmelig tætpakkede kø. Koret stod ganske vist lidt umotiveret midt på hovedtrappen i museet mens gæster gik frem og tilbage omkring dem, men det var nu meget hyggeligt at de var der.


Udstillingen har været åben siden første april og vil være at se frem til 1. september – og i skrivende stund har mere end 230.000 besøgende lagt vejen forbi Moesgård, hvilket må være nærmest uhørt for et museum i Danmark og især udenfor hovedstadsområdet. Det er kun anden gang jeg har oplevet at stå i kø til en udstilling i Danmark – den anden var da Danish Fashion Now åbnede på Brandts i marts måned.


Selve udstillingen om Kinas første kejser Qin Shi Huangdi er vældigt fascinerende. Figurerne er lånt fra ti forskellige museer i Shanxi provinsen og er elegant vist frem i en mørk udstillingssal med stilig kinesisk dekoration. Undervejs skildres historien om den brutale, kyniske og smarte (disse ord bruges konsekvent i udstillingens tekster) kejser, der fik samlet store dele af Kina og påbegyndt opbygningen af den kinesiske mur. Vejen dertil kan få Frank Underwood til at ligne Mahatma Gandhi.


Når hæren blev sendt i krig modtog generalen en økse, der symboliserede hans ret til at slå ihjel – også indenfor egne rækker, hvis der ikke blev pareret ordre. Officerer bar ikke selv våben, men steg i graderne efter hvor mange deres underordnede skar hovedet af. Men intet tyranni kan klare sig kun ved hjælp af militær magt. Bureaukrati må der til. Den gode Qin Shi Huangdi havde et effektivt embedsværk til at forvalte de mange love han indførte – ved en stor del af disse love medførte overtrædelse dødsstraf. Når han ikke lige havde travlt med at tage livet af folk på sindrig vis muntrede han sig med at få bygget paladser og derpå tvangsflytte sine 120.000 nærmeste dertil.


Her i vores bekvemme tidsalder er det helt overvældende at tænke på hvor tidskrævende hele dette arbejde har været. Alene at fremstille 7-8000 terrakottastatuer af soldater, embedsfolk, konkubiner, tjenestefolk, heste mv må have taget mange folk en evighed. Men alt det som det forestiller… At bygge de sirligt dekorerede paladser, den enorme mur, at fremstille de flotte uniformer og overdådigt dekorerede våben.

Når man ser på statuerne af soldaterne kan se at deres hår har været sat op i komplicerede frisurer. Det virker som en sær ting at gå op i med den relativt lemfældige holdning til menneskeliv der herskede ved den tid. Omvendt vil man vel gerne se godt ud i sin sidste stund? Og der har vist altid været en vis prestige i at fremvise en velsoigneret hær.

Man bliver hurtigt opslugt af udstillingen og hvis man bor tættere på museet kunne man sikkert lægge vejen forbi flere gange, så man har god tid til at falde i staver og spekulere over hvilket storhedsvanvid der har ført til denne kunst, hvor underlige mennesker er og hvorfor man bør huske at rydde op før man dør, hvis ikke man 2000 år efter sin død ønsker at folk betaler 130 kr i entré for at se på ens sexlegetøj…

 

Efter alle disse store indtryk i det kinesiske mørke virker det vindblæste danske landskab som en stærk kop kaffe efter en aften med for mange gin and tonics. Man kommer lidt ned på jorden igen, samtidig med at tingene er blevet sat i perspektiv. Memento mori. Og tag til Moesgård 😉

 

Published by

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *