Opera i biografen

Når bjerget ikke vil komme til Muhammed, må Muhammed gå i biografen… Da det vil være meget sparsomt hvor meget opera jeg ville kunne se, hvis det afhang af min mulighed for at komme til New York og gå i The Met, er jeg svært begejstret for at The Met har valgt at transmittere sine produktioner ud til biografer verden over. Selvfølgelig er det ikke det samme som at opleve opera i levende live, men det er mere levende end blot at lytte til musikken eller finde små videosnaser på youtube. 797x448_operaweb Det mest forvirrende er at afkode om man er i biografen eller i operaen. Man er selvfølgelig i biografen, men hverken popcorn, sodavand eller skumslik hører til her. Derimod er Politiken Plus segmentet på slap line og der er medbragt madpakker til den indlagte pause, økologisk hyldeblomstsaft og da det jo er søndag kan en cider også have sneget sig med i reisenthal-kurven. Man sidder pænt, snakker ikke undervejs og i det hele taget føles det mere som at være i teateret – dog med den forskel at man ikke klapper efter forestillingen. Det føles helt forkert når man lige har oplevet opera i verdensklasse, men sangerne ville jo ikke kunne høre bifaldet alligevel.

I pauserne kan man komme med bag scenen, hvor en af operasangerne interviewer de andre sangere, giver previews på kommende forestillinger, joker med dirigenterne og hvad der ellers hører til. I det hele taget kommer man tættere på det hele end man gør i teateret. Og det er både godt og skidt. Når man kommer med bag kulisserne bliver man hele tiden mindet om at det bare er ‘noget vi leger’. At det ikke er Lady Macbeth, men Anna Netrebko og at hun i pausen fjoller rundt i bare tæer og har glemt alt om søvngængeri og blod på hænderne. Det er også sjovt at se sangerne holde pause, men det fjerner lidt af magien. Det samme gælder i øvrigt ballet: Der forsvinder en del af magi og lethed, når man kan se dansernes fødder tæt på…

Det kan dog stadig anbefales. Måske især til skabs-operaelskere. Man kan jo altid lade som om man så Fast and Furious 7, hvis man møder nogen man kender. Eller til folk, der ikke ved om de er til opera. Det er måske mindre ‘vildt’ at se noget andet i biografen end man plejer, end at skulle til at tilegne sig kulturen omkring det at gå i operaen. Og hvis man ikke kan lide det er det ikke påfaldende, hvis man diskret forsvinder i løbet af forestillingen. Det er også billigere end at gå i operaen på normal vis. Og man kan godt snige lidt slik med ind. Bridgeblanding og blomme i madeira anbefales.

Published by

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *