Jeg er så glad for min cykel

…og alle gode cykler bør have et kælenavn. Ligesom biler og andre transportmidler i ens liv… Min bil hedder f.eks. Guacamobilen på grund af dens lidt spøjse lysegrønne farve, der leder tankerne hen på guacamole. Eller Shrek… Det hele startede vist for små fjorten år siden da jeg fik en billig mountainbike med meget tykke dæk. Den fik navnet Traktoren. Den havde også ca. samme effekt på cykelstien som en traktor på en landevej – det gik ikke så stærkt, men man kom da frem til sidst. Den sidste gang jeg så den var foran Odense Stadion, hvor jeg havde forvildet mig hen for at se noget af det her fodbold, som virker så populært. Da jeg kom ud derfra var Traktoren væk. Efter Traktoren havde jeg en mean amerikansk custombike i sølvfarvet, som var så cool at den burde have haft indbygget underlægningsmusik med 50 Cent. Den fik navnet Hypermobilen. Lige inden jeg fik cyklen havde en fysioterapeut konstateret at jeg har hypermobile led – og jeg syntes  “hypermobil” lød lidt som en form for superkræfter. “Robin! Til Hypermobilen!!” Eller noget. Den var temmelig raket, men blev desværre også hugget et sted i byen. Efter Hypermobilen fik jeg Vallakken – den bedste cykel jeg nogensinde  har haft. Jeg havde den blandt andet mens jeg var cykelbud og cruisede rundt i tætsiddende neongrønt Tuborgtøj.  Den fik sit navn pga en joke Anders Matthesen kørte på det tidspunkt, der dissede piger der er  glade for heste. (9 års jubilæumsshowet ca. 38 minutter inde…) Min Anders kaldte sin cykel en hest. Og da han også  kaldte min en hest måtte jeg straks korrigere “Det er ikke en hest – det er en  vallak” og så kom den til at hedde vallak. Den var genial – en fixiebike inden de blev hip. Den overlevede endda at blive hugget, smidt i åen, genfundet af politiet og sidenhen af mig. Men til sidst kunne den ikke mere og den gik til de evige reservedelsmarker og spredte formentlig god karma hos mange andre cykler… Efter vallak fik jeg Maude – en fin hvid damecykel med kurv, men den  var lidt som Maude i Matador. Havde lidt nykker, skulle hvile sig en del, foretrak at blive opbevaret indendørs og det gik ikke så stærkt. Desuden var hendes støtteben ikke så stabile, så hun fik tit behov for at lægge sig. Hun blev desværre stjålet i England – og jeg håber meget at hun har fået lov at fungere som pyntegenstand efterfølgende, da transport ikke var hendes store nummer. Sidenhen fik jeg Boris Johnson – der er rødorange. Den er opkaldt efter Londons konservative borgmester med et sjovt vid, skøre ideer og rødt hår. OG det var Boris Johnson der var så vild for at få de der pendlercykler der står ved Eaton Square og andre steder i London. Den levede et lidt hårdt liv på gaden hvor folk brugte dens kurv som skraldespand og med tiden var der ikke meget på Boris der sad hvor det skulle. Og det kunne ikke betale sig at blive ved at reparere på ham. Jeg har dog ikke nænnet at smide ham ud, så indtil videre nyder han sit skæve otium i garagen. Desuden er det ikke Boris’ skyld at han aldrig blev den nye vallak. Prince var min næste trofaste følgesvend – og fik sit navn fordi dens lidt specielle lilla farve altid gav mig Purple Rain på hjernen. Faktisk havde Prince en lidt syret smag i musik og podcasts, så vi nåede både om transcendens og syrejazz. Den blev hugget fra cykelparkeringen på mit arbejde… Min nyeste cykel hedder Maggie Smith. Den er grå og fornuftig, men trofast, sejlivet og fuld af sarkastiske bemærkninger… Gid den må blive hos mig i mange år endnu.

wpid-IMG_219239994092749.jpeg

Published by

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *