Curlism?

I sidste uge stiftede jeg bekendtskab med en meget irriterende mavevirus, hvilket henviste mig til sofaen et par dage. I den forbindelse fik jeg udforsket de særeste afkroge af Netflix’s udvalg i mere eller mindre dybsindige film. Den slags hvor en bliver forladt, men finder meningen med livet, realiserer sig selv og får manden tilbage. Eller dem, hvor en privilegeret hovedperson mister sin formue og finder ud af at penge ikke er alt, men samtidig erkender sin indre styrke og gør noget godt for nogen – især hvis de spilles af Matthew McConaughey/Ryan Gosling eller lignende.

I denne slags film kan det afgørende øjeblik altid kendes på hovedpersonens hår. Sålænge en person går rundt i lykkelig uvidenhed om mandens/investeringsrådgiverens/venindens/barnets/verdensmarkedets wherabouts har en sådan person nemlig… krøller! Eller i hvert fald lidt rodet og kruset hår. Men når alt braser sammen og fasen med sorg/fortvivlelse og kleenex er overstået og handlekraften melder sig, så er der også en frisør klar i kulissen. Ingen kan for alvor ændre på sine livsvilkår uden et glattejern!

Det samme gør sig gældende i makeover-filmene – Agent Catwalk, Princess Diaries osv. Man bliver først for alvor smuk, elegant og verdensdameagtig når håret er glat.

Tilbage i 80erne lærte Melanie Griffith os “If you want to be taken seriously, you need serious hair”. Dengang var selv seriøst hår noget mere bobbet end der er plads til nu om stunder.

Der er intet hyggeligere end at være småfornærmet, så nu vil jeg på den strit- og krølhårede del af befolkningens vegne være syrlig over amerikansk mainstreamunderholdnings bias mod folk med ikke-glat hår!

Published by

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *