Risiko og riskiks

Det sker af og til at jeg foretager lidt smådumme valg, der er forbundet med en vis risiko. Nogle gange cykler jeg uden cykelhjelm. Andre gange kommer jeg til at ryge. Ikke decideret vildt og farligt, men heller ikke voldsomt kløgtigt.

Men den ting, der oftest bringer bekymrede rynker frem mellem  øjenbrynene på mine omgivelser og efterfølges af en venlig formaning, er dog riskiks! På et tidspunkt har forskere fra DTU nemlig regnet sig frem til at der ved voldsom indtagelse af riskiks kan være en ris-iko for at man indtager for meget uorganisk arsen, hvilket kan være kræftfremkaldende.
Da jeg omgås en del bekymrede Politiken-læsere [pleonasme] slår bekymringsbarometeret derfor omgående ud hvis jeg observeres på vej til at indtage en sådan walk-on-the-Wild-side-forklædt-som-harmløs-snack.

Umiddelbart har jeg svært ved at tro at nogen skulle kunne indtage riskiks i sundhedsfarlige mængder. Smagen minder mest om en blanding af loft og flamingo, så sandsynligheden for at man dør af kedsomhed før man når gennem en pakke synes markant større end eventuel arsen- overload.

Fødevarestyrelsen har i øvrigt trukket lidt i land efter deres advarsel om riskiks og rismælk efter at forskerne bag undersøgelsen havde syntes det var noget af en overreaktion. Det er heller ikke lykkedes mig at finde nogen udenfor Danmarks grænser, der frygter død ved riskiks.

Men når bekymring og brok nu er nogle af de sysler vi holder mest af i det lille kongerige ville det da være en skam ikke at sørge for et godt emne dertil.

Published by

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *