Jungledage, Colin Firth og kylling

I disse dage nærstuderer jeg Knirke Egedes Jungledage og bliver helt opslugt af livet i junglen, lyden af brøleaber, Knirkes kamp mod hoppende edderkopper og den tropiske varme. Costa Rica lyder dragende og af og til gribes jeg af eventyrlyst og udlængsel og forestiller mig at det er mig, der drager ud i verden bevæbnet med rygsæk og visakort, betvinger junglen og møder eksotiske typer undervejs. Og jeg leger det er mig, der overvinder alle fobier og skyller efter med tequila – for derpå at finde på noget endnu sejere.

Men i virkeligheden er jeg nok mere som Colin Firths figur i Mamma Mia – som er enormt eventyrlysten, så længe det foregår stille, roligt og kontrolleret på skrift.

I dag var jeg i zoologisk have – og inde i “Oceanium” hvor søkøerne, dovendyrene og nogle små uberegnelige sataner af nogle tamarin-aber holder til. Og en masse andet kriblende og krablende, som jeg ikke kan lide at tænke på. Hver eneste gang jeg går gennem tapir- og fugleområdet og gennem Oceanium for at komme ned til fiskene og pingvinerne bliver jeg mindet om at det er meget heldigt at udforskningen af fjerne verdensdele ikke står og falder med mig. Der er hyggeligt nok nede hos pingvinerne – de er på den ene side af glasset, jeg er på den anden side af glasset, der er koldt, mørkt og de står for underholdningen. Oppe i det varme og fugtige sker der bare underlige ting og det undergraver fuldstændig min status som sej mor når jeg løber ned til pingvinerne, fordi dovendyret bevægede sig lige lovlig offensivt. Tapiren har engang tisset på min datters klapvogn. Og hyrdefuglen virker decideret ubehagelig, når den stiller sig midt på stien og skuler.

Så jeg foretrækker junglen stor, spændende, berusende, eksotisk – og forsvarligt lukket inde i Knirkes helt fantastiske bog.

Published by

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *