Stranger than fiction

Actress Elizabeth Taylor Poses

Elizabeth Taylor sagde engang noget i stil med at hun foretrak film frem for virkeligheden, fordi både lyssætning og dialog var bedre. Efter i denne uge at have betragtet mediernes selvsving om Lars Løkke og Venstre og samtidig at være det sidste menneske, der har opdaget Netflix og House of Cards kan jeg kun give hende ret.

Når man ser House of Cards bliver man begavet med et sandt overflødighedshorn af scener, der ellers kun udspiller sig i ens fantasi, når man gerne vil hævne sig på nogen. Frank Underwood ved stort set alt, forudser alt og er hele tiden et skridt foran – så han kan dukke op det rigtige sted på det rigtige tidspunkt og levere den helt rigtige replik i den helt rigtige stil. Lidt ligesom man selv gør et par timer efter det var relevant oppe i ens eget hoved…

Ser man på ugens mærkværdige optrin af drama i Venstre og mediernes håndtering heraf, så man til gengæld en ørkenvandring af dårlig dialog mellem en stadig større strøm af forvirrende bifigurer, tvivlsom lyssætning og floskeltung rygsvømning. Blandt andet har det siden i tirsdags været umuligt at få nogen politiker til at sige noget om noget som helst – til gengæld står de i kø for ”stilfærdigt at bemærke”. På journalistsiden blev ”erfarer” det nye exit-prognose.

løkke

Umiddelbart undres man over at så stor en del af det danske pressekorps kan være så interesserede i det interne spil i Venstre at de gladelig lægger navn til den ene analyse efter den anden fra ”centrale kilder i Venstre” – i gamle dage måtte politikerne gøre sig den ulejlighed selv at tale med baglandet hvis der var en bestemt dagsorden, man ønskede gennemført. Men nu kan man få journalisterne til det. Og selvom det bestemt må være rart som journalist at have gode kilder, så må det nu også være rart at have kritisk sans eller integritet.

En del mennesker er faldet over hinanden for at gentage mantraet om at Løkke er Danmarks dygtigste politiker – og udefra set virker det også som en imponerende bedrift at overbevise over 100 venstrefolk, der står klar med forke og fakler om at han havde en plan og at det hele nok skulle gå. Men man fristes til – i al stilfærdighed naturligvis – at spørge om disse talegaver kunne have været brugt til at overbevise vælgerne små ti dage tidligere? Er det største succeskriterium for en politiker at lave en god feberredning når man selv står på vippen? Hans største politiske bedrifter indtil videre er a) at nedbringe ventelisterne til sygehusene – hvilket var fint, men beklageligvis også dyrt, b) at gennemføre strukturreformen – som det offentlige efter en grundig selvevaluering konkluderer var en god ide og c) at sætte indkomstskatten ned – og til gengæld skrue op for en masse sære grønne afgifter. Måske hans entré som statsmand på den internationale scene ved COP15 var baggrunden for at indkøbe den famøse herreekvipering fra partiets side?

Man ved det ikke. Mange spørgsmål er ubesvarede. Men man ved med sikkerhed at alt havde været bedre i fiktionens verden, hvor narrativet kunne være blevet strammet op og dialogen pudset af.

underwood

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *