Indeni og udenpå

Når der laves undersøgelser af hvem kvinder helst vil ligne og hvem mænd synes er skønnest kommer Nigella Lawson altid ind på en top 3 – forståeligt nok, for hun er ubeskriveligt smuk, velformuleret, glamourøs og sjov. Ikke desto mindre læste jeg engang i et interview med hende at hun sjældent ser sig selv i spejlet, fordi det gør hende i dårligt humør! Hun mener det ødelægger en dag, hvor hun går og har det godt, er glad og generelt synes at tilværelsen er ganske fantastisk, hvis hun ser i spejlet og det billede, der møder hende ikke harmonerer med følelserne indeni.

Det er svært at tro at det skulle kunne være sådan for hende. Hvis jeg så ud som hende ville jeg formentlig ikke være til at drive væk fra spejle. Men tanken kan jeg sagtens følge. Det kan sagtens ødelægge en dag, hvor man går og synes at alting er ganske fantastisk, hvis ens spejlbillede ikke passer med det billede man havde af det hele. Ikke mindst nu hvor vi ikke bare ser os i spejlet men også “pressedækker” vores egen tilværelse på de sociale medier, samtidig med at vi kan benchmarke i forhold til hele vores bekendtskabskreds. Ikke altid voldsomt befordrende for en sund selvfølelse. Slet ikke når man er typen, der sætter nye standarder for ufotogen. Det er næsten lidt kierkegaardsk med splittelsen mellem hvordan man ser sig selv indefra og hvordan man bliver set udefra. Og splittelsen mellem hvordan folk faktisk ser en og hvordan man ønsker at blive set.

I denne weekend rendte jeg ind i problematikken et par gange. Ved en misforståelse kom jeg til at medvirke i en artikel om håndværkerfradraget. Hver anden uge kommer vores fantastiske rengøringshjælp Kenneth nemlig forbi på matriklen og bringer harmoni, hvor der har hersket kaos og skinnende flader, hvor ungerne har spredt sand og krummer. Han er en guldklump og gør vores hverdag nemmere – og det at han skal kunne gøre rent tvinger os til at få ryddet op løbende. På alle måder perfekt. Derfor talte jeg også pænt med journalisten, da hun ringede og prøvede at ignorere den fordømmende tone når hun spurgte om vi dog ikke gjorde rent selv eller om vi var meget rige. Jeg prøvede høfligt at snakke om at det var et spørgsmål om at prioritere og at vi f.eks. ikke havde en særlig stor bil. Da det ikke formildede hende prøvede jeg med humor og sagde at statistikkerne viser at mange skilsmisser sker på grund af skænderier om hvem der tager støvsugning osv. Men det skulle jeg ikke have gjort, med mindre jeg havde ønsket at det lyder som om vores ægteskab ene og alene holdes sammen af rengøringshjælp. Således nedtrykt og optændt af en blanding af selvmedlidenhed og retfærdig harme, håbede jeg at universet ville vende tilbage i balance når jeg modtog resultatet af familiefotograferingen tidligere på ugen. Min lille familie og jeg havde nemlig gået rundt i skoven en eftermiddag i pænt tøj og godt humør og i mit hoved forestillede jeg mig en blanding af en Elsa Beskow billedbog og en Ralph Lauren reklame. Beklageligvis tog også dette sig anderledes ud set udefra. Bevares, min familie så ganske vidunderlige ud, men jeg burde nok have forventningsafstemt lidt mere med virkeligheden omkring hvordan jeg selv så ud. Eller også bør jeg sagsøge mit badeværelsesspejl.

Ikke desto mindre rejser det flere små-eksistentialistiske spørgsmål: Bliver man lykkelig, om end i en tilstand af selvbedrag, hvis man nøjes med at forholde sig til sig selv indefra eller gør man verden en større tjeneste ved at forsøge at forbedre sig udefra? Bliver jeg lykkeligere af at se dum ud på billeder når jeg ved at Nigella har det ligesådan? Var folk lykkeligere da de hverken havde spejle eller kameraer? Og ville Kierkegaard have taget telefonen når Fyens Stiftstidende ringede?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *