Når det unormale bliver normalt

For nogle uger siden havde jeg fornøjelsen af at høre Chris McDonald holde oplæg på min nye arbejdsplads – først på dagen for eleverne, senere på dagen for os medarbejdere. Chris McDonald er et fænomen, der er gået lidt henover hovedet på mig, da jeg hverken har set nogle af hans programmer, læst hans bøger eller på anden måde stiftet bekendtskab med ham før jeg oplevede ham live. Det var lidt af en fest, faktisk. Og det gjorde stort indtryk. Inden der var gået ret mange minutter havde vi både været omkring spækhuggere der spiste deres træner, mobiltelefoner der spiste vores tid og frontallapper der var underernærede – og inden vi var færdige havde vi været på cykel over USA, tænkt på at passe på vores energi og ikke mindst filosoferet over hvor vigtigt det er at sove. Når bamserne i Ramasjang sover skal teenagere også sove. Sætningen skal udtales med bred amerikansk accent og i en lidt presset og nedtrykt stemme…

Og sandt er det at teenagere bør sove 9 timer hver nat; voksne bør sove 8 timer hver nat. Det er det vores hjerner har brug for, for at fungere normalt. Ikke engang optimalt, men normalt. Bekymrende er det at vi påstår at vi har for travlt til at sove så meget. For hvad i alverden kan vi have så travlt med at vi ikke kan sørge for at vores grundlæggende hjernefunktioner bliver vedligeholdt? Hvad er det vi skal, som er vigtigere end vores evne til kontrollere impulser, vores viljestyrke, vores evne til at vedligeholde sociale relationer eller vores evne til at planlægge frem i tiden? For det er nogle af de evner, der lider hårdest under søvnmangel.

Hvis vi ser lidt tilbage i tiden har vi aldrig haft kortere arbejdsdage. Vi har hellere aldrig tidligere i historien haft flere hjælpemidler til rådighed for at gøre dagligdagen nem og bekvem – om vi så skal vaske tøj, lave mad, transportere os fra a til b eller betale regninger. Så hvad er det vi har travlt med? Og er det alt sammen lige nødvendigt? Der dukker løbende debatindlæg ind fra folk, der er ved at drukne fordi de skal så meget, men de virker til at glemme at de selv har valgt det. Det er ikke en nagelfast sandhed at børn skal gå til fritidsaktiviteter tre gange om ugen – slet ikke når de er under ti år. Mindre kan gøre det. Nutidens børn er mange ting, men ikke understimulerede.

Og selvom vi holder meget af fortællingen om de stressede elever, de stressede medarbejdere og de pressede børnefamilier, så ville det være rart hvis vi et øjeblik var ærlige og indrømmede at størstedelen af det vi har travlt med er fjol. En af grundene til at vi har travlt er bl.a. at vi konstant har computere eller smartphones i nærheden, der giver os anledning til at underholde os selv med alt fra små tåbelige spil over små tåbelige videoklip til længere semifjollede artikler. Ja, vær bare ærlig. Det er jo ikke fordi vi knokler hårdere. Vi får bare pludselig travlere, når vi har lallet en stor del af tiden væk med netflix, candy crush, videoer med nysende pandaer eller sladderjournalistik. Og det er ikke kun uddannelse og arbejde vi får fjollet væk. Det er også brudstykker af samtaler, middage og transporttid. Gad vide hvor mange i vores generation, der på deres dødsleje ville ønske de havde kommenteret flere facebook-statusser? Eller nået længere i candy crush?

De fleste af os kan ikke undgå at være på nettet i vores arbejde – det er et vilkår. Men det er de færreste af os, der har så stor betydning for verden som sådan at det vil være katastrofalt at være utilgængelig nogle timer hver dag. Det kunne være verden gik videre – og det kunne være at vi selv gjorde. At der blev et par minutter til at glo ud i luften, at man nåede at gøre noget færdigt, at man nåede at se efter en ekstra gang, at man fik set og gjort noget i virkeligheden. For det ville være “normalt”.

[I øvrigt står “HUA” for heard, understood, accepted]

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *