Vigtige bøger

I øjeblikket huserer et kædebrev på Facebook hvor man opfordres til at lave en liste over de 10 bøger, der har gjort størst indtryk på én.

20140110-183144.jpg
Det er jeg bestemt heller ikke for fin til 🙂 Så her er min liste… I tilfældig rækkefølge, da den er nedfældet i et Ud&Se.
Laura Ingalls Wilder – jeg læste hele serien, da jeg var omkring 8. Jeg boykottede tv-serien fordi den på ingen måde passede sammen med hvordan jeg forestillede mig tingene. Bøgerne er gennemsyret af en fantastisk tilgang til livet, om at få det bedste ud af det man har, at være tapper og gøre ting ordentligt. Ægte gammeldags dyder fra længe inden Simple Living og den slags var opfundet. De er beskrevet fra et barns synsvinkel på en måde som meget få voksne er i stand til og den er helt blottet for ynk og klynk. Og så lærer man et helt univers af sirlighed og musselinsklæder at kende, som man ikke rigtigt finder mere. Glæder mig til at læse den med mine piger…

Sofies Verden læste jeg i en sommerferie, mest fordi det var den eneste bog, jeg havde taget med på turen. Jeg var begyndt på den flere gange, men var aldrig rigtig blevet fanget – men det blev jeg denne gang. Jeg fik brugt min hjerne på en måde jeg aldrig havde prøvet før. Det føltes som om mit hoved blev dobbelt så stort på en uges tid og det blev ikke meget mindre sidenhen. Jeg kan ikke huske ret meget af historien om Sofie og Alberto Knox, men jeg kan huske filosofferne og har haft stor glæde af den introduktion bogen gav.

Das Schloss er den bog jeg har læst mest grundigt og analyseret så meget at jeg kortvarigt betragtede mig selv som Kafka-ekspert. Jeg skrev stor opgave om værket i tysk og fik også læst både Freud og Jung i den forbindelse. Når ens navn starter med K er det nemt at leve sig ind i protagonisten… Jeg får stadig en anstrengt tysklærermine når folk anvender ordet kafkask forkert eller spiller intellektuelle og taler om Kafka, mår de mener Camus – det går stadig over min forstand, hvordan folk forveksler de to?

Da jeg i 1.g. skrev historieopgave skrev jeg om Adam Smith – som moralfilosof, ikke blot som økonom. Det fascinerede mig meget med oplysningstidens store tænkeres evne til at se helheder – med blandet resultat. At de ikke “bare” var matematikere, teologer, økonomer eller filosoffer, men at de tænkte det hele sammen og drog paralleller. En af de første bøger om emnet, jeg læste var Per Stig Møllers Den naturlige orden. Ganske vist har han en tendens til at hugge alt hvad han kan lide fra liberale tænkere og kalde det konservativt, men selve gennemgangen fejler ikke noget. Det kunne være sjovt snart at læse den igen – man bliver jo gerne lidt mere konservativ med alderen.

Caitlin Morans How to be a Woman er et nyere bekendtskab. Udover at bogen er morsom og virkelig velskrevet, så er Moran fantastisk til at formidle det budskab, som utroligt mange trænger til at høre: du er fin som du er. Du er allerede et helt menneske – ikke et håndværkertilbud. Og hvor ynkeligt det end måtte lyde, så er det meget sjældent at det lykkes nogen at gøre det troværdigt. Og sjovt.

How to Eat er muligvis den bedste kogebog der findes. Der er et grundkøkken og gode opskrifter – selvfølgelig af engelsk tilsnit, men det er jo kun et plus for en skabsbrite som undertegnede. Men den er også en god bog. Nigella Lawson skriver nemlig rigtig godt og blander anekdoter og rejsebeskrivelser med opskrifter og maleriske beskrivelser af de forskellige retter, som bedre end billeder kan give læseren en forestilling om hvordan det smager. Da jeg flyttede hjemmefra rakte mine huslige evner til at hælde mælk over cornflakes – men takket være Nigellas samlede værker kommer jeg hver dag et lille skridt tættere på at blive a domestic goddess.

Som 11-12årig faldt jeg i gryden med historiske romaner i prinsessegenren – bl.a. Carl Ewalds, Herta J. Enevoldsens og Helle Stangerups. Af en eller anden grund var det særligt Leonora Christina, der tiltrak mig – sært, da jeg altid har foretrukket lykkelige slutninger. Men på et tidspunkt kastede jeg mig ud i Jammers Minde og den levede bestemt op til sit navn. Dramatikken manglede ikke og tapper var heltinden. Dog var det også her særligt sproget, der fængede. En stor inspiration og et skønt eksempel på godt spin.

En Folkefiende gjorde stort indtryk – stykket om en mand, der opdager at landsbyens kurbad, som byens økonomi i høj grad står og falder med, er sundhedsskadelig. Lidt som da dr Hansen i Matador skriver i Politiken om faren ved at bade i fjorden. De mekanismer, der beskrives i stykket er yderst velkendte for enhver, der er vokset op i et lille samfund eller internt i en organisation har forsøgt at gøre opmærksom på en ilde hørt sandhed.

Vi, der lever var det første værk af Ayn Rand som jeg har læst. Det er en fantastisk roman med en stærk hovedperson, som står på skuldrene af arven fra Dostojevskij, Tolstoj og Tjekhov, men hvor hovedpersonens styrke står i skarp kontrast til de mere vattede personer omkring hende. Samtidig er det den eneste af Rands romaner, hvor personerne har lidt flere facetter og en form for menneskelig dybde.

Og Anna Karenina er et smukt modstykke til Vi, der lever. Her er der nemlig ikke rigtig nogen, der lever. Kun smuk tristesse og forførende melankoli. Figurerne tosser rundt mellem hinanden uden at det virker til at have andet formål end at gøre hinanden ulykkelige. Den ultimative store ulykkelige kærlighed – og den dybe russiske utrøstelighed.

Det var svært kun at vælge 10 bøger. Prøv bare ☺️

One Comment

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *