Nyheder for sarte sjæle

For nylig på facebook skrev en af mine veninder at hun ikke kunne holde ud at læse nyheder mere. At der burde være en eller anden advarsel for folk, der ikke betragter død og ødelæggelse som naturlig underlægningsmusik. Eller at der burde være et sted, hvor man kunne holde sig nogenlunde opdateret med verdens gang uden at skulle have udpenslet enhver grusomhed, der foregår i alle detaljer. Og der var mange, der kommenterede at de havde det ligesådan. Jeg har tidligere fnyst hånligt, når folk fortalte at de ikke fulgte med i nyhederne, men i øjeblikket tager jeg mig i at forstå dem.

Selvfølgelig sker der voldsomme ting i verden hver dag, men der sker altså også en masse godt. Desværre fylder det ikke ligeså meget i nyhedsbilledet – og selv når der er en god nyhed, er der altid nogen, der kan finde et hår i suppen.

Nogle gange spekulerer jeg over, hvor mange nyheder vi overhovedet har brug for? De fleste ting kan vi alligevel ikke gøre noget ved. Men vi kan selvfølgelig vise andre vores samfundsengagement ved at demonstrere vores viden om alt muligt. Men givet at de fleste mennesker faktisk er ret interesserede i hvad der sker rundt omkring i verden, kunne man så ikke berette bare lidt med ja-hatten på? For hvis man skal kunne mobilisere en eller anden form for engagement ud fra al den viden man får, er det så ikke mere sandsynligt at man kan få sig selv op på hesten, hvis der er et glimt af håb? Hvis alle vores nyheder har et skær af dommedag, bliver det så ikke også det vi ser?

Her kommer (desværre) kun tre eksempler på nyheder for sarte sjæle:

Verdens bedste nyheder Her fortælles dagligt om fremskridt, der sker i verden. Børnedødeligheden falder, fødsler bliver mere sikre, områder der bliver selvforsynende med fødevarer og meget andet. Man lærer noget om fjerne egne af verden og man bliver mindet om at ikke alt er skidt.

Sunny Skyz Småtingsafdelingen. Et godt alternativ til døgnrapporten, historier om folk, der føler sig snydt og nabostridigheder. På Sunny Skyz finder du historier om dyr, der er nuttede, folk, der gør søde ting og hjælper hinanden og i det hele taget en masse historier, der gør dig glad indeni eller får dig til at sige “årh…” med et mildt udtryk i øjnene.

Good News Network er lidt i samme afdeling som Sunny Skyz, men med lidt mere alvor i baghånden. Historier om folk, der hjælper hinanden i krigshærgede områder, selvom de befinder sig på hver deres side af konflikten. Historier om store donationer til velgørende formål. Folk, der hjælper fremmede – osv.

Der er en tendens til at godt nyt bliver lidt petit-agtigt og en samling af små solstråler, men det er der jo i virkeligheden også mange af de “rigtige nyheder” der er. Er det mere relevant for mig at en mand i en provinsby på den anden side af jordkloden er blevet overfaldet på særligt ubehagelig vis end det er for mig at vide at en mand på den anden side af jordkloden har en nabo, der har reddet hans hund? Måske er ingen af delene specielt relevante? Men mit indtryk af verdens gang bliver da kraftigt påvirket af, om det er den ene eller den anden af historierne, jeg oftest møder. Men hvor finder man nyheder, der gør en klogere uden at udløse en mere eller mindre alvorlig depression? Er man henvist til Ugeavisen, dameblade og youtube-videoer med amerikanske damer, der lægger tarotkort? Eller har jeg opdaget en uudnyttet niche i det danske mediemarked?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *