En ubehagelig lytteropringning til P1

bragt på 180grader.dk

“Engang blev en tankstation kaldt for en servicestation, og det var ikke noget tilfælde, for der blev faktisk udført en service. I dag kaldes en tankstation en pølsevogn.”

Ca. sådan startede P1 Formiddag for et par dage siden, hvor dagens gæst var Stig Andersen, adm. direktør i Gyldendal. Anledningen var en kronik i Politiken, hvori han efterspurgte den service, han huskede så godt fra de gode gamle dage: “Hvorfor er min tankstation blevet en pølseforretning? Hvem har ødelagt Magasin? Hvorfor kan man ikke ringe til SAS?”

Værten, Poul Friis, og Stig Andersen brugte herpå det første kvarters tid på at bekræfte hinanden i, hvor skidt alting var blevet, og at det servicesamfund, man havde drømt om engang, var blevet maltrakteret af informationsteknologien – “mainstream går i dag på gør-det-selv, selvbetjening, homebanking og frem for alt priskonkurrence”. Stig Andersen beklagede endvidere “discounticeringen” af samfundet og “den almindelige tarvelighed”, fordi det hele jo handlede om økonomi.

Hvis man hører P1 tilpas længe, begynder man at tro at Økonomi er en lidt robotagtig og noget ond person, der måske ligner Arnold Schwarzenegger i Terminator. Hans allierede er Udviklingen, et monstrum som ingen ønsker, men alle er ofre for – og det ultimative våben i Økonomis kamp mod Fællesskab og Menneskelighed er de brølende Markedskræfter. Umiddelbart forestiller jeg mig, at de ligner rottweilere, for de er tydeligvis både glubske og blodtørstige …

Friis og Andersen flirter i udsendelsen med ideen om, at man selv kan påvirke, om man handler i Netto eller hos den lille købmand, men skynder sig at få bragt politikerne ind i debatten og få givet dem ansvaret. Undervejs kan man undre sig over den skelnen d’Herrer laver mellem, hvad man selv ønsker, og hvad ens adfærd bestemmer – for det lyder ikke som om de to ting har noget med hinanden at gøre.

Men midt i denne hyggelige samtale om, hvor meget verden er af lave, ringer en lytter ind og ødelægger den gode stemning … For denne lytter taler om et land med masser af personlig service: USA! Her er personlige serviceydelser, som man kun kan drømme om her i Danmark: Ekspedienter i butikkerne der ved noget om produkterne. Folk der parkerer bilen for en. Folk der hjælper med at pakke varer ind for en, når man har handlet. Og hvorfor? Fordi man ikke har så høj en skat, og man ikke har så høj en minimumsløn. Og det gør så, at helt almindelige mennesker har råd til at købe serviceydelser, og at det er muligt at have et højtudviklet samfund med en høj grad af service.

Lige her omkring er den gode radiovært ved at kløjs i sin fairtrade-kaffe med garanteret økologisk minimælk og sin Fuglebjerggaard-frøsnapper med ægte brændenælde … Han griber lynhurtigt ind overfor denne betragtning og pointerer straks, at vi jo får en masse for den skat, vi betaler, og at det er en alt for høj pris at betale for service, hvis vi skal have et samfund, der er så fattigt på velfærd som det amerikanske. Næh …

Men lytteren holder ikke op … For han spørger videre, om det er et velfærdssamfund, der sender flere hundrede tusinde mennesker på passiv forsørgelse i stedet for at lade dem tage jobs med at hjælpe andre? Endvidere pointerer han, at en stor del af skattepengene går til administration og bureaukrati og ikke bare til serviceydelser.

Friis og Andersen kan godt gå med til, at der er rigtig god service i det amerikanske samfund, men skynder sig at bringe vinderargumentet på banen: “Det er ikke alt ved USA, der er godt. Bare se i Michael Moores film!”

Lytteren mener så, at man jo ikke behøver at kopiere USA, men at man kunne lade folk tage et lavtlønsjob og så evt. supplere op via skattesystemet på en måde, så man alligevel ville kunne forsørge sig selv. Endvidere taler han om, at han ville foretrække et liv med et lavtlønsjob i USA frem for en tilværelse på kontanthjælp i Danmark, og at han synes, det er synd, at man pga. fagforeningskrav og et voldsomt skattesystem hellere vil kassere en masse mennesker, fordi de ikke passer ind i det arbejdsmarked, man har skabt, end at lade folk arbejde til en lavere løn.

Heldigvis for sendefladen kommer en anden lytter Poul Friis til undsætning og spørger i en mail, om man ikke i virkeligheden vil have negrene tilbage? Således reddet af gongongen får man via et kort causeri om upstairs-downstairs-samfund drejet samtalen over på den generelle tarveliggørelse af hverdagen, og hvor ubehageligt det er at skulle høre andre tale i mobiltelefon i toget. Og P1-aristokratiet kan igen koncentrere sig om gårdbutikkerne, klimaforandringerne, fællesskabet og menneskeligheden uden at blive generet af ubehagelige forslag om at lukke flere folk ind på arbejdsmarkedet.

Published by

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *