De helt rigtige ord

Når hverdagen bliver overvældende, for travl, for krævende, for almindelig er det rart at der på den anden side af jordkloden er en drømmefabrik, der skaber fantasiuniverser til os, når vi er for trætte til at opfinde dem selv. Og det er mere end almindelig hyggeligt at krølle sig sammen på sofaen med sin ipad og med en lille bevægelse med pegefingeren kan man transportere sig hen i en anden tid, et andet sted, en anden person og bare koble hjernen fra. Det svinger lidt, hvad man har brug for – nogle gange skal det bare være sjovt, nogle gange skal det være flere hundrede år siden, nogle gange skal det være optimistisk og godt og andre gange ondt og modbydeligt. Men det er skønt at der findes dygtige mennesker, der kan skabe en verden, der minder lidt om vores, men med bedre lyssætning, mere helstøbte personligheder, pænere mennesker og langt bedre dialog.

Jane Austen skrev sine romaner med udgangspunkt i at hendes heltinder skulle have det, hun ikke selv fik. Og sådan tror jeg mange forfattere opererer – med at kompensere for det der ikke lykkes for dem selv ved at lade det lykkes for de mange fiktive figurer, der dukker op i deres univers. En af mine favoritmanuskriptforfattere er Shonda Rhimes, ejer af Shondaland, skaber af Grey’s Anatomy, Scandal og How To Get Away With Murder. Den sidstnævnte har jeg ikke set endnu – er bange for at det vil skabe en skræmmende afhængighed. Men de to andre har – udover vildt og voldsomt drama, dybe følelser og god æstetik – nogle fantastiske ‘in your face’-scener, hvor karaktererne i diverse afgørende situationer får holdt de bedste monologer, snappy comebacks og dundertaler. I virkelighedens verden sidder man ofte flere timer eller dage efter en situation og ved præcis, hvad man skulle have sagt. Og så er det for sent og der er ikke rigtig noget at gøre ved det. I Grey’s Anatomy vakler Dr Bailey og Dr Webber ikke når der skal sættes grænser, ridses præmisser op eller deles tough love ud. I Scandal ved Olivia Pope altid hvad der skal siges og hvordan, når præsidenter ved en fejl går i krig i Vestangola eller når hendes far som leder af en enorm spionorganisation lidt overilet slår folk ihjel. Situationer de færreste af os står overfor på daglig basis.

Men hvor kunne det være fantastisk hvis man havde en manuskriptforfatter, der sørgede for at man ikke sad mundlam tilbage når det ville have været smart, hvis man kunne sige hvad man tænkte. Ved den jobsamtale, hvor man i bilen på vej hjem kommer i tanke om det helt rigtige svar på et afgørende spørgsmål. Eller da en uhøflig person i supermarkedet kørte en indkøbsvogn ind i hælene på én og lidt bøvet konstaterede “Jeg skubber lige”. Når ens veninde slår sig selv i hovedet over at have taget på. Eller når ens barn er ved at miste modet til at lære noget nyt. Der er det frustrerende at være for sent ude med den rigtige replik. Og selvom tid er en sær dimension er timing afgørende. Der kommer ikke altid en chance mere. Måske lærer man det med tiden? Måske har man på et tidspunkt lavet en tilpas stor samling af geniale monologer i sit hoved, så de dukker op når det passer ind? Ellers må man jo blive manuskriptforfatter…

Hele mit liv på høje hæle

Når det er sommerferie skal der læses bøger man kan hygge sig med og noget af det hyggeligste jeg ved er biografier af grandes dames. Damer fra ca samme generation som min mormor, der har gjort en masse fantastiske ting, været gjort af et særligt stof og som har oplevet verden forandre sig ekstremt fra de var små og til nu.
Idag var det Didder Rønlunds selvbiografi fra 2009 der landede under min snude. Den er underholdende og glamourøs – og lidt personlig uden på noget tidspunkt at blive privat. Alt bliver faktisk på overfladen, men ikke desto mindre kan man komme indenfor hos Chanel, være på kant med Diors pressechef og sidde på sofaen hos Erik Mortensen. Vi hører også om hvor glad hun er for sine kæledyr og sin kamp mod babysæl-pels, om nogle af de mange store personligheder hun har omgåedes og om et altid aktivt arbejdsliv.

Det er rart at flygte lidt ind i verden før den gik af lave og samtidig konstatere at den var af lave på andre måder dengang. Og det er tankevækkende at det virker til at damer i det bedre borgerskab, der enten havde et arbejdsliv eller en proppet selskabskalender, faktisk havde mere med deres børnebørn at gøre end med deres egne børn. Et liv som travl luftfartskone og modejournalist og mor til to går op i en højere enhed selvom vuggestuer og børnehaver ikke er opfundet når man har en fast husholderske og en fast installeret mormor.

Men selvom hun virker glad for sit arbejdsliv kommer vi aldrig tættere på end at hun holder af duften af tryksværte og at tingene ellers sker lidt tilfældigt eller gennem hendes tilfældigvis overdådigt mondæne netværk. De eneste steder, hvor man føler man kommer lidt tættere på er når hun fortæller om sin tankefulde stunder i Marmorkirken. Man kunne godt savne nogle flere udklip fra hendes artikler for at se hvordan moden blev dækket – dengang mode var næsten ligeså vigtig som sport og blev dækket lige så hurtigt. Og når vi alligevel ikke bliver inviteret helt indenfor ville det være rart at høre meget mere om mode, om hendes tanker om modens udvikling og hvor den er på vej hen, hvad hun savner, hvad der begejstrer hende… Alt hvad et langt liv som modejournalist må have givet hende.

Men som sommerferielekture er den helt perfekt – sørg dog for at lægge pauser ind til at sætte hår, skifte tøj og ordne negle. Man kan ikke slumpe rundt når man er i selskab med selveste Didder Rønlund.

 

Indeni og udenpå

Når der laves undersøgelser af hvem kvinder helst vil ligne og hvem mænd synes er skønnest kommer Nigella Lawson altid ind på en top 3 – forståeligt nok, for hun er ubeskriveligt smuk, velformuleret, glamourøs og sjov. Ikke desto mindre læste jeg engang i et interview med hende at hun sjældent ser sig selv i spejlet, fordi det gør hende i dårligt humør! Hun mener det ødelægger en dag, hvor hun går og har det godt, er glad og generelt synes at tilværelsen er ganske fantastisk, hvis hun ser i spejlet og det billede, der møder hende ikke harmonerer med følelserne indeni.

Det er svært at tro at det skulle kunne være sådan for hende. Hvis jeg så ud som hende ville jeg formentlig ikke være til at drive væk fra spejle. Men tanken kan jeg sagtens følge. Det kan sagtens ødelægge en dag, hvor man går og synes at alting er ganske fantastisk, hvis ens spejlbillede ikke passer med det billede man havde af det hele. Ikke mindst nu hvor vi ikke bare ser os i spejlet men også “pressedækker” vores egen tilværelse på de sociale medier, samtidig med at vi kan benchmarke i forhold til hele vores bekendtskabskreds. Ikke altid voldsomt befordrende for en sund selvfølelse. Slet ikke når man er typen, der sætter nye standarder for ufotogen. Det er næsten lidt kierkegaardsk med splittelsen mellem hvordan man ser sig selv indefra og hvordan man bliver set udefra. Og splittelsen mellem hvordan folk faktisk ser en og hvordan man ønsker at blive set.

I denne weekend rendte jeg ind i problematikken et par gange. Ved en misforståelse kom jeg til at medvirke i en artikel om håndværkerfradraget. Hver anden uge kommer vores fantastiske rengøringshjælp Kenneth nemlig forbi på matriklen og bringer harmoni, hvor der har hersket kaos og skinnende flader, hvor ungerne har spredt sand og krummer. Han er en guldklump og gør vores hverdag nemmere – og det at han skal kunne gøre rent tvinger os til at få ryddet op løbende. På alle måder perfekt. Derfor talte jeg også pænt med journalisten, da hun ringede og prøvede at ignorere den fordømmende tone når hun spurgte om vi dog ikke gjorde rent selv eller om vi var meget rige. Jeg prøvede høfligt at snakke om at det var et spørgsmål om at prioritere og at vi f.eks. ikke havde en særlig stor bil. Da det ikke formildede hende prøvede jeg med humor og sagde at statistikkerne viser at mange skilsmisser sker på grund af skænderier om hvem der tager støvsugning osv. Men det skulle jeg ikke have gjort, med mindre jeg havde ønsket at det lyder som om vores ægteskab ene og alene holdes sammen af rengøringshjælp. Således nedtrykt og optændt af en blanding af selvmedlidenhed og retfærdig harme, håbede jeg at universet ville vende tilbage i balance når jeg modtog resultatet af familiefotograferingen tidligere på ugen. Min lille familie og jeg havde nemlig gået rundt i skoven en eftermiddag i pænt tøj og godt humør og i mit hoved forestillede jeg mig en blanding af en Elsa Beskow billedbog og en Ralph Lauren reklame. Beklageligvis tog også dette sig anderledes ud set udefra. Bevares, min familie så ganske vidunderlige ud, men jeg burde nok have forventningsafstemt lidt mere med virkeligheden omkring hvordan jeg selv så ud. Eller også bør jeg sagsøge mit badeværelsesspejl.

Ikke desto mindre rejser det flere små-eksistentialistiske spørgsmål: Bliver man lykkelig, om end i en tilstand af selvbedrag, hvis man nøjes med at forholde sig til sig selv indefra eller gør man verden en større tjeneste ved at forsøge at forbedre sig udefra? Bliver jeg lykkeligere af at se dum ud på billeder når jeg ved at Nigella har det ligesådan? Var folk lykkeligere da de hverken havde spejle eller kameraer? Og ville Kierkegaard have taget telefonen når Fyens Stiftstidende ringede?

Klæder skaber folk

20140405-180015.jpg
For nylig sad jeg om aftenen og så et fransk dokumentarprogram om mode i det gamle Hollywood – et emne, der suger min tid og opmærksomhed i uhyggelige mængder fra tid til anden. Som en femårig der samler på glansbilleder kan jeg falde i staver over silke, tyl, blonder, hvide handsker, korsetterede kjoleliv og næsten mærke duften af Jean Patou. I programmet blev de ved med at referere til Edith ‘ead (Edith Head) hvis navn man ikke kan have undgået hvis man har læst biografier af 40’ernes og 50’ernes store Hollywood skuespillerinder. Edith Head var nemlig stylist, påklæderske, rådgiver og medskaber af nogle af de mest ikoniske modeøjeblikke i det tyvende århundrede.
Da jeg opdagede at Mrs. Head havde udgivet en hel bog med råd og vejledning om at iscenesætte sin lykke bedst muligt tog det ikke mange klik på play.com før bogen var på vej til min postkasse. Og den opfylder praktisk talt enhver pigedrøm – selvom en coffeetable version med billeder ville have været endnu mere vidunderlig. Den er betrukket med syrenfarvet stof og har et lille silkebånd som bogmærke og er illustreret med de skønneste tegninger.

20140405-181346.jpg
Ordet succes er i centrum og bogens kapitler følger forskellige faser i en kvindes liv og hvordan denne fase optimeres gennem korrekt påklædning. Man trækker lidt på smilebåndet når der gives anvisninger i korrekt indfangning og påklædning af ægtemænd, hvis succes i karriere og tilværelse står og falder med hustruens evne til at sammensætte hans garderobe.
På mange måder minder bogen om en managementbog med konkrete værktøjer til at løse forskellige udfordringer – uanset om udfordringen er for høj alder, for kraftige lægge eller hvad man skal tage på til et frokostmøde.
Indimellem er der anekdoter og henkastede bemærkninger om Kim Novaks yndlingsfarver, Julie Andrews’ ordenssans eller Gloria Swansons højde. Mrs Head er også ganske generøs med sin rådgivning You can accept yourself as you are or you can decide, obviously, to improve your proportions through diet, massage and exercise. If this is your decision, don’t buy any new clothes until you’ve achieved your goal. There’s no point in buying things for your present figure if there’s a better one in your future. If, however, you have the will power of Shelley Winters you might approach your goal with a special incentive. Miss Winters is inclined to put on weight between pictures and whenever she’s faced with the need to lose ten or fifteen pounds she goes out and buys several outfits that are too small for her. With the desire to wear the new clothes as bait, she diets down to fit the clothes. A good idea only if you have a whim of iron.

20140405-204434.jpg
Og nu må jeg indstille skrivningen, da mit udvalg i silketørklæder i omfang på ingen måde bidrager til min generelle succes her i tilværelsen…

Om feminisme

I disse dage flyder medier og facebook-stream over med jubel over Caitlin Moran, hvilket er fuldt ud forståeligt når man har set denne lille videosnas. De sidste mange dage har jeg ventet forgæves ved postkassen på at hendes bog skulle lande her. I hendes definition er jeg feminist (vagina, tjek. ønske om selv at råde over denne, tjek), men lad os bare sige at jeg er skizofren når det kommer til feminisme. Når Elisabeth Møller Jensen ytrer sig, er jeg f.eks. ikke. Når Claes Kastholm ytrer sig, er jeg.

Jeg føler mig som en virkelig god feminist, når jeg ikke har dårlig samvittighed over manglende husarbejde og desuden har hyret mandlig rengøringshjælp. Optur. Jeg føler mig som en dårlig feminist de dage, hvor jeg ville ønske jeg havde giftet mig til penge og kunne leve et liv som Maude. Inklusive tegnelærer.

Generelt har jeg vist bare meldt mig ud af den offentlige debat. Ikke mindst, når den drejer sig om køn. Og ikke kun, fordi jeg ikke bryder mig om at blive svinet til i avisspalter og på kommentarspor. Men også fordi den offentlige debat er temmelig dum. Men hvis jeg pludselig blev ramt af Morans skriveevner og en dyb sans for at være ligeglad med at en stor del af de folk jeg omgås på daglig basis ville synes jeg var en stor idiot, kunne jeg selvfølgelig genoverveje situationen…

Langt ude i skoven

Igår aftes var der temaaften om at stå af “ræset” på DR2. Vi mødte forskellige mennesker, der var gået ned med stress og deres forskellige måder at håndtere det. Dem, der mest bogstaveligt var steget af, er Andrea Hejlskov og Jeppe Juul som med deres fire børn flyttede langt, langt ud i skoven i Värmland i Sverige, hvor de lever næsten selvforsynende i et træhus, som de selv har bygget. Det er langt væk fra “ræset” – huset, bilen, pengene, tøjet, forbrugsgoderne, skærmene og alle de andre ting, vi synes vi har brug for. Og det er temmelig radikalt.

De startede helt dogmeagtigt ud, men har sidenhen justeret noget. Bl.a. kan de ikke undvære strøm og internet. Og børnene går i skole – de to ældste bor på deres skoler, den næstmindste bliver hentet af skolebus til skolen 40 km væk og den mindste tuller rundt derhjemme. Men idealet om at være bæredygtigt selvforsynende lever stadig. Og de lever for knap 8.000 kr om måneden. Og drømmer om varmt vand og træk og slip.

Jeg kan sagtens følge tanken om at skrue ned for tempoet og stige af ræset. Men jeg tror meget af ræset foregår oppe i vores hoveder. Og det tager man jo med ud i skoven. Og nu går man rundt i skoven og samler bær i sin kurv i stedet for at fylde sin kurv i Bilka. Og man knokler med at dyrke jorden i stedet for at knokle med noget andet, som giver én penge til at købe noget andre har dyrket i jorden. Begrebet fyrretræsbacon har jeg også svært ved at arbejde med…

Noget jeg ikke forstår var hvorfor de skulle helt til Sverige og ud i en skov, hvor naturen byder på bjørne og isvinter? Kunne man ikke have købt et billigt hus på Langeland og opnået ca. det samme? Der ville endda både være vand og strøm og man kunne stadig bo langt væk fra “ræset”. Og man ville stadig kunne forsyne sig selv langt henad vejen. Man ville stadig kunne plante sine egne grønsager, krydderurter, frugt og meget andet.

Noget andet jeg ikke forstår er at de stadig vil være på internettet med de sociale medier og alt hvad dertil hører. Det er da den stærkeste forbindelse til “ræset”, der er? Så selvom man er flyttet langt ud i skoven, kan man stadig sidde og sammenligne og konkurrere og vurdere – og spekulere over om andre gør det samme.

Det var meget tydeligt at de brændte for sagen og virkelig ønskede at give deres børn noget ganske særligt. Men det slog mig også at de ikke virkede særligt glade eller lykkelige eller afklarede. Måske er de det og kommunikerer bare anderledes end f.eks. Bonderøven og Theresa, der altid virker ekstremt tilfredse med deres liv. Eller også har de bare ikke knækket nødden endnu og leder stadig efter vejen helt væk fra ræset?

Det franske kompleks

I gymnasiet havde jeg fransk på højniveau – jeg satte stor pris på det, omend det var med svingende indsats. Min fransklærer var ganske uimponeret af min omgang med sproget og erklærede på et tidspunkt at jeg talte franske som en perker (hendes ord, ikke mine!). Jeg trøstede mig dengang med at jeg da så ihvertfald ville kunne finde nogen at snakke med når jeg kom derned.

Sproget var en svær nød at knække, men det var nu også især kulturen, den sagnomspundne elegance og det sært uforståelige der tiltrak mig ved fransk i første omgang. Fra gymnasiet husker jeg mest de skuespil, vi læste – specielt Rhinoceros af Ionesco og Huis Clos af Sartre. L’enfer c’est les autres er en tanke, der strejfer mig, hver gang jeg kommer til at sætte mine ben i et butikscenter. Men siden jeg fik min hvide hue har jeg ikke brugt mit fransk til ret meget andet end en enkelt tur til Paris og at bestille ting på franske netbutikker… Alt hvad jeg har læst af fransk litteratur siden har været i oversat form – og jeg har endnu ikke kastet mig ud i at se franske film uden undertekster. Det kunne ellers være sejt… At kunne tale fransk rigtigt og at kunne forstå det helt uden undertekster – omend undertekster ikke er nogen garanti for at man forstår franske film 🙂

I mangel på ægte franskkundskaber har jeg kastet mig over nogle af de mange amerikanske og britiske populærlitterære anekdotisk baserede bøger om franskmændenes og ikke mindst fransk-kvindernes mange fortræffeligheder, som det har vrimlet med i de senere år: De bliver ikke fede, deres børn er mere velopdragne, deres skoler er bedre, kvinderne er bedre klædt og har en naturlig elegance og stilsans, som er næsten inimitable – i sagens natur kunne de ikke drømme om at forlade hjemmet uden at hår og makeup er i ordenDe har savoir faire, joie de vivre og je ne sais quoi. De er også mere forførende, bedre elskerinder og holder sig langt bedre når de er “indfanget” – for slet ikke at tale om at de er langt mere intellektuelle og refererer til Descartes når amerikanere ville snakke Gossip Girl…  Med andre ord – et fuldstændig retvisende billede på en gennemsnitsborger i Frankrig. Suk. Således diskvalificeret af geografi kan man som anglofil dansker blot fordybe sig i ti-trins-guides i at nøjes med to tern mørk chokolade og kvalitetsyoghurt i stedet for at rydde en pose Katjes, at sige ‘ca suffit’ på rette tidspunkt til sine børn og sende dem i seng uden aftensmad når de leger med ærterne. Herpå kan man give sig i kast med listen over de 25 essentielle dele af enhver kvindes garderobe, en liste over franske cremer og blandede skønhedsprodukter – som man herpå giver sit eget personlige touch. Og mens man slapper af med en ansigtsmaske og en hjemmelavet yoghurt kan man så fordybe sig i Colettes samlede værker og trøste sig med, at en af forfatterne mener at de franske kvinder mangler humor og evnen til at være veninder.

Nogle vil sikkert mene at man med fordel bare kunne bruge sin tid på noget bedre – som f.eks. at læse Descartes og Camus, se franske nyheder eller planlægge en vinsmagningsferie i Bourgogne. De ville have ret.

I’ve been searching my soul tonight…

…I know there’s so much more to life…

Længe før Bridget Jones og Nynne var der Ally. Ally McBeal. Ung smart advokat i Boston med lækkert Calvin Klein-tøj og evig krise i kærlighedslivet. Grunden til at jeg næppe var den eneste teenagepige, der forsøgte at bearbejde diverse kriser med at hamre hovedet ind i en dørkarm og messe “I have my health”. Eller måske var jeg den eneste… but that’s beside the point.

Ally levede det liv jeg skulle have når jeg blev stor – spændende karriere efter imponerende studie (dengang drømte jeg om at læse i USA efter gymnasiet), storbyliv (Åh Boston… jeg har altid hellere villet til Boston end til NYC eller LA), lækkert tøj (Calvin Klein var mest noget man kunne se i Elle – det var ikke hvermandseje og nethandel var ikke rigtig stort endnu), kaffe to go (det var ikke opfundet udenfor amerikanske storbyer dengang) og masser af drama… Det virkelige liv, der ventede når det grå gymnasieliv engang var overstået. Mens jeg gik i gymnasiet havde jeg det lidt som en rastløs løve i et bur, fordi jeg hele tiden ventede på at komme ud. Ud til det virkelige liv. Som jeg så altså kun kendte fra fiktionen 😀

Jeg elskede Ally. Jeg begyndte at gå i jakkesæt pga. Ally. Jeg prøvede at finde ud af om jura var noget for mig pga. Ally. Jeg begyndte næsten at acceptere mit kommunefarvede pjaskehår pga. Ally. Faktisk ville jeg bare helt utroligt meget hellere være Ally end jeg ville være mig.

Og nu har jeg lige set lidt Ally igen. Og jeg synes egentlig hun er lidt ynkelig og vattet – og alligevel misunder jeg hende lidt tiden til den ekstreme narcissisme og svælgen i selvmedlidenhed. Men tøjet holder stadig og heldigvis er kaffe to go nået ud til masserne. Jeg har på et tidspunkt ejet et par Calvin Klein jeans og en CK One parfume, men har stadig et mørkegråt jakkesæt i str 34 til gode.

For to år siden var jeg endda i Boston i en uge – og skulle jeg bo i USA ville det være der. Vidunderlig by, levende, moderne, gammeldags, historisk, fremadstræbende, international, meget amerikansk… Og her kunne man gå i Allys fodspor. Jeg så retsbygningen. Alt det andet var vist kulisser i Hollywood. Igen var der noget der tydede på at en tv-serie fra sen-halvfemserne var det forkerte sted at hente sine ideer om det virkelige liv.

Ally blev analyseret og analyseret – som alt fra befriende nyskabelse over forfærdeligt forbillede til konsekvensen af feminismen. Lidt ligesom Sex And The City, Bridget Jones og andre sidenhen. Gad vide om Dollars og Dallas blev ligeså grundigt analyseret? Og er det mon bare et intellektuelt påskud for at få lov at se tv-serier i arbejdstiden?

Men uanset en lidt pjevset hovedperson, så er serien faktisk ganske god – ihvertfald i de første par sæsoner. Når hovedpersoner får hjernetumorer og gæstestjernerne myldrer i plottet plejer det at pege i retning af dalende seertal – men meget af dialogen er ret god og overraskende, karaktererne er finurlige og ret elskværdige og de ret overdrevne dilemmaer pletvist relevante. Og så er der jo den filosofiske retning Fishism.

“I didn’t become a lawyer because I like the law. The law sucks. It’s boring. But it can also be used as a weapon. You want to bankrupt somebody, cost him everything he’s worked for, make his wife leave him, even cause his kids to cry? We can do that.”                                             Fishism

Spar på vejret til du skal puste på grøden

Egentlig er det umuligt at tilføje noget om Livet for let øvede efter at Bom og Bjerke har anmeldt den. Men jeg er lige med lidt senere.

Jeg ELSKER Maise Njor og hendes måde at skrive på. Da jeg for nogle år siden fik Michael Laudrups tænder med et dameblad var jeg så opslugt af den at jeg fik min mand til at læse højt for mig mens jeg var i brusebad så jeg ikke skulle gå i stå i historien i de 20-30 minutter et bad tager. Og jeg glædede mig til at få børn når hun skrev om det, for det lød så sjovt og de lød som sådan nogle pragtfulde væsener og man kunne bare mærke hvor meget hun elskede dem.

Da jeg læste Charlie Hotel Oscar Kilo tudede jeg over hendes pinefulde hudfletning af sig selv da hendes ægteskab gik i stykker og forestillingen om at undvære sine unger hver anden uge. Og jeg syntes hun var så hård ved sig selv og lod ham slippe alt for nemt. Og jeg bestemte at vi aldrig nogensinde skulle skilles (ikke at jeg ellers havde tænkt mig at det var noget vi skulle, men efter beskrivelsen af at være amputeret hver anden uge var det bare helt utænkeligt). Så hvis min mand finder en anden må hun flytte ind her. Det må være slemt nok at blive forladt af sin elskede – det må være helt ulideligt også at skulle undvære sine børn hver anden uge.

Fay Weldon har jeg ikke altid været så vild med. Jeg blev faktisk introduceret til hende via den filmatisering af En hundjævels bekendelser, der blev lavet i 1989 med Roseanne Barr i titelrollen. Da jeg læste bogen var jeg lidt skuffet for jeg syntes den var dyster og humørforladt i forhold til den fede film jeg lige havde set. Det skal lige nævnes at jeg på det tidspunkt var 13…  Efter at have læst Livet for let øvede har jeg genanskaffet Hundjævlen og har sat Praxis og Støvbold på min to-read-list…

Jeg har også været irriteret over at hun som tidligere temmeligt yderligtgående feminist nu er vendt på en tallerken, antageligvis fordi hun kun har sønner og nu er blevet svigermor (?) og synes at kvinder skal brokke sig lidt mindre og samle mandens sokker op efter ham.

Så jeg var meget spændt på at læse Livet for let øvede

Det er mest Fay Weldon, der gør bogen læseværdig, desværre. Maise Njors modløshed springer op fra siderne og jeg bliver så irriteret når hun i et forsøg på at svinge sig lidt op fra tristheden bliver feministisk-konspiratorisk med spørgsmål som “Tror du finanskrisen var den undskyldning, visse mænd har ventet på, så de igen kunne få sparket deres kvindelige underordnede på plads?” efter at en af hendes chefer har opført sig dumt. Lur mig om ikke der også findes dumme mandlige og måske endda også kvindelige chefer i opgangstider. Og når det ikke er mændenes skyld er det IKEA eller noget andet.  Hvis man har fulgt Maise Njors forfatterskab og klummeskriveri vil man også sidde tilbage med fornemmelsen af at have læst meget af det hun skriver før.

Det gør ondt at læse Maise Njor, for der er ingen tvivl om at hun virkelig har fået sit hjerte knust og desperat forsøger at lime det sammen igen, søger efter mening i det hele og gerne vil have styr på sin nye situation. Hun er en fantastisk skribent, især hvis hun turde tro på det og ikke lade sig spise af med at blive i skuffen for nuttet hverdagsprosa. Måske hun engang får skrevet den roman? Der er ihvertfald masser af råd om at skrive at hente hos Fay Weldon.

Jeg råder de studerende til, at de aldrig skal slette, når de har den reaktion på det, de har skrevet. Hav en „fraklip”-fil. Efter en dags tid eller to finder du måske ud af, at det, du hadede så meget, er en god kursændring. Og du må holde op med at spekulere på, om ting er „gode” eller ej. „Velegnet til formålet” er et bedre kriterium. Hvis redaktøren godtager det, er det godt nok.

Fay Weldon bliver irriterende når hun bliver alt for overbevist om at hun ved alt fordi hun er 77 og at det hun har valgt partout må være det rigtige, bl.a. i forhold til religion. Samtidig er denne skråsikkerhed også noget af det seje når hun skærer ind til benet og bl.a. fortæller Maise Njor at der ikke er noget galt med hende, fordi hun har lyst til at skrive – at det ikke bare handler om at hun ikke er så glad for at tage konfrontationer i virkeligheden. Men lad være med at opfatte din trang til at skrive som en flugt fra sorg eller som et resultat af dine forældres manglende skænderier, du KAN BARE GODT LIDE AT SKRIVE, og hvis du ikke skriver, føler du dig utilpas, for det er det, du er sat her på jorden for at gøre, og andre har brug for og ønsker og betaler dig endda for at gøre det, lyder det kontante svar.