Lånte fjer

snoopy-writer1

I går var jeg med det sene tog fra København. Toget, der stopper i eksotiske steder som Trekroner og Viby Sj. og som fragter branderter i alle aldre sikkert hjem til provinsen. Her sad jeg med min notesbog og skriblede dagens oplevelser og strøtanker ned. På den anden side af midtergangen sad flere generationer af jysk familie på vej hjem fra familiefest i København. Selskabeligt overrislet og med den der opstemte følelse af tilfredshed, der melder sig, når man har set resten af familien, der har truffet anderledes valg om bopæl, familie og karriere og konkluderet at man selv har gjort det helt rigtigt. Det kan godt være man går og tvivler og fortryder i hverdagen, men når man ser på de der hoveder i København, går det jo egentlig meget godt. En af herrerne i selskabet opdagede at jeg sad og skrev, men undervejs i rødvinstågen og min forkølelsesdæmpede stemmes formidlingsvanskeligheder, blev konklusionen at jeg ikke bare skrev I en bog, men at jeg skrev en bog PUNKTUM. Præpositioner har det åbenbart med at opløses i spiritus. Og pludselig var jeg blevet forfatter!

Interesseret spurgte de ind til hvordan man får iscenesat handlingen med vejr og natur, for det havde altid undret dem. Og hvordan bygger man et plot op, hvor man får samlet trådene til sidst? Hvordan holder man styr på alle figurerne? Og behøver der at være nogen der dør? Det sidste spørgsmål kom af, at flere i selskabet holdt meget af krimigenren og bestemt mente at jeg burde skrive noget i den stil – “det er jo også der pengene ligger!”

Jeg svarede efter bedste evne, men havde samtidig travlt med at skrive spørgsmålene ned. For det er bestemt gode spørgsmål. At skrive er jo også et håndværk, selvom man ofte forledes til at tro at det bare kommer til forfatteren oppefra. Det skønne ved at skrive historier er at man selv bestemmer ALT. Tid, sted, vejr, stemning, baggrundsmusik, andre menneskers handlinger og ord! Bevæbnet med en kuglepen kan man for en kort stund være almægtig! Og mens jeg sådan filosoferede over plots og baggrundsstemninger, forsøgte jeg at ignorere at en stor del af mine skriblerier ikke kunne betegnes som andet end ubehjælpsomme dagbogsovervejelser, navlepillerier og banaliteter. Forventningspresset til hvad der skulle komme ud af skrivematerialer for 40 kr fra Tiger steg kraftigt på bare få minutter.

En anden i selskabet spurgte stilfærdigt til, om ikke bare det kunne være noget stille og roligt noget. Behøvede det hele at blive så dramatisk? Var der overhovedet nogen, der behøvede at dø i historien? Igen rigtigt gode spørgsmål… For det er da egentlig sjovt at det lige er krimigenren, der blomstrer i en tid, hvor alt egentlig ikke er overvældende trygt. Måske er det for at få system i ondskaben? At der er en fast skabelon og at morderen fanges til sidst. Det kan også være at den megen utryghed og forvirring i verden skaber en ny efterspørgsel på litteratur fyldt med orden, skønhed og logik? Eller måske forklarer det den anden store tendens indenfor bøger og tv-programmer: Alt godt i hus, have og madlavning?

Da jeg skulle stige af toget jokede selskabet med at de hellere måtte passe på med hvad de sagde, så de ikke pludselig endte i historien. Hånden på hjertet havde jeg faktisk siddet og overvejet værdien af en rødvinsmarineret jysk familie i tre generationer som baggrundshistorie til en af hovedpersonernes togtur, men slog det alligevel hen. Hvis jeg nogensinde får skrevet den roman dukker de nok op et sted.

De helt rigtige ord

Når hverdagen bliver overvældende, for travl, for krævende, for almindelig er det rart at der på den anden side af jordkloden er en drømmefabrik, der skaber fantasiuniverser til os, når vi er for trætte til at opfinde dem selv. Og det er mere end almindelig hyggeligt at krølle sig sammen på sofaen med sin ipad og med en lille bevægelse med pegefingeren kan man transportere sig hen i en anden tid, et andet sted, en anden person og bare koble hjernen fra. Det svinger lidt, hvad man har brug for – nogle gange skal det bare være sjovt, nogle gange skal det være flere hundrede år siden, nogle gange skal det være optimistisk og godt og andre gange ondt og modbydeligt. Men det er skønt at der findes dygtige mennesker, der kan skabe en verden, der minder lidt om vores, men med bedre lyssætning, mere helstøbte personligheder, pænere mennesker og langt bedre dialog.

Jane Austen skrev sine romaner med udgangspunkt i at hendes heltinder skulle have det, hun ikke selv fik. Og sådan tror jeg mange forfattere opererer – med at kompensere for det der ikke lykkes for dem selv ved at lade det lykkes for de mange fiktive figurer, der dukker op i deres univers. En af mine favoritmanuskriptforfattere er Shonda Rhimes, ejer af Shondaland, skaber af Grey’s Anatomy, Scandal og How To Get Away With Murder. Den sidstnævnte har jeg ikke set endnu – er bange for at det vil skabe en skræmmende afhængighed. Men de to andre har – udover vildt og voldsomt drama, dybe følelser og god æstetik – nogle fantastiske ‘in your face’-scener, hvor karaktererne i diverse afgørende situationer får holdt de bedste monologer, snappy comebacks og dundertaler. I virkelighedens verden sidder man ofte flere timer eller dage efter en situation og ved præcis, hvad man skulle have sagt. Og så er det for sent og der er ikke rigtig noget at gøre ved det. I Grey’s Anatomy vakler Dr Bailey og Dr Webber ikke når der skal sættes grænser, ridses præmisser op eller deles tough love ud. I Scandal ved Olivia Pope altid hvad der skal siges og hvordan, når præsidenter ved en fejl går i krig i Vestangola eller når hendes far som leder af en enorm spionorganisation lidt overilet slår folk ihjel. Situationer de færreste af os står overfor på daglig basis.

Men hvor kunne det være fantastisk hvis man havde en manuskriptforfatter, der sørgede for at man ikke sad mundlam tilbage når det ville have været smart, hvis man kunne sige hvad man tænkte. Ved den jobsamtale, hvor man i bilen på vej hjem kommer i tanke om det helt rigtige svar på et afgørende spørgsmål. Eller da en uhøflig person i supermarkedet kørte en indkøbsvogn ind i hælene på én og lidt bøvet konstaterede “Jeg skubber lige”. Når ens veninde slår sig selv i hovedet over at have taget på. Eller når ens barn er ved at miste modet til at lære noget nyt. Der er det frustrerende at være for sent ude med den rigtige replik. Og selvom tid er en sær dimension er timing afgørende. Der kommer ikke altid en chance mere. Måske lærer man det med tiden? Måske har man på et tidspunkt lavet en tilpas stor samling af geniale monologer i sit hoved, så de dukker op når det passer ind? Ellers må man jo blive manuskriptforfatter…

I always pass on good advice

…it’s the only thing to do with it. It’s never any use to yourself. (Oscar Wilde)

writing process

Så her kommer en række gode råd til, hvordan man skriver en god opgave.

  • Gå i gang i god tid. Hvis der er sat en eller flere uger af til opgaven er der typisk en god grund til det.
  • Du kan ikke have det hele i hovedet. Skriv ned undervejs. Hav et kladdehæfte eller note-app i nærheden til når du kommer i tanker om noget, der måske kan bruges. Noter ned, hvis du finder en god artikel eller bog, der kan bruges.
  • Lav en god disposition. Den kan altid ændres undervejs, men et skelet, hvor du får noteret ned, hvad der skal med kan hjælpe med at sortere i overvejelserne.
  • Spild ikke tiden på overvejelser om, hvorvidt du overhovedet kan skrive opgaven. Selvfølgelig kan du det ellers var den ikke blevet stillet til dig.
  • Læs tidligere opgaver i samme genrer, der er blevet bedømt godt. Det kan give dig en ide til opbygning, skrivestil og disponering af emnet. Men lad dig ikke binde af det. Der er mange måder at skrive en god opgave.
  • Læg en plan og hav en rutine. Læg gerne plads ind til pauser – om du har brug for at løbe en tur, lave mad eller strikke undervejs, så sørg for at der er plads til det. Tit er det her tankerne falder på plads. Eller at det, der kører i ring, bliver løsnet lidt op.
  • Vær ikke for kritisk når du skriver. Det er ikke perfekt fra starten, men hvis du slet ikke skriver noget, er der heller ikke noget at forbedre. Hav evt. en fil med fraklip. Man ved jo ikke om der skulle gemme sig et guldkorn eller to i det, der startede som løse tanker.
  • Bed om hjælp. Hvis du kender en, der har skrevet en lignende opgave før og som du har tillid til, kan du få vedkommende til at læse opgaven igennem undervejs. Hvis der er andre, der er i gang med den samme opgave, kan det være rart at snakke sammen både om opgaven og skriveprocessen. Ofte er det rart at få forventningsafstemt med virkeligheden. Og det er en god anledning til at dele ud og hjælpe andre. Eller til at lide i fællesskab.
  • Læg telefonen væk. Luk for facebook. Det er verdens bedste overspringshandling og der er altid noget, der umiddelbart virker sjovere og mere spændende end den opgave du er i gang med. Men det er der også når du er færdig med opgaven. Desuden gavner det ikke selvværdsfølelsen at konstatere at der ikke er nogen, der har haft akut behov for at snakke med én i flere timer.
  • Det perfekte sted at skrive opgaven findes ikke. Der er altid larm, træk eller dårlige stole og det er bittert at have brugt en masse tid på at køre i bus eller på cykel for at konstatere at læsesalen på universitetet var fyldt eller at der skulle skiftes vinduer på kontoret. Bare sæt dig et sted og gå i gang.
  • Find det sjove i opgaven. Selvfølgelig er alt ikke lige spændende og det er ikke alle opgaver, der handler om det man brænder allermest for på et givent tidspunkt, men der er altid et eller andet, der kan fange en. Hyg dig med det og brug de mere trivielle dele af opgaven til når du bare har brug for at der sker noget på papiret.
  • Gå ikke helt i stå. Der er sikkert en forside, der kan laves eller en indholdsfortegnelse eller litteraturliste. Det fylder alt sammen og det hjælper til at føle at der trods alt bliver gjort et eller andet.
  • De færreste opgaver kræver research på Netflix…
  • Hvis du er ryger eller patologisk kaffedrikker kan det være smart at lave nogle regler eller mål, der skal nås før du får den næste cigaret eller kop kaffe. Den milde grad af desperation kan hjælpe dig videre med noget du måske ikke lige havde lyst til.
  • Husk, hvor godt det føles når det er overstået 🙂

Think pink

image

Så langt tilbage jeg kan huske har jeg elsket papirvarer – konvolutter, kort, brevpapir, blokke… alt, hvad man kan skrive eller tegne på er uimodståeligt.
At skrive på computer eller smartphone kan sagtens gå, men når man skriver i hånden er man fuldstændig uafhængig af strøm og netværk.
Man kan sidde hvor man vil på skuldrene af mange generationers skribenter og forestille sig at man er et andet sted og ikke mindst i en anden tid. Og man kan betragte ordene på en anden måde når man selv har haft dem i hånden. Måske bliver ordene valgt med større omhu fordi det går langsommere?

Nøglen til kreativitet?

image

Efter at have genset de første afsnit af Nigellas madprogrammer, hvor jeg er i tvivl om hvorvidt jeg er mest vild med hendes mad eller hendes bogreoler, er jeg nået til den åbenlyse erkendelse at nøglen til den kreative skriveproces naturligvis må findes i at anskaffe sig en iMac g3. Nigella skrev How to Eat på sådan en – I rest my case.
Så snart jeg får fingrene i sådan en, skriver debutromanen og de tankevækkende, men dog humoristiske klummer praktisk talt sig selv…

Spar på vejret til du skal puste på grøden

Egentlig er det umuligt at tilføje noget om Livet for let øvede efter at Bom og Bjerke har anmeldt den. Men jeg er lige med lidt senere.

Jeg ELSKER Maise Njor og hendes måde at skrive på. Da jeg for nogle år siden fik Michael Laudrups tænder med et dameblad var jeg så opslugt af den at jeg fik min mand til at læse højt for mig mens jeg var i brusebad så jeg ikke skulle gå i stå i historien i de 20-30 minutter et bad tager. Og jeg glædede mig til at få børn når hun skrev om det, for det lød så sjovt og de lød som sådan nogle pragtfulde væsener og man kunne bare mærke hvor meget hun elskede dem.

Da jeg læste Charlie Hotel Oscar Kilo tudede jeg over hendes pinefulde hudfletning af sig selv da hendes ægteskab gik i stykker og forestillingen om at undvære sine unger hver anden uge. Og jeg syntes hun var så hård ved sig selv og lod ham slippe alt for nemt. Og jeg bestemte at vi aldrig nogensinde skulle skilles (ikke at jeg ellers havde tænkt mig at det var noget vi skulle, men efter beskrivelsen af at være amputeret hver anden uge var det bare helt utænkeligt). Så hvis min mand finder en anden må hun flytte ind her. Det må være slemt nok at blive forladt af sin elskede – det må være helt ulideligt også at skulle undvære sine børn hver anden uge.

Fay Weldon har jeg ikke altid været så vild med. Jeg blev faktisk introduceret til hende via den filmatisering af En hundjævels bekendelser, der blev lavet i 1989 med Roseanne Barr i titelrollen. Da jeg læste bogen var jeg lidt skuffet for jeg syntes den var dyster og humørforladt i forhold til den fede film jeg lige havde set. Det skal lige nævnes at jeg på det tidspunkt var 13…  Efter at have læst Livet for let øvede har jeg genanskaffet Hundjævlen og har sat Praxis og Støvbold på min to-read-list…

Jeg har også været irriteret over at hun som tidligere temmeligt yderligtgående feminist nu er vendt på en tallerken, antageligvis fordi hun kun har sønner og nu er blevet svigermor (?) og synes at kvinder skal brokke sig lidt mindre og samle mandens sokker op efter ham.

Så jeg var meget spændt på at læse Livet for let øvede

Det er mest Fay Weldon, der gør bogen læseværdig, desværre. Maise Njors modløshed springer op fra siderne og jeg bliver så irriteret når hun i et forsøg på at svinge sig lidt op fra tristheden bliver feministisk-konspiratorisk med spørgsmål som “Tror du finanskrisen var den undskyldning, visse mænd har ventet på, så de igen kunne få sparket deres kvindelige underordnede på plads?” efter at en af hendes chefer har opført sig dumt. Lur mig om ikke der også findes dumme mandlige og måske endda også kvindelige chefer i opgangstider. Og når det ikke er mændenes skyld er det IKEA eller noget andet.  Hvis man har fulgt Maise Njors forfatterskab og klummeskriveri vil man også sidde tilbage med fornemmelsen af at have læst meget af det hun skriver før.

Det gør ondt at læse Maise Njor, for der er ingen tvivl om at hun virkelig har fået sit hjerte knust og desperat forsøger at lime det sammen igen, søger efter mening i det hele og gerne vil have styr på sin nye situation. Hun er en fantastisk skribent, især hvis hun turde tro på det og ikke lade sig spise af med at blive i skuffen for nuttet hverdagsprosa. Måske hun engang får skrevet den roman? Der er ihvertfald masser af råd om at skrive at hente hos Fay Weldon.

Jeg råder de studerende til, at de aldrig skal slette, når de har den reaktion på det, de har skrevet. Hav en „fraklip”-fil. Efter en dags tid eller to finder du måske ud af, at det, du hadede så meget, er en god kursændring. Og du må holde op med at spekulere på, om ting er „gode” eller ej. „Velegnet til formålet” er et bedre kriterium. Hvis redaktøren godtager det, er det godt nok.

Fay Weldon bliver irriterende når hun bliver alt for overbevist om at hun ved alt fordi hun er 77 og at det hun har valgt partout må være det rigtige, bl.a. i forhold til religion. Samtidig er denne skråsikkerhed også noget af det seje når hun skærer ind til benet og bl.a. fortæller Maise Njor at der ikke er noget galt med hende, fordi hun har lyst til at skrive – at det ikke bare handler om at hun ikke er så glad for at tage konfrontationer i virkeligheden. Men lad være med at opfatte din trang til at skrive som en flugt fra sorg eller som et resultat af dine forældres manglende skænderier, du KAN BARE GODT LIDE AT SKRIVE, og hvis du ikke skriver, føler du dig utilpas, for det er det, du er sat her på jorden for at gøre, og andre har brug for og ønsker og betaler dig endda for at gøre det, lyder det kontante svar.