Løse tanker i et informationssamfund

Det er kun et par uger siden jeg anskaffede mig en helt ny i-telefon – og dermed åbnede sig en yderligere dimension af diverse applikationer, der kan gøre livet nemmere eller mere kompliceret alt efter ønske. Bl.a. har jeg downloadet en app, der giver mulighed for at scanne vinetiketter og derpå straks blive opdateret på hvilke årgange af bemeldte vin, der er bedst, hvilket prisleje, den ligger i, smagsanmeldelser fra andre brugere og eksperter – og meget mere. Da jeg for det meste træffer købsbeslutninger om vin ved at vælge den med den pæneste etiket, har det vel gjort vinkøb lidt mere besværligt. På den anden side er der nu større chance for at få noget godt med hjem.

Jeg har også downloadet app’en på det ovenstående billede – en slags dagbogsapp, der henter feeds fra diverse sociale medier, man benytter sig af og samtidig opfordrer en til at krydre med billeder, beskrivelser af hvad man drømmer og “how was your day?”. Alt det man skriver til er naturligvis privat med mindre man indstiller den til andet. Og uden synderlig anstrengelse får man sig en slags dagbog, der gør det nemt og overskueligt at reflektere lidt over de seneste dages/ugers gøren og laden. Det kan varmt anbefales. Dog skal jeg stadig vænne mig til autocorrect, der gør mine smånoter overraskende forvirrende.

Mit dyreste bekendtskab på app-fronten er indtil videre lauritz.com – det er nemlig ganske nemt at byde. App’en er meget lækker i designet og nem at bruge… En god ide er at tjekke længde/højde/bredde på den udsøgte genstand inden man klikker løs 🙂

Et par døgn i Amsterdam

image

Dette er den centrale station i Amsterdam. Mine evner som fotograf yder den ikke just retfærdighed, men det er en virkelig smuk bygning, hvor der er kræset for detaljerne og hvor man ikke har sparet på ornamenterne. Gid der var mere af den slags i alle byer.

image

image

De mange husbåde ser ud til at være bygget efter ejernes fri fantasi – selvfølgelig med begrænsninger i højde og bredde. Det kunne være sjovt at have et påskud for at kigge ind – der virkede til at være to ekstremer i indretningen: total minimalisme eller bohemeagtig maximalisme.

image

image

Efter sigende kører der en bil i kanalerne i Amsterdam en gang om ugen. Når man ser de vovemodige parkeringer, undrer det ikke stort.

image

image

image

image

Selv en sideport på stationen er smuk.

Amsterdam overgår København som afslappet storby. Måske det lidt varmere klima og den langsomme transport understreger det tilbagelænede? Heldigvis læner de sig dog ikke helt tilbage når det kommer til æstetik og arkitektur

Om at arbejde hjemmefra

For nogle år siden arbejdede jeg i et HR-konsulentfirma i Oxford. Firmaet havde kontor i en høj kælder under chefens ustyrligt lækre tudor-inspirerede hus i Jericho-kvarteret. Og når der ikke var eksterne møder kunne hun sagtens dukke op i nattøj og hinkestensbriller – uden at det på nogen måde ændrede vores eller hendes egen opfattelse af hendes ekstreme viden, autoritet og professionalisme. Det kræver en helt særlig konstitution at kunne udstikke ordrer og forhandle kontrakter i nattøj – men hun kunne!

Det har sine fordele at arbejde hjemmefra. Nattøj/yogatøj er en af dem. En anden ting er at man får den helt rigtige kaffe. Og man kan høre musik. Og sidde i sofaen med sin computer og ordne ting. Man behøver ikke tænke helt så nøje over hvad man siger i telefonen, da det ikke skal forklares for andre bagefter. Der kommer i det hele taget ikke uanmeldte gæster.

Til gengæld kan man se vasketøjet – og hvis man alligevel er gået i stå i en opgave, så kunne man jo godt liige… Og man kunne også godt lige fylde i opvaskemaskinen. Støve af. Rydde lidt op. Hente børnene lidt tidligere…

Men for det meste fungerer en hjemmearbejdsdag som et tiltrængt pusterum, hvor man kan nå til bunds i opgaver. Fordi man kan få ro til at nørde dem færdige. Fordi man kan sidde og spise mens man skriver. Og fordi man kan have en blyant i håret og bande højlydt til skærmen uden at være i akut risiko for at blive tvangsindlagt.

Hvor smart er en smartphone?

Hvis du har været på facebook den sidste uges tid er du sikkert faldet over denne video.

Og måske har du også tænkt over at du netop så den på facebook. På din smartphone. Mens du egentlig var igang med noget andet.

Først grinede jeg lidt, for jeg synes tit jeg har set andre gøre det. Så blev jeg egentlig bare lidt flov, for jeg er slem til at gøre det selv.

The iPhone 4

Og jeg ved ikke rigtig hvordan man skal gøre noget ved det. I en periode var jeg ikke på facebook, men det syntes jeg var ærgerligt, for det er jo ens adressebog og der er nogle mennesker, jeg faktisk kun har kontakt til den vej rundt. Så jeg kom på facebook igen – og twitter (som jeg ikke forstår…) og instagram (som jeg synes er vældig hyggeligt) og pinterest (som jeg kun bruger sjældent, men så bruger jeg det også grundigt) og linkedin… og det hele kan jeg se på min smartphone. Hele tiden. Og så er der jo hele verdens aviser som jeg kan læse på telefonen. Og blogs. Og webshops.

Egentlig er det jeg bedst kan lide ved min smartphone at jeg kan tage billeder alle steder og hele tiden. Men det kunne jeg jo også hvis jeg bare havde et kamera med.

Én ting er, hvad det gør ved mig selv. Noget andet er, hvad det gør ved dem jeg omgås – og vigtigst af alt mine børn. Eller alle menneskers børn. Hvor tit husker man at give nogen sin fulde opmærksomhed?

For et par måneder siden underviste jeg på et kursus, hvor der var deltagere i aldersgruppen 14 til 74. De yngste deltagere slap praktisk talt ikke telefonen på noget tidspunkt. Det gik ud over det gruppearbejde, jeg havde lagt ind i forløbet. På et tidspunkt foreslog jeg dem at slukke telefonen, mens undervisningen foregik. Det kunne blive til lydløs. Men det, der skræmte mig lidt, var den 14åriges ansigt, da jeg foreslog at slukke den. For det var et ansigt fyldt med rædsel, angst, panik. Det var simpelthen ikke en mulighed!

Og det gør mig lidt trist at tænke på, at man som 14årig føler sig så forpligtet til at være tilgængelige for hele sit netværk af venner og familie, at man ikke tør løbe den risiko at fordybe sig i noget – bare i 5-10 minutter.

Er der nogen, der har fundet en god balance? Skal man smide sin smartphone ud og se om ikke ting kan vente? Og kommer man bare til at hænge ved computeren hele aftenen i stedet for? Eller skal man bare vænne sig til at det er sådan tingene er nu?

 

Langt ude i skoven

Igår aftes var der temaaften om at stå af “ræset” på DR2. Vi mødte forskellige mennesker, der var gået ned med stress og deres forskellige måder at håndtere det. Dem, der mest bogstaveligt var steget af, er Andrea Hejlskov og Jeppe Juul som med deres fire børn flyttede langt, langt ud i skoven i Värmland i Sverige, hvor de lever næsten selvforsynende i et træhus, som de selv har bygget. Det er langt væk fra “ræset” – huset, bilen, pengene, tøjet, forbrugsgoderne, skærmene og alle de andre ting, vi synes vi har brug for. Og det er temmelig radikalt.

De startede helt dogmeagtigt ud, men har sidenhen justeret noget. Bl.a. kan de ikke undvære strøm og internet. Og børnene går i skole – de to ældste bor på deres skoler, den næstmindste bliver hentet af skolebus til skolen 40 km væk og den mindste tuller rundt derhjemme. Men idealet om at være bæredygtigt selvforsynende lever stadig. Og de lever for knap 8.000 kr om måneden. Og drømmer om varmt vand og træk og slip.

Jeg kan sagtens følge tanken om at skrue ned for tempoet og stige af ræset. Men jeg tror meget af ræset foregår oppe i vores hoveder. Og det tager man jo med ud i skoven. Og nu går man rundt i skoven og samler bær i sin kurv i stedet for at fylde sin kurv i Bilka. Og man knokler med at dyrke jorden i stedet for at knokle med noget andet, som giver én penge til at købe noget andre har dyrket i jorden. Begrebet fyrretræsbacon har jeg også svært ved at arbejde med…

Noget jeg ikke forstår var hvorfor de skulle helt til Sverige og ud i en skov, hvor naturen byder på bjørne og isvinter? Kunne man ikke have købt et billigt hus på Langeland og opnået ca. det samme? Der ville endda både være vand og strøm og man kunne stadig bo langt væk fra “ræset”. Og man ville stadig kunne forsyne sig selv langt henad vejen. Man ville stadig kunne plante sine egne grønsager, krydderurter, frugt og meget andet.

Noget andet jeg ikke forstår er at de stadig vil være på internettet med de sociale medier og alt hvad dertil hører. Det er da den stærkeste forbindelse til “ræset”, der er? Så selvom man er flyttet langt ud i skoven, kan man stadig sidde og sammenligne og konkurrere og vurdere – og spekulere over om andre gør det samme.

Det var meget tydeligt at de brændte for sagen og virkelig ønskede at give deres børn noget ganske særligt. Men det slog mig også at de ikke virkede særligt glade eller lykkelige eller afklarede. Måske er de det og kommunikerer bare anderledes end f.eks. Bonderøven og Theresa, der altid virker ekstremt tilfredse med deres liv. Eller også har de bare ikke knækket nødden endnu og leder stadig efter vejen helt væk fra ræset?

Redigering

Hvordan det store billede så ud

image

Hvordan resultatet så ud på instagram

image

Det er da fantastisk. Dejligt at man kan opnå skønhed og lækkerhed ved et enkelt klik, når man ikke lige orker at rydde op med det samme.
Der er nogen, der mener at man skønmaler sin tilværelse med instagram. Men det er typisk de samme mennesker, der mener at man skal værdsætte de små ting i livet. Og det synes jeg faktisk er lige præcis det instagram giver én lov til. At nyde de små udsnit af ens liv, der er helt fantastisk smukke. Uden at blive mindet om alt det rundt omkring, der er uperfekt og trænger til at blive gjort…

Nøglen til kreativitet?

image

Efter at have genset de første afsnit af Nigellas madprogrammer, hvor jeg er i tvivl om hvorvidt jeg er mest vild med hendes mad eller hendes bogreoler, er jeg nået til den åbenlyse erkendelse at nøglen til den kreative skriveproces naturligvis må findes i at anskaffe sig en iMac g3. Nigella skrev How to Eat på sådan en – I rest my case.
Så snart jeg får fingrene i sådan en, skriver debutromanen og de tankevækkende, men dog humoristiske klummer praktisk talt sig selv…