42.195

Engang for 6 år siden tilmeldte jeg mig HCA maraton i et eller andet vanvidsforsøg på at udrette noget inden jeg blev 30. Jeg havde fulgt Michelle Hviid på facebook og var blevet inspireret af at hun en dag havde løbet en lille tur på en ferie og konstateret at det gjorde hende i bedre humør, hvorefter hun tilmeldte sig Berlin Maraton. Kongesejt! Der var bare den væsentlige forskel på Michelle og mig at hun fik fat i en træner og gik i gang med at træne målrettet. Jeg begyndte bare at læse iform. Og nogle gange spiste jeg rosiner i stedet for vingummi. Tre-fire gange indenfor et halvt år var jeg ude at løbe, men det gik overraskende ringe, så jeg begyndte at overbevise mig selv om at jeg nok bare slet ikke var løbetypen. Og jeg har hypermobile led. Og min hverdag er helt vild travl. Hvis undskyldninger forbrændte kalorier ville mange af os være undervægtige… Så det eneste der skete det år var at jeg havde betalt knap 600 kr for et startnummer, jeg ikke fik brugt. Dummebøde…

I dag sidder jeg ved min mors spisebord med en varmepude under hælen, Voltaren gel på alt fra lysken og ned og forsøger at undgå at rejse mig alt for mange gange. For i går gennemførte jeg Hamburg Marathon! Ja, jeg gjorde. Og det er med vilje der står gennemførte og ikke løb, for 80/20 reglen fik en ny betydning undervejs – jeg løb ca 80% af tiden og humpede de 20%. Men det lykkedes. Og jeg har en firkantet medalje i rød snor som jeg er overraskende glad for, selvom den faktisk er lidt grim.


Når man kaster sig ud i sådan en event får man mange gode råd. Desværre stikker de lidt i hver sin retning. ”Det er vigtigt at få mange kilometer i benene” ”Det er vigtigt ikke at tage for lange løbepas” ”Man skal fokusere på udholdenhed” ”Man skal fokusere på tempo” ”Man skal spise mange kulhydrater” ”Man skal ikke få for mange kulhydrater, for det er bedre hvis kroppen bruger fedtet som brændstof” ”Sørg for ikke at give den for meget gas i starten” ”Løb så meget du overhovedet kan” ”Sørg for at drikke ved alle depoter” ”Prøv ikke at holde for mange pauser undervejs” Forvirret? You bet. Men der er nok ligeså mange råd som der er løbere og som med så meget andet skal man nok bare finde ud af hvad der virker for en. I mit tilfælde var der dog sket lidt meget liv, der kom i vejen for min ellers udemærkede træningsplan, så midt i februar konstaterede jeg at der var sket forsvindende lidt på træningsfronten, så jeg måtte forsøge at ’angribe fra alle sider’ og gøre det bedst muligt med den korte tid, der var tilbage. Så det skulle reddes hjem på stædighed – grundformen var der nemlig ikke…

Forsøg på at blive klogere af planer og bøger gjorde det heller ikke nemmere, for de fleste programmer strækker sig over 12 uger eller mere – og jeg havde ca 7. Desuden gør mange af bøgerne det så overvældende at man er ved at miste modet. Skal jeg have en doktorgrad i human fysiologi for at finde ud af om jeg skal spise en banan inden løbeturene eller drikke kakao eller kokosvand bagefter? Og uanset hvor kloge de er, så er de heller ikke enige. Det er givetvis dumt at spise noget man ikke er vant til lige inden et løb, men ellers tror jeg der er nogenlunde fri leg. Ikke to har svaret det samme og de har alle sammen klaret det fint. Det kom i hvert fald hurtigt til at hænge mig langt ud af halsen at skulle carbloade eller overhovedet at skulle lege matematik med min mad. Food is an art, not a science.

På selve dagen var jeg tidligt oppe for at komme til Hamburg. Det hele er meget velorganiseret, hvilket er rart når man er en forvirret nybegynder. Der er professionelle, der har tænkt alt igennem. Hamburg er i øvrigt også dejligt flad, så man har kun distancen at slås med – man skal ikke betvinge store bakker undervejs. Mens jeg stod i startblok K og trippede spændt begyndte det at regne. Meget. Og det var i forvejen kun 6 grader varmt. Og mens jeg forsøgte at tænke stoiske tanker, begyndte det også at hagle… Men det holdt op igen efter små 20 minutter. De første 16-17 km gik vældig fint, dog relativt langsomt. Der er virkelig mange mennesker med (knap 16.000) og der sker en helt masse rundt omkring – hele byen møder frem for at heppe. Især damen med ukulelen blev jeg begejstret for. På et tidspunkt førte ruten os gennem en tunnel, hvor der var sat højttalere op, der spillede Eye of a Tiger for fuld udblæsning. Det var også ret forvirrende med alle depoterne (ca hver femte kilometer). Jeg havde læst at man ikke måtte føle sig tørstig undervejs, for så er man allerede dehydreret. Så jeg tog en lille sjat hvert sted, men det sænker selvfølgelig farten. Noget andet jeg lærte undervejs er at man virkelig ikke ønsker at se et toilet langs en maratonrute indefra. Det kræver en stærk mave. Men når man drikker hver femte kilometer kan man jo blive nødt til det. Den slags burde man også have trænet og fundet ud af inden man kaster sig ud i det store løb.

Undervejs oplevede jeg en enorm fællesskabsfølelse med de andre løbere. Selvom hver løber sit eget løb, er man enormt opmærksomme på hinanden, holder hinanden i gang og holder øje med om alle er okay. Det er ret fantastisk. Det samme gælder den enorme opbakning fra publikum. Der står folk og klapper og har skilte, spiller musik og spiller på tromme. Der er cheerleaders og ekstra mål undervejs, hvor der bliver heppet ekstra meget. Og det virker til at grunden til at ens fornavn står på startnummeret er at folk kan heppe på en personligt! Det bliver man virkelig glad i låget af.


Efter ca 26 kilometer begyndte mit knæ at gøre vildt ondt, men jeg prøvede helt buddhistmunkagtigt at tænke på alle de steder i min krop, der ikke gjorde ondt i stedet for. Det viser sig heldigvis også at smerte er midlertidig. Det lykkedes i hvert fald at tvinge benene videre, selvom der kom flere gåpauser end jeg havde håbet. Efter 31 km begyndte det at gøre ondt i lysken, men heldigvis i samme side som knæet, så med en lidt gakket humpe-/hinketeknik gik det stadig fremad. Resten af ruten foregik ved stædig nedtælling og et mantra om ”quitting is not an option”. Det hjalp enormt meget at følge de andre løbere og at forestille sig hvor fedt det ville være at krydse målstregen – og at få sin varme frakke på. Og til sidst kom 42 km-mærket og et overraskende lillebitte pust af energi, der gjorde det muligt at løbe de sidste 195 meter i nogenlunde hæderlig stil. Det var fedt at vide at det lykkedes, at jeg havde gennemført. Men jeg vil helst ikke snakke om tiden…


Mange folk beretter, hvordan de får nogle enorme erkendelser og får bearbejdet en helt masse, når de løber. Personligt har jeg det nærmest omvendt. I løbet af maratonen var der ikke så meget andet i mit hoved end musikken fra min playliste og om der mon ville være bananer ved næste depot. Og det er nok det tætteste jeg kommer mindfulness. Lidt har også ret.


I lang tid har jeg gået og fantaseret om den enorme italienske isdessert med flødeskum og chokoladesovs, som jeg skulle have efter løbet. Det jeg faktisk havde mest lyst til var en cappuccino. Den lille størrelse. Jeg havde også forestillet mig at jeg ville sidde helt kækt med et glas champagne og en gauloise og følge det franske valg. Det der faktisk skete var at jeg sad under dynen med en kop yogite og var taknemmelig over at de var så hurtige med resultatet at jeg kunne komme tidligt i seng.

I dag er jeg ikke rigtig i stand til at gå og jeg har været nødt til at melde afbud til ballet og yoga, men det hindrer mig ikke i at undersøge muligheden for at løbe HCA Maraton i oktober. For jeg må altså kunne gøre det bedre…

UnLike

For lidt over 14 dage siden læste jeg Leonora Christina Skovs essay om ikke at være på facebook. Da jeg var en af hendes 5.000 facebook-venner kan jeg godt huske da hun forlod facebook. Ikke mindst fordi det vist var ca. det tidspunkt, hvor jeg sidst kastede mig ud i samme event – at forlade facebook. I flere uger gik jeg begejstret rundt og var facebook-løs, men det varede ikke så længe før jeg faldt i gryden med endeløse opdateringer igen.

Der er meget i essayet jeg genkender. Og godt ved. Og også tænkte over, da jeg hørte oplægget om vores manglende koncentrationsevne pga vores konstante smartphone-forbrug. Eller da jeg læste artiklen om FOMO. Eller da jeg læste Knud Romers harmdirrende indlæg om facebook. Eller da jeg så den der youtube-video med alle de folk, der går og ser ned i deres smartphones i stedet for på hinanden. Eller når jeg tog billeder med henblik på at dele dem. Overvejede en sjov kommentar til at frame det.

Men noget, der virkelig fangede mig var tallet 318. 318 timer er den tid en gennemsnitlig kvinde bruger på facebook i løbet af et år. Tænk hvad man kan bruge 318 timer til?? I en tid, hvor vi aldrig har tid til noget, er det en helt ekstrem luns af ens tid, der forsvinder på…hvid støj? For helt ærligt, noget af det jeg brugte mest tid på var at like billeder, som folk jeg ser til hverdag lagde op af ting vi alligevel ville tale om når vi sås. Og at følge debatter uden hoved og hale mellem folk jeg ikke kender særlig godt om ting, der egentlig ikke interesserer mig voldsomt. Og så selvfølgelig at benchmarke mit eget liv med min nærmeste omgangskreds’ og faile konstant. Mit hjemmebag er sjældent facebook-værdigt. Mit hjem er praktisk talt aldrig ‘ready for its closeup’ – ellers skal det være et seriøst close closeup, hvor man kun kan se den hylde jeg har orden på i denne uge. Hvis jeg tog en selfie uden filter ville den ikke være egnet til fremvisning. Og jeg begyndte at få kolde fødder over at vise mine børn frem på facebook for mine ‘nærmeste 600’. Endelig sendte jeg en del beskeder frem og tilbage med folk jeg ser til daglig og som jeg bare kunne have ringet til. De 318 timer må kunne bruges mere hensigtsmæssigt. Så nu har jeg deaktiveret min profil – og lever i lykkelig uvidenhed om hvad jeg måtte gå glip af. Jeg håber selvfølgelig ikke at nogen savner mine likes. Eller at nogen er kede af hvis jeg har glemt deres fødselsdag. Og dem, der bor længere væk og som det kunne være hyggeligt at holde kontakten med kunne jeg jo sende en mail til en gang imellem i stedet for bare at like et eller andet og lege at jeg ved hvordan det går med dem.

Foreløbig har jeg vist sparet knap 12 timer. Jeg kan ikke helt gøre rede for hvad jeg har brugt disse timer til, men mit køkken ser pænere ud end det har gjort et stykke tid. Og jeg har sat flere flueben på min to-do-liste end jeg plejer. Og jeg tager telefonen oftere når folk ringer til mig. Men ellers havde jeg tænkt mig at tiden skulle bruges til at falde i staver. Og måske til at tænke tanker til ende i stedet for at aflede opmærksomheden med flere links til artikler og memes. Måske kunne jeg spille mere klaver? Eller skrive en bog? Eller blive sådan en, der går i haven? Eller lave en kop te, spise en blomme i madeira, læse en bog og ældes med ynde?

Hele mit liv på høje hæle

Når det er sommerferie skal der læses bøger man kan hygge sig med og noget af det hyggeligste jeg ved er biografier af grandes dames. Damer fra ca samme generation som min mormor, der har gjort en masse fantastiske ting, været gjort af et særligt stof og som har oplevet verden forandre sig ekstremt fra de var små og til nu.
Idag var det Didder Rønlunds selvbiografi fra 2009 der landede under min snude. Den er underholdende og glamourøs – og lidt personlig uden på noget tidspunkt at blive privat. Alt bliver faktisk på overfladen, men ikke desto mindre kan man komme indenfor hos Chanel, være på kant med Diors pressechef og sidde på sofaen hos Erik Mortensen. Vi hører også om hvor glad hun er for sine kæledyr og sin kamp mod babysæl-pels, om nogle af de mange store personligheder hun har omgåedes og om et altid aktivt arbejdsliv.

Det er rart at flygte lidt ind i verden før den gik af lave og samtidig konstatere at den var af lave på andre måder dengang. Og det er tankevækkende at det virker til at damer i det bedre borgerskab, der enten havde et arbejdsliv eller en proppet selskabskalender, faktisk havde mere med deres børnebørn at gøre end med deres egne børn. Et liv som travl luftfartskone og modejournalist og mor til to går op i en højere enhed selvom vuggestuer og børnehaver ikke er opfundet når man har en fast husholderske og en fast installeret mormor.

Men selvom hun virker glad for sit arbejdsliv kommer vi aldrig tættere på end at hun holder af duften af tryksværte og at tingene ellers sker lidt tilfældigt eller gennem hendes tilfældigvis overdådigt mondæne netværk. De eneste steder, hvor man føler man kommer lidt tættere på er når hun fortæller om sin tankefulde stunder i Marmorkirken. Man kunne godt savne nogle flere udklip fra hendes artikler for at se hvordan moden blev dækket – dengang mode var næsten ligeså vigtig som sport og blev dækket lige så hurtigt. Og når vi alligevel ikke bliver inviteret helt indenfor ville det være rart at høre meget mere om mode, om hendes tanker om modens udvikling og hvor den er på vej hen, hvad hun savner, hvad der begejstrer hende… Alt hvad et langt liv som modejournalist må have givet hende.

Men som sommerferielekture er den helt perfekt – sørg dog for at lægge pauser ind til at sætte hår, skifte tøj og ordne negle. Man kan ikke slumpe rundt når man er i selskab med selveste Didder Rønlund.

 

Naturens mindre muntre datter

Da jeg var lille var jeg ikke særlig stor fan af sommer. Der skulle man nemlig være udenfor. På stranden, i skoven, i haven. Man skulle ud at lege for det var så godt for børn. Og uanset hvad man skulle udenfor involverede det et eller andet uforudsigeligt, der kriblede og krablede. På stranden var der krabber, i skoven og i haven var der fluer og bier og andet irriterende, der forstyrrede når man helst bare ville sidde og tegne, skrive eller kigge i en bog. Min spejderkarriere varede vist omkring 14 dage. Og når man som jeg er født… flødefarvet, så er mere end 5-10 minutters solskin ad gangen overkill. Så efterår og vinter, hvor man kunne være indenfor uden at blive forstyrret af fluer = stort hit!

Nu hvor jeg er blevet ældre arbejder jeg på at blive bedre venner med friluftsliv. Nogle gange får jeg vrangforestillinger om at det kunne være sjovt at bo i telt. Og jeg har nået en alder, hvor man kan taget et eller andet sted hen og stå i lang tid og falde i staver over “udsigten”. Nogle gange går jeg tur helt frivilligt – i skoven, langs åen og ved stranden. Det sker at jeg spiser frokost i haven uden at blive hysterisk hvis insekter forvilder sig i nærheden af min mad. Og egentlig synes jeg at det går fremad med mig og det store vilde.

Men så blev jeg stukket af en bi! Letsindigt havde jeg haft vinduet åbent mens vi kørte på motorvejen og en kamikaze-bi drønede ind og satte brodden i min tinding. Bevares, bien slap mindre heldigt fra det end jeg gjorde, men jeg er bestemt ikke tilfreds med situationen. Jeg prøver at trøste mig med at bi-giften er meget efterspurgt som vidundermiddel mod rynker og at jeg muligvis har sparet en del penge. Desværre er det kun en begrænset del af mit ansigt, der er berørt og umiddelbart vurderer jeg ikke at det har gjort mig nævneværdigt kønnere.

Der skulle være regn i de kommende dage og dermed bifrit. Og statistisk set bør der gå i hvert fald 10 år før jeg render ind i flere bi-sammenstød. Så måske naturen og jeg alligevel kan gå en fin sommer i møde?

Sommerferieneurose

Hvert år ser jeg frem til sommerferien med lige dele glæde, spænding, let panik og præstationsangst. I princippet burde det være lige til bare at slappe lidt af og måske rejse et eller andet sted hen hvis budgettet tillader det. Omvendt gider man også godt have fået styr på ting man ikke har kunnet nå i hverdagen – et eller andet med haven eller træbeskyttelse, læse nogle tykke bøger og gerne en mindre sportsbegivenhed man selv har udført. Eller også skal man have fundet sin passion og begynde at føre den ud i livet – ihvertfald i overordnede træk.
Skal man udrette noget? Ja, men på den casual måde. Det må ikke lyde anstrengende, men alligevel vildt imponerende á la da-jeg-alligevel-slappede-af-i-haven-lagde-jeg-mærke-til-hindbærbusken-og-nu-laver-jeg-selv-saft. Eller jeg-blev-så-glad-for-min-daglige-cykeltur-at-jeg-ligeså-godt-kunne-tage-en-ironman. Eller også skal det være dræbende overskudsagtigt “vi har bare været i Sverige på ødegården, men ungerne har hygget sådan med at fange krabber at de slet ikke gider se fjernsyn mere og vi spiste snobrød og spillede guitar hver aften”. Ihvertfald skal det ikke være noget med at stene planløst rundt i nattøj, ringe efter kinesisk mad og have bøger liggende, men i virkeligheden bare se tredje sæson af Californication igen.
Skal man helt ned i gear? Ja. På den mindful og meditative måde, hvor man også begynder at dyrke sine egne grønsager. Hvor man finder helt ind til sin egen kerne og kan gå til tilværelsen med nyfunden ro og modenhed.
Hvad nu hvis man ikke kan komme igang igen? Så har man holdt ferie på den forkerte måde og må bruge et års tid på at frembringe en bedre plan for at bruge sin ferie rigtigt.

Kan ikke hjælpes

Mens jeg stod og så på alt godt i foundation ved Chanels stand kom en meget bestemt sortklædt ekspedient hen til mig. “Der er ikke noget jeg kan hjælpe dig med, vel?” Høfligt forsøgte jeg at redegøre for mit ærinde, nemlig at jeg påtænke at indkøbe en substans, der ville lade min hud syne mere pæn og ensartet, men at jeg endnu ikke var nået til de nærmere detaljer udi pudder overfor creme eller dækkeevne. Det sidste får mig til at tænke på træbeskyttelse, men det var jeg ikke sikker på om damen ville værdsætte.
Hun begyndte så at gennemgå de forskellige typer og varianter. Efter at have lyttet til de mange storslåede egenskaber ved udvalget, nåede jeg frem til at jeg gerne ville prøve en creme med let dæk samt solfaktor. Herpå trykkede ekspedienten en generøs mængde brunlig creme ud på en lille tør svamp og gned det derpå ud på højre side af min hage. Hun konkluderede dog hurtigt at den var helt forkert og skyndte sig at påføre en anden og kraftigere creme på den anden side af mit ansigt. Lettere overrumplet gik jeg hen mod Chanel-spejlet med variabel lysstyrke og noterede mig at ingen lysstyrke ville få to brune striber på mit underansigt til at se decideret smart ud. “Det virker lidt mørkt…” forsøgte jeg spagt. “Ja, men det er de eneste farver jeg har! Hvis du ikke kan bruge dem, må du prøve et andet sted.” I ren angst for den myndige dame overvejede jeg et par sekunder sandsynligheden for at jeg indenfor nærmeste fremtid ville skifte hudfarve fra vanilleis til café latte, men hældte mest til at det nok ikke ville ske. Så jeg takkede for hjælpen og skyndte mig at finde en kleenex – altså til at fjerne brun creme, jeg var trods alt ikke begyndt at græde. Og så sparede jeg lidt over 400 kr på ikke at købe Chanel makeup. Jeg håber dog for hende at der kom andre kunder af rette kulør. Jeg kunne ihvertfald ikke hjælpes.

Jungledage, Colin Firth og kylling

I disse dage nærstuderer jeg Knirke Egedes Jungledage og bliver helt opslugt af livet i junglen, lyden af brøleaber, Knirkes kamp mod hoppende edderkopper og den tropiske varme. Costa Rica lyder dragende og af og til gribes jeg af eventyrlyst og udlængsel og forestiller mig at det er mig, der drager ud i verden bevæbnet med rygsæk og visakort, betvinger junglen og møder eksotiske typer undervejs. Og jeg leger det er mig, der overvinder alle fobier og skyller efter med tequila – for derpå at finde på noget endnu sejere.

Men i virkeligheden er jeg nok mere som Colin Firths figur i Mamma Mia – som er enormt eventyrlysten, så længe det foregår stille, roligt og kontrolleret på skrift.

I dag var jeg i zoologisk have – og inde i “Oceanium” hvor søkøerne, dovendyrene og nogle små uberegnelige sataner af nogle tamarin-aber holder til. Og en masse andet kriblende og krablende, som jeg ikke kan lide at tænke på. Hver eneste gang jeg går gennem tapir- og fugleområdet og gennem Oceanium for at komme ned til fiskene og pingvinerne bliver jeg mindet om at det er meget heldigt at udforskningen af fjerne verdensdele ikke står og falder med mig. Der er hyggeligt nok nede hos pingvinerne – de er på den ene side af glasset, jeg er på den anden side af glasset, der er koldt, mørkt og de står for underholdningen. Oppe i det varme og fugtige sker der bare underlige ting og det undergraver fuldstændig min status som sej mor når jeg løber ned til pingvinerne, fordi dovendyret bevægede sig lige lovlig offensivt. Tapiren har engang tisset på min datters klapvogn. Og hyrdefuglen virker decideret ubehagelig, når den stiller sig midt på stien og skuler.

Så jeg foretrækker junglen stor, spændende, berusende, eksotisk – og forsvarligt lukket inde i Knirkes helt fantastiske bog.

Når det unormale bliver normalt

For nogle uger siden havde jeg fornøjelsen af at høre Chris McDonald holde oplæg på min nye arbejdsplads – først på dagen for eleverne, senere på dagen for os medarbejdere. Chris McDonald er et fænomen, der er gået lidt henover hovedet på mig, da jeg hverken har set nogle af hans programmer, læst hans bøger eller på anden måde stiftet bekendtskab med ham før jeg oplevede ham live. Det var lidt af en fest, faktisk. Og det gjorde stort indtryk. Inden der var gået ret mange minutter havde vi både været omkring spækhuggere der spiste deres træner, mobiltelefoner der spiste vores tid og frontallapper der var underernærede – og inden vi var færdige havde vi været på cykel over USA, tænkt på at passe på vores energi og ikke mindst filosoferet over hvor vigtigt det er at sove. Når bamserne i Ramasjang sover skal teenagere også sove. Sætningen skal udtales med bred amerikansk accent og i en lidt presset og nedtrykt stemme…

Og sandt er det at teenagere bør sove 9 timer hver nat; voksne bør sove 8 timer hver nat. Det er det vores hjerner har brug for, for at fungere normalt. Ikke engang optimalt, men normalt. Bekymrende er det at vi påstår at vi har for travlt til at sove så meget. For hvad i alverden kan vi have så travlt med at vi ikke kan sørge for at vores grundlæggende hjernefunktioner bliver vedligeholdt? Hvad er det vi skal, som er vigtigere end vores evne til kontrollere impulser, vores viljestyrke, vores evne til at vedligeholde sociale relationer eller vores evne til at planlægge frem i tiden? For det er nogle af de evner, der lider hårdest under søvnmangel.

Hvis vi ser lidt tilbage i tiden har vi aldrig haft kortere arbejdsdage. Vi har hellere aldrig tidligere i historien haft flere hjælpemidler til rådighed for at gøre dagligdagen nem og bekvem – om vi så skal vaske tøj, lave mad, transportere os fra a til b eller betale regninger. Så hvad er det vi har travlt med? Og er det alt sammen lige nødvendigt? Der dukker løbende debatindlæg ind fra folk, der er ved at drukne fordi de skal så meget, men de virker til at glemme at de selv har valgt det. Det er ikke en nagelfast sandhed at børn skal gå til fritidsaktiviteter tre gange om ugen – slet ikke når de er under ti år. Mindre kan gøre det. Nutidens børn er mange ting, men ikke understimulerede.

Og selvom vi holder meget af fortællingen om de stressede elever, de stressede medarbejdere og de pressede børnefamilier, så ville det være rart hvis vi et øjeblik var ærlige og indrømmede at størstedelen af det vi har travlt med er fjol. En af grundene til at vi har travlt er bl.a. at vi konstant har computere eller smartphones i nærheden, der giver os anledning til at underholde os selv med alt fra små tåbelige spil over små tåbelige videoklip til længere semifjollede artikler. Ja, vær bare ærlig. Det er jo ikke fordi vi knokler hårdere. Vi får bare pludselig travlere, når vi har lallet en stor del af tiden væk med netflix, candy crush, videoer med nysende pandaer eller sladderjournalistik. Og det er ikke kun uddannelse og arbejde vi får fjollet væk. Det er også brudstykker af samtaler, middage og transporttid. Gad vide hvor mange i vores generation, der på deres dødsleje ville ønske de havde kommenteret flere facebook-statusser? Eller nået længere i candy crush?

De fleste af os kan ikke undgå at være på nettet i vores arbejde – det er et vilkår. Men det er de færreste af os, der har så stor betydning for verden som sådan at det vil være katastrofalt at være utilgængelig nogle timer hver dag. Det kunne være verden gik videre – og det kunne være at vi selv gjorde. At der blev et par minutter til at glo ud i luften, at man nåede at gøre noget færdigt, at man nåede at se efter en ekstra gang, at man fik set og gjort noget i virkeligheden. For det ville være “normalt”.

[I øvrigt står “HUA” for heard, understood, accepted]

En krone sparet er en krone tjent

I 2014 skal jeg være sådan en, der ikke kommer til at smide penge efter dumme ting. Sådan en, der husker sin madpakke (eller ihvertfald ikke bruger over 25 kr om dagen på kedelige supermarkedssalater eller thaicubes til mikroovn), tager kaffe og snacks med (i stedet for at bruge mange penge på kedelig automatkaffe og usunde snacks på farten) og husker at aflevere bøger på biblioteket rettidigt (og ikke to uger for sent, hvor de ellers så søde biblioteksmennesker helt ninjaagtigt sætter ublu bøder på forglemmelsen hver dag, så det havde været billigere at købe bøgerne og overrække dem med bladguld). Og sådan en, der tænker sig om inden hun f.eks. køber olie til 329 kr. for 500 ml, fordi hun har læst at den en hemmeligheder bag Christiane Schaumburg-Müllers generelle lækkerhed… (Træningsprogrammet virkede anstrengende, så jeg tænkte at olien måtte stå for det meste. Til den pris…)

Indtil videre synes jeg at jeg gør imponerende fremskridt. Bl.a. har den ubetalelige olie vist sig at have et storslået og langt mindre finansielt indgribende alternativ i form af ren hørfrøolie (78 kr) – en besparelse på hele 73,3%.  Hvis den tendens fortsætter er det hus betalt ud om et par uger…

Jeg kan også glæde mig over den lange række af ting, jeg ikke har købt. Blot her i januar må jeg have sparet

  • omkring 500 kr på bøger,
  • 2-400 kr på de der ting i Netto, som pludselig virker nyttige og fundet-for-de-penge, når man finder dem,
  • 1500 kr på et Falck-abonnement vi ikke bruger, da det er 6 år siden jeg havde behov for at leje en brystpumpe
  • 100+ kr på ubrugelige fitnessdvder i anledning af januar -på youtube.com er der stort set ikke det workout, man ikke kan finde. Fra 80’er-perler som Heather Locklear og Alyssa Milanos aerobicvideoer over diverse trends som Tae Bo, Callanetics, Pilates,  Bollywood dans, yoga og ballet og til qi gong for pensionister. En favorit er faktisk Carmen Electras aerobic striptease med polsk voiceover…
  • en lille million på tøj ved januarudsalget. Når man tænker sig om bliver lilla og limegrøn ikke en bedre kombination af at blive sat 50% ned i pris
  • 249 kr i oprettelse af fitnessabonnement og fremadrettet 199 kr pr måned – det er meget hyggeligere og afslappende at lade være med at gå i fitnesscenter, når man ikke skal betale for det

Med andre ord bliver 2014 et år, hvor der er nogle andre, der må tage en for holdet hvis det opsving skal ske. Jeg har nemlig travlt med at smøre madpakker, få fibersprængninger på nye og spændende måder og få det tøj jeg har til at passe sammen…

Klæder skaber folk

20140405-180015.jpg
For nylig sad jeg om aftenen og så et fransk dokumentarprogram om mode i det gamle Hollywood – et emne, der suger min tid og opmærksomhed i uhyggelige mængder fra tid til anden. Som en femårig der samler på glansbilleder kan jeg falde i staver over silke, tyl, blonder, hvide handsker, korsetterede kjoleliv og næsten mærke duften af Jean Patou. I programmet blev de ved med at referere til Edith ‘ead (Edith Head) hvis navn man ikke kan have undgået hvis man har læst biografier af 40’ernes og 50’ernes store Hollywood skuespillerinder. Edith Head var nemlig stylist, påklæderske, rådgiver og medskaber af nogle af de mest ikoniske modeøjeblikke i det tyvende århundrede.
Da jeg opdagede at Mrs. Head havde udgivet en hel bog med råd og vejledning om at iscenesætte sin lykke bedst muligt tog det ikke mange klik på play.com før bogen var på vej til min postkasse. Og den opfylder praktisk talt enhver pigedrøm – selvom en coffeetable version med billeder ville have været endnu mere vidunderlig. Den er betrukket med syrenfarvet stof og har et lille silkebånd som bogmærke og er illustreret med de skønneste tegninger.

20140405-181346.jpg
Ordet succes er i centrum og bogens kapitler følger forskellige faser i en kvindes liv og hvordan denne fase optimeres gennem korrekt påklædning. Man trækker lidt på smilebåndet når der gives anvisninger i korrekt indfangning og påklædning af ægtemænd, hvis succes i karriere og tilværelse står og falder med hustruens evne til at sammensætte hans garderobe.
På mange måder minder bogen om en managementbog med konkrete værktøjer til at løse forskellige udfordringer – uanset om udfordringen er for høj alder, for kraftige lægge eller hvad man skal tage på til et frokostmøde.
Indimellem er der anekdoter og henkastede bemærkninger om Kim Novaks yndlingsfarver, Julie Andrews’ ordenssans eller Gloria Swansons højde. Mrs Head er også ganske generøs med sin rådgivning You can accept yourself as you are or you can decide, obviously, to improve your proportions through diet, massage and exercise. If this is your decision, don’t buy any new clothes until you’ve achieved your goal. There’s no point in buying things for your present figure if there’s a better one in your future. If, however, you have the will power of Shelley Winters you might approach your goal with a special incentive. Miss Winters is inclined to put on weight between pictures and whenever she’s faced with the need to lose ten or fifteen pounds she goes out and buys several outfits that are too small for her. With the desire to wear the new clothes as bait, she diets down to fit the clothes. A good idea only if you have a whim of iron.

20140405-204434.jpg
Og nu må jeg indstille skrivningen, da mit udvalg i silketørklæder i omfang på ingen måde bidrager til min generelle succes her i tilværelsen…