Uden ord


Sent fredag aften skete der et terrorangreb seks steder i Paris. 128 omkom og Islamisk Stat har taget skylden. Paris – civilisationens hovedstad. Her er meget af det ypperste mennesker har skabt gennem historien samlet. Kunst, musik, arkitektur, mad, vin, scenekunst. I Paris er nydelse en kunstform i sig selv. Alt er lagt an på at det skal være muligt at finde små strejf af nydelse og glæde – æstetisk, smagsmæssigt, følelsesmæssigt. Der er en grund til at Paris i århundreder har tiltrukket kunstnere, fritænkere og skønånder fra Heinrich Heine over Hemingway og Jim Morrison til Jarvis Cocker. I Paris har mere været muligt, drømmene været større og tættere på og det har været muligt at lade fælles begejstring være større end forskelle, der kunne have delt. Lige dette ønskede Islamisk Stat at ramme.

Mit facebook-feed flød over. Først med blå, hvid og røde profilbilleder, så med peacetegn med Eiffeltårnet og med feriebilleder fra Paris. Så med folk, der kritiserede ændrede profil- og coverbilleder da det intet ændrer. Og sidenhen med alle former for løsningsforslag fra bevæbning af befolkninger til kollektiv afsyngning af John Lennons Imagine. Og endelig med de mange terrorangreb andre steder i verden, som ikke har fået ligeså meget opmærksomhed som det i Paris.

Mit coverbillede viser også Paris. Og jeg beklager, hvis det støder nogen eller får nogen til at opfatte mig som ignorant. Naturligvis ændrer det intet. Men jeg tror vi er mange, der sidder med en lammende følelse af afmagt og rådvildhed. Så ændrede profil- og coverbilleder udtrykker vel meget godt følelsen af jeg-aner-ikke-hvad-jeg-skal-stille-op-men-vil-gerne-udtrykke-min-sympati. Verden bliver næppe et værre sted af franske billeder og flag.

Men frygt og afmagt er forfærdelige følelser, netop fordi de efterlader os handlingslammede og minder os om vores egen forgængelighed og lidenhed. Jeg har trods Unicefs grundige guide til at tale med børn om begivenhederne valgt at skærme mine børn fra nyhederne. Jeg tager mig selv i at ønske at jeg ikke vidste noget om det selv. Men skyklapper er næppe nogen holdbar løsning til at fungere i verden. Derfor kom jeg til at tænke på Kurt Vonneguts citat ovenfor. Vi må insistere på at verden stadig er skøn. Vi må insistere på alt hvad der er værd at nyde. Og vi må glæde os over at vi trods alt stadig rykker sammen når ondt rammer os.

Når vi ser de forfærdende billeder fra Paris og Kenya kan vi ikke undgå at blive ramt, men vi skal huske at se efter. Se alle dem, der hjælper. Se alle dem, der viser ukuelige kræfter og mod, når de begrænser skaden og beskytter deres nære og kære. Og håbe og tro på at vi selv vil være i stand til at gøre det samme hvis vi stod i en sådan situation. For det er med til at give håb. Og med håb bliver vi ikke lammet. Der tør vi godt. #PorteOuverte

Mig og min skat

(null)
Skat og jeg har et lidt anstrengt forhold til hinanden. De vil have mine penge og jeg har ikke lyst til at hoste op med dem. Ikke uden kamp ihvertfald.
Idag har de sendt mig en sur mail om at jeg skylder restskat og at jeg har overskredet betalingsfristen! Det kommer bag på mig, da de tidligere har oplyst at min årsopgørelse tidligst er klar i marts. Hvordan de så kan nå frem til en restskat på 1.096 kr uden beregning er blot ét af flere spørgsmål. De har først idag oplyst mig at de mener jeg skylder dette beløb og alligevel påstår de at jeg har overskredet betalingsfristen. Men denne betalingsfrist er ifølge deres egen hjemmeside 1. juli 2015. Uden at ville gøre mig til ekspert mener jeg altså ikke at den frist kan være overskredet.
Endelig oplyser SKAT at man ikke skal foretage sig noget hvis man skylder under 18.300 kr i restskat, da det så vil blive indregnet i det kommende skatteår.
Så SKAT sender en mail for at oplyse at et beløb jeg endnu ikke ved om jeg skylder måske skal betales om fem måneder, men da det er så småt skal jeg ikke foretage mig noget…
Det gør mig træt og irritabel. Og jeg påtænker at sende SKAT en regning på 197,58 kr i administrationsgebyr for at have spildt 22 minutter af mit liv på deres fjolleri.
Hvis andre har oplevet noget lignende kunne vi måske samle til bunke og få Forbrugerombudsmanden til at gribe ind pga uanmodet henvendelse? Det burde ihvertfald være forbudt for offentlige myndigheder at genere borgere med fjollede henvendelser uden ærinde

Stranger than fiction

Actress Elizabeth Taylor Poses

Elizabeth Taylor sagde engang noget i stil med at hun foretrak film frem for virkeligheden, fordi både lyssætning og dialog var bedre. Efter i denne uge at have betragtet mediernes selvsving om Lars Løkke og Venstre og samtidig at være det sidste menneske, der har opdaget Netflix og House of Cards kan jeg kun give hende ret.

Når man ser House of Cards bliver man begavet med et sandt overflødighedshorn af scener, der ellers kun udspiller sig i ens fantasi, når man gerne vil hævne sig på nogen. Frank Underwood ved stort set alt, forudser alt og er hele tiden et skridt foran – så han kan dukke op det rigtige sted på det rigtige tidspunkt og levere den helt rigtige replik i den helt rigtige stil. Lidt ligesom man selv gør et par timer efter det var relevant oppe i ens eget hoved…

Ser man på ugens mærkværdige optrin af drama i Venstre og mediernes håndtering heraf, så man til gengæld en ørkenvandring af dårlig dialog mellem en stadig større strøm af forvirrende bifigurer, tvivlsom lyssætning og floskeltung rygsvømning. Blandt andet har det siden i tirsdags været umuligt at få nogen politiker til at sige noget om noget som helst – til gengæld står de i kø for ”stilfærdigt at bemærke”. På journalistsiden blev ”erfarer” det nye exit-prognose.

løkke

Umiddelbart undres man over at så stor en del af det danske pressekorps kan være så interesserede i det interne spil i Venstre at de gladelig lægger navn til den ene analyse efter den anden fra ”centrale kilder i Venstre” – i gamle dage måtte politikerne gøre sig den ulejlighed selv at tale med baglandet hvis der var en bestemt dagsorden, man ønskede gennemført. Men nu kan man få journalisterne til det. Og selvom det bestemt må være rart som journalist at have gode kilder, så må det nu også være rart at have kritisk sans eller integritet.

En del mennesker er faldet over hinanden for at gentage mantraet om at Løkke er Danmarks dygtigste politiker – og udefra set virker det også som en imponerende bedrift at overbevise over 100 venstrefolk, der står klar med forke og fakler om at han havde en plan og at det hele nok skulle gå. Men man fristes til – i al stilfærdighed naturligvis – at spørge om disse talegaver kunne have været brugt til at overbevise vælgerne små ti dage tidligere? Er det største succeskriterium for en politiker at lave en god feberredning når man selv står på vippen? Hans største politiske bedrifter indtil videre er a) at nedbringe ventelisterne til sygehusene – hvilket var fint, men beklageligvis også dyrt, b) at gennemføre strukturreformen – som det offentlige efter en grundig selvevaluering konkluderer var en god ide og c) at sætte indkomstskatten ned – og til gengæld skrue op for en masse sære grønne afgifter. Måske hans entré som statsmand på den internationale scene ved COP15 var baggrunden for at indkøbe den famøse herreekvipering fra partiets side?

Man ved det ikke. Mange spørgsmål er ubesvarede. Men man ved med sikkerhed at alt havde været bedre i fiktionens verden, hvor narrativet kunne være blevet strammet op og dialogen pudset af.

underwood

Nyheder for sarte sjæle

For nylig på facebook skrev en af mine veninder at hun ikke kunne holde ud at læse nyheder mere. At der burde være en eller anden advarsel for folk, der ikke betragter død og ødelæggelse som naturlig underlægningsmusik. Eller at der burde være et sted, hvor man kunne holde sig nogenlunde opdateret med verdens gang uden at skulle have udpenslet enhver grusomhed, der foregår i alle detaljer. Og der var mange, der kommenterede at de havde det ligesådan. Jeg har tidligere fnyst hånligt, når folk fortalte at de ikke fulgte med i nyhederne, men i øjeblikket tager jeg mig i at forstå dem.

Selvfølgelig sker der voldsomme ting i verden hver dag, men der sker altså også en masse godt. Desværre fylder det ikke ligeså meget i nyhedsbilledet – og selv når der er en god nyhed, er der altid nogen, der kan finde et hår i suppen.

Nogle gange spekulerer jeg over, hvor mange nyheder vi overhovedet har brug for? De fleste ting kan vi alligevel ikke gøre noget ved. Men vi kan selvfølgelig vise andre vores samfundsengagement ved at demonstrere vores viden om alt muligt. Men givet at de fleste mennesker faktisk er ret interesserede i hvad der sker rundt omkring i verden, kunne man så ikke berette bare lidt med ja-hatten på? For hvis man skal kunne mobilisere en eller anden form for engagement ud fra al den viden man får, er det så ikke mere sandsynligt at man kan få sig selv op på hesten, hvis der er et glimt af håb? Hvis alle vores nyheder har et skær af dommedag, bliver det så ikke også det vi ser?

Her kommer (desværre) kun tre eksempler på nyheder for sarte sjæle:

Verdens bedste nyheder Her fortælles dagligt om fremskridt, der sker i verden. Børnedødeligheden falder, fødsler bliver mere sikre, områder der bliver selvforsynende med fødevarer og meget andet. Man lærer noget om fjerne egne af verden og man bliver mindet om at ikke alt er skidt.

Sunny Skyz Småtingsafdelingen. Et godt alternativ til døgnrapporten, historier om folk, der føler sig snydt og nabostridigheder. På Sunny Skyz finder du historier om dyr, der er nuttede, folk, der gør søde ting og hjælper hinanden og i det hele taget en masse historier, der gør dig glad indeni eller får dig til at sige “årh…” med et mildt udtryk i øjnene.

Good News Network er lidt i samme afdeling som Sunny Skyz, men med lidt mere alvor i baghånden. Historier om folk, der hjælper hinanden i krigshærgede områder, selvom de befinder sig på hver deres side af konflikten. Historier om store donationer til velgørende formål. Folk, der hjælper fremmede – osv.

Der er en tendens til at godt nyt bliver lidt petit-agtigt og en samling af små solstråler, men det er der jo i virkeligheden også mange af de “rigtige nyheder” der er. Er det mere relevant for mig at en mand i en provinsby på den anden side af jordkloden er blevet overfaldet på særligt ubehagelig vis end det er for mig at vide at en mand på den anden side af jordkloden har en nabo, der har reddet hans hund? Måske er ingen af delene specielt relevante? Men mit indtryk af verdens gang bliver da kraftigt påvirket af, om det er den ene eller den anden af historierne, jeg oftest møder. Men hvor finder man nyheder, der gør en klogere uden at udløse en mere eller mindre alvorlig depression? Er man henvist til Ugeavisen, dameblade og youtube-videoer med amerikanske damer, der lægger tarotkort? Eller har jeg opdaget en uudnyttet niche i det danske mediemarked?

Langt ude i skoven

Igår aftes var der temaaften om at stå af “ræset” på DR2. Vi mødte forskellige mennesker, der var gået ned med stress og deres forskellige måder at håndtere det. Dem, der mest bogstaveligt var steget af, er Andrea Hejlskov og Jeppe Juul som med deres fire børn flyttede langt, langt ud i skoven i Värmland i Sverige, hvor de lever næsten selvforsynende i et træhus, som de selv har bygget. Det er langt væk fra “ræset” – huset, bilen, pengene, tøjet, forbrugsgoderne, skærmene og alle de andre ting, vi synes vi har brug for. Og det er temmelig radikalt.

De startede helt dogmeagtigt ud, men har sidenhen justeret noget. Bl.a. kan de ikke undvære strøm og internet. Og børnene går i skole – de to ældste bor på deres skoler, den næstmindste bliver hentet af skolebus til skolen 40 km væk og den mindste tuller rundt derhjemme. Men idealet om at være bæredygtigt selvforsynende lever stadig. Og de lever for knap 8.000 kr om måneden. Og drømmer om varmt vand og træk og slip.

Jeg kan sagtens følge tanken om at skrue ned for tempoet og stige af ræset. Men jeg tror meget af ræset foregår oppe i vores hoveder. Og det tager man jo med ud i skoven. Og nu går man rundt i skoven og samler bær i sin kurv i stedet for at fylde sin kurv i Bilka. Og man knokler med at dyrke jorden i stedet for at knokle med noget andet, som giver én penge til at købe noget andre har dyrket i jorden. Begrebet fyrretræsbacon har jeg også svært ved at arbejde med…

Noget jeg ikke forstår var hvorfor de skulle helt til Sverige og ud i en skov, hvor naturen byder på bjørne og isvinter? Kunne man ikke have købt et billigt hus på Langeland og opnået ca. det samme? Der ville endda både være vand og strøm og man kunne stadig bo langt væk fra “ræset”. Og man ville stadig kunne forsyne sig selv langt henad vejen. Man ville stadig kunne plante sine egne grønsager, krydderurter, frugt og meget andet.

Noget andet jeg ikke forstår er at de stadig vil være på internettet med de sociale medier og alt hvad dertil hører. Det er da den stærkeste forbindelse til “ræset”, der er? Så selvom man er flyttet langt ud i skoven, kan man stadig sidde og sammenligne og konkurrere og vurdere – og spekulere over om andre gør det samme.

Det var meget tydeligt at de brændte for sagen og virkelig ønskede at give deres børn noget ganske særligt. Men det slog mig også at de ikke virkede særligt glade eller lykkelige eller afklarede. Måske er de det og kommunikerer bare anderledes end f.eks. Bonderøven og Theresa, der altid virker ekstremt tilfredse med deres liv. Eller også har de bare ikke knækket nødden endnu og leder stadig efter vejen helt væk fra ræset?

En forvirret generation

Dengang jeg gik i gymnasiet holdt min samfundsfagslærer tit “tale” for os om at vi var den heldigste generation nogensinde. Vi blev bedre uddannede, vi var rigere end  nogensinde før – og vi var så lille en generation at arbejdsmarkedet ville skrige efter os og vi ville få frit valg på alle hylder. Vi var den mest forkælede generation verden endnu havde set! Verden stod åben for os og åbnede sig stadig mere med hjælp af internet og globalisering. Og verden havde brug for os og vores store viden og vores evner til at tænke tværfagligt og kreativt.

Noget tilsvarende fik vi at vide da jeg startede på universitetet. Det ville være smart at uddanne sig til generalist, for vi ville blive så efterspurgte at det var bedst med brede kompetencer. Og vi skulle sørge for at lave noget spændende ved siden af studiet så vi havde mange års erfaring med alt muligt når vi som nyuddannede kom ud. Og pengene ville vælte ind… Vi ville dårligt nok blive færdige med vores uddannelse, før arbejdspladserne stod klar med ussel mammon som de med løs hånd ville strø ud over os, så vi kunne løfte deres virksomhed med vore mange talenter.

Sådan blev det ikke helt. Næsten slet ikke. Lidt over en tredjedel af de nyuddannede DJØF’ere går arbejdsløse og de færreste virksomheder er interesseret i at ansætte en, der er for højt uddannet til det job der skal udføres. Man risikerer jo at de smutter når tiderne bliver bedre.

»Det kan selvfølgelig være svært for de nyuddannede, der ikke kan få job, at få øje på lige nu, men når krisen en dag er overstået, vil der være brug for dem. Tendensen til, at jobbene hovedsaligt forsvinder i den nedre del af hierarkiet så at sige, den vil fortsætte,« siger den økonomiske vismand Torben M. Andersen i Information. 

Så nu går en del af verdens mest forkælede generation og undrer sig over hvor efterspørgslen på os blev af? Hvor blev alle de dynamiske, fleksible, individet-i-fokus og kængurustylte-i-pausen-arbejdspladser af? Og hvorfor blev man ikke ingeniør eller specialsygeplejerske?

Og hvad med vores børn? De sagesløse speltprojektbørn, der sættes i fokus og får forældre til at glemme at være voksne på den smarte måde meget af tiden og som skal være bange fordi kineserne kommer hvert øjeblik og er klogere, dygtigere og billigere end os. Hvad skal der dog blive af dem? Måske det i virkeligheden kommer til at gå dem meget godt? Der var ikke så mange af profetierne der blev stillet for min generation, der gik i opfyldelse – så hvorfor skulle de gøre det for vores børn?

Heldigvis er vi dog generalister og omstillingsparate. Så vi finder jo nok på noget. Bare vi ikke var så forkælede ville vi jo nok også gøre det lidt hurtigere. Vi har et tungt ansvar på vores skuldre. Ikke alene har vi travlt med at ødelægge vores børn med unødvendig opmærksomhed og speltboller, vi skal også tjene penge til de mange pensionister, som der i de kommende år bliver flere og flere af. Og takket være Sundhedsstyrelsens nævenyttige kampagner om ingen druk og ingen røg, så kommer de til at leve meget længe og nok ikke specielt festligt. Det kræver nok en del omstillingsparathed. Og ellers kan vi måske komme til at leve af at lave kaffe til kineserne når de kommer og overtager det hele? På en kreativ og tværfaglig måde.

Så kom valget

…og for en gangs skyld betød valgudskrivelsen ikke at jeg indenfor en times tid ville være ude at kravle i lygtepæle, dele balloner og bolcher ud eller rende forvirret rundt med en mobiltelefon fuld af kontraordrer i øret. Denne gang betød det blot tre ugers tvivlsom underholdning, som jeg hyggegnavent kan kommentere på.

Og så glæder jeg mig over at vi nåede hjem fra England i tid til at måtte stemme – og sender en venlig tanke til alle mine udlandsdanskervenner, som hverken kan stemme ude eller hjemme.

Grænseløs populisme

For lidt over ti år siden fandt min mand og jeg sammen – til en fest i forbindelse med en demonstration for åbning af grænserne da Schengentraktaten trådte i kraft.
Det var en dejlig søndag, det stormede mindst fire pelikaner og vi var en masse unge og mindre unge der var mødt op for at fejre åbenhed, tillid og godt naboskab i grænseregionen.
Nogle kørte begejstret frem og tilbage over grænseovergangen med hornet i bund og et EU-flag blafrende op af soltaget. Andre stod med danske faner. Folk fra det tyske mindretal i Danmark og fra det danske mindretal i Tyskland var mødt op og alle, frø og ugræs, føg frem og tilbage over hegnet i fred og fordragelighed.
Der var kun en lille gnaven grå sky på himlen, nemlig en gruppe forknytte personer fra Dansk Folkeparti, der skulede og holdt demonstration mod åbningen. Her frydede forandring ikke. Enkelte af dem demonstrede endda frygtens afmagt ved giftigt at råbe “Hitlerjugend” efter Junge SPitzen (det tyske mindretalspartis ungdomsorganisation)
Men selvom de skulede og hvæsede og hånede, trak vi på skuldrene. For nu havde det gode jo vundet og tiden med skulen og skyttegrave var slut.
Indtil igår. Så kan man lære at lade være med at hvile på laurbærrene. Åbne grænser kræver åbne sind og det er utroligt trist at se hvordan Danmark lukker sig mere og mere om sig selv.
Måske det ser anderledes ud fra Christiansborg, men i min hjemby Flensborg må man undre sig over hvad der stikker danskerne.
Man får lyst til at demonstrere igen, men jeg frygter at det bare blir Anders og pigerne og mig der står og blafrer i vinden nede ved grænseovergangen

20110512-103956.jpg

I skælder mig hele tiden ud…

 

The biggest problem facing a pregnant woman is not nausea or fatigue or her wardrobe – it’s free advice

“Du skal bare tro på dig selv”, sagde sygeplejersken på afdeling D, da jeg 3 dage efter at have fået mit første barn ved kejsersnit havde spurgt til hvordan en ble skulle sidde. 3 dage i granatchok i en salig blanding af hormoner, morfin, panodil, søvnløshed – og et enormt ansvar for et lille vidunder, der dukkede op 4 uger før forventet.

Jeg havde ikke luret at korrekt påsætning af Libero stod og faldt med min selvtillid eller mangel på samme, men i virkeligheden er selvtillid nok noget af det vigtigste man kan have som mor, for der er ikke det menneske i verden, der ikke vil fortælle dig hvad du skal gøre og gerne fortæller dig om alt det du gør forkert…

Egentlig havde jeg tænkt mig at lave en liste over ting jeg gør forkert i løbet af en dag, men det blir simpelthen for langt, så jeg tillader mig at koge det ned til et enkelt eksempel – børns påklædning…

Børn skal have tøj på…

Ifølge min sundhedsplejerske i Danmark altid ét lag mere end mig selv.

Ifølge den engelske sundhedsplejerske aldrig mere end mig selv.

Ifølge min mor bare noget der er rent.

Ifølge Arthur i børnehavens mor må det da godt passe lidt sammen.

Ifølge min svigermor helt sikkert ikke det tøj jeg har givet dem på – der skulle have været en ekstra trøje/en mere farverig trøje/indsæt selv fejl her.

Ifølge Vi Forældre noget fra Sikkeladetus Ullatulla Hoptimist Petit Dior i økologisk næsten hjemmelavet af perfektudseende superkvinde der nebenbei er multimilliardær og designkejserinde i modeigtige farver til 4999 kr pr sok.

Ifølge Kvinfo ikke noget der holder mor fra bestyrelsesposterne.

Ifølge pædagogerne ikke noget med knapper der giver pædagogerne slidgigt.

Ifølge folk der ikke har børn burde jeg hellere gå op i mit eget tøj.

Ifølge Bom og Bjerke noget min mand har givet dem på mens jeg går på arbejde.

Ifølge Penelope Leach det mit barn føler er rigtigt mens jeg ammer den lille i slynge og nikker forstående.

Så tro på dig selv… Hvis du kan få ørenlyd…

Gå oldschool

Kære tv-nyheder.

Som relativt ungt medlem af gruppen gnavne gamle brokhoveder vil jeg gerne opfordre jer til at blive lidt mere oldschool.

For det første vil jeg gerne bede jer om at sætte jer ned når I læser nyheder højt. Jeg bliver ikke klogere på politik, aktuelle begivenheder eller verden som sådan af at se studieværtens sko. Samtidig må I gerne nøjes med at se én vej når I fortæller om tingene – jeg behøver ikke se værten fra siden.

For det andet kan jeg godt forestille mig vejr og trafik. I behøver ikke sende en forkølet reporter ud i sneen for at fortælle os at det er uansvarligt at køre ud.

Drop voxpops. Jeg gider ikke høre folk der ikke kan formulere en hel sætning eller ikke kan finde forskellen på efterløn og karrysalat udtale sig om aktuelle sager. Bare interview involverede parter eller eventuelle eksperter. Hvis jeg vil høre folk der ikke har forstand på noget udtale sig lytter jeg til politikerne.

Hold op med dumme lydindslag. Et indslag om vandrør behøver ikke starte med lyden af toiletskyl eller brusere.

Bare lav nyheder til voksne. De behøver ikke vare særligt længe.

Tak. Og godt nytår.