De helt rigtige ord

Når hverdagen bliver overvældende, for travl, for krævende, for almindelig er det rart at der på den anden side af jordkloden er en drømmefabrik, der skaber fantasiuniverser til os, når vi er for trætte til at opfinde dem selv. Og det er mere end almindelig hyggeligt at krølle sig sammen på sofaen med sin ipad og med en lille bevægelse med pegefingeren kan man transportere sig hen i en anden tid, et andet sted, en anden person og bare koble hjernen fra. Det svinger lidt, hvad man har brug for – nogle gange skal det bare være sjovt, nogle gange skal det være flere hundrede år siden, nogle gange skal det være optimistisk og godt og andre gange ondt og modbydeligt. Men det er skønt at der findes dygtige mennesker, der kan skabe en verden, der minder lidt om vores, men med bedre lyssætning, mere helstøbte personligheder, pænere mennesker og langt bedre dialog.

Jane Austen skrev sine romaner med udgangspunkt i at hendes heltinder skulle have det, hun ikke selv fik. Og sådan tror jeg mange forfattere opererer – med at kompensere for det der ikke lykkes for dem selv ved at lade det lykkes for de mange fiktive figurer, der dukker op i deres univers. En af mine favoritmanuskriptforfattere er Shonda Rhimes, ejer af Shondaland, skaber af Grey’s Anatomy, Scandal og How To Get Away With Murder. Den sidstnævnte har jeg ikke set endnu – er bange for at det vil skabe en skræmmende afhængighed. Men de to andre har – udover vildt og voldsomt drama, dybe følelser og god æstetik – nogle fantastiske ‘in your face’-scener, hvor karaktererne i diverse afgørende situationer får holdt de bedste monologer, snappy comebacks og dundertaler. I virkelighedens verden sidder man ofte flere timer eller dage efter en situation og ved præcis, hvad man skulle have sagt. Og så er det for sent og der er ikke rigtig noget at gøre ved det. I Grey’s Anatomy vakler Dr Bailey og Dr Webber ikke når der skal sættes grænser, ridses præmisser op eller deles tough love ud. I Scandal ved Olivia Pope altid hvad der skal siges og hvordan, når præsidenter ved en fejl går i krig i Vestangola eller når hendes far som leder af en enorm spionorganisation lidt overilet slår folk ihjel. Situationer de færreste af os står overfor på daglig basis.

Men hvor kunne det være fantastisk hvis man havde en manuskriptforfatter, der sørgede for at man ikke sad mundlam tilbage når det ville have været smart, hvis man kunne sige hvad man tænkte. Ved den jobsamtale, hvor man i bilen på vej hjem kommer i tanke om det helt rigtige svar på et afgørende spørgsmål. Eller da en uhøflig person i supermarkedet kørte en indkøbsvogn ind i hælene på én og lidt bøvet konstaterede “Jeg skubber lige”. Når ens veninde slår sig selv i hovedet over at have taget på. Eller når ens barn er ved at miste modet til at lære noget nyt. Der er det frustrerende at være for sent ude med den rigtige replik. Og selvom tid er en sær dimension er timing afgørende. Der kommer ikke altid en chance mere. Måske lærer man det med tiden? Måske har man på et tidspunkt lavet en tilpas stor samling af geniale monologer i sit hoved, så de dukker op når det passer ind? Ellers må man jo blive manuskriptforfatter…

Tu was Du nicht lassen kannst

Dagens overspringshandling: Robert Greenes vej til at blive succesforfatter

Jay-Z, 50 Cent, Kanye West, Ludacris, Will Smith og mange andre hip-hop/Hollywood hotshots har alle læst Robert Greene. Den Woody Allen-lignende type i videosnasen ovenfor, der med let drævende stemme fortæller om sin lidt rodede vej til at få skrevet den bog, der katapulterede ham ti toppen på bestsellerlister verden over. Bogen hedder The 48 Laws of Power og væver et net af anekdoter og historiske begivenheder, der tilsammen udgør en slags manual til at opføre sig strategisk smart og bringe sig selv til en magtfuld position. Vi befinder os i selvhjælpsgenren, men uden engle og Oprah, for det er åbenlyst tænkt til mænd. Derfor hedder casegenstandene heller ikke Marilyn eller Gloria, men derimod Borgia, Henrik VIII og Haile Selassie. Greene refererer elegant til Sun Tzu, Macchiavelli og Clausewitz – og til trods for at Greenes værk er længere end originalerne til sammen, får han kogt det ned til en vældig underholdende maggiterning.

Efter sigende skulle bogen være blandt Fidel Castros favoritter – og desuden skulle den være den mest efterspurgte bog på amerikanske fængselsbiblioteker.

Da jeg læste bogen for små 10 år siden var jeg ganske underholdt – også af den lidt smart ass form og hurtigt fordøjelige pointer. Men jeg forestillede mig faktisk at forfatteren så ud som nogle af de kendte læsere – en bredskuldret type i dyrt jakkesæt, der styrede overetagen på et større virksomhedsimperium. Men det er altså bare en lille fyr med briller og krøllet brun skjorte, der sidder hjemme bag computeren og udformer bøger om magt, forførelse og krig – og giver viise råd som at man skal ramme hyrden for at sprede fårene, afvise gratis frokost og tænke sit, men opføre sig som de fleste.

Det kan godt være at det er Smith, der trækker i trådene i Hollywood og Jay-Z, der styrer musikbranchen – men det er Greene, der sidder i en lækker villa og læser bøger, dyrker zen-meditation og skriver flere bestsellere. For mig er der ingen tvivl om hvad der lyder sjovest

Hele mit liv på høje hæle

Når det er sommerferie skal der læses bøger man kan hygge sig med og noget af det hyggeligste jeg ved er biografier af grandes dames. Damer fra ca samme generation som min mormor, der har gjort en masse fantastiske ting, været gjort af et særligt stof og som har oplevet verden forandre sig ekstremt fra de var små og til nu.
Idag var det Didder Rønlunds selvbiografi fra 2009 der landede under min snude. Den er underholdende og glamourøs – og lidt personlig uden på noget tidspunkt at blive privat. Alt bliver faktisk på overfladen, men ikke desto mindre kan man komme indenfor hos Chanel, være på kant med Diors pressechef og sidde på sofaen hos Erik Mortensen. Vi hører også om hvor glad hun er for sine kæledyr og sin kamp mod babysæl-pels, om nogle af de mange store personligheder hun har omgåedes og om et altid aktivt arbejdsliv.

Det er rart at flygte lidt ind i verden før den gik af lave og samtidig konstatere at den var af lave på andre måder dengang. Og det er tankevækkende at det virker til at damer i det bedre borgerskab, der enten havde et arbejdsliv eller en proppet selskabskalender, faktisk havde mere med deres børnebørn at gøre end med deres egne børn. Et liv som travl luftfartskone og modejournalist og mor til to går op i en højere enhed selvom vuggestuer og børnehaver ikke er opfundet når man har en fast husholderske og en fast installeret mormor.

Men selvom hun virker glad for sit arbejdsliv kommer vi aldrig tættere på end at hun holder af duften af tryksværte og at tingene ellers sker lidt tilfældigt eller gennem hendes tilfældigvis overdådigt mondæne netværk. De eneste steder, hvor man føler man kommer lidt tættere på er når hun fortæller om sin tankefulde stunder i Marmorkirken. Man kunne godt savne nogle flere udklip fra hendes artikler for at se hvordan moden blev dækket – dengang mode var næsten ligeså vigtig som sport og blev dækket lige så hurtigt. Og når vi alligevel ikke bliver inviteret helt indenfor ville det være rart at høre meget mere om mode, om hendes tanker om modens udvikling og hvor den er på vej hen, hvad hun savner, hvad der begejstrer hende… Alt hvad et langt liv som modejournalist må have givet hende.

Men som sommerferielekture er den helt perfekt – sørg dog for at lægge pauser ind til at sætte hår, skifte tøj og ordne negle. Man kan ikke slumpe rundt når man er i selskab med selveste Didder Rønlund.

 

Hvis Proust var på McDonalds

I På sporet af den tabte tid udspiller store dele af handlingen sig i hovedpersonens erindring, som bliver stimuleret af duften og smagen af lindete og madeleinekager. Sanseindtryk som dufte eller smagsoplevelser har det med at fremmane erindringer, som fornuften for længst havde fortrængt. Hos Proust når vi vidt omkring i smukke franske landskaber blandt excentriske og glamourøse personligheder, stormfulde højder og uudgrundelig ulykkelighed.
Men tænk hvis Proust havde siddet på McDonalds… Hvilken bog var der kommet ud af de erindringer, der knytter sig til lidt for bløde pomfritter og fadcola med for meget is? Var vi nået en tur omkring barndommens børnefødselsdage med den obligatoriske rundvisning i køkkenet og den bitre følelse af ikke at have fået den grønne ballon? Den spæde ungdoms bustur ind til byen på egen hånd og lykken over at kunne købe noget for lommepengene og stadig have til en is? Den senere ungdoms små timer med visne samtaler om aftenens bedrifter og begivenheder og for mange smøger? Ture til eksotiske egne, hvor maven havde reageret voldsomt på de mange nye indtryk og tanken om noget velkendt som bløde pomfritter gav én mod til at fortsætte?
Var det blevet mere socialrealistisk end vi kunne bære? Eller ville Prousts nænsomt udvalgte ord have sat ellers uglamourøse minder i et andet skær?
Måske var lindete og madeleinekager heller ikke specielt elegant omend det næppe kan nå helt ned på cola og pommes frites niveau. Omvendt har cola og pomfritter engang i 50’erne været topmålet af glamour, mens madeleinekager måske hældte mere i retning af en kedsommelig søndag hos tante Erna i Præstø.
Det er slet ikke sikkert at Proust nogensinde ville være nået hen til McDonalds al den stund at han tilbragte store dele af sit liv indenfor hjemmets fire vægge. Renligheden på en McDonalds ville dog muligvis have beroliget ham. Det eneste jeg kunne forestille mig at han kunne finde på at bestille ville være en Sundae – den serveres i det mindste i noget, der ligner et glas og man får endda en ske at indtage den med. Men hvilken sovs ville han mon have på?

Jungledage, Colin Firth og kylling

I disse dage nærstuderer jeg Knirke Egedes Jungledage og bliver helt opslugt af livet i junglen, lyden af brøleaber, Knirkes kamp mod hoppende edderkopper og den tropiske varme. Costa Rica lyder dragende og af og til gribes jeg af eventyrlyst og udlængsel og forestiller mig at det er mig, der drager ud i verden bevæbnet med rygsæk og visakort, betvinger junglen og møder eksotiske typer undervejs. Og jeg leger det er mig, der overvinder alle fobier og skyller efter med tequila – for derpå at finde på noget endnu sejere.

Men i virkeligheden er jeg nok mere som Colin Firths figur i Mamma Mia – som er enormt eventyrlysten, så længe det foregår stille, roligt og kontrolleret på skrift.

I dag var jeg i zoologisk have – og inde i “Oceanium” hvor søkøerne, dovendyrene og nogle små uberegnelige sataner af nogle tamarin-aber holder til. Og en masse andet kriblende og krablende, som jeg ikke kan lide at tænke på. Hver eneste gang jeg går gennem tapir- og fugleområdet og gennem Oceanium for at komme ned til fiskene og pingvinerne bliver jeg mindet om at det er meget heldigt at udforskningen af fjerne verdensdele ikke står og falder med mig. Der er hyggeligt nok nede hos pingvinerne – de er på den ene side af glasset, jeg er på den anden side af glasset, der er koldt, mørkt og de står for underholdningen. Oppe i det varme og fugtige sker der bare underlige ting og det undergraver fuldstændig min status som sej mor når jeg løber ned til pingvinerne, fordi dovendyret bevægede sig lige lovlig offensivt. Tapiren har engang tisset på min datters klapvogn. Og hyrdefuglen virker decideret ubehagelig, når den stiller sig midt på stien og skuler.

Så jeg foretrækker junglen stor, spændende, berusende, eksotisk – og forsvarligt lukket inde i Knirkes helt fantastiske bog.

Fiktive venners boganbefalinger

Da jeg var 13 år begyndte jeg at læse Freud. Fordi jeg havde læst en biografi om Marilyn Monroe, som læste meget Freud… Da jeg var 15 læste jeg Graham Greenes The End of the Affair, fordi Vivien Leigh havde bogen i hænderne på mit yndlingbillede af hende. Da jeg kastede mig over forskellige politiker-biografier var deres bogreferencer ofte ligeså givende som selve biografien. Uffe Ellemann sendte mig videre til Ibsen, Bertel Haarder til Holberg og Hans Engell til Clausewicz. Og sådan kommer den ene bog hurtigt til at tage den anden – som et endeløst pyramidespil. Uanset om det er faglitteratur eller skønlitteratur, så vækkes der altid interesse for mere – og nu sidder jeg så her i min vinterferie i færd med at læse Heartburn af Nora Ephron efter anbefaling fra Nigella Lawson… Og den er fantastisk! Taget i betragtning hvor mange af Nora Ephrons film jeg har set med stor begejstring er det dybt mærkværdigt at jeg ikke har opdaget før at hun også er forfatter – med en skarp og følsom pen. Det er meget tydeligt at hun, særligt i denne bog, er en stor inspirationskilde for Nigellas møde at væve mad, følelser og anekdoter sammen i en levende og let blanding, der vækker alle sanser til live.

untitled

Næste indslag i bogstakken er I Capture the Castle af Dodie Smith – en bog, jeg glæder mig meget til. Den eneste ærgrelse jeg har, er at jeg ikke har stiftet bekendtskab med bogen før – f.eks. for 25 år siden, da jeg løb tør for Anne fra Grønnebakken og Emily på Månegården og deslige. Efter sigende handler den om Cassandra, der bor med sin familie i et gammelt slot, mens de afventer at hendes forfatter-far kommer over sin skriveblokade. Den starter også lovende: I write the sitting in the kitchen sink. That is, my feet are in it; the rest of me is on the draining-board, which I have padded with our dog’s blanket and the tea-cosy.

Klæder skaber folk

20140405-180015.jpg
For nylig sad jeg om aftenen og så et fransk dokumentarprogram om mode i det gamle Hollywood – et emne, der suger min tid og opmærksomhed i uhyggelige mængder fra tid til anden. Som en femårig der samler på glansbilleder kan jeg falde i staver over silke, tyl, blonder, hvide handsker, korsetterede kjoleliv og næsten mærke duften af Jean Patou. I programmet blev de ved med at referere til Edith ‘ead (Edith Head) hvis navn man ikke kan have undgået hvis man har læst biografier af 40’ernes og 50’ernes store Hollywood skuespillerinder. Edith Head var nemlig stylist, påklæderske, rådgiver og medskaber af nogle af de mest ikoniske modeøjeblikke i det tyvende århundrede.
Da jeg opdagede at Mrs. Head havde udgivet en hel bog med råd og vejledning om at iscenesætte sin lykke bedst muligt tog det ikke mange klik på play.com før bogen var på vej til min postkasse. Og den opfylder praktisk talt enhver pigedrøm – selvom en coffeetable version med billeder ville have været endnu mere vidunderlig. Den er betrukket med syrenfarvet stof og har et lille silkebånd som bogmærke og er illustreret med de skønneste tegninger.

20140405-181346.jpg
Ordet succes er i centrum og bogens kapitler følger forskellige faser i en kvindes liv og hvordan denne fase optimeres gennem korrekt påklædning. Man trækker lidt på smilebåndet når der gives anvisninger i korrekt indfangning og påklædning af ægtemænd, hvis succes i karriere og tilværelse står og falder med hustruens evne til at sammensætte hans garderobe.
På mange måder minder bogen om en managementbog med konkrete værktøjer til at løse forskellige udfordringer – uanset om udfordringen er for høj alder, for kraftige lægge eller hvad man skal tage på til et frokostmøde.
Indimellem er der anekdoter og henkastede bemærkninger om Kim Novaks yndlingsfarver, Julie Andrews’ ordenssans eller Gloria Swansons højde. Mrs Head er også ganske generøs med sin rådgivning You can accept yourself as you are or you can decide, obviously, to improve your proportions through diet, massage and exercise. If this is your decision, don’t buy any new clothes until you’ve achieved your goal. There’s no point in buying things for your present figure if there’s a better one in your future. If, however, you have the will power of Shelley Winters you might approach your goal with a special incentive. Miss Winters is inclined to put on weight between pictures and whenever she’s faced with the need to lose ten or fifteen pounds she goes out and buys several outfits that are too small for her. With the desire to wear the new clothes as bait, she diets down to fit the clothes. A good idea only if you have a whim of iron.

20140405-204434.jpg
Og nu må jeg indstille skrivningen, da mit udvalg i silketørklæder i omfang på ingen måde bidrager til min generelle succes her i tilværelsen…

Vigtige bøger

I øjeblikket huserer et kædebrev på Facebook hvor man opfordres til at lave en liste over de 10 bøger, der har gjort størst indtryk på én.

20140110-183144.jpg
Det er jeg bestemt heller ikke for fin til 🙂 Så her er min liste… I tilfældig rækkefølge, da den er nedfældet i et Ud&Se.
Laura Ingalls Wilder – jeg læste hele serien, da jeg var omkring 8. Jeg boykottede tv-serien fordi den på ingen måde passede sammen med hvordan jeg forestillede mig tingene. Bøgerne er gennemsyret af en fantastisk tilgang til livet, om at få det bedste ud af det man har, at være tapper og gøre ting ordentligt. Ægte gammeldags dyder fra længe inden Simple Living og den slags var opfundet. De er beskrevet fra et barns synsvinkel på en måde som meget få voksne er i stand til og den er helt blottet for ynk og klynk. Og så lærer man et helt univers af sirlighed og musselinsklæder at kende, som man ikke rigtigt finder mere. Glæder mig til at læse den med mine piger…

Sofies Verden læste jeg i en sommerferie, mest fordi det var den eneste bog, jeg havde taget med på turen. Jeg var begyndt på den flere gange, men var aldrig rigtig blevet fanget – men det blev jeg denne gang. Jeg fik brugt min hjerne på en måde jeg aldrig havde prøvet før. Det føltes som om mit hoved blev dobbelt så stort på en uges tid og det blev ikke meget mindre sidenhen. Jeg kan ikke huske ret meget af historien om Sofie og Alberto Knox, men jeg kan huske filosofferne og har haft stor glæde af den introduktion bogen gav.

Das Schloss er den bog jeg har læst mest grundigt og analyseret så meget at jeg kortvarigt betragtede mig selv som Kafka-ekspert. Jeg skrev stor opgave om værket i tysk og fik også læst både Freud og Jung i den forbindelse. Når ens navn starter med K er det nemt at leve sig ind i protagonisten… Jeg får stadig en anstrengt tysklærermine når folk anvender ordet kafkask forkert eller spiller intellektuelle og taler om Kafka, mår de mener Camus – det går stadig over min forstand, hvordan folk forveksler de to?

Da jeg i 1.g. skrev historieopgave skrev jeg om Adam Smith – som moralfilosof, ikke blot som økonom. Det fascinerede mig meget med oplysningstidens store tænkeres evne til at se helheder – med blandet resultat. At de ikke “bare” var matematikere, teologer, økonomer eller filosoffer, men at de tænkte det hele sammen og drog paralleller. En af de første bøger om emnet, jeg læste var Per Stig Møllers Den naturlige orden. Ganske vist har han en tendens til at hugge alt hvad han kan lide fra liberale tænkere og kalde det konservativt, men selve gennemgangen fejler ikke noget. Det kunne være sjovt snart at læse den igen – man bliver jo gerne lidt mere konservativ med alderen.

Caitlin Morans How to be a Woman er et nyere bekendtskab. Udover at bogen er morsom og virkelig velskrevet, så er Moran fantastisk til at formidle det budskab, som utroligt mange trænger til at høre: du er fin som du er. Du er allerede et helt menneske – ikke et håndværkertilbud. Og hvor ynkeligt det end måtte lyde, så er det meget sjældent at det lykkes nogen at gøre det troværdigt. Og sjovt.

How to Eat er muligvis den bedste kogebog der findes. Der er et grundkøkken og gode opskrifter – selvfølgelig af engelsk tilsnit, men det er jo kun et plus for en skabsbrite som undertegnede. Men den er også en god bog. Nigella Lawson skriver nemlig rigtig godt og blander anekdoter og rejsebeskrivelser med opskrifter og maleriske beskrivelser af de forskellige retter, som bedre end billeder kan give læseren en forestilling om hvordan det smager. Da jeg flyttede hjemmefra rakte mine huslige evner til at hælde mælk over cornflakes – men takket være Nigellas samlede værker kommer jeg hver dag et lille skridt tættere på at blive a domestic goddess.

Som 11-12årig faldt jeg i gryden med historiske romaner i prinsessegenren – bl.a. Carl Ewalds, Herta J. Enevoldsens og Helle Stangerups. Af en eller anden grund var det særligt Leonora Christina, der tiltrak mig – sært, da jeg altid har foretrukket lykkelige slutninger. Men på et tidspunkt kastede jeg mig ud i Jammers Minde og den levede bestemt op til sit navn. Dramatikken manglede ikke og tapper var heltinden. Dog var det også her særligt sproget, der fængede. En stor inspiration og et skønt eksempel på godt spin.

En Folkefiende gjorde stort indtryk – stykket om en mand, der opdager at landsbyens kurbad, som byens økonomi i høj grad står og falder med, er sundhedsskadelig. Lidt som da dr Hansen i Matador skriver i Politiken om faren ved at bade i fjorden. De mekanismer, der beskrives i stykket er yderst velkendte for enhver, der er vokset op i et lille samfund eller internt i en organisation har forsøgt at gøre opmærksom på en ilde hørt sandhed.

Vi, der lever var det første værk af Ayn Rand som jeg har læst. Det er en fantastisk roman med en stærk hovedperson, som står på skuldrene af arven fra Dostojevskij, Tolstoj og Tjekhov, men hvor hovedpersonens styrke står i skarp kontrast til de mere vattede personer omkring hende. Samtidig er det den eneste af Rands romaner, hvor personerne har lidt flere facetter og en form for menneskelig dybde.

Og Anna Karenina er et smukt modstykke til Vi, der lever. Her er der nemlig ikke rigtig nogen, der lever. Kun smuk tristesse og forførende melankoli. Figurerne tosser rundt mellem hinanden uden at det virker til at have andet formål end at gøre hinanden ulykkelige. Den ultimative store ulykkelige kærlighed – og den dybe russiske utrøstelighed.

Det var svært kun at vælge 10 bøger. Prøv bare ☺️

Om feminisme

I disse dage flyder medier og facebook-stream over med jubel over Caitlin Moran, hvilket er fuldt ud forståeligt når man har set denne lille videosnas. De sidste mange dage har jeg ventet forgæves ved postkassen på at hendes bog skulle lande her. I hendes definition er jeg feminist (vagina, tjek. ønske om selv at råde over denne, tjek), men lad os bare sige at jeg er skizofren når det kommer til feminisme. Når Elisabeth Møller Jensen ytrer sig, er jeg f.eks. ikke. Når Claes Kastholm ytrer sig, er jeg.

Jeg føler mig som en virkelig god feminist, når jeg ikke har dårlig samvittighed over manglende husarbejde og desuden har hyret mandlig rengøringshjælp. Optur. Jeg føler mig som en dårlig feminist de dage, hvor jeg ville ønske jeg havde giftet mig til penge og kunne leve et liv som Maude. Inklusive tegnelærer.

Generelt har jeg vist bare meldt mig ud af den offentlige debat. Ikke mindst, når den drejer sig om køn. Og ikke kun, fordi jeg ikke bryder mig om at blive svinet til i avisspalter og på kommentarspor. Men også fordi den offentlige debat er temmelig dum. Men hvis jeg pludselig blev ramt af Morans skriveevner og en dyb sans for at være ligeglad med at en stor del af de folk jeg omgås på daglig basis ville synes jeg var en stor idiot, kunne jeg selvfølgelig genoverveje situationen…

Mon amour

image

I disse dage nyder jeg ferien i selskab med et meget charmerende, fransk herrebekendtskab. Vi har flirtet i flere år, men det er først nu det er blevet til noget. Jeg har dog på fornemmelsen at det kunne være begyndelsen på et smukt venskab