Tåreperser II

De fleste jeg kender, der har børn, erkender blankt at være blevet bløde. Tudefjæs faktisk. Det er som om man får installeret en særlig sentimentalitetsindstilling, der gør ting man før havde trukket på skuldrene af ekstremt rørende. Især når musik er involveret. Musik har en direkte adgang til følelserne, som hjernens filter ikke altid får afværget i tide – og inden man har set sig om løber der mascara ned ad kinderne på den ikke-seje-og-musikvideoagtige måde, næsen bliver rød og grimme snøft sniger ind og afslører hvad man har gang i.

Og meget kan jeg holde til, men sangen ovenfor er ikke en af dem. Den behøver næsten ikke gå igang før sluserne åbner. Den lille pigestemme, søstrene, der ikke kan lege sammen… Snøft! Hvis ikke det var for rensdyret og snemanden var jeg aldrig kommet hel(s)kindet igennem den film.

Ikke for børn

Det sker at jeg lægger vejen forbi Magasins stueetage på jagt efter mirakelmidler, der kan gøre min hud pænere. Serien på billedet ovenfor lå pakket i en fin gaveæske med navnet “Be Naughty” og et lille lækkert klistermærke med “50%”. Bag på æsken stod der en advarsel: “Do not use on children under 3 years old”. Det gav egentlig anledning til flere spørgsmål end svar. Vil det sige at kemisk peeling er okay til 4årige? Er der nogen, der i ramme alvor overvejer at lægge salicylsyremasker på tumlinger? Eller er de bedre tjent med bee venom-serien?

Stranger than fiction

Actress Elizabeth Taylor Poses

Elizabeth Taylor sagde engang noget i stil med at hun foretrak film frem for virkeligheden, fordi både lyssætning og dialog var bedre. Efter i denne uge at have betragtet mediernes selvsving om Lars Løkke og Venstre og samtidig at være det sidste menneske, der har opdaget Netflix og House of Cards kan jeg kun give hende ret.

Når man ser House of Cards bliver man begavet med et sandt overflødighedshorn af scener, der ellers kun udspiller sig i ens fantasi, når man gerne vil hævne sig på nogen. Frank Underwood ved stort set alt, forudser alt og er hele tiden et skridt foran – så han kan dukke op det rigtige sted på det rigtige tidspunkt og levere den helt rigtige replik i den helt rigtige stil. Lidt ligesom man selv gør et par timer efter det var relevant oppe i ens eget hoved…

Ser man på ugens mærkværdige optrin af drama i Venstre og mediernes håndtering heraf, så man til gengæld en ørkenvandring af dårlig dialog mellem en stadig større strøm af forvirrende bifigurer, tvivlsom lyssætning og floskeltung rygsvømning. Blandt andet har det siden i tirsdags været umuligt at få nogen politiker til at sige noget om noget som helst – til gengæld står de i kø for ”stilfærdigt at bemærke”. På journalistsiden blev ”erfarer” det nye exit-prognose.

løkke

Umiddelbart undres man over at så stor en del af det danske pressekorps kan være så interesserede i det interne spil i Venstre at de gladelig lægger navn til den ene analyse efter den anden fra ”centrale kilder i Venstre” – i gamle dage måtte politikerne gøre sig den ulejlighed selv at tale med baglandet hvis der var en bestemt dagsorden, man ønskede gennemført. Men nu kan man få journalisterne til det. Og selvom det bestemt må være rart som journalist at have gode kilder, så må det nu også være rart at have kritisk sans eller integritet.

En del mennesker er faldet over hinanden for at gentage mantraet om at Løkke er Danmarks dygtigste politiker – og udefra set virker det også som en imponerende bedrift at overbevise over 100 venstrefolk, der står klar med forke og fakler om at han havde en plan og at det hele nok skulle gå. Men man fristes til – i al stilfærdighed naturligvis – at spørge om disse talegaver kunne have været brugt til at overbevise vælgerne små ti dage tidligere? Er det største succeskriterium for en politiker at lave en god feberredning når man selv står på vippen? Hans største politiske bedrifter indtil videre er a) at nedbringe ventelisterne til sygehusene – hvilket var fint, men beklageligvis også dyrt, b) at gennemføre strukturreformen – som det offentlige efter en grundig selvevaluering konkluderer var en god ide og c) at sætte indkomstskatten ned – og til gengæld skrue op for en masse sære grønne afgifter. Måske hans entré som statsmand på den internationale scene ved COP15 var baggrunden for at indkøbe den famøse herreekvipering fra partiets side?

Man ved det ikke. Mange spørgsmål er ubesvarede. Men man ved med sikkerhed at alt havde været bedre i fiktionens verden, hvor narrativet kunne være blevet strammet op og dialogen pudset af.

underwood

Baglæns til København

Jeg sidder i et tog på vej til København og er netop kørt gennem Storebæltstunnellen baglæns og jeg prøver at gætte på hvor mange gange jeg har gjort det. Ikke nødvendigvis baglæns. Der dukker mange toganekdoter frem – som fx den første gang jeg skulle til møde i København og lagde hårdt ud. Med at tage toget i den forkerte retning. Det er nok ca 14 år siden og dengang syntes jeg det var stort, sejt og vældig voksent… Efter et par år blev det en mindre detalje, noget der skete hver eller hver anden uge ( altså at tage toget til København, jeg kørte ikke i den forkerte retning hver gang)

Jeg husker dengang der var rygerkupeer og de sjove folk man mødte der. En formiddag sad jeg åndsfraværende og kæderøg på vej mod hovedstaden, da manden overfor udbrød “Du ryger godt nok meget!” Og det måtte jeg jo give ham ret i, så jeg fik sagt et eller andet om at jeg ikke havde husket at spise morgenmad. “Har du ikke fået morgenmad???” spurgte han vantro, rejste sig op og forsvandt. Et øjeblik dukkede han op igen med to kolde guldøl: “Så er der morgenmad!” erklærede han og så ordnede vi verdenssituationen fra Ringsted til Enghave Plads. Den slags møder er noget reduceret efter at rygereglerne er blevet skærpet rundt omkring.

Jeg har skrevet en del opgaver i tog, læst flere romaner i tog og overvejet store beslutninger i tog. Det særlige rullende rum er på en måde den perfekte arbejdsplads, fordi den er så afgrænset både i tid og rum.

20140507-143643.jpg

Engang overvejede jeg at indrette arbejdsværelse med miniklapbord og et vindue med sjællandske provinsbyer, der kørte forbi. Det har næppe helt den samme effekt.

Mens vi boede i England var togturen til København bare starten på hjemvejen. Her kunne man længe filosofere over hvor hjemme egentlig var henne (det har jeg nu stadig ikke helt fundet svaret på) Som oftest gik turen med at holde styr på hele det menageri der fulgte med at rejse som småbørnsfamilie og med en let følelse af panik før Kastrup hvor man skulle have det hele med videre.

Idag er det første gang i år at jeg tager toget til København og min oppakning består kun af mig selv og en enkelt taske. Imponerende nok er jeg landet i det rigtige tog i første forsøg og prognosen for at jeg stiger ud det rigtige sted er ganske lovende…

Drømmeunivers

image

Det sker ret tit at min familie og jeg er på Jernbanemuseet i Odense. En favoritattraktion herinde er “det blå tog” – en original vogn fra Wagons-Lits Fra den tid hvor det at rejse langt med tog kunne foregå i luksus. Ved denne udstilling kører en reklame for Chanel no 5 i loop og jeg har flere gange taget mig selv i at blive hængende foran den, fordi den bare er så dragende. Jeg kan blive helt væk i det smukke, drømmende univers og billederne af verden af igår.

image

Alt i filmen er smukt og romantisk og elegant – se selv her http://www.youtube.com/watch?v=E_hjM35VPnk

Se den et par gange i træk og du vil få en utrolig trang til at gøre lidt mere ud af æstetikken i din hverdag og sikkert også en vis rejselyst

Haven fuld af svampe

Det kommer stadig lidt som en overraskelse for mig at vi har en have. Men det er bestemt en behagelig overraskelse. Min viden om haver er dog stadig undervældende. Jeg anbefaler dog varmt at gå i bare tæer i vådt græs. Det er som om man lærer haven bedre at kende på den måde og det føles skønt når man kommer ind igen – som om man er en lallet hippie med skovtrold i ascendanten.

image

Da vores have er meget fugtig især på denne tid af året er der en masse forskellige slags svampe derude. Hvis nogen ved hvad de hedder, må I gerne kommentere nedenfor

image

image

image

Der er noget dybt fascinerende og lidt klamt ved svampe. De dukker op hvor der er fugtigt og mørkt og gør det helt ukontrolleret – og så står de pludselig og kigger som en flok spøgelser.

image

På plussiden: Roserne blomstrer stadig

Hvor smart er en smartphone?

Hvis du har været på facebook den sidste uges tid er du sikkert faldet over denne video.

Og måske har du også tænkt over at du netop så den på facebook. På din smartphone. Mens du egentlig var igang med noget andet.

Først grinede jeg lidt, for jeg synes tit jeg har set andre gøre det. Så blev jeg egentlig bare lidt flov, for jeg er slem til at gøre det selv.

The iPhone 4

Og jeg ved ikke rigtig hvordan man skal gøre noget ved det. I en periode var jeg ikke på facebook, men det syntes jeg var ærgerligt, for det er jo ens adressebog og der er nogle mennesker, jeg faktisk kun har kontakt til den vej rundt. Så jeg kom på facebook igen – og twitter (som jeg ikke forstår…) og instagram (som jeg synes er vældig hyggeligt) og pinterest (som jeg kun bruger sjældent, men så bruger jeg det også grundigt) og linkedin… og det hele kan jeg se på min smartphone. Hele tiden. Og så er der jo hele verdens aviser som jeg kan læse på telefonen. Og blogs. Og webshops.

Egentlig er det jeg bedst kan lide ved min smartphone at jeg kan tage billeder alle steder og hele tiden. Men det kunne jeg jo også hvis jeg bare havde et kamera med.

Én ting er, hvad det gør ved mig selv. Noget andet er, hvad det gør ved dem jeg omgås – og vigtigst af alt mine børn. Eller alle menneskers børn. Hvor tit husker man at give nogen sin fulde opmærksomhed?

For et par måneder siden underviste jeg på et kursus, hvor der var deltagere i aldersgruppen 14 til 74. De yngste deltagere slap praktisk talt ikke telefonen på noget tidspunkt. Det gik ud over det gruppearbejde, jeg havde lagt ind i forløbet. På et tidspunkt foreslog jeg dem at slukke telefonen, mens undervisningen foregik. Det kunne blive til lydløs. Men det, der skræmte mig lidt, var den 14åriges ansigt, da jeg foreslog at slukke den. For det var et ansigt fyldt med rædsel, angst, panik. Det var simpelthen ikke en mulighed!

Og det gør mig lidt trist at tænke på, at man som 14årig føler sig så forpligtet til at være tilgængelige for hele sit netværk af venner og familie, at man ikke tør løbe den risiko at fordybe sig i noget – bare i 5-10 minutter.

Er der nogen, der har fundet en god balance? Skal man smide sin smartphone ud og se om ikke ting kan vente? Og kommer man bare til at hænge ved computeren hele aftenen i stedet for? Eller skal man bare vænne sig til at det er sådan tingene er nu?