Måske var det en udfordring at løbe maraton, men den var overraskende simpel i sin natur. Der var ikke så meget tvivl om hvad opgaven gik ud på – højre fod, venstre fod, gentag. Jeg overvejede ikke undervejs at slå vejrmøller eller danse salsa eller om jeg var startet det rigtige sted.
Den overvejelse er dukket meget op i forbindelse med skrumlet på billedet ovenfor. Foreløbig har jeg fundet 28 måder ikke at tænde op i en brændeovn. Og mange suboptimale måder at kombinere avispapir og træknuder. Det overrasker mig at det overhovedet er muligt ikke at kunne finde ud af at tænde lidt ild, men med undtagelse af en spejderlejr for ca 25 år siden er det heller ikke en event jeg før har gjort det i. Heldigt nok at det er forår… Og at det er sundt at sove køligt.
Engang for 6 år siden tilmeldte jeg mig HCA maraton i et eller andet vanvidsforsøg på at udrette noget inden jeg blev 30. Jeg havde fulgt Michelle Hviid på facebook og var blevet inspireret af at hun en dag havde løbet en lille tur på en ferie og konstateret at det gjorde hende i bedre humør, hvorefter hun tilmeldte sig Berlin Maraton. Kongesejt! Der var bare den væsentlige forskel på Michelle og mig at hun fik fat i en træner og gik i gang med at træne målrettet. Jeg begyndte bare at læse iform. Og nogle gange spiste jeg rosiner i stedet for vingummi. Tre-fire gange indenfor et halvt år var jeg ude at løbe, men det gik overraskende ringe, så jeg begyndte at overbevise mig selv om at jeg nok bare slet ikke var løbetypen. Og jeg har hypermobile led. Og min hverdag er helt vild travl. Hvis undskyldninger forbrændte kalorier ville mange af os være undervægtige… Så det eneste der skete det år var at jeg havde betalt knap 600 kr for et startnummer, jeg ikke fik brugt. Dummebøde…
I dag sidder jeg ved min mors spisebord med en varmepude under hælen, Voltaren gel på alt fra lysken og ned og forsøger at undgå at rejse mig alt for mange gange. For i går gennemførte jeg Hamburg Marathon! Ja, jeg gjorde. Og det er med vilje der står gennemførte og ikke løb, for 80/20 reglen fik en ny betydning undervejs – jeg løb ca 80% af tiden og humpede de 20%. Men det lykkedes. Og jeg har en firkantet medalje i rød snor som jeg er overraskende glad for, selvom den faktisk er lidt grim.
Når man kaster sig ud i sådan en event får man mange gode råd. Desværre stikker de lidt i hver sin retning. ”Det er vigtigt at få mange kilometer i benene” ”Det er vigtigt ikke at tage for lange løbepas” ”Man skal fokusere på udholdenhed” ”Man skal fokusere på tempo” ”Man skal spise mange kulhydrater” ”Man skal ikke få for mange kulhydrater, for det er bedre hvis kroppen bruger fedtet som brændstof” ”Sørg for ikke at give den for meget gas i starten” ”Løb så meget du overhovedet kan” ”Sørg for at drikke ved alle depoter” ”Prøv ikke at holde for mange pauser undervejs” Forvirret? You bet. Men der er nok ligeså mange råd som der er løbere og som med så meget andet skal man nok bare finde ud af hvad der virker for en. I mit tilfælde var der dog sket lidt meget liv, der kom i vejen for min ellers udemærkede træningsplan, så midt i februar konstaterede jeg at der var sket forsvindende lidt på træningsfronten, så jeg måtte forsøge at ’angribe fra alle sider’ og gøre det bedst muligt med den korte tid, der var tilbage. Så det skulle reddes hjem på stædighed – grundformen var der nemlig ikke…
Forsøg på at blive klogere af planer og bøger gjorde det heller ikke nemmere, for de fleste programmer strækker sig over 12 uger eller mere – og jeg havde ca 7. Desuden gør mange af bøgerne det så overvældende at man er ved at miste modet. Skal jeg have en doktorgrad i human fysiologi for at finde ud af om jeg skal spise en banan inden løbeturene eller drikke kakao eller kokosvand bagefter? Og uanset hvor kloge de er, så er de heller ikke enige. Det er givetvis dumt at spise noget man ikke er vant til lige inden et løb, men ellers tror jeg der er nogenlunde fri leg. Ikke to har svaret det samme og de har alle sammen klaret det fint. Det kom i hvert fald hurtigt til at hænge mig langt ud af halsen at skulle carbloade eller overhovedet at skulle lege matematik med min mad. Food is an art, not a science.
På selve dagen var jeg tidligt oppe for at komme til Hamburg. Det hele er meget velorganiseret, hvilket er rart når man er en forvirret nybegynder. Der er professionelle, der har tænkt alt igennem. Hamburg er i øvrigt også dejligt flad, så man har kun distancen at slås med – man skal ikke betvinge store bakker undervejs. Mens jeg stod i startblok K og trippede spændt begyndte det at regne. Meget. Og det var i forvejen kun 6 grader varmt. Og mens jeg forsøgte at tænke stoiske tanker, begyndte det også at hagle… Men det holdt op igen efter små 20 minutter. De første 16-17 km gik vældig fint, dog relativt langsomt. Der er virkelig mange mennesker med (knap 16.000) og der sker en helt masse rundt omkring – hele byen møder frem for at heppe. Især damen med ukulelen blev jeg begejstret for. På et tidspunkt førte ruten os gennem en tunnel, hvor der var sat højttalere op, der spillede Eye of a Tiger for fuld udblæsning. Det var også ret forvirrende med alle depoterne (ca hver femte kilometer). Jeg havde læst at man ikke måtte føle sig tørstig undervejs, for så er man allerede dehydreret. Så jeg tog en lille sjat hvert sted, men det sænker selvfølgelig farten. Noget andet jeg lærte undervejs er at man virkelig ikke ønsker at se et toilet langs en maratonrute indefra. Det kræver en stærk mave. Men når man drikker hver femte kilometer kan man jo blive nødt til det. Den slags burde man også have trænet og fundet ud af inden man kaster sig ud i det store løb.
Undervejs oplevede jeg en enorm fællesskabsfølelse med de andre løbere. Selvom hver løber sit eget løb, er man enormt opmærksomme på hinanden, holder hinanden i gang og holder øje med om alle er okay. Det er ret fantastisk. Det samme gælder den enorme opbakning fra publikum. Der står folk og klapper og har skilte, spiller musik og spiller på tromme. Der er cheerleaders og ekstra mål undervejs, hvor der bliver heppet ekstra meget. Og det virker til at grunden til at ens fornavn står på startnummeret er at folk kan heppe på en personligt! Det bliver man virkelig glad i låget af.
Efter ca 26 kilometer begyndte mit knæ at gøre vildt ondt, men jeg prøvede helt buddhistmunkagtigt at tænke på alle de steder i min krop, der ikke gjorde ondt i stedet for. Det viser sig heldigvis også at smerte er midlertidig. Det lykkedes i hvert fald at tvinge benene videre, selvom der kom flere gåpauser end jeg havde håbet. Efter 31 km begyndte det at gøre ondt i lysken, men heldigvis i samme side som knæet, så med en lidt gakket humpe-/hinketeknik gik det stadig fremad. Resten af ruten foregik ved stædig nedtælling og et mantra om ”quitting is not an option”. Det hjalp enormt meget at følge de andre løbere og at forestille sig hvor fedt det ville være at krydse målstregen – og at få sin varme frakke på. Og til sidst kom 42 km-mærket og et overraskende lillebitte pust af energi, der gjorde det muligt at løbe de sidste 195 meter i nogenlunde hæderlig stil. Det var fedt at vide at det lykkedes, at jeg havde gennemført. Men jeg vil helst ikke snakke om tiden…
Mange folk beretter, hvordan de får nogle enorme erkendelser og får bearbejdet en helt masse, når de løber. Personligt har jeg det nærmest omvendt. I løbet af maratonen var der ikke så meget andet i mit hoved end musikken fra min playliste og om der mon ville være bananer ved næste depot. Og det er nok det tætteste jeg kommer mindfulness. Lidt har også ret.
I lang tid har jeg gået og fantaseret om den enorme italienske isdessert med flødeskum og chokoladesovs, som jeg skulle have efter løbet. Det jeg faktisk havde mest lyst til var en cappuccino. Den lille størrelse. Jeg havde også forestillet mig at jeg ville sidde helt kækt med et glas champagne og en gauloise og følge det franske valg. Det der faktisk skete var at jeg sad under dynen med en kop yogite og var taknemmelig over at de var så hurtige med resultatet at jeg kunne komme tidligt i seng.
I dag er jeg ikke rigtig i stand til at gå og jeg har været nødt til at melde afbud til ballet og yoga, men det hindrer mig ikke i at undersøge muligheden for at løbe HCA Maraton i oktober. For jeg må altså kunne gøre det bedre…
When you’re weary, feeling small… hvis det regner og stormer udenfor eller indeni, så er det du har brug for en varm krammer. Den kan du få i form af Soup Stone Cafe, hvor både indretningen, maden og betjeningen minder om en krammer.
Allerede første gang man kigger ind bliver man modtaget som om det er dagens højdepunkt at man dukkede op. Og mens man prøver at bestemme sig mellem de lækre retter på tavlen får man tilbudt smagsprøver (se billedet ovenfor) så smagsløgene kan være med til at vælge om sjælen trænger mest til gulasch eller mulligatawny den dag.
Det er sjældent man oplever så god service på et helt almindeligt takeaway-/cafésted i Danmark og man går altid derfra med et smil, fordi man kom til at snakke om noget sjovt. Havde det ikke været for SSC er det ikke sikkert jeg havde opdaget Scott Bradlee’s Postmodern Jukebox, der har kørt næsten nonstop på Spotify siden de præsenterede mig for You Give Love A Bad Name i big band udgave.
Indretningen er også i særklasse – dæmpet og hyggeligt, gråt uden at være trist eller køligt og med små quirks, der kun tilfører charme og ikke den der provinsielle kitsch med et strejf af Jensens Bøfhus, der har det med at infiltrere det odenseanske cafeliv.
Udover de lækre supper byder menuen også på en lækker chicken curry (oft kopiert, nie erreicht) og en perfekt pad thai. Smag er svær at beskrive – så du er nok nødt til at prøve det selv
Soup Stone Café ligger på Store Gråbrødrestræde 11 i Odense
I øjeblikket kan man se Morten Søndergaards udstilling Unknow Yourself på Brandts 13. Udstillingen består af et rum, hvor gulvet består af marmorfliser med brudstykker af et digt. Alle sætninger er små tankeeksperimenter, der starter med et ‘hvis’.
Og sådan kan man gå en tur i et rum i et digt i sit sind i sig selv og fundere over hvad der ville ske ‘hvis en hjerneblødning forvandler dit sind til en blomst’ eller ‘hvis du vidste hvad du vil her’.
Det kan betale sig at tage sig tid til at falde i staver, til selv at være poetry in motion, til at tænke tanker til ende.
Morten Søndergaards Unknow Yourself kan ses nu og frem til 14/5-2017 på Brandts 13 i Odense.
Nogle gange læser man noget, der får ens hjerne til at udvide sig. Sådan føles det i hvert fald. Dengang jeg læste Sofies Verden og begyndte at skrabe i overfladen af, hvad filosofi egentlig er, var det som om mit hoved fik en ekstra etage.
Denne gang er det hukommelsen, der har fået en ekstra dimension. Dette siger jeg meget kækt, for åbenbaringen begyndte først engang i går aftes 🙂 For nogle år siden så jeg Anders Matthesen fortælle om, hvordan han memorerede sine one man shows. Han sad i en taxa og snakkede om en burger, der lå ovre i hjørnet og mindede ham om… noget med en munk måske? Det virkede temmelig underligt og umiddelbart kunne jeg ikke se, hvorfor det på nogen måde skulle være nemmere at huske at der lå en burger i hjørnet end at få styr på en af sine anekdoter.
Men nu er jeg begyndt at læse Moonwalk med Einstein af Joshua Foer (som man kan se i GoogleTalk’en ovenfor). Joshua Foer blev som videnskabsjournalist sendt ud at dække verdensmesterskaberne i hukommelse, hvor en masse forskellige mennesker dystede i mere eller mindre obskure discipliner – så som at huske rækkefølgen i et spil kort, at lære et digt udenad, at genkende ansigter og navne eller at remse decimaler op i en bestemt rækkefølge. Umiddelbart lidt kedeligt at se på folk, der tænker. Det vildeste var når nogen begyndte at massere sine tindinger. Ikke desto mindre blev han nysgerrig efter, om det virkelig kunne passe at det ikke var et eller andet iboende genetisk eller noget, der krævede en særlig høj IQ. Det handler om simple teknikker, der kan læres. Teknikker, der er mere en 2.500 år gamle – men som vi har glemt at overlevere i takt med at vi har opfundet flere og flere ting, der kan gemme oplysninger udenfor vores hoved – fra runesten og hulemalerier til notesbøger, computere og smartphones.
Det lyder næsten for godt til at være sandt og jeg medgiver gerne at mine i skrivende stund 18 timers erfaring med teknikken ikke er noget at bygge konklusioner på. Men ikke desto mindre har jeg straks eksperimenteret med det. Nogle af mine elever har netop arbejdet med LEAN og derfor tænkte jeg at det kunne være en idé at prøve om jeg kunne lære dem at remse 10 LEAN-værktøjer op i rækkefølge uden at der skulle terpes i timevis. Disse værktøjer er
Kortlægning af værdikæden
Kaizen (løbende forbedringer)
Fiskebensdiagram
Pokayoke (proceskontrol)
Andon (varsling)
Informationstavle
Flow
Træk og kanban
SMED-metoden
5S
og de skal huskes i denne rækkefølge.
Opskriften er simpel: Brug rumsansen og din fantasi. Vælg et sted, du kender godt. I dette tilfælde tog vi udgangspunkt i deres hjem. Vi starter ude ved postkassen – den pakker vi ind i et landkort og vikler en værdifuld perlekæde rundt om den. (Kortlægning af værdikæden)
Så fortsætter vi ind ad hoveddøren og står i entreen. Her står Yoda (meget zen) med en lille bøtte med karry i hånden (kai) (nu kan vi huske kaizen). Yoda løber på stedet, fordi vi gerne vil huske at kaizen er et værktøj til løbende forbedringer.
Herpå går vi ind i stuen. Rundt om sofabordet sidder fem japanske forretningsfolk og ser på et fiskeskelet. De vil gerne brainstorm over nogle forskellige muligheder og skal derfor anvende et fiskebensdiagram.
Ovre i sofaen sidder en Pokemon og Yogi Bear og ser på en dampmaskine. De symboliserer pokayoke og sidder og ser på dampmaskinen for at lave proceskontrol.
Ved spisebordet sidder Anton fra Jullerup Færgeby med et trafiklys i armene. Andon er et varslingssystem, hvor man kan vise rød, gul og grøn for at stoppe produktionsprocessen i tilfælde af at der er noget galt undervejs.
Ude i køkkenet har vi sat en informationstavle op på køleskabet. Denne skal vi bruge til at undersøge, hvordan de opstillede mål harmonerer med det vi faktisk opnår. Vi har derfor sat en huskeliste udenpå køleskabslisten og kan se ind i køleskabet om der er nogle af de ting, der gerne skulle være det.
Vi fortsætter ud i bryggerset. Her står Christian Stadil – vildt begejstret og danser frem og tilbage. Han står ikke stille, for han er i flow!
Efterfølgende går vi ind på et af værelserne. Her er der tre cancan-dansere (kanban) og trækker i et tov (pull-strategi).
Da vi ser ud af vinduet står der en smed. Han er stor og mægtig – og ser olmt på os, mens han siger Single Minute Exchange of Die.
Til sidst går vi ud på badeværelset. Her er de 5S’er. Disse står for sortering, system i tingene, systematisk rengøring, standardisering og selvdisciplin. Så når vi ser ind på badeværelset finder vi først en reol, der tilhører politiet i Herning (sortering)- på radiatoren ligger der en stak legoklodser (system i tingene), i brusekabinen løber en lille tysk rengøringsdame rundt (systematisk rengøring), over hende er et brusehoved fremstillet efter DIN-standard (standardisering) og foran badeværelsesspejlet står Anders Fogh Rasmussen og siger “der er ikke noget at komme efter”.
There you go. 10 lean-værktøjer placeret rundt omkring i dit hus med billedsprog, der er tilpas underligt og livagtigt til at du kan huske det og du kan forestille dig det. Eleverne kunne alle sammen remse det hele op i rigtig rækkefølge uden at have skrevet noget ned, taget billeder eller på anden måde brugt noget udenfor deres hoved. Det samme kunne de 40 minutter senere. Og nu er det store spændende spørgsmål – kan de huske det på tirsdag?
Indtil videre er jeg voldsomt begejstret 🙂 Og ekstremt optimistisk over, hvor meget jeg vil kunne huske for fremtiden. Eller endnu bedre – få eleverne til at huske…
Her i Kristi Himmelfartsferien har vejret været helt optimalt til at gå på museum… Af samme årsag virkede det som et oplagt tidspunkt at begive sig i retning af Østjylland for at se verdenssensationen, der i disse måneder er landet på Moesgård Museum – nemlig den første kejser af Kinas terrakottahær.
Moesgård Museum er som nyere danske museer nu er: en betonklods, der på mere eller mindre elegant vis er fræset ind i det sagesløse landskab. Oftest ser denne slags museer bedre ud indefra end udefra og det er vel det indre der tæller på et museum.
Så snart vi kom ind af døren hørtes tonerne af korsang, hvilket skabte en vis ro i den temmelig tætpakkede kø. Koret stod ganske vist lidt umotiveret midt på hovedtrappen i museet mens gæster gik frem og tilbage omkring dem, men det var nu meget hyggeligt at de var der.
Udstillingen har været åben siden første april og vil være at se frem til 1. september – og i skrivende stund har mere end 230.000 besøgende lagt vejen forbi Moesgård, hvilket må være nærmest uhørt for et museum i Danmark og især udenfor hovedstadsområdet. Det er kun anden gang jeg har oplevet at stå i kø til en udstilling i Danmark – den anden var da Danish Fashion Now åbnede på Brandts i marts måned.
Selve udstillingen om Kinas første kejser Qin Shi Huangdi er vældigt fascinerende. Figurerne er lånt fra ti forskellige museer i Shanxi provinsen og er elegant vist frem i en mørk udstillingssal med stilig kinesisk dekoration. Undervejs skildres historien om den brutale, kyniske og smarte (disse ord bruges konsekvent i udstillingens tekster) kejser, der fik samlet store dele af Kina og påbegyndt opbygningen af den kinesiske mur. Vejen dertil kan få Frank Underwood til at ligne Mahatma Gandhi.
Når hæren blev sendt i krig modtog generalen en økse, der symboliserede hans ret til at slå ihjel – også indenfor egne rækker, hvis der ikke blev pareret ordre. Officerer bar ikke selv våben, men steg i graderne efter hvor mange deres underordnede skar hovedet af. Men intet tyranni kan klare sig kun ved hjælp af militær magt. Bureaukrati må der til. Den gode Qin Shi Huangdi havde et effektivt embedsværk til at forvalte de mange love han indførte – ved en stor del af disse love medførte overtrædelse dødsstraf. Når han ikke lige havde travlt med at tage livet af folk på sindrig vis muntrede han sig med at få bygget paladser og derpå tvangsflytte sine 120.000 nærmeste dertil.
Her i vores bekvemme tidsalder er det helt overvældende at tænke på hvor tidskrævende hele dette arbejde har været. Alene at fremstille 7-8000 terrakottastatuer af soldater, embedsfolk, konkubiner, tjenestefolk, heste mv må have taget mange folk en evighed. Men alt det som det forestiller… At bygge de sirligt dekorerede paladser, den enorme mur, at fremstille de flotte uniformer og overdådigt dekorerede våben.
Når man ser på statuerne af soldaterne kan se at deres hår har været sat op i komplicerede frisurer. Det virker som en sær ting at gå op i med den relativt lemfældige holdning til menneskeliv der herskede ved den tid. Omvendt vil man vel gerne se godt ud i sin sidste stund? Og der har vist altid været en vis prestige i at fremvise en velsoigneret hær.
Man bliver hurtigt opslugt af udstillingen og hvis man bor tættere på museet kunne man sikkert lægge vejen forbi flere gange, så man har god tid til at falde i staver og spekulere over hvilket storhedsvanvid der har ført til denne kunst, hvor underlige mennesker er og hvorfor man bør huske at rydde op før man dør, hvis ikke man 2000 år efter sin død ønsker at folk betaler 130 kr i entré for at se på ens sexlegetøj…
Efter alle disse store indtryk i det kinesiske mørke virker det vindblæste danske landskab som en stærk kop kaffe efter en aften med for mange gin and tonics. Man kommer lidt ned på jorden igen, samtidig med at tingene er blevet sat i perspektiv. Memento mori. Og tag til Moesgård 😉
Når bjerget ikke vil komme til Muhammed, må Muhammed gå i biografen… Da det vil være meget sparsomt hvor meget opera jeg ville kunne se, hvis det afhang af min mulighed for at komme til New York og gå i The Met, er jeg svært begejstret for at The Met har valgt at transmittere sine produktioner ud til biografer verden over. Selvfølgelig er det ikke det samme som at opleve opera i levende live, men det er mere levende end blot at lytte til musikken eller finde små videosnaser på youtube. Det mest forvirrende er at afkode om man er i biografen eller i operaen. Man er selvfølgelig i biografen, men hverken popcorn, sodavand eller skumslik hører til her. Derimod er Politiken Plus segmentet på slap line og der er medbragt madpakker til den indlagte pause, økologisk hyldeblomstsaft og da det jo er søndag kan en cider også have sneget sig med i reisenthal-kurven. Man sidder pænt, snakker ikke undervejs og i det hele taget føles det mere som at være i teateret – dog med den forskel at man ikke klapper efter forestillingen. Det føles helt forkert når man lige har oplevet opera i verdensklasse, men sangerne ville jo ikke kunne høre bifaldet alligevel.
I pauserne kan man komme med bag scenen, hvor en af operasangerne interviewer de andre sangere, giver previews på kommende forestillinger, joker med dirigenterne og hvad der ellers hører til. I det hele taget kommer man tættere på det hele end man gør i teateret. Og det er både godt og skidt. Når man kommer med bag kulisserne bliver man hele tiden mindet om at det bare er ‘noget vi leger’. At det ikke er Lady Macbeth, men Anna Netrebko og at hun i pausen fjoller rundt i bare tæer og har glemt alt om søvngængeri og blod på hænderne. Det er også sjovt at se sangerne holde pause, men det fjerner lidt af magien. Det samme gælder i øvrigt ballet: Der forsvinder en del af magi og lethed, når man kan se dansernes fødder tæt på…
Det kan dog stadig anbefales. Måske især til skabs-operaelskere. Man kan jo altid lade som om man så Fast and Furious 7, hvis man møder nogen man kender. Eller til folk, der ikke ved om de er til opera. Det er måske mindre ‘vildt’ at se noget andet i biografen end man plejer, end at skulle til at tilegne sig kulturen omkring det at gå i operaen. Og hvis man ikke kan lide det er det ikke påfaldende, hvis man diskret forsvinder i løbet af forestillingen. Det er også billigere end at gå i operaen på normal vis. Og man kan godt snige lidt slik med ind. Bridgeblanding og blomme i madeira anbefales.
“Kunne du tænke dig at se amatørteater i en nedlagt indendørs minigolfbane ovenpå Føtex i Bolbro?” Hvis nogen havde stillet mig det spørgsmål ville min umiddelbare indskydelse nok have været “Ellers mange tak. Min lænestol har navnedag og jeg har brug for at rydde op i sokkeskuffen”
Heldigvis var min indre snob ikke orienteret om hverken faciliteter eller professionalitet, så jeg tog afsted med relativt åbent sind og blev mere end positivt overrasket. Målet for udflugten var Nedergadeteatrets opsætning af Ludvig Holbergs Jean de France. Som overskriften indikerer ligger Nedergadeteatret ikke i Nedergade – en væsentlig information, hvis man gerne vil nå frem i tide.
Stykket Jean de France er en af Ludvig Holbergs tidligste komedier fra 1722, der handler om den unge Hans Frandsen, der efter 15 ugers ‘dannelsesrejse’ til Paris ikke blot har formøblet store dele af familieformuen, men også har tillagt sig ‘franske manerer’. Det bliver ikke just vel modtaget hjemme i København, da hans opførsel og stil er noget aparte (= latterlig) – samtidig opfatter han alt og alle omkring sig som frygteligt simple og uelegante og han forsøger at fralægge sig det danske sprog. Dette lille kultursammenstød giver anledning til misforståelser, en lille intrige samt et par forviklinger, der dog løses til sidst med sund fornuft og behændighed.
Opsætningen er ganske minimalistisk – scenen er sort og der er ganske få rekvisitter, bl.a. en bænk og noget, der skal ligne et lokum. Kostumerne er holbergske med et strejf af sustainable fashion og især titelrollens tjener har fået en modernistisk makeover. Det fungerer virkelig fint – teksten og skuespillet behøver ingen special effects.
Skuespillerne er dygtige, de har styr på deres timing og de fungerer rigtig godt sammen. Deres engagement og begejstring går klart igennem og man rives hurtigt med ind i det holbergske univers. Især Jeronimus er fantastisk – vi mistænkte ham faktisk for at være på tidsrejse fra Holbergs tid eller Ejner Federspiel, der var genopstået i dagens anledning.
Dagens overspringshandling: Robert Greenes vej til at blive succesforfatter
Jay-Z, 50 Cent, Kanye West, Ludacris, Will Smith og mange andre hip-hop/Hollywood hotshots har alle læst Robert Greene. Den Woody Allen-lignende type i videosnasen ovenfor, der med let drævende stemme fortæller om sin lidt rodede vej til at få skrevet den bog, der katapulterede ham ti toppen på bestsellerlister verden over. Bogen hedder The 48 Laws of Power og væver et net af anekdoter og historiske begivenheder, der tilsammen udgør en slags manual til at opføre sig strategisk smart og bringe sig selv til en magtfuld position. Vi befinder os i selvhjælpsgenren, men uden engle og Oprah, for det er åbenlyst tænkt til mænd. Derfor hedder casegenstandene heller ikke Marilyn eller Gloria, men derimod Borgia, Henrik VIII og Haile Selassie. Greene refererer elegant til Sun Tzu, Macchiavelli og Clausewitz – og til trods for at Greenes værk er længere end originalerne til sammen, får han kogt det ned til en vældig underholdende maggiterning.
Efter sigende skulle bogen være blandt Fidel Castros favoritter – og desuden skulle den være den mest efterspurgte bog på amerikanske fængselsbiblioteker.
Da jeg læste bogen for små 10 år siden var jeg ganske underholdt – også af den lidt smart ass form og hurtigt fordøjelige pointer. Men jeg forestillede mig faktisk at forfatteren så ud som nogle af de kendte læsere – en bredskuldret type i dyrt jakkesæt, der styrede overetagen på et større virksomhedsimperium. Men det er altså bare en lille fyr med briller og krøllet brun skjorte, der sidder hjemme bag computeren og udformer bøger om magt, forførelse og krig – og giver viise råd som at man skal ramme hyrden for at sprede fårene, afvise gratis frokost og tænke sit, men opføre sig som de fleste.
Det kan godt være at det er Smith, der trækker i trådene i Hollywood og Jay-Z, der styrer musikbranchen – men det er Greene, der sidder i en lækker villa og læser bøger, dyrker zen-meditation og skriver flere bestsellere. For mig er der ingen tvivl om hvad der lyder sjovest
I sidste uge stiftede jeg bekendtskab med en meget irriterende mavevirus, hvilket henviste mig til sofaen et par dage. I den forbindelse fik jeg udforsket de særeste afkroge af Netflix’s udvalg i mere eller mindre dybsindige film. Den slags hvor en bliver forladt, men finder meningen med livet, realiserer sig selv og får manden tilbage. Eller dem, hvor en privilegeret hovedperson mister sin formue og finder ud af at penge ikke er alt, men samtidig erkender sin indre styrke og gør noget godt for nogen – især hvis de spilles af Matthew McConaughey/Ryan Gosling eller lignende.
I denne slags film kan det afgørende øjeblik altid kendes på hovedpersonens hår. Sålænge en person går rundt i lykkelig uvidenhed om mandens/investeringsrådgiverens/venindens/barnets/verdensmarkedets wherabouts har en sådan person nemlig… krøller! Eller i hvert fald lidt rodet og kruset hår. Men når alt braser sammen og fasen med sorg/fortvivlelse og kleenex er overstået og handlekraften melder sig, så er der også en frisør klar i kulissen. Ingen kan for alvor ændre på sine livsvilkår uden et glattejern!
Det samme gør sig gældende i makeover-filmene – Agent Catwalk, Princess Diaries osv. Man bliver først for alvor smuk, elegant og verdensdameagtig når håret er glat.
Tilbage i 80erne lærte Melanie Griffith os “If you want to be taken seriously, you need serious hair”. Dengang var selv seriøst hår noget mere bobbet end der er plads til nu om stunder.
Der er intet hyggeligere end at være småfornærmet, så nu vil jeg på den strit- og krølhårede del af befolkningens vegne være syrlig over amerikansk mainstreamunderholdnings bias mod folk med ikke-glat hår!
Måske var det en udfordring at løbe maraton, men den var overraskende simpel i sin natur. Der var ikke så meget tvivl om hvad opgaven gik ud på – højre fod, venstre fod, gentag. Jeg overvejede ikke undervejs at slå vejrmøller eller danse salsa eller om jeg var startet det rigtige sted.
