Måske var det en udfordring at løbe maraton, men den var overraskende simpel i sin natur. Der var ikke så meget tvivl om hvad opgaven gik ud på – højre fod, venstre fod, gentag. Jeg overvejede ikke undervejs at slå vejrmøller eller danse salsa eller om jeg var startet det rigtige sted.

Den overvejelse er dukket meget op i forbindelse med skrumlet på billedet ovenfor. Foreløbig har jeg fundet 28 måder ikke at tænde op i en brændeovn. Og mange suboptimale måder at kombinere avispapir og træknuder. Det overrasker mig at det overhovedet er muligt ikke at kunne finde ud af at tænde lidt ild, men med undtagelse af en spejderlejr for ca 25 år siden er det heller ikke en event jeg før har gjort det i. Heldigt nok at det er forår… Og at det er sundt at sove køligt.

Lånte fjer

snoopy-writer1

I går var jeg med det sene tog fra København. Toget, der stopper i eksotiske steder som Trekroner og Viby Sj. og som fragter branderter i alle aldre sikkert hjem til provinsen. Her sad jeg med min notesbog og skriblede dagens oplevelser og strøtanker ned. På den anden side af midtergangen sad flere generationer af jysk familie på vej hjem fra familiefest i København. Selskabeligt overrislet og med den der opstemte følelse af tilfredshed, der melder sig, når man har set resten af familien, der har truffet anderledes valg om bopæl, familie og karriere og konkluderet at man selv har gjort det helt rigtigt. Det kan godt være man går og tvivler og fortryder i hverdagen, men når man ser på de der hoveder i København, går det jo egentlig meget godt. En af herrerne i selskabet opdagede at jeg sad og skrev, men undervejs i rødvinstågen og min forkølelsesdæmpede stemmes formidlingsvanskeligheder, blev konklusionen at jeg ikke bare skrev I en bog, men at jeg skrev en bog PUNKTUM. Præpositioner har det åbenbart med at opløses i spiritus. Og pludselig var jeg blevet forfatter!

Interesseret spurgte de ind til hvordan man får iscenesat handlingen med vejr og natur, for det havde altid undret dem. Og hvordan bygger man et plot op, hvor man får samlet trådene til sidst? Hvordan holder man styr på alle figurerne? Og behøver der at være nogen der dør? Det sidste spørgsmål kom af, at flere i selskabet holdt meget af krimigenren og bestemt mente at jeg burde skrive noget i den stil – “det er jo også der pengene ligger!”

Jeg svarede efter bedste evne, men havde samtidig travlt med at skrive spørgsmålene ned. For det er bestemt gode spørgsmål. At skrive er jo også et håndværk, selvom man ofte forledes til at tro at det bare kommer til forfatteren oppefra. Det skønne ved at skrive historier er at man selv bestemmer ALT. Tid, sted, vejr, stemning, baggrundsmusik, andre menneskers handlinger og ord! Bevæbnet med en kuglepen kan man for en kort stund være almægtig! Og mens jeg sådan filosoferede over plots og baggrundsstemninger, forsøgte jeg at ignorere at en stor del af mine skriblerier ikke kunne betegnes som andet end ubehjælpsomme dagbogsovervejelser, navlepillerier og banaliteter. Forventningspresset til hvad der skulle komme ud af skrivematerialer for 40 kr fra Tiger steg kraftigt på bare få minutter.

En anden i selskabet spurgte stilfærdigt til, om ikke bare det kunne være noget stille og roligt noget. Behøvede det hele at blive så dramatisk? Var der overhovedet nogen, der behøvede at dø i historien? Igen rigtigt gode spørgsmål… For det er da egentlig sjovt at det lige er krimigenren, der blomstrer i en tid, hvor alt egentlig ikke er overvældende trygt. Måske er det for at få system i ondskaben? At der er en fast skabelon og at morderen fanges til sidst. Det kan også være at den megen utryghed og forvirring i verden skaber en ny efterspørgsel på litteratur fyldt med orden, skønhed og logik? Eller måske forklarer det den anden store tendens indenfor bøger og tv-programmer: Alt godt i hus, have og madlavning?

Da jeg skulle stige af toget jokede selskabet med at de hellere måtte passe på med hvad de sagde, så de ikke pludselig endte i historien. Hånden på hjertet havde jeg faktisk siddet og overvejet værdien af en rødvinsmarineret jysk familie i tre generationer som baggrundshistorie til en af hovedpersonernes togtur, men slog det alligevel hen. Hvis jeg nogensinde får skrevet den roman dukker de nok op et sted.

At blive glemt

Hvis du har set Inderst Inde og ikke er lavet af træ, har du sikkert også fældet en tåre da Bing Bong forsvinder. Per Juul Carlsen i Filmselskabet vurderede i hvert fald scenen til at være den sørgeligste han havde set i nogen film i nyere tid. Da jeg så den i biografen med min yngste datter græd hun i tre kvarter og vi havde en lang snak om at selvom folk dør, så kan de stadig findes i vores minder… Med filmen er vi i hvert fald mange, der nu kan huske Bing Bong. I fredags blev jeg glemt af en kollega, der skulle have kørt mig hjem. I lørdags blev jeg glemt af min nabo på 91, der ikke kunne genkende mig. Og selvom jeg tit joker med at jeg bare er en social konstruktion og baseret på virkelige hændelser blev jeg alligevel kortvarigt grebet af panik. Hvad nu hvis jeg slet ikke findes? Tænk hvis jeg er på vej ned i afgrunden af minder, der ikke skal bruges til noget? Hvordan undgår man at være sådan en som folk ikke kan huske? På et tidspunkt læste jeg at de ting, mennesker frygter ligeså meget som døden, er at tale i forsamlinger og at blive afvist. Hvis vi starter med døden er det jo i hvert fald en begivenhed, vi med sikkerhed ved indtræffer og efter alt at dømme holder vi op med at eksistere når vi dør. Men inden vi dør har vi forhåbentlig nået at gøre og være nok til at nogen vil kunne huske os efterfølgende – måske en generations tid eller to. Måske er det derfor døden er så skræmmende for os? At der løber vi helt tør for chancer til at gøre os værd at huske? At tale foran en forsamling er også et krav om opmærksomhed, en anledning til at nogen opdager os og hører hvad vi har at sige. Måske husker nogen af dem endda hvad man har sagt?  Enkelte mennesker opsøger gerne muligheden for at tale til en forsamling og trives i rampelyset – de fleste andre skal presses lidt. Måske fordi der er en social forventning om at nogen siger noget – familiefester, sørgelige begivenheder, præsentationer på uddannelse eller arbejde. Langt de fleste har det bedst med at sige noget offentligt, når det handler om noget andet end dem selv. Når budskabet eller ritualet er vigtigere end de selv er i situationen. Alligevel er det en enorm overvindelse at rejse sig op, sige noget forhåbentlig meningsfyldt og passende – og risikere at blive afvist, at blive til grin eller at falde i andre menneskers agtelse. Og afvisning? Det minder én i den grad om at man eksisterer. Men det minder også om at man blev set, hørt, vurderet – og fundet uegnet. Og så kan man godt blive i tvivl om, om det alligevel havde været bedre at være blevet glemt?

Ikke for børn

Det sker at jeg lægger vejen forbi Magasins stueetage på jagt efter mirakelmidler, der kan gøre min hud pænere. Serien på billedet ovenfor lå pakket i en fin gaveæske med navnet “Be Naughty” og et lille lækkert klistermærke med “50%”. Bag på æsken stod der en advarsel: “Do not use on children under 3 years old”. Det gav egentlig anledning til flere spørgsmål end svar. Vil det sige at kemisk peeling er okay til 4årige? Er der nogen, der i ramme alvor overvejer at lægge salicylsyremasker på tumlinger? Eller er de bedre tjent med bee venom-serien?

Risiko og riskiks

Det sker af og til at jeg foretager lidt smådumme valg, der er forbundet med en vis risiko. Nogle gange cykler jeg uden cykelhjelm. Andre gange kommer jeg til at ryge. Ikke decideret vildt og farligt, men heller ikke voldsomt kløgtigt.

Men den ting, der oftest bringer bekymrede rynker frem mellem  øjenbrynene på mine omgivelser og efterfølges af en venlig formaning, er dog riskiks! På et tidspunkt har forskere fra DTU nemlig regnet sig frem til at der ved voldsom indtagelse af riskiks kan være en ris-iko for at man indtager for meget uorganisk arsen, hvilket kan være kræftfremkaldende.
Da jeg omgås en del bekymrede Politiken-læsere [pleonasme] slår bekymringsbarometeret derfor omgående ud hvis jeg observeres på vej til at indtage en sådan walk-on-the-Wild-side-forklædt-som-harmløs-snack.

Umiddelbart har jeg svært ved at tro at nogen skulle kunne indtage riskiks i sundhedsfarlige mængder. Smagen minder mest om en blanding af loft og flamingo, så sandsynligheden for at man dør af kedsomhed før man når gennem en pakke synes markant større end eventuel arsen- overload.

Fødevarestyrelsen har i øvrigt trukket lidt i land efter deres advarsel om riskiks og rismælk efter at forskerne bag undersøgelsen havde syntes det var noget af en overreaktion. Det er heller ikke lykkedes mig at finde nogen udenfor Danmarks grænser, der frygter død ved riskiks.

Men når bekymring og brok nu er nogle af de sysler vi holder mest af i det lille kongerige ville det da være en skam ikke at sørge for et godt emne dertil.

Klæder skaber folk

Her til formiddag ville jeg lægge godt og blidt ud i en hård uge med en herlig times hatha yoga, så jeg ville møde op på arbejde i afslappet og overskudsagtig tilstand. Yogatimen var ganske rigtigt også både dejlig og afslappende og da den var slut begav jeg mig svært selvtilfreds ned mod omklædningsrummet.

Jeg er endnu ikke garvet fitness-center-gænger og der er lidt forskelligt strategisk man lige skal have styr på i forhold til at vælge et skab, der ligger praktisk i forhold til både brusere og indgang… Men efter lidt indledende logistikøvelser og et brusebad var jeg klar til at hoppe i arbejdstøjet. Desværre konstaterede jeg at mine nydelige sorte bukser ikke bare havde et lille hul, men var aldeles ubrugelige til beklædning som sådan. Derfor måtte jeg kombinere min nydelige skjorte og blazer med yogabukser og Hummel sneakers.

Mit spejlbillede kiggede lidt forvirret på mig, men senest da looket fik tilført et ret stort tørklæde opdagede jeg at det jo bare var en konsekvens af min seneste dille med at læse Dalai Lama og Martin Lindstrøm: Havde jeg barberet mig skaldet og tilført hornbriller var det jo som at se på Christian Stadil- og derfor var det selvfølgelig oplagt at dagens undervisning i strategi selvfølgelig skulle bygges op omkring Hummel som case. Åbenlyst en voldsomt original ide, men det traf sig så heldigt at klassen ikke havde været trukket igennem den endnu…

Hvis Proust var på McDonalds

I På sporet af den tabte tid udspiller store dele af handlingen sig i hovedpersonens erindring, som bliver stimuleret af duften og smagen af lindete og madeleinekager. Sanseindtryk som dufte eller smagsoplevelser har det med at fremmane erindringer, som fornuften for længst havde fortrængt. Hos Proust når vi vidt omkring i smukke franske landskaber blandt excentriske og glamourøse personligheder, stormfulde højder og uudgrundelig ulykkelighed.
Men tænk hvis Proust havde siddet på McDonalds… Hvilken bog var der kommet ud af de erindringer, der knytter sig til lidt for bløde pomfritter og fadcola med for meget is? Var vi nået en tur omkring barndommens børnefødselsdage med den obligatoriske rundvisning i køkkenet og den bitre følelse af ikke at have fået den grønne ballon? Den spæde ungdoms bustur ind til byen på egen hånd og lykken over at kunne købe noget for lommepengene og stadig have til en is? Den senere ungdoms små timer med visne samtaler om aftenens bedrifter og begivenheder og for mange smøger? Ture til eksotiske egne, hvor maven havde reageret voldsomt på de mange nye indtryk og tanken om noget velkendt som bløde pomfritter gav én mod til at fortsætte?
Var det blevet mere socialrealistisk end vi kunne bære? Eller ville Prousts nænsomt udvalgte ord have sat ellers uglamourøse minder i et andet skær?
Måske var lindete og madeleinekager heller ikke specielt elegant omend det næppe kan nå helt ned på cola og pommes frites niveau. Omvendt har cola og pomfritter engang i 50’erne været topmålet af glamour, mens madeleinekager måske hældte mere i retning af en kedsommelig søndag hos tante Erna i Præstø.
Det er slet ikke sikkert at Proust nogensinde ville være nået hen til McDonalds al den stund at han tilbragte store dele af sit liv indenfor hjemmets fire vægge. Renligheden på en McDonalds ville dog muligvis have beroliget ham. Det eneste jeg kunne forestille mig at han kunne finde på at bestille ville være en Sundae – den serveres i det mindste i noget, der ligner et glas og man får endda en ske at indtage den med. Men hvilken sovs ville han mon have på?