Croque Monsieur

Il faut des rites… Det er nødvendigt med ritualer. Men det er vigtigt at de kun fungerer som rammer og ikke holder én fast i et mønster, der ikke tjener andet formål end at gøre det samme som man plejer. Et velkomment og berigende ritual er netop dukket op i mit liv for nylig og det er så hyggeligt at der gerne måtte være flere søndage i en uge.

Master_Fatman_DJ_og_foredrag

Radio 24syv har været så søde at lave et radioprogram specielt til mig – og andre hyggekrukkede typer. Det kommer søndag morgen og inviterer til at blive i sengen og nydelytte – måske kun afbrudt af små udflugter ud i køkkenet efter kaffe og velovervejet morgenmad.
Morten Lindberg (aka Master Fatman) er vært og sammensætter hver uge en skøn buket af indtryk til os, der mest er frankofile med hjertet mere end decideret elokvente udi det frankofone. Således får vi et skønt flydende univers af store samtaler om meningen med livet, gastronomisk nysgerrighed og smagsanmeldelser af alt fra ost til nougat, højtlæsning af Proust, dybfølte breve til Prins Henrik og løbende opdateringer fra Paris om både kultur og det franske præsidentvalg…

 Det skønne er måden det hele forekommer lige vigtigt. At kultur og mad er ligeså vigtigt som en politisk debat. Man ser det store i de små ting – og får de store ting til at virke mindre i det fjerne. En fantastisk måde at starte sin søndag – eller blot at rekalibrere på en travl hverdag, for podcast-arkivet er heldigvis stort.

Lyt til Croque Monsieur her

Soup for the soul

img_2439.jpg

When you’re weary, feeling small… hvis det regner og stormer udenfor eller indeni, så er det du har brug for en varm krammer. Den kan du få i form af Soup Stone Cafe, hvor både indretningen, maden og betjeningen minder om en krammer.

Allerede første gang man kigger ind bliver man modtaget som om det er dagens højdepunkt at man dukkede op. Og mens man prøver at bestemme sig mellem de lækre retter på tavlen får man tilbudt smagsprøver (se billedet ovenfor) så smagsløgene kan være med til at vælge om sjælen trænger mest til gulasch eller mulligatawny den dag.
Det er sjældent man oplever så god service på et helt almindeligt takeaway-/cafésted i Danmark og man går altid derfra med et smil, fordi man kom til at snakke om noget sjovt. Havde det ikke været for SSC er det ikke sikkert jeg havde opdaget Scott Bradlee’s Postmodern Jukebox, der har kørt næsten nonstop på Spotify siden de præsenterede mig for You Give Love A Bad Name i big band udgave.
Indretningen er også i særklasse – dæmpet og hyggeligt, gråt uden at være trist eller køligt og med små quirks, der kun tilfører charme og ikke den der provinsielle kitsch med et strejf af Jensens Bøfhus, der har det med at infiltrere det odenseanske cafeliv.
Udover de lækre supper byder menuen også på en lækker chicken curry (oft kopiert, nie erreicht) og en perfekt pad thai. Smag er svær at beskrive – så du er nok nødt til at prøve det selv

Soup Stone Café ligger på Store Gråbrødrestræde 11 i Odense

 

Hvis du kunne være indeni et digt

I øjeblikket kan man se Morten Søndergaards udstilling Unknow Yourself på Brandts 13. Udstillingen består af et rum, hvor gulvet består af marmorfliser med brudstykker af et digt. Alle sætninger er små tankeeksperimenter, der starter med et ‘hvis’.


Og sådan kan man gå en tur i et rum i et digt i sit sind i sig selv og fundere over hvad der ville ske ‘hvis en hjerneblødning forvandler dit sind til en blomst’ eller ‘hvis du vidste hvad du vil her’.

Det kan betale sig at tage sig tid til at falde i staver, til selv at være poetry in motion, til at tænke tanker til ende.


Morten Søndergaards Unknow Yourself kan ses nu og frem til 14/5-2017 på Brandts 13 i Odense.

Tolle Wurst

De første 18 år af mit liv tilbragte jeg i Flensburg, Tyskland lige op til den danske grænse. Efterfølgende har jeg boet i Danmark og i England – og kommer kun til Tyskland på besøg eller på ferie. På en måde er det lidt som at besøge en fjern slægtning som man ikke har set længe. Eller som at være til jubilæum med nogle gamle skolekammerater, som man ellers havde mistet kontakten til. Jeg bliver altid glad når jeg skal afsted og det er de underligste ting, der føles trygge og hyggelige – vejskilte, yogurette-chokolade eller ord som Wochenende (det lyder mere roligt og tilbagelænet end det hysteriske, lidt emsige weekend). Tyske supermarkeder og fødevareforretninger i det hele taget er mere skinnende og tilrettelagt lækre end andre steder. Tysk Freundlichkeit og høflighed er også noget man lægger særligt mærke til når man kommer fra Danmark, hvor man helst undgår øjenkontakt eller verbale udvekslinger med butikspersonale og hvor man i lighedens navn ikke servicerer hinanden.
Lige så glad jeg bliver af at være i Tyskland, lige så meget kan jeg mærke at jeg ikke hører til mere. Det er længe siden vi hørte sammen og Tyskland har lavet mange ting uden mig siden jeg flyttede – indført euro, vundet mere fodbold, fået plads i Gazproms bestyrelse og meget andet. Og jeg har lavet en masse uden Tyskland.
Og jeg bliver helt ærgerlig når jeg hører mig selv tale tysk og jeg leder efter ordene og en tung træls dyne af dansk accent ligger ud over ordstrømmen. Og jeg fortaber mig i om noget skal være dativ eller akkusativ og undres over at jeg for 16 år siden kunne skrive en årsopgave på 12 sider om Kafka. På tysk. Til et 13-tal. Hvor har min hjerne lagt tyskprogrammet? Er det blevet overskrevet af julemusik og billeder fra sommerferien?
Måske kommer Tyskland og jeg tættere på hinanden igen? Det skal nok bare have lidt mere tid… Jeg kan jo ikke bare komme brasende efter 14 år og forvente at alt skal være som det var. Måske jeg skulle læse lidt op på hvad Tyskland har lavet, finde Goethe frem igen, spise krautsalat og lægge mig lidt i selen? For vi havde jo meget godt sammen egentlig, Tyskland og jeg

Efterårsferie

image

Tid til at læse bøger 🙂

image

At lave mad fra bunden og spise det…

image

At rejse ud og komme hjem igen

image

At nyde at være sammen med sine unger

image

At få skrevet noget mere sammenhængende

image

At lægge planer

image

Og komme helt ned i gear

Nogle dage…

…er bare federe end andre dage. Denne kommer ikke på top 10 over de fedeste dage nogensinde. Jeg blev vækket ved 23.30-tiden af min lille datter som havde haft mareridt og så lå jeg og kunne ikke falde i søvn før omkring kl 5…
Da ungerne og jeg skulle afsted konstaterede jeg at min mand var taget afsted på min cykel. Med begge bilnøgler.
Jeg glemte også at spise morgenmad. Til gengæld huskede jeg at ryge fire cigaretter selvom jeg jo ikke ryger.
Og da jeg endelig kom hjem fra en lang og forvirret dag på arbejde og skulle afsted til gymnastik med min store pige, bakkede jeg ind i en parkeret bil overfor vores indkørsel. Og jeg håber ikke ejeren er vredt anlagt, for jeg venter stadig spændt på at høre fra vedkommende.

image

Der skete heldigvis også en masse gode og sjove ting… Ingen grund til at give op.

Langt ude i skoven

Igår aftes var der temaaften om at stå af “ræset” på DR2. Vi mødte forskellige mennesker, der var gået ned med stress og deres forskellige måder at håndtere det. Dem, der mest bogstaveligt var steget af, er Andrea Hejlskov og Jeppe Juul som med deres fire børn flyttede langt, langt ud i skoven i Värmland i Sverige, hvor de lever næsten selvforsynende i et træhus, som de selv har bygget. Det er langt væk fra “ræset” – huset, bilen, pengene, tøjet, forbrugsgoderne, skærmene og alle de andre ting, vi synes vi har brug for. Og det er temmelig radikalt.

De startede helt dogmeagtigt ud, men har sidenhen justeret noget. Bl.a. kan de ikke undvære strøm og internet. Og børnene går i skole – de to ældste bor på deres skoler, den næstmindste bliver hentet af skolebus til skolen 40 km væk og den mindste tuller rundt derhjemme. Men idealet om at være bæredygtigt selvforsynende lever stadig. Og de lever for knap 8.000 kr om måneden. Og drømmer om varmt vand og træk og slip.

Jeg kan sagtens følge tanken om at skrue ned for tempoet og stige af ræset. Men jeg tror meget af ræset foregår oppe i vores hoveder. Og det tager man jo med ud i skoven. Og nu går man rundt i skoven og samler bær i sin kurv i stedet for at fylde sin kurv i Bilka. Og man knokler med at dyrke jorden i stedet for at knokle med noget andet, som giver én penge til at købe noget andre har dyrket i jorden. Begrebet fyrretræsbacon har jeg også svært ved at arbejde med…

Noget jeg ikke forstår var hvorfor de skulle helt til Sverige og ud i en skov, hvor naturen byder på bjørne og isvinter? Kunne man ikke have købt et billigt hus på Langeland og opnået ca. det samme? Der ville endda både være vand og strøm og man kunne stadig bo langt væk fra “ræset”. Og man ville stadig kunne forsyne sig selv langt henad vejen. Man ville stadig kunne plante sine egne grønsager, krydderurter, frugt og meget andet.

Noget andet jeg ikke forstår er at de stadig vil være på internettet med de sociale medier og alt hvad dertil hører. Det er da den stærkeste forbindelse til “ræset”, der er? Så selvom man er flyttet langt ud i skoven, kan man stadig sidde og sammenligne og konkurrere og vurdere – og spekulere over om andre gør det samme.

Det var meget tydeligt at de brændte for sagen og virkelig ønskede at give deres børn noget ganske særligt. Men det slog mig også at de ikke virkede særligt glade eller lykkelige eller afklarede. Måske er de det og kommunikerer bare anderledes end f.eks. Bonderøven og Theresa, der altid virker ekstremt tilfredse med deres liv. Eller også har de bare ikke knækket nødden endnu og leder stadig efter vejen helt væk fra ræset?