De smukke trin

I løbet af de sidste par år har jeg genoplivet en gammel barndomskærlighed – nemlig balletten. Måske dukkede det op igen, da min datter begyndte at se Angelina Ballerina? Eller da medierne øgede opmærksomheden på balletten, da Nikolaj Hübbe overtog hvervet som balletmester ved Den Kongelige Ballet for et par år tilbage? Eller måske Black Swan hypen i modebladene? En voksende afhængighed af P2?

Min egen korte og lidet glorværdige balletkarriere varede kun et lille års tid i 6-7 års alderen. Jeg var vist okay god til det og ikke mindst helt vild med det, men en uoverensstemmelse mellem mine forældre og min balletlærerinde omkring tåspidssko og hvilket alderstrin, de måtte bruges i, satte en effektiv stopper for den livsbane. Således skuffet blev balletten pakket væk – never to be touched again. Og dog… For trangen til tyl, trikot og trinserier kunne mærkes hver gang jeg så en svane på en sø eller knækkede en nød 🙂

Susanne Grinder udtalte på et tidspunkt at “ballet kan udtrykke alt det, man ikke kan sige med ord” – og det er én af de mange årsager til at elske kunstformen. . En håndbevægelse eller et spring udført med så stor præcision, ynde og indlevelse kan udtrykke mere end tusind ord. Det er som om tyngdeloven ikke gælder på scenen og bevægelser, der må kræve utrolig kraft, øvelse, styrke, talent og stædighed, ser lette og yndefulde ud.

Hidtil havde jeg mest set klassisk Bournonville, men for en måneds tid siden stiftede jeg bekendtskab med Neumeier i form af Kameliadamen og blev endnu mere forelsket i balletten, for det var den smukkeste og mest nuancerede portræt af den historie, jeg nogensinde har set og det var uden sammenligning den skønneste kunstneriske oplevelse jeg har haft i nyere tid. Det er virkelig sjældent at tid og sted forsvinder og sanserne i den grad kan svælge i indtryk, fra de skønne toner fra Chopin, over de smukke kostumer, de store følelser, smukke Susanne Grinders tryllebindende, forførende, dybt forelskede, tragisk afviste og dødeligt syge Kameliadame, skønne Alban Lendorfs overmodige, håbløst forelskede, naive, hidsige og stormende Armand, de magiske trin, Den Gamle Scenes pompøse stemning, følelsen af at være en del af noget næsten evigt eller udødeligt… Det nærmer sig måske næsten noget religiøst. Og ganske vanedannende.

Med lidt held når jeg også at snuse til Balanchine, mens Apollon & co stadig er på plakaten. Og hvis ikke bjerget vil komme til Muhammed, så rejser Den Kongelige Ballet heldigvis rundt i sommerlandet, så der skulle være mulighed for at få et fix mere snarest…

Og hvem ved om ikke man kunne kaste sig ud i en Old Girls Ballet event?

Det er sgu da vederkvægende…

De sidste mange dage har jeg lyttet til denne dejlige podcast fra P1, hvor Kristian Leth snakker med kgl balletmester Nikolaj Hübbe om noget så deprimerende som døden. Trods det måske lidt triste emne bliver det en ret munter samtale om forestillingen om en teatralsk begravelse og muligheden for at dø i en kulisseelevator.

Jeg tror snart jeg har hørt programmet seks gange – primært fordi jeg glemmer at lægge nye ting over på min iPod, men egentlig også fordi det bare er rigtig godt at høre på. Emnet er vemodigt og lidt højtideligt, Kristian Leth stiller begavede spørgsmål og er dygtig til at skabe stemninger og sætte i scene selvom man ikke kan se det beskrevne – og Nikolaj Hübbe… er klart på listen over mænd jeg skal giftes med i mit næste liv.

Han har en meget behagelig stemme og et lidt gammeldags, amerikansk inspireret storladent og uhøjtideligt bombastisk sprog. En kombination, der giver mig lyst til at smage på sætninger igen og igen – som f.eks. den, der blev overskriften på dette indlæg. Hvor tit hører man nogen kombinere “sgu da” med et så gammeldags og svulstigt udtryk som “vederkvægende”? Det burde gøres meget mere…

Samtalen når vidt omkring, blandt andet omkring begravelser. Hvordan skal din begravelse være? Min tanke har altid været at det måtte være lidt op til mine efterladte, hvad de nu havde brug for at gøre for at komme over min bortgang. Nikolaj Hübbe kan nøjes med landesorg, grædekoneri og sin kiste på en scene.

Når han taler om kunsten, dansen, teateret som passion og sammenligner det med religion er det svært ikke at blive lidt misundelig. Det må være stort at have noget udenfor sig selv som man brænder for i en grad så man med hans egne ord ville dø eller sygne hen som en narkoman, der ikke får sit fix – vampyren, der ikke får sit blod hvis det blev taget fra ham.

Tænk at være så priviligeret at have fundet den passion som barn og kunne dedikeret hele sin eksistens til det. Og så ovenikøbet opleve sammenfald mellem talent og passion. Det er sgu da vederkvægende…

Byfornyelse

Nogle gange synes jeg Odense virker kedelig og grå men jeg plejer bare at tænke at det nok er noget med vejret eller mit humør.
Men en eller anden person har taget sagen i egen hånd. Guerilla-byfornyelse. Måske.
Nogen har tænkt at man da lige kunne strikke lidt fikst overtræk til et lidt kedeligt skilt. Det er da overskudsagtigt.

20110331-110909.jpg