Croque Monsieur

Il faut des rites… Det er nødvendigt med ritualer. Men det er vigtigt at de kun fungerer som rammer og ikke holder én fast i et mønster, der ikke tjener andet formål end at gøre det samme som man plejer. Et velkomment og berigende ritual er netop dukket op i mit liv for nylig og det er så hyggeligt at der gerne måtte være flere søndage i en uge.

Master_Fatman_DJ_og_foredrag

Radio 24syv har været så søde at lave et radioprogram specielt til mig – og andre hyggekrukkede typer. Det kommer søndag morgen og inviterer til at blive i sengen og nydelytte – måske kun afbrudt af små udflugter ud i køkkenet efter kaffe og velovervejet morgenmad.
Morten Lindberg (aka Master Fatman) er vært og sammensætter hver uge en skøn buket af indtryk til os, der mest er frankofile med hjertet mere end decideret elokvente udi det frankofone. Således får vi et skønt flydende univers af store samtaler om meningen med livet, gastronomisk nysgerrighed og smagsanmeldelser af alt fra ost til nougat, højtlæsning af Proust, dybfølte breve til Prins Henrik og løbende opdateringer fra Paris om både kultur og det franske præsidentvalg…

 Det skønne er måden det hele forekommer lige vigtigt. At kultur og mad er ligeså vigtigt som en politisk debat. Man ser det store i de små ting – og får de store ting til at virke mindre i det fjerne. En fantastisk måde at starte sin søndag – eller blot at rekalibrere på en travl hverdag, for podcast-arkivet er heldigvis stort.

Lyt til Croque Monsieur her

Hvis du kunne være indeni et digt

I øjeblikket kan man se Morten Søndergaards udstilling Unknow Yourself på Brandts 13. Udstillingen består af et rum, hvor gulvet består af marmorfliser med brudstykker af et digt. Alle sætninger er små tankeeksperimenter, der starter med et ‘hvis’.


Og sådan kan man gå en tur i et rum i et digt i sit sind i sig selv og fundere over hvad der ville ske ‘hvis en hjerneblødning forvandler dit sind til en blomst’ eller ‘hvis du vidste hvad du vil her’.

Det kan betale sig at tage sig tid til at falde i staver, til selv at være poetry in motion, til at tænke tanker til ende.


Morten Søndergaards Unknow Yourself kan ses nu og frem til 14/5-2017 på Brandts 13 i Odense.

Memento mori

Her i Kristi Himmelfartsferien har vejret været helt optimalt til at gå på museum… Af samme årsag virkede det som et oplagt tidspunkt at begive sig i retning af Østjylland for at se verdenssensationen, der i disse måneder er landet på Moesgård Museum – nemlig den første kejser af Kinas terrakottahær.


Moesgård Museum er som nyere danske museer nu er: en betonklods, der på mere eller mindre elegant vis er fræset ind i det sagesløse landskab. Oftest ser denne slags museer bedre ud indefra end udefra og det er vel det indre der tæller på et museum.


Så snart vi kom ind af døren hørtes tonerne af korsang, hvilket skabte en vis ro i den temmelig tætpakkede kø. Koret stod ganske vist lidt umotiveret midt på hovedtrappen i museet mens gæster gik frem og tilbage omkring dem, men det var nu meget hyggeligt at de var der.


Udstillingen har været åben siden første april og vil være at se frem til 1. september – og i skrivende stund har mere end 230.000 besøgende lagt vejen forbi Moesgård, hvilket må være nærmest uhørt for et museum i Danmark og især udenfor hovedstadsområdet. Det er kun anden gang jeg har oplevet at stå i kø til en udstilling i Danmark – den anden var da Danish Fashion Now åbnede på Brandts i marts måned.


Selve udstillingen om Kinas første kejser Qin Shi Huangdi er vældigt fascinerende. Figurerne er lånt fra ti forskellige museer i Shanxi provinsen og er elegant vist frem i en mørk udstillingssal med stilig kinesisk dekoration. Undervejs skildres historien om den brutale, kyniske og smarte (disse ord bruges konsekvent i udstillingens tekster) kejser, der fik samlet store dele af Kina og påbegyndt opbygningen af den kinesiske mur. Vejen dertil kan få Frank Underwood til at ligne Mahatma Gandhi.


Når hæren blev sendt i krig modtog generalen en økse, der symboliserede hans ret til at slå ihjel – også indenfor egne rækker, hvis der ikke blev pareret ordre. Officerer bar ikke selv våben, men steg i graderne efter hvor mange deres underordnede skar hovedet af. Men intet tyranni kan klare sig kun ved hjælp af militær magt. Bureaukrati må der til. Den gode Qin Shi Huangdi havde et effektivt embedsværk til at forvalte de mange love han indførte – ved en stor del af disse love medførte overtrædelse dødsstraf. Når han ikke lige havde travlt med at tage livet af folk på sindrig vis muntrede han sig med at få bygget paladser og derpå tvangsflytte sine 120.000 nærmeste dertil.


Her i vores bekvemme tidsalder er det helt overvældende at tænke på hvor tidskrævende hele dette arbejde har været. Alene at fremstille 7-8000 terrakottastatuer af soldater, embedsfolk, konkubiner, tjenestefolk, heste mv må have taget mange folk en evighed. Men alt det som det forestiller… At bygge de sirligt dekorerede paladser, den enorme mur, at fremstille de flotte uniformer og overdådigt dekorerede våben.

Når man ser på statuerne af soldaterne kan se at deres hår har været sat op i komplicerede frisurer. Det virker som en sær ting at gå op i med den relativt lemfældige holdning til menneskeliv der herskede ved den tid. Omvendt vil man vel gerne se godt ud i sin sidste stund? Og der har vist altid været en vis prestige i at fremvise en velsoigneret hær.

Man bliver hurtigt opslugt af udstillingen og hvis man bor tættere på museet kunne man sikkert lægge vejen forbi flere gange, så man har god tid til at falde i staver og spekulere over hvilket storhedsvanvid der har ført til denne kunst, hvor underlige mennesker er og hvorfor man bør huske at rydde op før man dør, hvis ikke man 2000 år efter sin død ønsker at folk betaler 130 kr i entré for at se på ens sexlegetøj…

 

Efter alle disse store indtryk i det kinesiske mørke virker det vindblæste danske landskab som en stærk kop kaffe efter en aften med for mange gin and tonics. Man kommer lidt ned på jorden igen, samtidig med at tingene er blevet sat i perspektiv. Memento mori. Og tag til Moesgård 😉

 

Opera i biografen

Når bjerget ikke vil komme til Muhammed, må Muhammed gå i biografen… Da det vil være meget sparsomt hvor meget opera jeg ville kunne se, hvis det afhang af min mulighed for at komme til New York og gå i The Met, er jeg svært begejstret for at The Met har valgt at transmittere sine produktioner ud til biografer verden over. Selvfølgelig er det ikke det samme som at opleve opera i levende live, men det er mere levende end blot at lytte til musikken eller finde små videosnaser på youtube. 797x448_operaweb Det mest forvirrende er at afkode om man er i biografen eller i operaen. Man er selvfølgelig i biografen, men hverken popcorn, sodavand eller skumslik hører til her. Derimod er Politiken Plus segmentet på slap line og der er medbragt madpakker til den indlagte pause, økologisk hyldeblomstsaft og da det jo er søndag kan en cider også have sneget sig med i reisenthal-kurven. Man sidder pænt, snakker ikke undervejs og i det hele taget føles det mere som at være i teateret – dog med den forskel at man ikke klapper efter forestillingen. Det føles helt forkert når man lige har oplevet opera i verdensklasse, men sangerne ville jo ikke kunne høre bifaldet alligevel.

I pauserne kan man komme med bag scenen, hvor en af operasangerne interviewer de andre sangere, giver previews på kommende forestillinger, joker med dirigenterne og hvad der ellers hører til. I det hele taget kommer man tættere på det hele end man gør i teateret. Og det er både godt og skidt. Når man kommer med bag kulisserne bliver man hele tiden mindet om at det bare er ‘noget vi leger’. At det ikke er Lady Macbeth, men Anna Netrebko og at hun i pausen fjoller rundt i bare tæer og har glemt alt om søvngængeri og blod på hænderne. Det er også sjovt at se sangerne holde pause, men det fjerner lidt af magien. Det samme gælder i øvrigt ballet: Der forsvinder en del af magi og lethed, når man kan se dansernes fødder tæt på…

Det kan dog stadig anbefales. Måske især til skabs-operaelskere. Man kan jo altid lade som om man så Fast and Furious 7, hvis man møder nogen man kender. Eller til folk, der ikke ved om de er til opera. Det er måske mindre ‘vildt’ at se noget andet i biografen end man plejer, end at skulle til at tilegne sig kulturen omkring det at gå i operaen. Og hvis man ikke kan lide det er det ikke påfaldende, hvis man diskret forsvinder i løbet af forestillingen. Det er også billigere end at gå i operaen på normal vis. Og man kan godt snige lidt slik med ind. Bridgeblanding og blomme i madeira anbefales.

Minimalistisk Holberg i Bolbro

jean de france

“Kunne du tænke dig at se amatørteater i en nedlagt indendørs minigolfbane ovenpå Føtex i Bolbro?” Hvis nogen havde stillet mig det spørgsmål ville min umiddelbare indskydelse nok have været “Ellers mange tak. Min lænestol har navnedag og jeg har brug for at rydde op i sokkeskuffen”

Heldigvis var min indre snob ikke orienteret om hverken faciliteter eller professionalitet, så jeg tog afsted med relativt åbent sind og blev mere end positivt overrasket. Målet for udflugten var Nedergadeteatrets opsætning af Ludvig Holbergs Jean de France. Som overskriften indikerer ligger Nedergadeteatret ikke i Nedergade – en væsentlig information, hvis man gerne vil nå frem i tide.

Stykket Jean de France er en af Ludvig Holbergs tidligste komedier fra 1722, der handler om den unge Hans Frandsen, der efter 15 ugers ‘dannelsesrejse’ til Paris ikke blot har formøblet store dele af familieformuen, men også har tillagt sig ‘franske manerer’. Det bliver ikke just vel modtaget hjemme i København, da hans opførsel og stil er noget aparte (= latterlig) – samtidig opfatter han alt og alle omkring sig som frygteligt simple og uelegante og han forsøger at fralægge sig det danske sprog. Dette lille kultursammenstød giver anledning til misforståelser, en lille intrige samt et par forviklinger, der dog løses til sidst med sund fornuft og behændighed.

Opsætningen er ganske minimalistisk – scenen er sort og der er ganske få rekvisitter, bl.a. en bænk og noget, der skal ligne et lokum. Kostumerne er holbergske med et strejf af sustainable fashion og især titelrollens tjener har fået en modernistisk makeover. Det fungerer virkelig fint – teksten og skuespillet behøver ingen special effects.

Skuespillerne er dygtige, de har styr på deres timing og de fungerer rigtig godt sammen. Deres engagement og begejstring går klart igennem og man rives hurtigt med ind i det holbergske univers. Især Jeronimus er fantastisk – vi mistænkte ham faktisk for at være på tidsrejse fra Holbergs tid eller Ejner Federspiel, der var genopstået i dagens anledning.

Der er tre forestillinger endnu – gå ikke glip af det 🙂

Hele mit liv på høje hæle

Når det er sommerferie skal der læses bøger man kan hygge sig med og noget af det hyggeligste jeg ved er biografier af grandes dames. Damer fra ca samme generation som min mormor, der har gjort en masse fantastiske ting, været gjort af et særligt stof og som har oplevet verden forandre sig ekstremt fra de var små og til nu.
Idag var det Didder Rønlunds selvbiografi fra 2009 der landede under min snude. Den er underholdende og glamourøs – og lidt personlig uden på noget tidspunkt at blive privat. Alt bliver faktisk på overfladen, men ikke desto mindre kan man komme indenfor hos Chanel, være på kant med Diors pressechef og sidde på sofaen hos Erik Mortensen. Vi hører også om hvor glad hun er for sine kæledyr og sin kamp mod babysæl-pels, om nogle af de mange store personligheder hun har omgåedes og om et altid aktivt arbejdsliv.

Det er rart at flygte lidt ind i verden før den gik af lave og samtidig konstatere at den var af lave på andre måder dengang. Og det er tankevækkende at det virker til at damer i det bedre borgerskab, der enten havde et arbejdsliv eller en proppet selskabskalender, faktisk havde mere med deres børnebørn at gøre end med deres egne børn. Et liv som travl luftfartskone og modejournalist og mor til to går op i en højere enhed selvom vuggestuer og børnehaver ikke er opfundet når man har en fast husholderske og en fast installeret mormor.

Men selvom hun virker glad for sit arbejdsliv kommer vi aldrig tættere på end at hun holder af duften af tryksværte og at tingene ellers sker lidt tilfældigt eller gennem hendes tilfældigvis overdådigt mondæne netværk. De eneste steder, hvor man føler man kommer lidt tættere på er når hun fortæller om sin tankefulde stunder i Marmorkirken. Man kunne godt savne nogle flere udklip fra hendes artikler for at se hvordan moden blev dækket – dengang mode var næsten ligeså vigtig som sport og blev dækket lige så hurtigt. Og når vi alligevel ikke bliver inviteret helt indenfor ville det være rart at høre meget mere om mode, om hendes tanker om modens udvikling og hvor den er på vej hen, hvad hun savner, hvad der begejstrer hende… Alt hvad et langt liv som modejournalist må have givet hende.

Men som sommerferielekture er den helt perfekt – sørg dog for at lægge pauser ind til at sætte hår, skifte tøj og ordne negle. Man kan ikke slumpe rundt når man er i selskab med selveste Didder Rønlund.

 

Anmelder man kirker?

Det gør man vel ikke rigtigt. Man anmelder restauranter, teaterstykker og koncerter, men ikke gudstjenester…

Hvis man nu gjorde alligevel, så vil jeg gerne anmelde “min” kirke – Odense Valgmenighed. Og rose den meget.

De fysiske rammer er dejlige – det er en lys og venlig kirke at komme ind i. Det er også en varm kirke – både fordi man er velkommen og fordi de faktisk husker at sætte lidt varme på. Man sidder endda godt. Rummet er lyst og enkelt, men ikke skrabet. Der er en dejlig blanding af højtidelighed og hjemlighed – og kirkerummet bliver brugt til meget andet end gudstjenester – bl.a. foredrag og sangaftener.

Organisten kan spille orgel. Han er vældig musikalsk og man kan sidde og nyde musikken – helt uden at få nervøse trækninger om øjnene eller krumme tæer når enten organist eller orgel rammer forbi. Der prøves nyt – uden at man smider det gamle ud. Kirkesangeren kan synge. De fleste har sikkert prøvet at sidde igennem en gudstjeneste, hvor kirkesangeren enten sloges med de høje toner eller antog at gudstjenesten blot var en undskyldning for vedkommendes enekoncert (Hyacinth Bucket-syndromet). Ikke her. Her kan du nyde musikken og blive hjulpet igennem de salmer, du ikke lige har på rygraden.

Men vigtigst af alt er menighedens grundindstilling og præsten Inger Hjuler Bergeon. I Odense Valgmenighed er der nemlig fokus på det glade budskab. Her er ingen gardinprædikener eller dommedagstaler. Her er velreflekterede, inspirerende og berigende prædikener – altid med en grundlæggende optimistisk tone og en tro på det gode i både mennesker og religioner. Altid stof til eftertanke og overraskende sammenkoblinger af dagens tekst og vores nutid og hverdag. Og der bliver altid talt op til menigheden – som om det er en flok af kloge mennesker, der sagtens kan følge præstens tankerækker, som man følges igennem teologiske, filosofiske og menneskelige overvejelser uden at blive belært, blot beriget. Det er tit, man har et par sætninger med hjem at reflektere over – som idag “Lyset tændtes i mørket, men mørket fattede det ikke” (frit efter hukommelsen)

Endelig kan jeg hilse fra min datter og sige at man får saftevand/kaffe og småkager efter gudstjenesten…

Så alt i alt – de varmeste anbefalinger og 5 kirketårne herfra.

Et par døgn i Amsterdam

image

Dette er den centrale station i Amsterdam. Mine evner som fotograf yder den ikke just retfærdighed, men det er en virkelig smuk bygning, hvor der er kræset for detaljerne og hvor man ikke har sparet på ornamenterne. Gid der var mere af den slags i alle byer.

image

image

De mange husbåde ser ud til at være bygget efter ejernes fri fantasi – selvfølgelig med begrænsninger i højde og bredde. Det kunne være sjovt at have et påskud for at kigge ind – der virkede til at være to ekstremer i indretningen: total minimalisme eller bohemeagtig maximalisme.

image

image

Efter sigende kører der en bil i kanalerne i Amsterdam en gang om ugen. Når man ser de vovemodige parkeringer, undrer det ikke stort.

image

image

image

image

Selv en sideport på stationen er smuk.

Amsterdam overgår København som afslappet storby. Måske det lidt varmere klima og den langsomme transport understreger det tilbagelænede? Heldigvis læner de sig dog ikke helt tilbage når det kommer til æstetik og arkitektur

Om feminisme

I disse dage flyder medier og facebook-stream over med jubel over Caitlin Moran, hvilket er fuldt ud forståeligt når man har set denne lille videosnas. De sidste mange dage har jeg ventet forgæves ved postkassen på at hendes bog skulle lande her. I hendes definition er jeg feminist (vagina, tjek. ønske om selv at råde over denne, tjek), men lad os bare sige at jeg er skizofren når det kommer til feminisme. Når Elisabeth Møller Jensen ytrer sig, er jeg f.eks. ikke. Når Claes Kastholm ytrer sig, er jeg.

Jeg føler mig som en virkelig god feminist, når jeg ikke har dårlig samvittighed over manglende husarbejde og desuden har hyret mandlig rengøringshjælp. Optur. Jeg føler mig som en dårlig feminist de dage, hvor jeg ville ønske jeg havde giftet mig til penge og kunne leve et liv som Maude. Inklusive tegnelærer.

Generelt har jeg vist bare meldt mig ud af den offentlige debat. Ikke mindst, når den drejer sig om køn. Og ikke kun, fordi jeg ikke bryder mig om at blive svinet til i avisspalter og på kommentarspor. Men også fordi den offentlige debat er temmelig dum. Men hvis jeg pludselig blev ramt af Morans skriveevner og en dyb sans for at være ligeglad med at en stor del af de folk jeg omgås på daglig basis ville synes jeg var en stor idiot, kunne jeg selvfølgelig genoverveje situationen…

Langt ude i skoven

Igår aftes var der temaaften om at stå af “ræset” på DR2. Vi mødte forskellige mennesker, der var gået ned med stress og deres forskellige måder at håndtere det. Dem, der mest bogstaveligt var steget af, er Andrea Hejlskov og Jeppe Juul som med deres fire børn flyttede langt, langt ud i skoven i Värmland i Sverige, hvor de lever næsten selvforsynende i et træhus, som de selv har bygget. Det er langt væk fra “ræset” – huset, bilen, pengene, tøjet, forbrugsgoderne, skærmene og alle de andre ting, vi synes vi har brug for. Og det er temmelig radikalt.

De startede helt dogmeagtigt ud, men har sidenhen justeret noget. Bl.a. kan de ikke undvære strøm og internet. Og børnene går i skole – de to ældste bor på deres skoler, den næstmindste bliver hentet af skolebus til skolen 40 km væk og den mindste tuller rundt derhjemme. Men idealet om at være bæredygtigt selvforsynende lever stadig. Og de lever for knap 8.000 kr om måneden. Og drømmer om varmt vand og træk og slip.

Jeg kan sagtens følge tanken om at skrue ned for tempoet og stige af ræset. Men jeg tror meget af ræset foregår oppe i vores hoveder. Og det tager man jo med ud i skoven. Og nu går man rundt i skoven og samler bær i sin kurv i stedet for at fylde sin kurv i Bilka. Og man knokler med at dyrke jorden i stedet for at knokle med noget andet, som giver én penge til at købe noget andre har dyrket i jorden. Begrebet fyrretræsbacon har jeg også svært ved at arbejde med…

Noget jeg ikke forstår var hvorfor de skulle helt til Sverige og ud i en skov, hvor naturen byder på bjørne og isvinter? Kunne man ikke have købt et billigt hus på Langeland og opnået ca. det samme? Der ville endda både være vand og strøm og man kunne stadig bo langt væk fra “ræset”. Og man ville stadig kunne forsyne sig selv langt henad vejen. Man ville stadig kunne plante sine egne grønsager, krydderurter, frugt og meget andet.

Noget andet jeg ikke forstår er at de stadig vil være på internettet med de sociale medier og alt hvad dertil hører. Det er da den stærkeste forbindelse til “ræset”, der er? Så selvom man er flyttet langt ud i skoven, kan man stadig sidde og sammenligne og konkurrere og vurdere – og spekulere over om andre gør det samme.

Det var meget tydeligt at de brændte for sagen og virkelig ønskede at give deres børn noget ganske særligt. Men det slog mig også at de ikke virkede særligt glade eller lykkelige eller afklarede. Måske er de det og kommunikerer bare anderledes end f.eks. Bonderøven og Theresa, der altid virker ekstremt tilfredse med deres liv. Eller også har de bare ikke knækket nødden endnu og leder stadig efter vejen helt væk fra ræset?