Inspiration fra gamle dage

Da vores hus er fra 1964, tænkte jeg det ville være sjovt at undersøge hvordan man indrettede sig smart dengang. Derfor var jeg en tur nede i den hemmelige kælder under biblioteket, hvor Magasinet befinder sig. Og blandt Kommunistisk Revy, essays af K.K. Steincke samt en kavalkade af Fyns Amts budgetter fandt jeg Bo Bedre fra 1965.

20131117-174156.jpg
Noget af det mest underholdende er reklamerne. Ren Mad Men. En ordentlig mand forærer sin kone et Poggenpohl køkken i bryllupsgave. En god husmor kæler henført med sit vasketøj efter at have taget det ud af en nymodens tumbler. Koner elsker at sylte og bage. Mænd elsker at save i træ og banke søm.

20131117-174503.jpg
Og så er der jo børnene. De kære små. De roder jo en del…

20131117-174639.jpg
De hvide vægge var ikke standard dengang. Tværtimod arbejdede man en del med komplementærfarver, ikke to vægge i samme kulør, ternet møbelstof og mørkt træ. Ikke decideret inspirerende. Mere noget, der gør en godt tilfreds med at leve nu. 60’erne virker lidt opreklamerede…

Skrivekunst

I årevis har jeg tænkt på at jeg gerne ville skrive. I årevis har jeg drømt of ‘a room of her own’. Og alligevel har jeg meget sjældent benyttet frie stunder til faktisk at skrive. Måske har drømmen og længslen været så langvarigt uforløst at ambitioner og forventninger har kvalt kreativiteten inden den kom til udtryk? Måske er perfektionisme og kritik stærkere end spæd husmoderkreativitet?

Men i erkendelse af at klichéer og utilfredsstillende nedfældelser måske er en forløber til egentlig gode skriverier, må jeg forsøge mig med famlende, indledende øvelser i håbet om at nå dertil, hvor drømmen ønsker. Hvis blot den ikke var så vag i sin drømagtighed.

For at blive god til noget må man ifølge forskellige delvist lødige kilder investere omkring 10.000 timer i det. At investere over 10.000 timer i at tænke krøllede tanker om at skrive, at læse bøger om at skrive, at kassere ideer til at skrive gør næppe nogen skribent. Man må skrive for at blive god til det. Og bide frygten for at være elendig i sig.

Det kører bedst på bestilling. En bunden opgave, en deadline – og jeg leverer noget relativt hæderligt. Men et stykke blankt papir og frie rammer – og intet sker. Måske er jeg bare ikke poststrukturalistisk anlagt. Eller også slår jeg mig selv ud ved at forvente at jeg skal reflektere over begreber som poststrukturalisme i stedet for blot at hyggefilosofere.

Måske er det min dansklærers skyld? Han roste mine skriverier og foreslog mig at skrive efterfølgeren til Gregers Dircknick-Holmfelds krønike over Danmark 1972-1993 når tiden kom. Og nu nærmer tiden sig og jeg har endnu mit folkelige gennembrud som skribent til gode. Det er et stort pres på mine ikke særligt brede skuldre.

Men i håb om at få løsnet op for skriveblokaden, at blive udfordret intellektuelt og finde ud af om skriverierne kan føre nogen vegne har jeg tilmeldt mig åben uddannelse i skrivekunst. Og jeg håber inderligt at det fører nogen vegne. Om ikke andet kan jeg få mig en umanerligt velkomponeret dagbog. Mine efterladte vil more sig, blive underholdt og måske vil den gå i arv. Eller måske lander den i småt brændbart ved en fejl.

Håbet er lysegrønt

Der er noget helt særligt ved de første dage af sommerferien, når man har ferie i flere uger og man tillader sig selv at lade drømme og ambitioner for en fuldstændig episk sommerferie tage fart.
Formentlig bliver dette den sidste sommer nogensinde med pusletaske som trofast følgesvend. Det bliver også den første sommerferie i nyere tid uden klapvogn – så ufremkommelige skove og bjerge pludselig ikke er ufremkommelige mere.

image

Og så bliver det den første sommerferie i et hjem, hvor vi forventer at blive – uden slutdato. Så for første gang skal vi til at forholde os til at luge ukrudt og slå græs og andre voksenting, som vi hidtil har været lykkeligt uvidende om og forskånet for.
Det har uden tvivl været nemmere at forholde sig til fiktivt havearbejde – dybt begravet i sofaen med en kop kaffe og næsen begravet i Isabellas-blade og Signe Wenneberg-bøger.
Måske man med tiden kan få råd til at hyre en havemand?

De smukke trin

I løbet af de sidste par år har jeg genoplivet en gammel barndomskærlighed – nemlig balletten. Måske dukkede det op igen, da min datter begyndte at se Angelina Ballerina? Eller da medierne øgede opmærksomheden på balletten, da Nikolaj Hübbe overtog hvervet som balletmester ved Den Kongelige Ballet for et par år tilbage? Eller måske Black Swan hypen i modebladene? En voksende afhængighed af P2?

Min egen korte og lidet glorværdige balletkarriere varede kun et lille års tid i 6-7 års alderen. Jeg var vist okay god til det og ikke mindst helt vild med det, men en uoverensstemmelse mellem mine forældre og min balletlærerinde omkring tåspidssko og hvilket alderstrin, de måtte bruges i, satte en effektiv stopper for den livsbane. Således skuffet blev balletten pakket væk – never to be touched again. Og dog… For trangen til tyl, trikot og trinserier kunne mærkes hver gang jeg så en svane på en sø eller knækkede en nød 🙂

Susanne Grinder udtalte på et tidspunkt at “ballet kan udtrykke alt det, man ikke kan sige med ord” – og det er én af de mange årsager til at elske kunstformen. . En håndbevægelse eller et spring udført med så stor præcision, ynde og indlevelse kan udtrykke mere end tusind ord. Det er som om tyngdeloven ikke gælder på scenen og bevægelser, der må kræve utrolig kraft, øvelse, styrke, talent og stædighed, ser lette og yndefulde ud.

Hidtil havde jeg mest set klassisk Bournonville, men for en måneds tid siden stiftede jeg bekendtskab med Neumeier i form af Kameliadamen og blev endnu mere forelsket i balletten, for det var den smukkeste og mest nuancerede portræt af den historie, jeg nogensinde har set og det var uden sammenligning den skønneste kunstneriske oplevelse jeg har haft i nyere tid. Det er virkelig sjældent at tid og sted forsvinder og sanserne i den grad kan svælge i indtryk, fra de skønne toner fra Chopin, over de smukke kostumer, de store følelser, smukke Susanne Grinders tryllebindende, forførende, dybt forelskede, tragisk afviste og dødeligt syge Kameliadame, skønne Alban Lendorfs overmodige, håbløst forelskede, naive, hidsige og stormende Armand, de magiske trin, Den Gamle Scenes pompøse stemning, følelsen af at være en del af noget næsten evigt eller udødeligt… Det nærmer sig måske næsten noget religiøst. Og ganske vanedannende.

Med lidt held når jeg også at snuse til Balanchine, mens Apollon & co stadig er på plakaten. Og hvis ikke bjerget vil komme til Muhammed, så rejser Den Kongelige Ballet heldigvis rundt i sommerlandet, så der skulle være mulighed for at få et fix mere snarest…

Og hvem ved om ikke man kunne kaste sig ud i en Old Girls Ballet event?