Oh skat…

Billedresultat for nuser skat

”Når nu min verden bliver kold og forladt finder jeg trøst i min kæreste skat…”

Det er ikke papirklip, det er bogstaveligt SKAT. Det er sidst på måneden, lidt store armbevægelser, en tur på værkstedet med bilen og lidt kompensation for en måned med et travlt program på arbejde har efterladt min konto lidt slunken. Men her træder SKAT så til, helt uventet. For fem dage siden fik jeg en mail om at I var kommet til at regne forkert og at jeg skulle have næsten 4.000 kr mere end først antaget tilbage for sidste år. En behagelig om end uforståelig meddelelse. En dag senere skriver I til mig igen – nemlig at jeg skal betale selv samme beløb tilbage igen – dog først til efteråret i tre hapser. Nuvel. Jeg skal ikke selv holde mig for fin til at rykke rundt på betalinger for at få det hele til at gå op, men det forvirrer da alligevel en smule. Så jeg ringer til jer for at høre, hvad I laver. Det viser sig at I ikke selv er sikre. Det er systemer, der ligger udenfor jer selv, der melder informationer ind til jer. Det kender jeg godt. Så jeg foreslår at vi lader som om det ikke er sket, at vi blander mig udenom cigarkasserne og at I bare beholder mine/jeres penge i stedet for at vi sender dem frem og tilbage pga jeres lille overilede tryk på knækpils-knappen. Den virker i umiddelbart til at være med på.

Men her til morgen finder jeg alligevel knap 4.000 kr mere på min konto. Det luner. Jeg er ved at løbe tør for parfume, mine sommerferieplaner dufter italiensk og Magasin holder udsalg. Men jeg ved jo godt at I ikke mener det på den måde.

Vores forhold har ofte været lidt anstrengt.Det føles som om det kun er mig, der giver og jer, der tager. Og som om I aldrig giver uden at forvente noget tilbage – med renter. Også når jeg tænker at vi måske kunne snakke om tingene er det som om vi ikke helt taler samme sprog. Måske føler I at jeg ikke har nok at byde ind med i en samtale, der foregår på et så komplekst niveau?

Da jeg var studerende var vores forhold mere casual. Der var mindre på spil. Hvert år sendte I et brev i en anklagende tone om, at I mente jeg havde snydt jer for omkring 168 kr i arbejdsmarkedsbidrag og hvert år skyndte jeg mig brødebetynget at indbetale disse penge til jer. Nogle måneder senere sendte i dem så retur. Åbenbart betød det ikke så meget for jer som det gjorde for mig. Engang formastede jeg mig til at ringe ind og spørge hvorfor. I fortalte mig med anstrengt tålmodighed, at der var tale om en kørsel 13. Den slags må man naturligvis have forståelse for.

Nu er jeg mere voksen og jeg arbejder dagligt på at trække på skulderen, være mere nonchalant og ikke bekymre mig for meget om ting, jeg ikke forstår eller at forsøge at finde motiver for handlinger, der undrer mig. Alligevel strejfer det mig om ikke I gør tingene unødvendigt komplicerede for jer selv? Når I nu er flyttet helt til Ringkøbing, ville det så ikke være rart med en tur ved vandet? I stedet for at spilde tid med at rykke småbeløb rundt og føre anstrengende korrespondancer med mig – og hvem ved om ikke I har tilsvarende samtaler med en lang række andre mennesker?

Det lyder til at I nu skal organiseres om – deles op i syv styrelser, der med let hånd strøes ud over Danmark. Der er åbenbart andre, som I har haft lyst til at sende betragteligt større beløb ud til, men som ikke har haft samme velvilje som jeg til at returnere venligheden. Det er selvfølgelig ikke sjovt at opleve, men om det bliver nemmere af at blive splittet op, tør jeg ikke spå om.

I det sidste halve års tid har jeg skullet fortælle håbefulde unge mennesker om jeres sindrige system. Det er en spændende og udfordrende opgave, der udvikler sig hele tiden. Måske er det en opgivende holdning, jeg her lufter, men kunne vi – SKAT, borgere, virksomheder, mig selv – få det nemmere, hvis vi forsøgte at gøre selve skattesystemet enklere og mere gennemskueligt? Færre satser, færre kasser, færre fradrag, færre tilskud? Det kunne måske spare både jer og os for en masse tid, energi og komplicerede beregninger. Og så ville vi alle have mere tid til at nyde den friske luft ved stranden…

Back off

Det kunne være en hvilken som helst sportshal hvor som helst i landet og en hvilken som helst sportsgren. Scenariet er ca sådan her… Det er lørdag formiddag. Ca 15 børn i alderen 2-6 år skal til sport. Alle har et entourage af mindst én voksen med – komplet med speltsnacks (rosiner, mandler, hjemmebag) eller skyldsnacks (Smarties, prinzenrolle…det er jo lørdag) og mindst én gadget, der kan dokumentere eventen sekund for sekund. Og det er et åbenlyst faktum at et velfærdsnæret barn, der netop har rejst sig fra morgenbordet umuligt kan klare en times mild sportslig udfoldelse uden snacks nok til at holde en midaldrende mand gående i en Ironman. Når alle er ankommet – ca et kvarters tid efter starttidspunktet – forsøger træneren at samle poderne i en rundkreds. Det tager minimum fem minutter, for forældrene skal lige snakke, have selfies med poden på dette vigtige udviklingstrin og desuden lige have et lille kvalitetsøjeblik med en bold et andet sted i salen. Det er lige til øllet at børnene selv får lov at sige deres navn i navnelegen, for alle de trætte forældre battler på at sige barnets navn med Poul Kjøller-stemme, mens de forklarer at ungen er lidt træt/spændt/særligt sensitiv. 

Da træneren forsøger at få gang i lidt spil er børnene ved at blive væltet af de andre børns forældre, der helt entusiastisk hænger i ansigtet på frugten af egen avl, mens de forsøger at gennemføre et interview, der ville gøre TV2-Sporten jaloux “Er det sjovt?” “Kan du lide det?” “Hvordan har du det lige nu?”

Efter ca en halv time er de første udvandret. “Han vil vist hellere til fodbold/håndbold/hækling/yoga”

Kære forældre… tror I ikke I kunne slappe lidt af? Sæt jer på bænken med avisen, tag en sludder med en anden voksen, gå en lille tur udenfor hallen eller nup en lur. Men hvis lille Sofus skal have en chance for at prøve en given sportsgren af, så lad ham prøve selv og stol på at træneren har styr på det. Eller lad være med at bruge dyrebare lørdag morgener på sport når I ikke er klar til at slippe ungerne. Men lad være med at shanghaje børnenes oplevelse på den måde. Måske er det jer, der trænger til at få en hobby?

Det virtuelle håndtryk

I forbindelse med en større opgave, der står og lurer ude i den nærmeste fremtid, var jeg en tur på biblioteket – og selvom jeg gjorde mit bedste for at begrænse mig, kom jeg til at gå derfra med 23 bøger… En af dem, der røg med i stakken, hedder Det virtuelle håndtryk. Den er udgivet i serien Børsen Mikro og ud fra bagsideteksten så den overskuelig og smart ud. Men men men… Den er fra 2007! Og det er virkelig lang tid nu om stunder… 

Når man læser lidt ind i bogen får man gode råd om MySpace (findes det overhovedet længere?? Og hvis det gør, er det så ikke ved at være retro?) og der er et langt kapitel, der argumenterer for det gavnlige ved at være præsent på internettet. Google var allerede markedsdominerende (89 pct af alle danskernes søgninger i 2006), men Facebook er slet ikke nævnt. Til gengæld er det helt nostalgisk at læse om groupcare… Før Facebook brugte vi groupcare til alt fra gruppearbejde på universitetet, koordinering af valgkampe til planlægning af fester. Det samme gælder mange af de forskellige online communities og diskussionsfora, der næsten umærkeligt er sevet over på Facebook. 

Blogs hedder stadig weblogs i 2007. Og de beskrives som en slags åben notesbog, der er smart til at huske links med. Det er nok de færreste blogs fra den gang, der stadig kan læses, men der var faktisk mange gode iblandt dengang. Uffe Stenstrop fra det hedengangne Stenstrop og Partners havde en glimrende blog om stort og småt fra tebrygning til verdenssituation. Maren Uthaug startede en af de første rigtig læste morblogs. Flere mindre kendte politikere nød muligheden for at kunne udbrede sig i dybden om deres holdninger til alt fra kloakering af det åbne land til frihandel eller klassestørrelser. Selv havde jeg den nu hedengangne kattepine.dk, som havde næsten 14 faste læsere og som engang blev omtalt i Fyens Stiftstidende pga dybsindige overvejelser om hvorvidt Don Ø havde læber eller ej. Det var dage…

Blandt bloggere, der nævnes i bogen og som stadig er aktive, nævnes Dorte Toft – der siden da bl.a. har afsløret Stein Bagger og IT Factory.

Der gives også gode råd om at lave podcasts. Det ved jeg faktisk ikke, hvor mange der gør det i i Danmark?  Ellers laver folk vist youtube-kanaler? Og i 2007 gik tingene lidt mere roligt og grundigt for sig – tommelfingerreglen er ihvertfald at det tager ca otte gange så lang tid at researche, indspille, redigere og udgive en podcast som den varer. 

Sociale medier er på dette tidspunkt Skype, wikipedia, flickr og youtube. Og blandt de professionelle nævnes LinkedIn – men også Xing, Ryze og Ecademy. De sidste tre tror jeg faktisk aldrig jeg har hørt om… LinkedIn derimod har jeg vist slet ikke hørt nok om.

Tidligere på året benyttede jeg mig af tilbuddet om 14 dages gratis LinkedIn Premium, da jeg havde brug for at kontakte en person i en virksomhed, som jeg ikke kunne få fat på af andre veje. Det lykkedes også fint. Men i dagligdags forvirringen kom jeg til at overse mailen om at de 14 dage snart udløb og jeg kom derfor til at binde mig til et helt års premiummedlemsskab! Denne fadæse kostede mig 3.000 kr… Så husk at tjekke din mail, hvis du har tilmeldt dig 14 dages gratis noget…

Men hvis nogen ligger inde med viden om, hvad LinkedIn premium kan bruges til vil jeg blive frygtelig glad for et tip – enten som kommentar her nedenfor eller gennem LinkedIn-beskeder…

Jeg er så glad for min cykel

…og alle gode cykler bør have et kælenavn. Ligesom biler og andre transportmidler i ens liv… Min bil hedder f.eks. Guacamobilen på grund af dens lidt spøjse lysegrønne farve, der leder tankerne hen på guacamole. Eller Shrek… Det hele startede vist for små fjorten år siden da jeg fik en billig mountainbike med meget tykke dæk. Den fik navnet Traktoren. Den havde også ca. samme effekt på cykelstien som en traktor på en landevej – det gik ikke så stærkt, men man kom da frem til sidst. Den sidste gang jeg så den var foran Odense Stadion, hvor jeg havde forvildet mig hen for at se noget af det her fodbold, som virker så populært. Da jeg kom ud derfra var Traktoren væk. Efter Traktoren havde jeg en mean amerikansk custombike i sølvfarvet, som var så cool at den burde have haft indbygget underlægningsmusik med 50 Cent. Den fik navnet Hypermobilen. Lige inden jeg fik cyklen havde en fysioterapeut konstateret at jeg har hypermobile led – og jeg syntes  “hypermobil” lød lidt som en form for superkræfter. “Robin! Til Hypermobilen!!” Eller noget. Den var temmelig raket, men blev desværre også hugget et sted i byen. Efter Hypermobilen fik jeg Vallakken – den bedste cykel jeg nogensinde  har haft. Jeg havde den blandt andet mens jeg var cykelbud og cruisede rundt i tætsiddende neongrønt Tuborgtøj.  Den fik sit navn pga en joke Anders Matthesen kørte på det tidspunkt, der dissede piger der er  glade for heste. (9 års jubilæumsshowet ca. 38 minutter inde…) Min Anders kaldte sin cykel en hest. Og da han også  kaldte min en hest måtte jeg straks korrigere “Det er ikke en hest – det er en  vallak” og så kom den til at hedde vallak. Den var genial – en fixiebike inden de blev hip. Den overlevede endda at blive hugget, smidt i åen, genfundet af politiet og sidenhen af mig. Men til sidst kunne den ikke mere og den gik til de evige reservedelsmarker og spredte formentlig god karma hos mange andre cykler… Efter vallak fik jeg Maude – en fin hvid damecykel med kurv, men den  var lidt som Maude i Matador. Havde lidt nykker, skulle hvile sig en del, foretrak at blive opbevaret indendørs og det gik ikke så stærkt. Desuden var hendes støtteben ikke så stabile, så hun fik tit behov for at lægge sig. Hun blev desværre stjålet i England – og jeg håber meget at hun har fået lov at fungere som pyntegenstand efterfølgende, da transport ikke var hendes store nummer. Sidenhen fik jeg Boris Johnson – der er rødorange. Den er opkaldt efter Londons konservative borgmester med et sjovt vid, skøre ideer og rødt hår. OG det var Boris Johnson der var så vild for at få de der pendlercykler der står ved Eaton Square og andre steder i London. Den levede et lidt hårdt liv på gaden hvor folk brugte dens kurv som skraldespand og med tiden var der ikke meget på Boris der sad hvor det skulle. Og det kunne ikke betale sig at blive ved at reparere på ham. Jeg har dog ikke nænnet at smide ham ud, så indtil videre nyder han sit skæve otium i garagen. Desuden er det ikke Boris’ skyld at han aldrig blev den nye vallak. Prince var min næste trofaste følgesvend – og fik sit navn fordi dens lidt specielle lilla farve altid gav mig Purple Rain på hjernen. Faktisk havde Prince en lidt syret smag i musik og podcasts, så vi nåede både om transcendens og syrejazz. Den blev hugget fra cykelparkeringen på mit arbejde… Min nyeste cykel hedder Maggie Smith. Den er grå og fornuftig, men trofast, sejlivet og fuld af sarkastiske bemærkninger… Gid den må blive hos mig i mange år endnu.

wpid-IMG_219239994092749.jpeg

Sære drømme

Drømme betyder ikke noget. Det er bare fraklip fra hjernen, som ens underbevidsthed pærer sammen til noget usammenhængende og svært forvirrende, der minder lidt om en fransk film fra 60erne. De bør ikke analyseres, for det betyder ikke noget. Det siger Peter Lund Madsen selv. Selvfølgelig er der undtagelsen, hvis man er mellem 50 og 70, har røde reflekser i håret og drømmer at man svømmer med delfiner – for så betyder det selvfølgelig at man skal gå til keramik på aftenskole. Men ellers betyder drømme ikke noget. Det er værd at huske – især når man som jeg har for vane at drømme mere end almindelig sært.

I nat drømte jeg nemlig at jeg var i Sochi – der hvor vinter OL blev afholdt – og at jeg ville ud at beundre den største seværdighed, der opstod i den forbindelse. Men da jeg kom derud sad Donald Trump der – og skældte ud over mit hår. “Get it sorted or you’re fired”

Inspiration

Blandede ting der inspirerer mig i øjeblikket

IMG_3919.JPG
Skrivemaskiner. Old school. Instant print. Et strejf af Hemingway. En klar rytmisk indikation på momentum i skriveprocessen.

IMG_4180.JPG
Maren Uthaugs daglige stribe. Begrebet mentalt insolvent er en fantastisk opfindelse.

IMG_4165.JPG
Solnedgange. Og solopgange. De korte dage om vinteren gør det muligt at opleve begge dele på næsten daglig basis. Himlen ser så fantastisk ud i det korte tidsrum mellem mørke og lys.

IMG_4181.JPG
Leonora Christina Skovs essay om ikke at være på facebook. Bruger vi virkelig 300 timer på det årligt?

IMG_4182.PNG
Alt med ingefær. Varmende og friskt på én gang. Og i samme boldgade hot yoga. Og alt i cashmere. Varme er et ret gennemgående tema…

IMG_4183.JPG
Næsten alt fransk. Chansons, eksistentialisme, Chanel, champagne, Piketty, Ines de la Fressange, cuisine traditionelle, Les parapluies de Cherbourg, Colette, Diptyque, Caroline de Maigret, ennui, Baudelaire, coq au vin… Ja, alt mulig fransk.

Lidt mere glædelig jul

Heldigvis er pigerne tøet noget op over julekonceptet. Jul på slottet gør meget. Den lille er ret vild med prinsesse Me&My…
På pyntefronten har nisserne fået besked på at holde meget lav profil. Til gengæld er der skruet voldsomt op for guldglimmer.

20131203-182401.jpg
Jeg satser på at Elton John og Liza Minelli vil føle sig hjemme hos os omkring juletid.
En julekalender med smarties vækker større jubel end hjemmebag (indtil videre ihvertfald) og clementiner bliver sjældent brændt på.
Vi er vist ude i en lidt uventet form for forventningsafstemning. Jeg havde bare forestillet mig at de stadig var så små og modtagelige at jeg kunne introducere dem for alt godt i jul – efter min smag. Men der er vel også stadig tre uger til at forsøge sig endnu…

Glædelig f***ing jul

Igen i år regnede jeg med at forkæle mine unger og min mand med julestemning og julehygge fra dag 1. Således havde jeg længe set frem til den 1. december, hvor der skulle hygges og pyntes op og bages småkager…

20131201-140430.jpg
Desværre hader især min store pige nisser. I en grad så jeg er begyndt at mistænke hende for at være nåsåer… Hun ryster på hovedet og ruller med øjnene hvis nogen sniger sig til at nævne noget med røde huer. Gad vide om hjerter, engle eller stjerner får lov at være her?

20131201-140701.jpg
Så tænkte jeg at det kunne være sjovt for dem at lære at strikke. Den ene syntes det var sjovt at lave et enormt garnrod i otte farver. Den anden brændte mig af efter tre pinde…

20131201-140958.jpg
Så skulle vi bage vanillekranse… Jeg ved godt at det ikke er Mette Blomsterbergs skyld – og dog… For hun får det til at se let og hyggeligt at bage julekager med sine to små piger. I virkeligheden er det lidt sværere og knap så koncentreret hyggeligt. Man skal åbenbart har noget særligt gear for at fremstille ægte vanillekranse. En almindelig frysepose med et hjørne til tyllen går bare i stykker. Billedet ovenfor viser hvad der sker når man prøver at redde julehyggen ved at skære dejen ud til specier. Og bager dem i 12 minutter.

20131201-141439.jpg
I det mindste har de da ryddet bordet pænt til besøg om lidt…