De helt rigtige ord

Når hverdagen bliver overvældende, for travl, for krævende, for almindelig er det rart at der på den anden side af jordkloden er en drømmefabrik, der skaber fantasiuniverser til os, når vi er for trætte til at opfinde dem selv. Og det er mere end almindelig hyggeligt at krølle sig sammen på sofaen med sin ipad og med en lille bevægelse med pegefingeren kan man transportere sig hen i en anden tid, et andet sted, en anden person og bare koble hjernen fra. Det svinger lidt, hvad man har brug for – nogle gange skal det bare være sjovt, nogle gange skal det være flere hundrede år siden, nogle gange skal det være optimistisk og godt og andre gange ondt og modbydeligt. Men det er skønt at der findes dygtige mennesker, der kan skabe en verden, der minder lidt om vores, men med bedre lyssætning, mere helstøbte personligheder, pænere mennesker og langt bedre dialog.

Jane Austen skrev sine romaner med udgangspunkt i at hendes heltinder skulle have det, hun ikke selv fik. Og sådan tror jeg mange forfattere opererer – med at kompensere for det der ikke lykkes for dem selv ved at lade det lykkes for de mange fiktive figurer, der dukker op i deres univers. En af mine favoritmanuskriptforfattere er Shonda Rhimes, ejer af Shondaland, skaber af Grey’s Anatomy, Scandal og How To Get Away With Murder. Den sidstnævnte har jeg ikke set endnu – er bange for at det vil skabe en skræmmende afhængighed. Men de to andre har – udover vildt og voldsomt drama, dybe følelser og god æstetik – nogle fantastiske ‘in your face’-scener, hvor karaktererne i diverse afgørende situationer får holdt de bedste monologer, snappy comebacks og dundertaler. I virkelighedens verden sidder man ofte flere timer eller dage efter en situation og ved præcis, hvad man skulle have sagt. Og så er det for sent og der er ikke rigtig noget at gøre ved det. I Grey’s Anatomy vakler Dr Bailey og Dr Webber ikke når der skal sættes grænser, ridses præmisser op eller deles tough love ud. I Scandal ved Olivia Pope altid hvad der skal siges og hvordan, når præsidenter ved en fejl går i krig i Vestangola eller når hendes far som leder af en enorm spionorganisation lidt overilet slår folk ihjel. Situationer de færreste af os står overfor på daglig basis.

Men hvor kunne det være fantastisk hvis man havde en manuskriptforfatter, der sørgede for at man ikke sad mundlam tilbage når det ville have været smart, hvis man kunne sige hvad man tænkte. Ved den jobsamtale, hvor man i bilen på vej hjem kommer i tanke om det helt rigtige svar på et afgørende spørgsmål. Eller da en uhøflig person i supermarkedet kørte en indkøbsvogn ind i hælene på én og lidt bøvet konstaterede “Jeg skubber lige”. Når ens veninde slår sig selv i hovedet over at have taget på. Eller når ens barn er ved at miste modet til at lære noget nyt. Der er det frustrerende at være for sent ude med den rigtige replik. Og selvom tid er en sær dimension er timing afgørende. Der kommer ikke altid en chance mere. Måske lærer man det med tiden? Måske har man på et tidspunkt lavet en tilpas stor samling af geniale monologer i sit hoved, så de dukker op når det passer ind? Ellers må man jo blive manuskriptforfatter…

I always pass on good advice

…it’s the only thing to do with it. It’s never any use to yourself. (Oscar Wilde)

writing process

Så her kommer en række gode råd til, hvordan man skriver en god opgave.

  • Gå i gang i god tid. Hvis der er sat en eller flere uger af til opgaven er der typisk en god grund til det.
  • Du kan ikke have det hele i hovedet. Skriv ned undervejs. Hav et kladdehæfte eller note-app i nærheden til når du kommer i tanker om noget, der måske kan bruges. Noter ned, hvis du finder en god artikel eller bog, der kan bruges.
  • Lav en god disposition. Den kan altid ændres undervejs, men et skelet, hvor du får noteret ned, hvad der skal med kan hjælpe med at sortere i overvejelserne.
  • Spild ikke tiden på overvejelser om, hvorvidt du overhovedet kan skrive opgaven. Selvfølgelig kan du det ellers var den ikke blevet stillet til dig.
  • Læs tidligere opgaver i samme genrer, der er blevet bedømt godt. Det kan give dig en ide til opbygning, skrivestil og disponering af emnet. Men lad dig ikke binde af det. Der er mange måder at skrive en god opgave.
  • Læg en plan og hav en rutine. Læg gerne plads ind til pauser – om du har brug for at løbe en tur, lave mad eller strikke undervejs, så sørg for at der er plads til det. Tit er det her tankerne falder på plads. Eller at det, der kører i ring, bliver løsnet lidt op.
  • Vær ikke for kritisk når du skriver. Det er ikke perfekt fra starten, men hvis du slet ikke skriver noget, er der heller ikke noget at forbedre. Hav evt. en fil med fraklip. Man ved jo ikke om der skulle gemme sig et guldkorn eller to i det, der startede som løse tanker.
  • Bed om hjælp. Hvis du kender en, der har skrevet en lignende opgave før og som du har tillid til, kan du få vedkommende til at læse opgaven igennem undervejs. Hvis der er andre, der er i gang med den samme opgave, kan det være rart at snakke sammen både om opgaven og skriveprocessen. Ofte er det rart at få forventningsafstemt med virkeligheden. Og det er en god anledning til at dele ud og hjælpe andre. Eller til at lide i fællesskab.
  • Læg telefonen væk. Luk for facebook. Det er verdens bedste overspringshandling og der er altid noget, der umiddelbart virker sjovere og mere spændende end den opgave du er i gang med. Men det er der også når du er færdig med opgaven. Desuden gavner det ikke selvværdsfølelsen at konstatere at der ikke er nogen, der har haft akut behov for at snakke med én i flere timer.
  • Det perfekte sted at skrive opgaven findes ikke. Der er altid larm, træk eller dårlige stole og det er bittert at have brugt en masse tid på at køre i bus eller på cykel for at konstatere at læsesalen på universitetet var fyldt eller at der skulle skiftes vinduer på kontoret. Bare sæt dig et sted og gå i gang.
  • Find det sjove i opgaven. Selvfølgelig er alt ikke lige spændende og det er ikke alle opgaver, der handler om det man brænder allermest for på et givent tidspunkt, men der er altid et eller andet, der kan fange en. Hyg dig med det og brug de mere trivielle dele af opgaven til når du bare har brug for at der sker noget på papiret.
  • Gå ikke helt i stå. Der er sikkert en forside, der kan laves eller en indholdsfortegnelse eller litteraturliste. Det fylder alt sammen og det hjælper til at føle at der trods alt bliver gjort et eller andet.
  • De færreste opgaver kræver research på Netflix…
  • Hvis du er ryger eller patologisk kaffedrikker kan det være smart at lave nogle regler eller mål, der skal nås før du får den næste cigaret eller kop kaffe. Den milde grad af desperation kan hjælpe dig videre med noget du måske ikke lige havde lyst til.
  • Husk, hvor godt det føles når det er overstået 🙂

At blive glemt

Hvis du har set Inderst Inde og ikke er lavet af træ, har du sikkert også fældet en tåre da Bing Bong forsvinder. Per Juul Carlsen i Filmselskabet vurderede i hvert fald scenen til at være den sørgeligste han havde set i nogen film i nyere tid. Da jeg så den i biografen med min yngste datter græd hun i tre kvarter og vi havde en lang snak om at selvom folk dør, så kan de stadig findes i vores minder… Med filmen er vi i hvert fald mange, der nu kan huske Bing Bong. I fredags blev jeg glemt af en kollega, der skulle have kørt mig hjem. I lørdags blev jeg glemt af min nabo på 91, der ikke kunne genkende mig. Og selvom jeg tit joker med at jeg bare er en social konstruktion og baseret på virkelige hændelser blev jeg alligevel kortvarigt grebet af panik. Hvad nu hvis jeg slet ikke findes? Tænk hvis jeg er på vej ned i afgrunden af minder, der ikke skal bruges til noget? Hvordan undgår man at være sådan en som folk ikke kan huske? På et tidspunkt læste jeg at de ting, mennesker frygter ligeså meget som døden, er at tale i forsamlinger og at blive afvist. Hvis vi starter med døden er det jo i hvert fald en begivenhed, vi med sikkerhed ved indtræffer og efter alt at dømme holder vi op med at eksistere når vi dør. Men inden vi dør har vi forhåbentlig nået at gøre og være nok til at nogen vil kunne huske os efterfølgende – måske en generations tid eller to. Måske er det derfor døden er så skræmmende for os? At der løber vi helt tør for chancer til at gøre os værd at huske? At tale foran en forsamling er også et krav om opmærksomhed, en anledning til at nogen opdager os og hører hvad vi har at sige. Måske husker nogen af dem endda hvad man har sagt?  Enkelte mennesker opsøger gerne muligheden for at tale til en forsamling og trives i rampelyset – de fleste andre skal presses lidt. Måske fordi der er en social forventning om at nogen siger noget – familiefester, sørgelige begivenheder, præsentationer på uddannelse eller arbejde. Langt de fleste har det bedst med at sige noget offentligt, når det handler om noget andet end dem selv. Når budskabet eller ritualet er vigtigere end de selv er i situationen. Alligevel er det en enorm overvindelse at rejse sig op, sige noget forhåbentlig meningsfyldt og passende – og risikere at blive afvist, at blive til grin eller at falde i andre menneskers agtelse. Og afvisning? Det minder én i den grad om at man eksisterer. Men det minder også om at man blev set, hørt, vurderet – og fundet uegnet. Og så kan man godt blive i tvivl om, om det alligevel havde været bedre at være blevet glemt?

Moonwalk med Einstein

Nogle gange læser man noget, der får ens hjerne til at udvide sig. Sådan føles det i hvert fald. Dengang jeg læste Sofies Verden og begyndte at skrabe i overfladen af, hvad filosofi egentlig er, var det som om mit hoved fik en ekstra etage.

Denne gang er det hukommelsen, der har fået en ekstra dimension. Dette siger jeg meget kækt, for åbenbaringen begyndte først engang i går aftes 🙂 For nogle år siden så jeg Anders Matthesen fortælle om, hvordan han memorerede sine one man shows. Han sad i en taxa og snakkede om en burger, der lå ovre i hjørnet og mindede ham om… noget med en munk måske? Det virkede temmelig underligt og umiddelbart kunne jeg ikke se, hvorfor det på nogen måde skulle være nemmere at huske at der lå en burger i hjørnet end at få styr på en af sine anekdoter.

Men nu er jeg begyndt at læse Moonwalk med Einstein af Joshua Foer (som man kan se i GoogleTalk’en ovenfor). Joshua Foer blev som videnskabsjournalist sendt ud at dække verdensmesterskaberne i hukommelse, hvor en masse forskellige mennesker dystede i mere eller mindre obskure discipliner – så som at huske rækkefølgen i et spil kort, at lære et digt udenad, at genkende ansigter og navne eller at remse decimaler op i en bestemt rækkefølge. Umiddelbart lidt kedeligt at se på folk, der tænker. Det vildeste var når nogen begyndte at massere sine tindinger. Ikke desto mindre blev han nysgerrig efter, om det virkelig kunne passe at det ikke var et eller andet iboende genetisk eller noget, der krævede en særlig høj IQ. Det handler om simple teknikker, der kan læres. Teknikker, der er mere en 2.500 år gamle – men som vi har glemt at overlevere i takt med at vi har opfundet flere og flere ting, der kan gemme oplysninger udenfor vores hoved – fra runesten og hulemalerier til notesbøger, computere og smartphones.

Det lyder næsten for godt til at være sandt og jeg medgiver gerne at mine i skrivende stund 18 timers erfaring med teknikken ikke er noget at bygge konklusioner på. Men ikke desto mindre har jeg straks eksperimenteret med det. Nogle af mine elever har netop arbejdet med LEAN og derfor tænkte jeg at det kunne være en idé at prøve om jeg kunne lære dem at remse 10 LEAN-værktøjer op i rækkefølge uden at der skulle terpes i timevis. Disse værktøjer er

Kortlægning af værdikæden

Kaizen (løbende forbedringer)

Fiskebensdiagram

Pokayoke (proceskontrol)

Andon (varsling)

Informationstavle

Flow

Træk og kanban

SMED-metoden

5S

og de skal huskes i denne rækkefølge.

Opskriften er simpel: Brug rumsansen og din fantasi. Vælg et sted, du kender godt. I dette tilfælde tog vi udgangspunkt i deres hjem. Vi starter ude ved postkassen – den pakker vi ind i et landkort og vikler en værdifuld perlekæde rundt om den. (Kortlægning af værdikæden)

Så fortsætter vi ind ad hoveddøren og står i entreen. Her står Yoda (meget zen) med en lille bøtte med karry i hånden (kai) (nu kan vi huske kaizen). Yoda løber på stedet, fordi vi gerne vil huske at kaizen er et værktøj til løbende forbedringer.

Herpå går vi ind i stuen. Rundt om sofabordet sidder fem japanske forretningsfolk og ser på et fiskeskelet. De vil gerne brainstorm over nogle forskellige muligheder og skal derfor anvende et fiskebensdiagram.

Ovre i sofaen sidder en Pokemon og Yogi Bear og ser på en dampmaskine. De symboliserer pokayoke og sidder og ser på dampmaskinen for at lave proceskontrol.

Ved spisebordet sidder Anton fra Jullerup Færgeby med et trafiklys i armene. Andon er et varslingssystem, hvor man kan vise rød, gul og grøn for at stoppe produktionsprocessen i tilfælde af at der er noget galt undervejs.

Ude i køkkenet har vi sat en informationstavle op på køleskabet. Denne skal vi bruge til at undersøge, hvordan de opstillede mål harmonerer med det vi faktisk opnår. Vi har derfor sat en huskeliste udenpå køleskabslisten og kan se ind i køleskabet om der er nogle af de ting, der gerne skulle være det.

Vi fortsætter ud i bryggerset. Her står Christian Stadil – vildt begejstret og danser frem og tilbage. Han står ikke stille, for han er i flow!

Efterfølgende går vi ind på et af værelserne. Her er der tre cancan-dansere (kanban) og trækker i et tov (pull-strategi).

Da vi ser ud af vinduet står der en smed. Han er stor og mægtig – og ser olmt på os, mens han siger Single Minute Exchange of Die.

Til sidst går vi ud på badeværelset. Her er de 5S’er. Disse står for sortering, system i tingene, systematisk rengøring, standardisering og selvdisciplin. Så når vi ser ind på badeværelset finder vi først en reol, der tilhører politiet i Herning (sortering)- på radiatoren ligger der en stak legoklodser (system i tingene), i brusekabinen løber en lille tysk rengøringsdame rundt (systematisk rengøring), over hende er et brusehoved fremstillet efter DIN-standard (standardisering) og foran badeværelsesspejlet står Anders Fogh Rasmussen og siger “der er ikke noget at komme efter”.

There you go. 10 lean-værktøjer placeret rundt omkring i dit hus med billedsprog, der er tilpas underligt og livagtigt til at du kan huske det og du kan forestille dig det. Eleverne kunne alle sammen remse det hele op i rigtig rækkefølge uden at have skrevet noget ned, taget billeder eller på anden måde brugt noget udenfor deres hoved. Det samme kunne de 40 minutter senere. Og nu er det store spændende spørgsmål – kan de huske det på tirsdag?

Indtil videre er jeg voldsomt begejstret 🙂 Og ekstremt optimistisk over, hvor meget jeg vil kunne huske for fremtiden. Eller endnu bedre – få eleverne til at huske…

Uden ord


Sent fredag aften skete der et terrorangreb seks steder i Paris. 128 omkom og Islamisk Stat har taget skylden. Paris – civilisationens hovedstad. Her er meget af det ypperste mennesker har skabt gennem historien samlet. Kunst, musik, arkitektur, mad, vin, scenekunst. I Paris er nydelse en kunstform i sig selv. Alt er lagt an på at det skal være muligt at finde små strejf af nydelse og glæde – æstetisk, smagsmæssigt, følelsesmæssigt. Der er en grund til at Paris i århundreder har tiltrukket kunstnere, fritænkere og skønånder fra Heinrich Heine over Hemingway og Jim Morrison til Jarvis Cocker. I Paris har mere været muligt, drømmene været større og tættere på og det har været muligt at lade fælles begejstring være større end forskelle, der kunne have delt. Lige dette ønskede Islamisk Stat at ramme.

Mit facebook-feed flød over. Først med blå, hvid og røde profilbilleder, så med peacetegn med Eiffeltårnet og med feriebilleder fra Paris. Så med folk, der kritiserede ændrede profil- og coverbilleder da det intet ændrer. Og sidenhen med alle former for løsningsforslag fra bevæbning af befolkninger til kollektiv afsyngning af John Lennons Imagine. Og endelig med de mange terrorangreb andre steder i verden, som ikke har fået ligeså meget opmærksomhed som det i Paris.

Mit coverbillede viser også Paris. Og jeg beklager, hvis det støder nogen eller får nogen til at opfatte mig som ignorant. Naturligvis ændrer det intet. Men jeg tror vi er mange, der sidder med en lammende følelse af afmagt og rådvildhed. Så ændrede profil- og coverbilleder udtrykker vel meget godt følelsen af jeg-aner-ikke-hvad-jeg-skal-stille-op-men-vil-gerne-udtrykke-min-sympati. Verden bliver næppe et værre sted af franske billeder og flag.

Men frygt og afmagt er forfærdelige følelser, netop fordi de efterlader os handlingslammede og minder os om vores egen forgængelighed og lidenhed. Jeg har trods Unicefs grundige guide til at tale med børn om begivenhederne valgt at skærme mine børn fra nyhederne. Jeg tager mig selv i at ønske at jeg ikke vidste noget om det selv. Men skyklapper er næppe nogen holdbar løsning til at fungere i verden. Derfor kom jeg til at tænke på Kurt Vonneguts citat ovenfor. Vi må insistere på at verden stadig er skøn. Vi må insistere på alt hvad der er værd at nyde. Og vi må glæde os over at vi trods alt stadig rykker sammen når ondt rammer os.

Når vi ser de forfærdende billeder fra Paris og Kenya kan vi ikke undgå at blive ramt, men vi skal huske at se efter. Se alle dem, der hjælper. Se alle dem, der viser ukuelige kræfter og mod, når de begrænser skaden og beskytter deres nære og kære. Og håbe og tro på at vi selv vil være i stand til at gøre det samme hvis vi stod i en sådan situation. For det er med til at give håb. Og med håb bliver vi ikke lammet. Der tør vi godt. #PorteOuverte

Memento mori

Her i Kristi Himmelfartsferien har vejret været helt optimalt til at gå på museum… Af samme årsag virkede det som et oplagt tidspunkt at begive sig i retning af Østjylland for at se verdenssensationen, der i disse måneder er landet på Moesgård Museum – nemlig den første kejser af Kinas terrakottahær.


Moesgård Museum er som nyere danske museer nu er: en betonklods, der på mere eller mindre elegant vis er fræset ind i det sagesløse landskab. Oftest ser denne slags museer bedre ud indefra end udefra og det er vel det indre der tæller på et museum.


Så snart vi kom ind af døren hørtes tonerne af korsang, hvilket skabte en vis ro i den temmelig tætpakkede kø. Koret stod ganske vist lidt umotiveret midt på hovedtrappen i museet mens gæster gik frem og tilbage omkring dem, men det var nu meget hyggeligt at de var der.


Udstillingen har været åben siden første april og vil være at se frem til 1. september – og i skrivende stund har mere end 230.000 besøgende lagt vejen forbi Moesgård, hvilket må være nærmest uhørt for et museum i Danmark og især udenfor hovedstadsområdet. Det er kun anden gang jeg har oplevet at stå i kø til en udstilling i Danmark – den anden var da Danish Fashion Now åbnede på Brandts i marts måned.


Selve udstillingen om Kinas første kejser Qin Shi Huangdi er vældigt fascinerende. Figurerne er lånt fra ti forskellige museer i Shanxi provinsen og er elegant vist frem i en mørk udstillingssal med stilig kinesisk dekoration. Undervejs skildres historien om den brutale, kyniske og smarte (disse ord bruges konsekvent i udstillingens tekster) kejser, der fik samlet store dele af Kina og påbegyndt opbygningen af den kinesiske mur. Vejen dertil kan få Frank Underwood til at ligne Mahatma Gandhi.


Når hæren blev sendt i krig modtog generalen en økse, der symboliserede hans ret til at slå ihjel – også indenfor egne rækker, hvis der ikke blev pareret ordre. Officerer bar ikke selv våben, men steg i graderne efter hvor mange deres underordnede skar hovedet af. Men intet tyranni kan klare sig kun ved hjælp af militær magt. Bureaukrati må der til. Den gode Qin Shi Huangdi havde et effektivt embedsværk til at forvalte de mange love han indførte – ved en stor del af disse love medførte overtrædelse dødsstraf. Når han ikke lige havde travlt med at tage livet af folk på sindrig vis muntrede han sig med at få bygget paladser og derpå tvangsflytte sine 120.000 nærmeste dertil.


Her i vores bekvemme tidsalder er det helt overvældende at tænke på hvor tidskrævende hele dette arbejde har været. Alene at fremstille 7-8000 terrakottastatuer af soldater, embedsfolk, konkubiner, tjenestefolk, heste mv må have taget mange folk en evighed. Men alt det som det forestiller… At bygge de sirligt dekorerede paladser, den enorme mur, at fremstille de flotte uniformer og overdådigt dekorerede våben.

Når man ser på statuerne af soldaterne kan se at deres hår har været sat op i komplicerede frisurer. Det virker som en sær ting at gå op i med den relativt lemfældige holdning til menneskeliv der herskede ved den tid. Omvendt vil man vel gerne se godt ud i sin sidste stund? Og der har vist altid været en vis prestige i at fremvise en velsoigneret hær.

Man bliver hurtigt opslugt af udstillingen og hvis man bor tættere på museet kunne man sikkert lægge vejen forbi flere gange, så man har god tid til at falde i staver og spekulere over hvilket storhedsvanvid der har ført til denne kunst, hvor underlige mennesker er og hvorfor man bør huske at rydde op før man dør, hvis ikke man 2000 år efter sin død ønsker at folk betaler 130 kr i entré for at se på ens sexlegetøj…

 

Efter alle disse store indtryk i det kinesiske mørke virker det vindblæste danske landskab som en stærk kop kaffe efter en aften med for mange gin and tonics. Man kommer lidt ned på jorden igen, samtidig med at tingene er blevet sat i perspektiv. Memento mori. Og tag til Moesgård 😉

 

Opera i biografen

Når bjerget ikke vil komme til Muhammed, må Muhammed gå i biografen… Da det vil være meget sparsomt hvor meget opera jeg ville kunne se, hvis det afhang af min mulighed for at komme til New York og gå i The Met, er jeg svært begejstret for at The Met har valgt at transmittere sine produktioner ud til biografer verden over. Selvfølgelig er det ikke det samme som at opleve opera i levende live, men det er mere levende end blot at lytte til musikken eller finde små videosnaser på youtube. 797x448_operaweb Det mest forvirrende er at afkode om man er i biografen eller i operaen. Man er selvfølgelig i biografen, men hverken popcorn, sodavand eller skumslik hører til her. Derimod er Politiken Plus segmentet på slap line og der er medbragt madpakker til den indlagte pause, økologisk hyldeblomstsaft og da det jo er søndag kan en cider også have sneget sig med i reisenthal-kurven. Man sidder pænt, snakker ikke undervejs og i det hele taget føles det mere som at være i teateret – dog med den forskel at man ikke klapper efter forestillingen. Det føles helt forkert når man lige har oplevet opera i verdensklasse, men sangerne ville jo ikke kunne høre bifaldet alligevel.

I pauserne kan man komme med bag scenen, hvor en af operasangerne interviewer de andre sangere, giver previews på kommende forestillinger, joker med dirigenterne og hvad der ellers hører til. I det hele taget kommer man tættere på det hele end man gør i teateret. Og det er både godt og skidt. Når man kommer med bag kulisserne bliver man hele tiden mindet om at det bare er ‘noget vi leger’. At det ikke er Lady Macbeth, men Anna Netrebko og at hun i pausen fjoller rundt i bare tæer og har glemt alt om søvngængeri og blod på hænderne. Det er også sjovt at se sangerne holde pause, men det fjerner lidt af magien. Det samme gælder i øvrigt ballet: Der forsvinder en del af magi og lethed, når man kan se dansernes fødder tæt på…

Det kan dog stadig anbefales. Måske især til skabs-operaelskere. Man kan jo altid lade som om man så Fast and Furious 7, hvis man møder nogen man kender. Eller til folk, der ikke ved om de er til opera. Det er måske mindre ‘vildt’ at se noget andet i biografen end man plejer, end at skulle til at tilegne sig kulturen omkring det at gå i operaen. Og hvis man ikke kan lide det er det ikke påfaldende, hvis man diskret forsvinder i løbet af forestillingen. Det er også billigere end at gå i operaen på normal vis. Og man kan godt snige lidt slik med ind. Bridgeblanding og blomme i madeira anbefales.

Minimalistisk Holberg i Bolbro

jean de france

“Kunne du tænke dig at se amatørteater i en nedlagt indendørs minigolfbane ovenpå Føtex i Bolbro?” Hvis nogen havde stillet mig det spørgsmål ville min umiddelbare indskydelse nok have været “Ellers mange tak. Min lænestol har navnedag og jeg har brug for at rydde op i sokkeskuffen”

Heldigvis var min indre snob ikke orienteret om hverken faciliteter eller professionalitet, så jeg tog afsted med relativt åbent sind og blev mere end positivt overrasket. Målet for udflugten var Nedergadeteatrets opsætning af Ludvig Holbergs Jean de France. Som overskriften indikerer ligger Nedergadeteatret ikke i Nedergade – en væsentlig information, hvis man gerne vil nå frem i tide.

Stykket Jean de France er en af Ludvig Holbergs tidligste komedier fra 1722, der handler om den unge Hans Frandsen, der efter 15 ugers ‘dannelsesrejse’ til Paris ikke blot har formøblet store dele af familieformuen, men også har tillagt sig ‘franske manerer’. Det bliver ikke just vel modtaget hjemme i København, da hans opførsel og stil er noget aparte (= latterlig) – samtidig opfatter han alt og alle omkring sig som frygteligt simple og uelegante og han forsøger at fralægge sig det danske sprog. Dette lille kultursammenstød giver anledning til misforståelser, en lille intrige samt et par forviklinger, der dog løses til sidst med sund fornuft og behændighed.

Opsætningen er ganske minimalistisk – scenen er sort og der er ganske få rekvisitter, bl.a. en bænk og noget, der skal ligne et lokum. Kostumerne er holbergske med et strejf af sustainable fashion og især titelrollens tjener har fået en modernistisk makeover. Det fungerer virkelig fint – teksten og skuespillet behøver ingen special effects.

Skuespillerne er dygtige, de har styr på deres timing og de fungerer rigtig godt sammen. Deres engagement og begejstring går klart igennem og man rives hurtigt med ind i det holbergske univers. Især Jeronimus er fantastisk – vi mistænkte ham faktisk for at være på tidsrejse fra Holbergs tid eller Ejner Federspiel, der var genopstået i dagens anledning.

Der er tre forestillinger endnu – gå ikke glip af det 🙂

Jeg er så glad for min cykel

…og alle gode cykler bør have et kælenavn. Ligesom biler og andre transportmidler i ens liv… Min bil hedder f.eks. Guacamobilen på grund af dens lidt spøjse lysegrønne farve, der leder tankerne hen på guacamole. Eller Shrek… Det hele startede vist for små fjorten år siden da jeg fik en billig mountainbike med meget tykke dæk. Den fik navnet Traktoren. Den havde også ca. samme effekt på cykelstien som en traktor på en landevej – det gik ikke så stærkt, men man kom da frem til sidst. Den sidste gang jeg så den var foran Odense Stadion, hvor jeg havde forvildet mig hen for at se noget af det her fodbold, som virker så populært. Da jeg kom ud derfra var Traktoren væk. Efter Traktoren havde jeg en mean amerikansk custombike i sølvfarvet, som var så cool at den burde have haft indbygget underlægningsmusik med 50 Cent. Den fik navnet Hypermobilen. Lige inden jeg fik cyklen havde en fysioterapeut konstateret at jeg har hypermobile led – og jeg syntes  “hypermobil” lød lidt som en form for superkræfter. “Robin! Til Hypermobilen!!” Eller noget. Den var temmelig raket, men blev desværre også hugget et sted i byen. Efter Hypermobilen fik jeg Vallakken – den bedste cykel jeg nogensinde  har haft. Jeg havde den blandt andet mens jeg var cykelbud og cruisede rundt i tætsiddende neongrønt Tuborgtøj.  Den fik sit navn pga en joke Anders Matthesen kørte på det tidspunkt, der dissede piger der er  glade for heste. (9 års jubilæumsshowet ca. 38 minutter inde…) Min Anders kaldte sin cykel en hest. Og da han også  kaldte min en hest måtte jeg straks korrigere “Det er ikke en hest – det er en  vallak” og så kom den til at hedde vallak. Den var genial – en fixiebike inden de blev hip. Den overlevede endda at blive hugget, smidt i åen, genfundet af politiet og sidenhen af mig. Men til sidst kunne den ikke mere og den gik til de evige reservedelsmarker og spredte formentlig god karma hos mange andre cykler… Efter vallak fik jeg Maude – en fin hvid damecykel med kurv, men den  var lidt som Maude i Matador. Havde lidt nykker, skulle hvile sig en del, foretrak at blive opbevaret indendørs og det gik ikke så stærkt. Desuden var hendes støtteben ikke så stabile, så hun fik tit behov for at lægge sig. Hun blev desværre stjålet i England – og jeg håber meget at hun har fået lov at fungere som pyntegenstand efterfølgende, da transport ikke var hendes store nummer. Sidenhen fik jeg Boris Johnson – der er rødorange. Den er opkaldt efter Londons konservative borgmester med et sjovt vid, skøre ideer og rødt hår. OG det var Boris Johnson der var så vild for at få de der pendlercykler der står ved Eaton Square og andre steder i London. Den levede et lidt hårdt liv på gaden hvor folk brugte dens kurv som skraldespand og med tiden var der ikke meget på Boris der sad hvor det skulle. Og det kunne ikke betale sig at blive ved at reparere på ham. Jeg har dog ikke nænnet at smide ham ud, så indtil videre nyder han sit skæve otium i garagen. Desuden er det ikke Boris’ skyld at han aldrig blev den nye vallak. Prince var min næste trofaste følgesvend – og fik sit navn fordi dens lidt specielle lilla farve altid gav mig Purple Rain på hjernen. Faktisk havde Prince en lidt syret smag i musik og podcasts, så vi nåede både om transcendens og syrejazz. Den blev hugget fra cykelparkeringen på mit arbejde… Min nyeste cykel hedder Maggie Smith. Den er grå og fornuftig, men trofast, sejlivet og fuld af sarkastiske bemærkninger… Gid den må blive hos mig i mange år endnu.

wpid-IMG_219239994092749.jpeg

Mig og min skat

(null)
Skat og jeg har et lidt anstrengt forhold til hinanden. De vil have mine penge og jeg har ikke lyst til at hoste op med dem. Ikke uden kamp ihvertfald.
Idag har de sendt mig en sur mail om at jeg skylder restskat og at jeg har overskredet betalingsfristen! Det kommer bag på mig, da de tidligere har oplyst at min årsopgørelse tidligst er klar i marts. Hvordan de så kan nå frem til en restskat på 1.096 kr uden beregning er blot ét af flere spørgsmål. De har først idag oplyst mig at de mener jeg skylder dette beløb og alligevel påstår de at jeg har overskredet betalingsfristen. Men denne betalingsfrist er ifølge deres egen hjemmeside 1. juli 2015. Uden at ville gøre mig til ekspert mener jeg altså ikke at den frist kan være overskredet.
Endelig oplyser SKAT at man ikke skal foretage sig noget hvis man skylder under 18.300 kr i restskat, da det så vil blive indregnet i det kommende skatteår.
Så SKAT sender en mail for at oplyse at et beløb jeg endnu ikke ved om jeg skylder måske skal betales om fem måneder, men da det er så småt skal jeg ikke foretage mig noget…
Det gør mig træt og irritabel. Og jeg påtænker at sende SKAT en regning på 197,58 kr i administrationsgebyr for at have spildt 22 minutter af mit liv på deres fjolleri.
Hvis andre har oplevet noget lignende kunne vi måske samle til bunke og få Forbrugerombudsmanden til at gribe ind pga uanmodet henvendelse? Det burde ihvertfald være forbudt for offentlige myndigheder at genere borgere med fjollede henvendelser uden ærinde