Engang for 6 år siden tilmeldte jeg mig HCA maraton i et eller andet vanvidsforsøg på at udrette noget inden jeg blev 30. Jeg havde fulgt Michelle Hviid på facebook og var blevet inspireret af at hun en dag havde løbet en lille tur på en ferie og konstateret at det gjorde hende i bedre humør, hvorefter hun tilmeldte sig Berlin Maraton. Kongesejt! Der var bare den væsentlige forskel på Michelle og mig at hun fik fat i en træner og gik i gang med at træne målrettet. Jeg begyndte bare at læse iform. Og nogle gange spiste jeg rosiner i stedet for vingummi. Tre-fire gange indenfor et halvt år var jeg ude at løbe, men det gik overraskende ringe, så jeg begyndte at overbevise mig selv om at jeg nok bare slet ikke var løbetypen. Og jeg har hypermobile led. Og min hverdag er helt vild travl. Hvis undskyldninger forbrændte kalorier ville mange af os være undervægtige… Så det eneste der skete det år var at jeg havde betalt knap 600 kr for et startnummer, jeg ikke fik brugt. Dummebøde…
I dag sidder jeg ved min mors spisebord med en varmepude under hælen, Voltaren gel på alt fra lysken og ned og forsøger at undgå at rejse mig alt for mange gange. For i går gennemførte jeg Hamburg Marathon! Ja, jeg gjorde. Og det er med vilje der står gennemførte og ikke løb, for 80/20 reglen fik en ny betydning undervejs – jeg løb ca 80% af tiden og humpede de 20%. Men det lykkedes. Og jeg har en firkantet medalje i rød snor som jeg er overraskende glad for, selvom den faktisk er lidt grim.
Når man kaster sig ud i sådan en event får man mange gode råd. Desværre stikker de lidt i hver sin retning. ”Det er vigtigt at få mange kilometer i benene” ”Det er vigtigt ikke at tage for lange løbepas” ”Man skal fokusere på udholdenhed” ”Man skal fokusere på tempo” ”Man skal spise mange kulhydrater” ”Man skal ikke få for mange kulhydrater, for det er bedre hvis kroppen bruger fedtet som brændstof” ”Sørg for ikke at give den for meget gas i starten” ”Løb så meget du overhovedet kan” ”Sørg for at drikke ved alle depoter” ”Prøv ikke at holde for mange pauser undervejs” Forvirret? You bet. Men der er nok ligeså mange råd som der er løbere og som med så meget andet skal man nok bare finde ud af hvad der virker for en. I mit tilfælde var der dog sket lidt meget liv, der kom i vejen for min ellers udemærkede træningsplan, så midt i februar konstaterede jeg at der var sket forsvindende lidt på træningsfronten, så jeg måtte forsøge at ’angribe fra alle sider’ og gøre det bedst muligt med den korte tid, der var tilbage. Så det skulle reddes hjem på stædighed – grundformen var der nemlig ikke…
Forsøg på at blive klogere af planer og bøger gjorde det heller ikke nemmere, for de fleste programmer strækker sig over 12 uger eller mere – og jeg havde ca 7. Desuden gør mange af bøgerne det så overvældende at man er ved at miste modet. Skal jeg have en doktorgrad i human fysiologi for at finde ud af om jeg skal spise en banan inden løbeturene eller drikke kakao eller kokosvand bagefter? Og uanset hvor kloge de er, så er de heller ikke enige. Det er givetvis dumt at spise noget man ikke er vant til lige inden et løb, men ellers tror jeg der er nogenlunde fri leg. Ikke to har svaret det samme og de har alle sammen klaret det fint. Det kom i hvert fald hurtigt til at hænge mig langt ud af halsen at skulle carbloade eller overhovedet at skulle lege matematik med min mad. Food is an art, not a science.
På selve dagen var jeg tidligt oppe for at komme til Hamburg. Det hele er meget velorganiseret, hvilket er rart når man er en forvirret nybegynder. Der er professionelle, der har tænkt alt igennem. Hamburg er i øvrigt også dejligt flad, så man har kun distancen at slås med – man skal ikke betvinge store bakker undervejs. Mens jeg stod i startblok K og trippede spændt begyndte det at regne. Meget. Og det var i forvejen kun 6 grader varmt. Og mens jeg forsøgte at tænke stoiske tanker, begyndte det også at hagle… Men det holdt op igen efter små 20 minutter. De første 16-17 km gik vældig fint, dog relativt langsomt. Der er virkelig mange mennesker med (knap 16.000) og der sker en helt masse rundt omkring – hele byen møder frem for at heppe. Især damen med ukulelen blev jeg begejstret for. På et tidspunkt førte ruten os gennem en tunnel, hvor der var sat højttalere op, der spillede Eye of a Tiger for fuld udblæsning. Det var også ret forvirrende med alle depoterne (ca hver femte kilometer). Jeg havde læst at man ikke måtte føle sig tørstig undervejs, for så er man allerede dehydreret. Så jeg tog en lille sjat hvert sted, men det sænker selvfølgelig farten. Noget andet jeg lærte undervejs er at man virkelig ikke ønsker at se et toilet langs en maratonrute indefra. Det kræver en stærk mave. Men når man drikker hver femte kilometer kan man jo blive nødt til det. Den slags burde man også have trænet og fundet ud af inden man kaster sig ud i det store løb.
Undervejs oplevede jeg en enorm fællesskabsfølelse med de andre løbere. Selvom hver løber sit eget løb, er man enormt opmærksomme på hinanden, holder hinanden i gang og holder øje med om alle er okay. Det er ret fantastisk. Det samme gælder den enorme opbakning fra publikum. Der står folk og klapper og har skilte, spiller musik og spiller på tromme. Der er cheerleaders og ekstra mål undervejs, hvor der bliver heppet ekstra meget. Og det virker til at grunden til at ens fornavn står på startnummeret er at folk kan heppe på en personligt! Det bliver man virkelig glad i låget af.
Efter ca 26 kilometer begyndte mit knæ at gøre vildt ondt, men jeg prøvede helt buddhistmunkagtigt at tænke på alle de steder i min krop, der ikke gjorde ondt i stedet for. Det viser sig heldigvis også at smerte er midlertidig. Det lykkedes i hvert fald at tvinge benene videre, selvom der kom flere gåpauser end jeg havde håbet. Efter 31 km begyndte det at gøre ondt i lysken, men heldigvis i samme side som knæet, så med en lidt gakket humpe-/hinketeknik gik det stadig fremad. Resten af ruten foregik ved stædig nedtælling og et mantra om ”quitting is not an option”. Det hjalp enormt meget at følge de andre løbere og at forestille sig hvor fedt det ville være at krydse målstregen – og at få sin varme frakke på. Og til sidst kom 42 km-mærket og et overraskende lillebitte pust af energi, der gjorde det muligt at løbe de sidste 195 meter i nogenlunde hæderlig stil. Det var fedt at vide at det lykkedes, at jeg havde gennemført. Men jeg vil helst ikke snakke om tiden…
Mange folk beretter, hvordan de får nogle enorme erkendelser og får bearbejdet en helt masse, når de løber. Personligt har jeg det nærmest omvendt. I løbet af maratonen var der ikke så meget andet i mit hoved end musikken fra min playliste og om der mon ville være bananer ved næste depot. Og det er nok det tætteste jeg kommer mindfulness. Lidt har også ret.
I lang tid har jeg gået og fantaseret om den enorme italienske isdessert med flødeskum og chokoladesovs, som jeg skulle have efter løbet. Det jeg faktisk havde mest lyst til var en cappuccino. Den lille størrelse. Jeg havde også forestillet mig at jeg ville sidde helt kækt med et glas champagne og en gauloise og følge det franske valg. Det der faktisk skete var at jeg sad under dynen med en kop yogite og var taknemmelig over at de var så hurtige med resultatet at jeg kunne komme tidligt i seng.
I dag er jeg ikke rigtig i stand til at gå og jeg har været nødt til at melde afbud til ballet og yoga, men det hindrer mig ikke i at undersøge muligheden for at løbe HCA Maraton i oktober. For jeg må altså kunne gøre det bedre…