KatrineLeave a comment

Oh skat…

Billedresultat for nuser skat

”Når nu min verden bliver kold og forladt finder jeg trøst i min kæreste skat…”

Det er ikke papirklip, det er bogstaveligt SKAT. Det er sidst på måneden, lidt store armbevægelser, en tur på værkstedet med bilen og lidt kompensation for en måned med et travlt program på arbejde har efterladt min konto lidt slunken. Men her træder SKAT så til, helt uventet. For fem dage siden fik jeg en mail om at I var kommet til at regne forkert og at jeg skulle have næsten 4.000 kr mere end først antaget tilbage for sidste år. En behagelig om end uforståelig meddelelse. En dag senere skriver I til mig igen – nemlig at jeg skal betale selv samme beløb tilbage igen – dog først til efteråret i tre hapser. Nuvel. Jeg skal ikke selv holde mig for fin til at rykke rundt på betalinger for at få det hele til at gå op, men det forvirrer da alligevel en smule. Så jeg ringer til jer for at høre, hvad I laver. Det viser sig at I ikke selv er sikre. Det er systemer, der ligger udenfor jer selv, der melder informationer ind til jer. Det kender jeg godt. Så jeg foreslår at vi lader som om det ikke er sket, at vi blander mig udenom cigarkasserne og at I bare beholder mine/jeres penge i stedet for at vi sender dem frem og tilbage pga jeres lille overilede tryk på knækpils-knappen. Den virker i umiddelbart til at være med på.

Men her til morgen finder jeg alligevel knap 4.000 kr mere på min konto. Det luner. Jeg er ved at løbe tør for parfume, mine sommerferieplaner dufter italiensk og Magasin holder udsalg. Men jeg ved jo godt at I ikke mener det på den måde.

Vores forhold har ofte været lidt anstrengt.Det føles som om det kun er mig, der giver og jer, der tager. Og som om I aldrig giver uden at forvente noget tilbage – med renter. Også når jeg tænker at vi måske kunne snakke om tingene er det som om vi ikke helt taler samme sprog. Måske føler I at jeg ikke har nok at byde ind med i en samtale, der foregår på et så komplekst niveau?

Da jeg var studerende var vores forhold mere casual. Der var mindre på spil. Hvert år sendte I et brev i en anklagende tone om, at I mente jeg havde snydt jer for omkring 168 kr i arbejdsmarkedsbidrag og hvert år skyndte jeg mig brødebetynget at indbetale disse penge til jer. Nogle måneder senere sendte i dem så retur. Åbenbart betød det ikke så meget for jer som det gjorde for mig. Engang formastede jeg mig til at ringe ind og spørge hvorfor. I fortalte mig med anstrengt tålmodighed, at der var tale om en kørsel 13. Den slags må man naturligvis have forståelse for.

Nu er jeg mere voksen og jeg arbejder dagligt på at trække på skulderen, være mere nonchalant og ikke bekymre mig for meget om ting, jeg ikke forstår eller at forsøge at finde motiver for handlinger, der undrer mig. Alligevel strejfer det mig om ikke I gør tingene unødvendigt komplicerede for jer selv? Når I nu er flyttet helt til Ringkøbing, ville det så ikke være rart med en tur ved vandet? I stedet for at spilde tid med at rykke småbeløb rundt og føre anstrengende korrespondancer med mig – og hvem ved om ikke I har tilsvarende samtaler med en lang række andre mennesker?

Det lyder til at I nu skal organiseres om – deles op i syv styrelser, der med let hånd strøes ud over Danmark. Der er åbenbart andre, som I har haft lyst til at sende betragteligt større beløb ud til, men som ikke har haft samme velvilje som jeg til at returnere venligheden. Det er selvfølgelig ikke sjovt at opleve, men om det bliver nemmere af at blive splittet op, tør jeg ikke spå om.

I det sidste halve års tid har jeg skullet fortælle håbefulde unge mennesker om jeres sindrige system. Det er en spændende og udfordrende opgave, der udvikler sig hele tiden. Måske er det en opgivende holdning, jeg her lufter, men kunne vi – SKAT, borgere, virksomheder, mig selv – få det nemmere, hvis vi forsøgte at gøre selve skattesystemet enklere og mere gennemskueligt? Færre satser, færre kasser, færre fradrag, færre tilskud? Det kunne måske spare både jer og os for en masse tid, energi og komplicerede beregninger. Og så ville vi alle have mere tid til at nyde den friske luft ved stranden…

KatrineLeave a comment

Måske var det en udfordring at løbe maraton, men den var overraskende simpel i sin natur. Der var ikke så meget tvivl om hvad opgaven gik ud på – højre fod, venstre fod, gentag. Jeg overvejede ikke undervejs at slå vejrmøller eller danse salsa eller om jeg var startet det rigtige sted.

Den overvejelse er dukket meget op i forbindelse med skrumlet på billedet ovenfor. Foreløbig har jeg fundet 28 måder ikke at tænde op i en brændeovn. Og mange suboptimale måder at kombinere avispapir og træknuder. Det overrasker mig at det overhovedet er muligt ikke at kunne finde ud af at tænde lidt ild, men med undtagelse af en spejderlejr for ca 25 år siden er det heller ikke en event jeg før har gjort det i. Heldigt nok at det er forår… Og at det er sundt at sove køligt.

KatrineLeave a comment

42.195

Engang for 6 år siden tilmeldte jeg mig HCA maraton i et eller andet vanvidsforsøg på at udrette noget inden jeg blev 30. Jeg havde fulgt Michelle Hviid på facebook og var blevet inspireret af at hun en dag havde løbet en lille tur på en ferie og konstateret at det gjorde hende i bedre humør, hvorefter hun tilmeldte sig Berlin Maraton. Kongesejt! Der var bare den væsentlige forskel på Michelle og mig at hun fik fat i en træner og gik i gang med at træne målrettet. Jeg begyndte bare at læse iform. Og nogle gange spiste jeg rosiner i stedet for vingummi. Tre-fire gange indenfor et halvt år var jeg ude at løbe, men det gik overraskende ringe, så jeg begyndte at overbevise mig selv om at jeg nok bare slet ikke var løbetypen. Og jeg har hypermobile led. Og min hverdag er helt vild travl. Hvis undskyldninger forbrændte kalorier ville mange af os være undervægtige… Så det eneste der skete det år var at jeg havde betalt knap 600 kr for et startnummer, jeg ikke fik brugt. Dummebøde…

I dag sidder jeg ved min mors spisebord med en varmepude under hælen, Voltaren gel på alt fra lysken og ned og forsøger at undgå at rejse mig alt for mange gange. For i går gennemførte jeg Hamburg Marathon! Ja, jeg gjorde. Og det er med vilje der står gennemførte og ikke løb, for 80/20 reglen fik en ny betydning undervejs – jeg løb ca 80% af tiden og humpede de 20%. Men det lykkedes. Og jeg har en firkantet medalje i rød snor som jeg er overraskende glad for, selvom den faktisk er lidt grim.


Når man kaster sig ud i sådan en event får man mange gode råd. Desværre stikker de lidt i hver sin retning. ”Det er vigtigt at få mange kilometer i benene” ”Det er vigtigt ikke at tage for lange løbepas” ”Man skal fokusere på udholdenhed” ”Man skal fokusere på tempo” ”Man skal spise mange kulhydrater” ”Man skal ikke få for mange kulhydrater, for det er bedre hvis kroppen bruger fedtet som brændstof” ”Sørg for ikke at give den for meget gas i starten” ”Løb så meget du overhovedet kan” ”Sørg for at drikke ved alle depoter” ”Prøv ikke at holde for mange pauser undervejs” Forvirret? You bet. Men der er nok ligeså mange råd som der er løbere og som med så meget andet skal man nok bare finde ud af hvad der virker for en. I mit tilfælde var der dog sket lidt meget liv, der kom i vejen for min ellers udemærkede træningsplan, så midt i februar konstaterede jeg at der var sket forsvindende lidt på træningsfronten, så jeg måtte forsøge at ’angribe fra alle sider’ og gøre det bedst muligt med den korte tid, der var tilbage. Så det skulle reddes hjem på stædighed – grundformen var der nemlig ikke…

Forsøg på at blive klogere af planer og bøger gjorde det heller ikke nemmere, for de fleste programmer strækker sig over 12 uger eller mere – og jeg havde ca 7. Desuden gør mange af bøgerne det så overvældende at man er ved at miste modet. Skal jeg have en doktorgrad i human fysiologi for at finde ud af om jeg skal spise en banan inden løbeturene eller drikke kakao eller kokosvand bagefter? Og uanset hvor kloge de er, så er de heller ikke enige. Det er givetvis dumt at spise noget man ikke er vant til lige inden et løb, men ellers tror jeg der er nogenlunde fri leg. Ikke to har svaret det samme og de har alle sammen klaret det fint. Det kom i hvert fald hurtigt til at hænge mig langt ud af halsen at skulle carbloade eller overhovedet at skulle lege matematik med min mad. Food is an art, not a science.

På selve dagen var jeg tidligt oppe for at komme til Hamburg. Det hele er meget velorganiseret, hvilket er rart når man er en forvirret nybegynder. Der er professionelle, der har tænkt alt igennem. Hamburg er i øvrigt også dejligt flad, så man har kun distancen at slås med – man skal ikke betvinge store bakker undervejs. Mens jeg stod i startblok K og trippede spændt begyndte det at regne. Meget. Og det var i forvejen kun 6 grader varmt. Og mens jeg forsøgte at tænke stoiske tanker, begyndte det også at hagle… Men det holdt op igen efter små 20 minutter. De første 16-17 km gik vældig fint, dog relativt langsomt. Der er virkelig mange mennesker med (knap 16.000) og der sker en helt masse rundt omkring – hele byen møder frem for at heppe. Især damen med ukulelen blev jeg begejstret for. På et tidspunkt førte ruten os gennem en tunnel, hvor der var sat højttalere op, der spillede Eye of a Tiger for fuld udblæsning. Det var også ret forvirrende med alle depoterne (ca hver femte kilometer). Jeg havde læst at man ikke måtte føle sig tørstig undervejs, for så er man allerede dehydreret. Så jeg tog en lille sjat hvert sted, men det sænker selvfølgelig farten. Noget andet jeg lærte undervejs er at man virkelig ikke ønsker at se et toilet langs en maratonrute indefra. Det kræver en stærk mave. Men når man drikker hver femte kilometer kan man jo blive nødt til det. Den slags burde man også have trænet og fundet ud af inden man kaster sig ud i det store løb.

Undervejs oplevede jeg en enorm fællesskabsfølelse med de andre løbere. Selvom hver løber sit eget løb, er man enormt opmærksomme på hinanden, holder hinanden i gang og holder øje med om alle er okay. Det er ret fantastisk. Det samme gælder den enorme opbakning fra publikum. Der står folk og klapper og har skilte, spiller musik og spiller på tromme. Der er cheerleaders og ekstra mål undervejs, hvor der bliver heppet ekstra meget. Og det virker til at grunden til at ens fornavn står på startnummeret er at folk kan heppe på en personligt! Det bliver man virkelig glad i låget af.


Efter ca 26 kilometer begyndte mit knæ at gøre vildt ondt, men jeg prøvede helt buddhistmunkagtigt at tænke på alle de steder i min krop, der ikke gjorde ondt i stedet for. Det viser sig heldigvis også at smerte er midlertidig. Det lykkedes i hvert fald at tvinge benene videre, selvom der kom flere gåpauser end jeg havde håbet. Efter 31 km begyndte det at gøre ondt i lysken, men heldigvis i samme side som knæet, så med en lidt gakket humpe-/hinketeknik gik det stadig fremad. Resten af ruten foregik ved stædig nedtælling og et mantra om ”quitting is not an option”. Det hjalp enormt meget at følge de andre løbere og at forestille sig hvor fedt det ville være at krydse målstregen – og at få sin varme frakke på. Og til sidst kom 42 km-mærket og et overraskende lillebitte pust af energi, der gjorde det muligt at løbe de sidste 195 meter i nogenlunde hæderlig stil. Det var fedt at vide at det lykkedes, at jeg havde gennemført. Men jeg vil helst ikke snakke om tiden…


Mange folk beretter, hvordan de får nogle enorme erkendelser og får bearbejdet en helt masse, når de løber. Personligt har jeg det nærmest omvendt. I løbet af maratonen var der ikke så meget andet i mit hoved end musikken fra min playliste og om der mon ville være bananer ved næste depot. Og det er nok det tætteste jeg kommer mindfulness. Lidt har også ret.


I lang tid har jeg gået og fantaseret om den enorme italienske isdessert med flødeskum og chokoladesovs, som jeg skulle have efter løbet. Det jeg faktisk havde mest lyst til var en cappuccino. Den lille størrelse. Jeg havde også forestillet mig at jeg ville sidde helt kækt med et glas champagne og en gauloise og følge det franske valg. Det der faktisk skete var at jeg sad under dynen med en kop yogite og var taknemmelig over at de var så hurtige med resultatet at jeg kunne komme tidligt i seng.

I dag er jeg ikke rigtig i stand til at gå og jeg har været nødt til at melde afbud til ballet og yoga, men det hindrer mig ikke i at undersøge muligheden for at løbe HCA Maraton i oktober. For jeg må altså kunne gøre det bedre…

KatrineLeave a comment

Croque Monsieur

Il faut des rites… Det er nødvendigt med ritualer. Men det er vigtigt at de kun fungerer som rammer og ikke holder én fast i et mønster, der ikke tjener andet formål end at gøre det samme som man plejer. Et velkomment og berigende ritual er netop dukket op i mit liv for nylig og det er så hyggeligt at der gerne måtte være flere søndage i en uge.

Master_Fatman_DJ_og_foredrag

Radio 24syv har været så søde at lave et radioprogram specielt til mig – og andre hyggekrukkede typer. Det kommer søndag morgen og inviterer til at blive i sengen og nydelytte – måske kun afbrudt af små udflugter ud i køkkenet efter kaffe og velovervejet morgenmad.
Morten Lindberg (aka Master Fatman) er vært og sammensætter hver uge en skøn buket af indtryk til os, der mest er frankofile med hjertet mere end decideret elokvente udi det frankofone. Således får vi et skønt flydende univers af store samtaler om meningen med livet, gastronomisk nysgerrighed og smagsanmeldelser af alt fra ost til nougat, højtlæsning af Proust, dybfølte breve til Prins Henrik og løbende opdateringer fra Paris om både kultur og det franske præsidentvalg…

 Det skønne er måden det hele forekommer lige vigtigt. At kultur og mad er ligeså vigtigt som en politisk debat. Man ser det store i de små ting – og får de store ting til at virke mindre i det fjerne. En fantastisk måde at starte sin søndag – eller blot at rekalibrere på en travl hverdag, for podcast-arkivet er heldigvis stort.

Lyt til Croque Monsieur her

KatrineLeave a comment

Back off

Det kunne være en hvilken som helst sportshal hvor som helst i landet og en hvilken som helst sportsgren. Scenariet er ca sådan her… Det er lørdag formiddag. Ca 15 børn i alderen 2-6 år skal til sport. Alle har et entourage af mindst én voksen med – komplet med speltsnacks (rosiner, mandler, hjemmebag) eller skyldsnacks (Smarties, prinzenrolle…det er jo lørdag) og mindst én gadget, der kan dokumentere eventen sekund for sekund. Og det er et åbenlyst faktum at et velfærdsnæret barn, der netop har rejst sig fra morgenbordet umuligt kan klare en times mild sportslig udfoldelse uden snacks nok til at holde en midaldrende mand gående i en Ironman. Når alle er ankommet – ca et kvarters tid efter starttidspunktet – forsøger træneren at samle poderne i en rundkreds. Det tager minimum fem minutter, for forældrene skal lige snakke, have selfies med poden på dette vigtige udviklingstrin og desuden lige have et lille kvalitetsøjeblik med en bold et andet sted i salen. Det er lige til øllet at børnene selv får lov at sige deres navn i navnelegen, for alle de trætte forældre battler på at sige barnets navn med Poul Kjøller-stemme, mens de forklarer at ungen er lidt træt/spændt/særligt sensitiv. 

Da træneren forsøger at få gang i lidt spil er børnene ved at blive væltet af de andre børns forældre, der helt entusiastisk hænger i ansigtet på frugten af egen avl, mens de forsøger at gennemføre et interview, der ville gøre TV2-Sporten jaloux “Er det sjovt?” “Kan du lide det?” “Hvordan har du det lige nu?”

Efter ca en halv time er de første udvandret. “Han vil vist hellere til fodbold/håndbold/hækling/yoga”

Kære forældre… tror I ikke I kunne slappe lidt af? Sæt jer på bænken med avisen, tag en sludder med en anden voksen, gå en lille tur udenfor hallen eller nup en lur. Men hvis lille Sofus skal have en chance for at prøve en given sportsgren af, så lad ham prøve selv og stol på at træneren har styr på det. Eller lad være med at bruge dyrebare lørdag morgener på sport når I ikke er klar til at slippe ungerne. Men lad være med at shanghaje børnenes oplevelse på den måde. Måske er det jer, der trænger til at få en hobby?

KatrineLeave a comment

Soup for the soul

img_2439.jpg

When you’re weary, feeling small… hvis det regner og stormer udenfor eller indeni, så er det du har brug for en varm krammer. Den kan du få i form af Soup Stone Cafe, hvor både indretningen, maden og betjeningen minder om en krammer.

Allerede første gang man kigger ind bliver man modtaget som om det er dagens højdepunkt at man dukkede op. Og mens man prøver at bestemme sig mellem de lækre retter på tavlen får man tilbudt smagsprøver (se billedet ovenfor) så smagsløgene kan være med til at vælge om sjælen trænger mest til gulasch eller mulligatawny den dag.
Det er sjældent man oplever så god service på et helt almindeligt takeaway-/cafésted i Danmark og man går altid derfra med et smil, fordi man kom til at snakke om noget sjovt. Havde det ikke været for SSC er det ikke sikkert jeg havde opdaget Scott Bradlee’s Postmodern Jukebox, der har kørt næsten nonstop på Spotify siden de præsenterede mig for You Give Love A Bad Name i big band udgave.
Indretningen er også i særklasse – dæmpet og hyggeligt, gråt uden at være trist eller køligt og med små quirks, der kun tilfører charme og ikke den der provinsielle kitsch med et strejf af Jensens Bøfhus, der har det med at infiltrere det odenseanske cafeliv.
Udover de lækre supper byder menuen også på en lækker chicken curry (oft kopiert, nie erreicht) og en perfekt pad thai. Smag er svær at beskrive – så du er nok nødt til at prøve det selv

Soup Stone Café ligger på Store Gråbrødrestræde 11 i Odense

 

KatrineLeave a comment

Hvis du kunne være indeni et digt

I øjeblikket kan man se Morten Søndergaards udstilling Unknow Yourself på Brandts 13. Udstillingen består af et rum, hvor gulvet består af marmorfliser med brudstykker af et digt. Alle sætninger er små tankeeksperimenter, der starter med et ‘hvis’.


Og sådan kan man gå en tur i et rum i et digt i sit sind i sig selv og fundere over hvad der ville ske ‘hvis en hjerneblødning forvandler dit sind til en blomst’ eller ‘hvis du vidste hvad du vil her’.

Det kan betale sig at tage sig tid til at falde i staver, til selv at være poetry in motion, til at tænke tanker til ende.


Morten Søndergaards Unknow Yourself kan ses nu og frem til 14/5-2017 på Brandts 13 i Odense.

KatrineLeave a comment

Lånte fjer

snoopy-writer1

I går var jeg med det sene tog fra København. Toget, der stopper i eksotiske steder som Trekroner og Viby Sj. og som fragter branderter i alle aldre sikkert hjem til provinsen. Her sad jeg med min notesbog og skriblede dagens oplevelser og strøtanker ned. På den anden side af midtergangen sad flere generationer af jysk familie på vej hjem fra familiefest i København. Selskabeligt overrislet og med den der opstemte følelse af tilfredshed, der melder sig, når man har set resten af familien, der har truffet anderledes valg om bopæl, familie og karriere og konkluderet at man selv har gjort det helt rigtigt. Det kan godt være man går og tvivler og fortryder i hverdagen, men når man ser på de der hoveder i København, går det jo egentlig meget godt. En af herrerne i selskabet opdagede at jeg sad og skrev, men undervejs i rødvinstågen og min forkølelsesdæmpede stemmes formidlingsvanskeligheder, blev konklusionen at jeg ikke bare skrev I en bog, men at jeg skrev en bog PUNKTUM. Præpositioner har det åbenbart med at opløses i spiritus. Og pludselig var jeg blevet forfatter!

Interesseret spurgte de ind til hvordan man får iscenesat handlingen med vejr og natur, for det havde altid undret dem. Og hvordan bygger man et plot op, hvor man får samlet trådene til sidst? Hvordan holder man styr på alle figurerne? Og behøver der at være nogen der dør? Det sidste spørgsmål kom af, at flere i selskabet holdt meget af krimigenren og bestemt mente at jeg burde skrive noget i den stil – “det er jo også der pengene ligger!”

Jeg svarede efter bedste evne, men havde samtidig travlt med at skrive spørgsmålene ned. For det er bestemt gode spørgsmål. At skrive er jo også et håndværk, selvom man ofte forledes til at tro at det bare kommer til forfatteren oppefra. Det skønne ved at skrive historier er at man selv bestemmer ALT. Tid, sted, vejr, stemning, baggrundsmusik, andre menneskers handlinger og ord! Bevæbnet med en kuglepen kan man for en kort stund være almægtig! Og mens jeg sådan filosoferede over plots og baggrundsstemninger, forsøgte jeg at ignorere at en stor del af mine skriblerier ikke kunne betegnes som andet end ubehjælpsomme dagbogsovervejelser, navlepillerier og banaliteter. Forventningspresset til hvad der skulle komme ud af skrivematerialer for 40 kr fra Tiger steg kraftigt på bare få minutter.

En anden i selskabet spurgte stilfærdigt til, om ikke bare det kunne være noget stille og roligt noget. Behøvede det hele at blive så dramatisk? Var der overhovedet nogen, der behøvede at dø i historien? Igen rigtigt gode spørgsmål… For det er da egentlig sjovt at det lige er krimigenren, der blomstrer i en tid, hvor alt egentlig ikke er overvældende trygt. Måske er det for at få system i ondskaben? At der er en fast skabelon og at morderen fanges til sidst. Det kan også være at den megen utryghed og forvirring i verden skaber en ny efterspørgsel på litteratur fyldt med orden, skønhed og logik? Eller måske forklarer det den anden store tendens indenfor bøger og tv-programmer: Alt godt i hus, have og madlavning?

Da jeg skulle stige af toget jokede selskabet med at de hellere måtte passe på med hvad de sagde, så de ikke pludselig endte i historien. Hånden på hjertet havde jeg faktisk siddet og overvejet værdien af en rødvinsmarineret jysk familie i tre generationer som baggrundshistorie til en af hovedpersonernes togtur, men slog det alligevel hen. Hvis jeg nogensinde får skrevet den roman dukker de nok op et sted.

KatrineLeave a comment

Det virtuelle håndtryk

I forbindelse med en større opgave, der står og lurer ude i den nærmeste fremtid, var jeg en tur på biblioteket – og selvom jeg gjorde mit bedste for at begrænse mig, kom jeg til at gå derfra med 23 bøger… En af dem, der røg med i stakken, hedder Det virtuelle håndtryk. Den er udgivet i serien Børsen Mikro og ud fra bagsideteksten så den overskuelig og smart ud. Men men men… Den er fra 2007! Og det er virkelig lang tid nu om stunder… 

Når man læser lidt ind i bogen får man gode råd om MySpace (findes det overhovedet længere?? Og hvis det gør, er det så ikke ved at være retro?) og der er et langt kapitel, der argumenterer for det gavnlige ved at være præsent på internettet. Google var allerede markedsdominerende (89 pct af alle danskernes søgninger i 2006), men Facebook er slet ikke nævnt. Til gengæld er det helt nostalgisk at læse om groupcare… Før Facebook brugte vi groupcare til alt fra gruppearbejde på universitetet, koordinering af valgkampe til planlægning af fester. Det samme gælder mange af de forskellige online communities og diskussionsfora, der næsten umærkeligt er sevet over på Facebook. 

Blogs hedder stadig weblogs i 2007. Og de beskrives som en slags åben notesbog, der er smart til at huske links med. Det er nok de færreste blogs fra den gang, der stadig kan læses, men der var faktisk mange gode iblandt dengang. Uffe Stenstrop fra det hedengangne Stenstrop og Partners havde en glimrende blog om stort og småt fra tebrygning til verdenssituation. Maren Uthaug startede en af de første rigtig læste morblogs. Flere mindre kendte politikere nød muligheden for at kunne udbrede sig i dybden om deres holdninger til alt fra kloakering af det åbne land til frihandel eller klassestørrelser. Selv havde jeg den nu hedengangne kattepine.dk, som havde næsten 14 faste læsere og som engang blev omtalt i Fyens Stiftstidende pga dybsindige overvejelser om hvorvidt Don Ø havde læber eller ej. Det var dage…

Blandt bloggere, der nævnes i bogen og som stadig er aktive, nævnes Dorte Toft – der siden da bl.a. har afsløret Stein Bagger og IT Factory.

Der gives også gode råd om at lave podcasts. Det ved jeg faktisk ikke, hvor mange der gør det i i Danmark?  Ellers laver folk vist youtube-kanaler? Og i 2007 gik tingene lidt mere roligt og grundigt for sig – tommelfingerreglen er ihvertfald at det tager ca otte gange så lang tid at researche, indspille, redigere og udgive en podcast som den varer. 

Sociale medier er på dette tidspunkt Skype, wikipedia, flickr og youtube. Og blandt de professionelle nævnes LinkedIn – men også Xing, Ryze og Ecademy. De sidste tre tror jeg faktisk aldrig jeg har hørt om… LinkedIn derimod har jeg vist slet ikke hørt nok om.

Tidligere på året benyttede jeg mig af tilbuddet om 14 dages gratis LinkedIn Premium, da jeg havde brug for at kontakte en person i en virksomhed, som jeg ikke kunne få fat på af andre veje. Det lykkedes også fint. Men i dagligdags forvirringen kom jeg til at overse mailen om at de 14 dage snart udløb og jeg kom derfor til at binde mig til et helt års premiummedlemsskab! Denne fadæse kostede mig 3.000 kr… Så husk at tjekke din mail, hvis du har tilmeldt dig 14 dages gratis noget…

Men hvis nogen ligger inde med viden om, hvad LinkedIn premium kan bruges til vil jeg blive frygtelig glad for et tip – enten som kommentar her nedenfor eller gennem LinkedIn-beskeder…