På evig jagt efter indre ro og ydre overskud har jeg i flere år flirtet on and off med yoga i stort set enhver form. Ofte når jeg frem til den konklusion at “my mind is too full to be mindful”, men jeg bliver alligevel draget til yoga igen og igen – ikke mindst fordi de mest glade, tilfredse og afbalancerede mennesker jeg møder har yoga til fælles. Det er bare endnu ikke lykkedes mig at knække nøden. Altså, jeg kan sagtens bøje mig i underlige retninger og strække mig til alle sider, men det med at fokusere på åndedræt, ånde ned i rygsøjlen, visualisere sølvkugler og give heeeelt slip er ikke blevet til noget endnu.

Jeg går altid afsted med de bedste intentioner og en ide om at være nået til et modenhedsstadie, der gør det muligt at dæmpe sindet i en times tid. Fat chance. Måske alle de andre i salen er ligeså rundtossede og også er igang med at tænke over om de har husket at smide vasketøjet i tumbleren, om der er mælk nok, om man burde overtage verdensherredømmet med en app eller hvilken superkraft man helst ville have? Eller også kan alle andre godt finde ud af at koncentrere sig om at trække vejret ud i alle mulige dele af kroppen, hvor mine lunger ikke når hen?

Den første gang jeg prøvede yoga var jeg omkring 15 år og igang med en let esoterisk fase, der også involverede store mængder gulerodsjuice, økologisk te og yinyang-tegn på alt for mange dagligdags accessories. Jeg havde lånt en bog med små tegninger af de forskellige stillinger, men havde svært ved at læse instruktionerne og trække vejret på den rigtige måde samtidig med at jeg prøvede at få min krop til at lave hunde- og træstillinger. Senere prøvede jeg en yogatime et eller andet sted i en gymnastikforening og steg helt af under en visualisering af sølvbolde i en eng. Det kunne jeg ikke rigtigt arbejde med. Ligesom jeg generelt har svært ved at have lukkede øjne i et rum fuldt af fremmede mennesker. Lidt tvangsneurotisk må man gerne være.

Senere har jeg prøvet ashtanga yoga – en meget fysisk form for yoga, hvor man får varmen og mærker at kroppen bliver stærkere af det. Det var faktisk ret godt, men det blev også hurtigt lidt kedeligt da der er mange repetitioner af de samme øvelser. Hatha yoga prøvede jeg i en church hall i Oxford med en fantastisk originalt indisk yogalærer. Jeg fik stadig ikke fat i det åndedræts-tekniske eller indfanget min monkey-brain, men min ryg elskede det. Det var næsten som om man kunne give sig selv en komplet kropsmassage – og oveni det fik man lov at sidde i skrædderstilling og chante “OMMM”. Det føltes ekstremt autentisk.

I Brighton prøvede jeg kræfter med Bikram Yoga = yoga i et rum med 45 graders varme! Mindre end 1,5 l vand per time kan ikke gøre det. Og man skal være nogenlunde okay med at stå i et rum fuld af fremmede mennesker i undertøj – uanset blufærdighed er det ikke muligt at holde en times bikram yoga ud i mere end det. Varmen gør at musklerne bliver lidt ekstra bløde, så man kan strække og bøje sig mere end ellers. Det presser én fysisk, men man går derfra med en let og renset fornemmelse i kroppen.

Tilbage i Odense har jeg endnu engang forsøgt at tage yoga til mig og har derfor tilbragt en times tid på et gulv og følt mine skulderblade og trukket vejret dybt. Mit fokus var dog mest på mine tæer. De frøs nemlig. Men yogalæreren ser så glad ud på den der afslappede og afklarede måde, så hvis man nu bliver ved med at gå derhen kan det jo være det smitter.

I gymnasiet havde jeg fransk på højniveau – jeg satte stor pris på det, omend det var med svingende indsats. Min fransklærer var ganske uimponeret af min omgang med sproget og erklærede på et tidspunkt at jeg talte franske som en perker (hendes ord, ikke mine!). Jeg trøstede mig dengang med at jeg da så ihvertfald ville kunne finde nogen at snakke med når jeg kom derned.

Sproget var en svær nød at knække, men det var nu også især kulturen, den sagnomspundne elegance og det sært uforståelige der tiltrak mig ved fransk i første omgang. Fra gymnasiet husker jeg mest de skuespil, vi læste – specielt Rhinoceros af Ionesco og Huis Clos af Sartre. L’enfer c’est les autres er en tanke, der strejfer mig, hver gang jeg kommer til at sætte mine ben i et butikscenter. Men siden jeg fik min hvide hue har jeg ikke brugt mit fransk til ret meget andet end en enkelt tur til Paris og at bestille ting på franske netbutikker… Alt hvad jeg har læst af fransk litteratur siden har været i oversat form – og jeg har endnu ikke kastet mig ud i at se franske film uden undertekster. Det kunne ellers være sejt… At kunne tale fransk rigtigt og at kunne forstå det helt uden undertekster – omend undertekster ikke er nogen garanti for at man forstår franske film

I mangel på ægte franskkundskaber har jeg kastet mig over nogle af de mange amerikanske og britiske populærlitterære anekdotisk baserede bøger om franskmændenes og ikke mindst fransk-kvindernes mange fortræffeligheder, som det har vrimlet med i de senere år: De bliver ikke fede, deres børn er mere velopdragne, deres skoler er bedre, kvinderne er bedre klædt og har en naturlig elegance og stilsans, som er næsten inimitable – i sagens natur kunne de ikke drømme om at forlade hjemmet uden at hår og makeup er i orden. De har savoir faire, joie de vivre og je ne sais quoi. De er også mere forførende, bedre elskerinder og holder sig langt bedre når de er “indfanget” – for slet ikke at tale om at de er langt mere intellektuelle og refererer til Descartes når amerikanere ville snakke Gossip Girl…  Med andre ord – et fuldstændig retvisende billede på en gennemsnitsborger i Frankrig. Suk. Således diskvalificeret af geografi kan man som anglofil dansker blot fordybe sig i ti-trins-guides i at nøjes med to tern mørk chokolade og kvalitetsyoghurt i stedet for at rydde en pose Katjes, at sige ‘ca suffit’ på rette tidspunkt til sine børn og sende dem i seng uden aftensmad når de leger med ærterne. Herpå kan man give sig i kast med listen over de 25 essentielle dele af enhver kvindes garderobe, en liste over franske cremer og blandede skønhedsprodukter – som man herpå giver sit eget personlige touch. Og mens man slapper af med en ansigtsmaske og en hjemmelavet yoghurt kan man så fordybe sig i Colettes samlede værker og trøste sig med, at en af forfatterne mener at de franske kvinder mangler humor og evnen til at være veninder.

Nogle vil sikkert mene at man med fordel bare kunne bruge sin tid på noget bedre – som f.eks. at læse Descartes og Camus, se franske nyheder eller planlægge en vinsmagningsferie i Bourgogne. De ville have ret.