Back off

Det kunne være en hvilken som helst sportshal hvor som helst i landet og en hvilken som helst sportsgren. Scenariet er ca sådan her… Det er lørdag formiddag. Ca 15 børn i alderen 2-6 år skal til sport. Alle har et entourage af mindst én voksen med – komplet med speltsnacks (rosiner, mandler, hjemmebag) eller skyldsnacks (Smarties, prinzenrolle…det er jo lørdag) og mindst én gadget, der kan dokumentere eventen sekund for sekund. Og det er et åbenlyst faktum at et velfærdsnæret barn, der netop har rejst sig fra morgenbordet umuligt kan klare en times mild sportslig udfoldelse uden snacks nok til at holde en midaldrende mand gående i en Ironman. Når alle er ankommet – ca et kvarters tid efter starttidspunktet – forsøger træneren at samle poderne i en rundkreds. Det tager minimum fem minutter, for forældrene skal lige snakke, have selfies med poden på dette vigtige udviklingstrin og desuden lige have et lille kvalitetsøjeblik med en bold et andet sted i salen. Det er lige til øllet at børnene selv får lov at sige deres navn i navnelegen, for alle de trætte forældre battler på at sige barnets navn med Poul Kjøller-stemme, mens de forklarer at ungen er lidt træt/spændt/særligt sensitiv. 

Da træneren forsøger at få gang i lidt spil er børnene ved at blive væltet af de andre børns forældre, der helt entusiastisk hænger i ansigtet på frugten af egen avl, mens de forsøger at gennemføre et interview, der ville gøre TV2-Sporten jaloux “Er det sjovt?” “Kan du lide det?” “Hvordan har du det lige nu?”

Efter ca en halv time er de første udvandret. “Han vil vist hellere til fodbold/håndbold/hækling/yoga”

Kære forældre… tror I ikke I kunne slappe lidt af? Sæt jer på bænken med avisen, tag en sludder med en anden voksen, gå en lille tur udenfor hallen eller nup en lur. Men hvis lille Sofus skal have en chance for at prøve en given sportsgren af, så lad ham prøve selv og stol på at træneren har styr på det. Eller lad være med at bruge dyrebare lørdag morgener på sport når I ikke er klar til at slippe ungerne. Men lad være med at shanghaje børnenes oplevelse på den måde. Måske er det jer, der trænger til at få en hobby?

Soup for the soul

img_2439.jpg

When you’re weary, feeling small… hvis det regner og stormer udenfor eller indeni, så er det du har brug for en varm krammer. Den kan du få i form af Soup Stone Cafe, hvor både indretningen, maden og betjeningen minder om en krammer.

Allerede første gang man kigger ind bliver man modtaget som om det er dagens højdepunkt at man dukkede op. Og mens man prøver at bestemme sig mellem de lækre retter på tavlen får man tilbudt smagsprøver (se billedet ovenfor) så smagsløgene kan være med til at vælge om sjælen trænger mest til gulasch eller mulligatawny den dag.
Det er sjældent man oplever så god service på et helt almindeligt takeaway-/cafésted i Danmark og man går altid derfra med et smil, fordi man kom til at snakke om noget sjovt. Havde det ikke været for SSC er det ikke sikkert jeg havde opdaget Scott Bradlee’s Postmodern Jukebox, der har kørt næsten nonstop på Spotify siden de præsenterede mig for You Give Love A Bad Name i big band udgave.
Indretningen er også i særklasse – dæmpet og hyggeligt, gråt uden at være trist eller køligt og med små quirks, der kun tilfører charme og ikke den der provinsielle kitsch med et strejf af Jensens Bøfhus, der har det med at infiltrere det odenseanske cafeliv.
Udover de lækre supper byder menuen også på en lækker chicken curry (oft kopiert, nie erreicht) og en perfekt pad thai. Smag er svær at beskrive – så du er nok nødt til at prøve det selv

Soup Stone Café ligger på Store Gråbrødrestræde 11 i Odense

 

Hvis du kunne være indeni et digt

I øjeblikket kan man se Morten Søndergaards udstilling Unknow Yourself på Brandts 13. Udstillingen består af et rum, hvor gulvet består af marmorfliser med brudstykker af et digt. Alle sætninger er små tankeeksperimenter, der starter med et ‘hvis’.


Og sådan kan man gå en tur i et rum i et digt i sit sind i sig selv og fundere over hvad der ville ske ‘hvis en hjerneblødning forvandler dit sind til en blomst’ eller ‘hvis du vidste hvad du vil her’.

Det kan betale sig at tage sig tid til at falde i staver, til selv at være poetry in motion, til at tænke tanker til ende.


Morten Søndergaards Unknow Yourself kan ses nu og frem til 14/5-2017 på Brandts 13 i Odense.

Lånte fjer

snoopy-writer1

I går var jeg med det sene tog fra København. Toget, der stopper i eksotiske steder som Trekroner og Viby Sj. og som fragter branderter i alle aldre sikkert hjem til provinsen. Her sad jeg med min notesbog og skriblede dagens oplevelser og strøtanker ned. På den anden side af midtergangen sad flere generationer af jysk familie på vej hjem fra familiefest i København. Selskabeligt overrislet og med den der opstemte følelse af tilfredshed, der melder sig, når man har set resten af familien, der har truffet anderledes valg om bopæl, familie og karriere og konkluderet at man selv har gjort det helt rigtigt. Det kan godt være man går og tvivler og fortryder i hverdagen, men når man ser på de der hoveder i København, går det jo egentlig meget godt. En af herrerne i selskabet opdagede at jeg sad og skrev, men undervejs i rødvinstågen og min forkølelsesdæmpede stemmes formidlingsvanskeligheder, blev konklusionen at jeg ikke bare skrev I en bog, men at jeg skrev en bog PUNKTUM. Præpositioner har det åbenbart med at opløses i spiritus. Og pludselig var jeg blevet forfatter!

Interesseret spurgte de ind til hvordan man får iscenesat handlingen med vejr og natur, for det havde altid undret dem. Og hvordan bygger man et plot op, hvor man får samlet trådene til sidst? Hvordan holder man styr på alle figurerne? Og behøver der at være nogen der dør? Det sidste spørgsmål kom af, at flere i selskabet holdt meget af krimigenren og bestemt mente at jeg burde skrive noget i den stil – “det er jo også der pengene ligger!”

Jeg svarede efter bedste evne, men havde samtidig travlt med at skrive spørgsmålene ned. For det er bestemt gode spørgsmål. At skrive er jo også et håndværk, selvom man ofte forledes til at tro at det bare kommer til forfatteren oppefra. Det skønne ved at skrive historier er at man selv bestemmer ALT. Tid, sted, vejr, stemning, baggrundsmusik, andre menneskers handlinger og ord! Bevæbnet med en kuglepen kan man for en kort stund være almægtig! Og mens jeg sådan filosoferede over plots og baggrundsstemninger, forsøgte jeg at ignorere at en stor del af mine skriblerier ikke kunne betegnes som andet end ubehjælpsomme dagbogsovervejelser, navlepillerier og banaliteter. Forventningspresset til hvad der skulle komme ud af skrivematerialer for 40 kr fra Tiger steg kraftigt på bare få minutter.

En anden i selskabet spurgte stilfærdigt til, om ikke bare det kunne være noget stille og roligt noget. Behøvede det hele at blive så dramatisk? Var der overhovedet nogen, der behøvede at dø i historien? Igen rigtigt gode spørgsmål… For det er da egentlig sjovt at det lige er krimigenren, der blomstrer i en tid, hvor alt egentlig ikke er overvældende trygt. Måske er det for at få system i ondskaben? At der er en fast skabelon og at morderen fanges til sidst. Det kan også være at den megen utryghed og forvirring i verden skaber en ny efterspørgsel på litteratur fyldt med orden, skønhed og logik? Eller måske forklarer det den anden store tendens indenfor bøger og tv-programmer: Alt godt i hus, have og madlavning?

Da jeg skulle stige af toget jokede selskabet med at de hellere måtte passe på med hvad de sagde, så de ikke pludselig endte i historien. Hånden på hjertet havde jeg faktisk siddet og overvejet værdien af en rødvinsmarineret jysk familie i tre generationer som baggrundshistorie til en af hovedpersonernes togtur, men slog det alligevel hen. Hvis jeg nogensinde får skrevet den roman dukker de nok op et sted.

Det virtuelle håndtryk

I forbindelse med en større opgave, der står og lurer ude i den nærmeste fremtid, var jeg en tur på biblioteket – og selvom jeg gjorde mit bedste for at begrænse mig, kom jeg til at gå derfra med 23 bøger… En af dem, der røg med i stakken, hedder Det virtuelle håndtryk. Den er udgivet i serien Børsen Mikro og ud fra bagsideteksten så den overskuelig og smart ud. Men men men… Den er fra 2007! Og det er virkelig lang tid nu om stunder… 

Når man læser lidt ind i bogen får man gode råd om MySpace (findes det overhovedet længere?? Og hvis det gør, er det så ikke ved at være retro?) og der er et langt kapitel, der argumenterer for det gavnlige ved at være præsent på internettet. Google var allerede markedsdominerende (89 pct af alle danskernes søgninger i 2006), men Facebook er slet ikke nævnt. Til gengæld er det helt nostalgisk at læse om groupcare… Før Facebook brugte vi groupcare til alt fra gruppearbejde på universitetet, koordinering af valgkampe til planlægning af fester. Det samme gælder mange af de forskellige online communities og diskussionsfora, der næsten umærkeligt er sevet over på Facebook. 

Blogs hedder stadig weblogs i 2007. Og de beskrives som en slags åben notesbog, der er smart til at huske links med. Det er nok de færreste blogs fra den gang, der stadig kan læses, men der var faktisk mange gode iblandt dengang. Uffe Stenstrop fra det hedengangne Stenstrop og Partners havde en glimrende blog om stort og småt fra tebrygning til verdenssituation. Maren Uthaug startede en af de første rigtig læste morblogs. Flere mindre kendte politikere nød muligheden for at kunne udbrede sig i dybden om deres holdninger til alt fra kloakering af det åbne land til frihandel eller klassestørrelser. Selv havde jeg den nu hedengangne kattepine.dk, som havde næsten 14 faste læsere og som engang blev omtalt i Fyens Stiftstidende pga dybsindige overvejelser om hvorvidt Don Ø havde læber eller ej. Det var dage…

Blandt bloggere, der nævnes i bogen og som stadig er aktive, nævnes Dorte Toft – der siden da bl.a. har afsløret Stein Bagger og IT Factory.

Der gives også gode råd om at lave podcasts. Det ved jeg faktisk ikke, hvor mange der gør det i i Danmark?  Ellers laver folk vist youtube-kanaler? Og i 2007 gik tingene lidt mere roligt og grundigt for sig – tommelfingerreglen er ihvertfald at det tager ca otte gange så lang tid at researche, indspille, redigere og udgive en podcast som den varer. 

Sociale medier er på dette tidspunkt Skype, wikipedia, flickr og youtube. Og blandt de professionelle nævnes LinkedIn – men også Xing, Ryze og Ecademy. De sidste tre tror jeg faktisk aldrig jeg har hørt om… LinkedIn derimod har jeg vist slet ikke hørt nok om.

Tidligere på året benyttede jeg mig af tilbuddet om 14 dages gratis LinkedIn Premium, da jeg havde brug for at kontakte en person i en virksomhed, som jeg ikke kunne få fat på af andre veje. Det lykkedes også fint. Men i dagligdags forvirringen kom jeg til at overse mailen om at de 14 dage snart udløb og jeg kom derfor til at binde mig til et helt års premiummedlemsskab! Denne fadæse kostede mig 3.000 kr… Så husk at tjekke din mail, hvis du har tilmeldt dig 14 dages gratis noget…

Men hvis nogen ligger inde med viden om, hvad LinkedIn premium kan bruges til vil jeg blive frygtelig glad for et tip – enten som kommentar her nedenfor eller gennem LinkedIn-beskeder…

De helt rigtige ord

Når hverdagen bliver overvældende, for travl, for krævende, for almindelig er det rart at der på den anden side af jordkloden er en drømmefabrik, der skaber fantasiuniverser til os, når vi er for trætte til at opfinde dem selv. Og det er mere end almindelig hyggeligt at krølle sig sammen på sofaen med sin ipad og med en lille bevægelse med pegefingeren kan man transportere sig hen i en anden tid, et andet sted, en anden person og bare koble hjernen fra. Det svinger lidt, hvad man har brug for – nogle gange skal det bare være sjovt, nogle gange skal det være flere hundrede år siden, nogle gange skal det være optimistisk og godt og andre gange ondt og modbydeligt. Men det er skønt at der findes dygtige mennesker, der kan skabe en verden, der minder lidt om vores, men med bedre lyssætning, mere helstøbte personligheder, pænere mennesker og langt bedre dialog.

Jane Austen skrev sine romaner med udgangspunkt i at hendes heltinder skulle have det, hun ikke selv fik. Og sådan tror jeg mange forfattere opererer – med at kompensere for det der ikke lykkes for dem selv ved at lade det lykkes for de mange fiktive figurer, der dukker op i deres univers. En af mine favoritmanuskriptforfattere er Shonda Rhimes, ejer af Shondaland, skaber af Grey’s Anatomy, Scandal og How To Get Away With Murder. Den sidstnævnte har jeg ikke set endnu – er bange for at det vil skabe en skræmmende afhængighed. Men de to andre har – udover vildt og voldsomt drama, dybe følelser og god æstetik – nogle fantastiske ‘in your face’-scener, hvor karaktererne i diverse afgørende situationer får holdt de bedste monologer, snappy comebacks og dundertaler. I virkelighedens verden sidder man ofte flere timer eller dage efter en situation og ved præcis, hvad man skulle have sagt. Og så er det for sent og der er ikke rigtig noget at gøre ved det. I Grey’s Anatomy vakler Dr Bailey og Dr Webber ikke når der skal sættes grænser, ridses præmisser op eller deles tough love ud. I Scandal ved Olivia Pope altid hvad der skal siges og hvordan, når præsidenter ved en fejl går i krig i Vestangola eller når hendes far som leder af en enorm spionorganisation lidt overilet slår folk ihjel. Situationer de færreste af os står overfor på daglig basis.

Men hvor kunne det være fantastisk hvis man havde en manuskriptforfatter, der sørgede for at man ikke sad mundlam tilbage når det ville have været smart, hvis man kunne sige hvad man tænkte. Ved den jobsamtale, hvor man i bilen på vej hjem kommer i tanke om det helt rigtige svar på et afgørende spørgsmål. Eller da en uhøflig person i supermarkedet kørte en indkøbsvogn ind i hælene på én og lidt bøvet konstaterede “Jeg skubber lige”. Når ens veninde slår sig selv i hovedet over at have taget på. Eller når ens barn er ved at miste modet til at lære noget nyt. Der er det frustrerende at være for sent ude med den rigtige replik. Og selvom tid er en sær dimension er timing afgørende. Der kommer ikke altid en chance mere. Måske lærer man det med tiden? Måske har man på et tidspunkt lavet en tilpas stor samling af geniale monologer i sit hoved, så de dukker op når det passer ind? Ellers må man jo blive manuskriptforfatter…

I always pass on good advice

…it’s the only thing to do with it. It’s never any use to yourself. (Oscar Wilde)

writing process

Så her kommer en række gode råd til, hvordan man skriver en god opgave.

  • Gå i gang i god tid. Hvis der er sat en eller flere uger af til opgaven er der typisk en god grund til det.
  • Du kan ikke have det hele i hovedet. Skriv ned undervejs. Hav et kladdehæfte eller note-app i nærheden til når du kommer i tanker om noget, der måske kan bruges. Noter ned, hvis du finder en god artikel eller bog, der kan bruges.
  • Lav en god disposition. Den kan altid ændres undervejs, men et skelet, hvor du får noteret ned, hvad der skal med kan hjælpe med at sortere i overvejelserne.
  • Spild ikke tiden på overvejelser om, hvorvidt du overhovedet kan skrive opgaven. Selvfølgelig kan du det ellers var den ikke blevet stillet til dig.
  • Læs tidligere opgaver i samme genrer, der er blevet bedømt godt. Det kan give dig en ide til opbygning, skrivestil og disponering af emnet. Men lad dig ikke binde af det. Der er mange måder at skrive en god opgave.
  • Læg en plan og hav en rutine. Læg gerne plads ind til pauser – om du har brug for at løbe en tur, lave mad eller strikke undervejs, så sørg for at der er plads til det. Tit er det her tankerne falder på plads. Eller at det, der kører i ring, bliver løsnet lidt op.
  • Vær ikke for kritisk når du skriver. Det er ikke perfekt fra starten, men hvis du slet ikke skriver noget, er der heller ikke noget at forbedre. Hav evt. en fil med fraklip. Man ved jo ikke om der skulle gemme sig et guldkorn eller to i det, der startede som løse tanker.
  • Bed om hjælp. Hvis du kender en, der har skrevet en lignende opgave før og som du har tillid til, kan du få vedkommende til at læse opgaven igennem undervejs. Hvis der er andre, der er i gang med den samme opgave, kan det være rart at snakke sammen både om opgaven og skriveprocessen. Ofte er det rart at få forventningsafstemt med virkeligheden. Og det er en god anledning til at dele ud og hjælpe andre. Eller til at lide i fællesskab.
  • Læg telefonen væk. Luk for facebook. Det er verdens bedste overspringshandling og der er altid noget, der umiddelbart virker sjovere og mere spændende end den opgave du er i gang med. Men det er der også når du er færdig med opgaven. Desuden gavner det ikke selvværdsfølelsen at konstatere at der ikke er nogen, der har haft akut behov for at snakke med én i flere timer.
  • Det perfekte sted at skrive opgaven findes ikke. Der er altid larm, træk eller dårlige stole og det er bittert at have brugt en masse tid på at køre i bus eller på cykel for at konstatere at læsesalen på universitetet var fyldt eller at der skulle skiftes vinduer på kontoret. Bare sæt dig et sted og gå i gang.
  • Find det sjove i opgaven. Selvfølgelig er alt ikke lige spændende og det er ikke alle opgaver, der handler om det man brænder allermest for på et givent tidspunkt, men der er altid et eller andet, der kan fange en. Hyg dig med det og brug de mere trivielle dele af opgaven til når du bare har brug for at der sker noget på papiret.
  • Gå ikke helt i stå. Der er sikkert en forside, der kan laves eller en indholdsfortegnelse eller litteraturliste. Det fylder alt sammen og det hjælper til at føle at der trods alt bliver gjort et eller andet.
  • De færreste opgaver kræver research på Netflix…
  • Hvis du er ryger eller patologisk kaffedrikker kan det være smart at lave nogle regler eller mål, der skal nås før du får den næste cigaret eller kop kaffe. Den milde grad af desperation kan hjælpe dig videre med noget du måske ikke lige havde lyst til.
  • Husk, hvor godt det føles når det er overstået :-)

At blive glemt

Hvis du har set Inderst Inde og ikke er lavet af træ, har du sikkert også fældet en tåre da Bing Bong forsvinder. Per Juul Carlsen i Filmselskabet vurderede i hvert fald scenen til at være den sørgeligste han havde set i nogen film i nyere tid. Da jeg så den i biografen med min yngste datter græd hun i tre kvarter og vi havde en lang snak om at selvom folk dør, så kan de stadig findes i vores minder… Med filmen er vi i hvert fald mange, der nu kan huske Bing Bong. I fredags blev jeg glemt af en kollega, der skulle have kørt mig hjem. I lørdags blev jeg glemt af min nabo på 91, der ikke kunne genkende mig. Og selvom jeg tit joker med at jeg bare er en social konstruktion og baseret på virkelige hændelser blev jeg alligevel kortvarigt grebet af panik. Hvad nu hvis jeg slet ikke findes? Tænk hvis jeg er på vej ned i afgrunden af minder, der ikke skal bruges til noget? Hvordan undgår man at være sådan en som folk ikke kan huske? På et tidspunkt læste jeg at de ting, mennesker frygter ligeså meget som døden, er at tale i forsamlinger og at blive afvist. Hvis vi starter med døden er det jo i hvert fald en begivenhed, vi med sikkerhed ved indtræffer og efter alt at dømme holder vi op med at eksistere når vi dør. Men inden vi dør har vi forhåbentlig nået at gøre og være nok til at nogen vil kunne huske os efterfølgende – måske en generations tid eller to. Måske er det derfor døden er så skræmmende for os? At der løber vi helt tør for chancer til at gøre os værd at huske? At tale foran en forsamling er også et krav om opmærksomhed, en anledning til at nogen opdager os og hører hvad vi har at sige. Måske husker nogen af dem endda hvad man har sagt?  Enkelte mennesker opsøger gerne muligheden for at tale til en forsamling og trives i rampelyset – de fleste andre skal presses lidt. Måske fordi der er en social forventning om at nogen siger noget – familiefester, sørgelige begivenheder, præsentationer på uddannelse eller arbejde. Langt de fleste har det bedst med at sige noget offentligt, når det handler om noget andet end dem selv. Når budskabet eller ritualet er vigtigere end de selv er i situationen. Alligevel er det en enorm overvindelse at rejse sig op, sige noget forhåbentlig meningsfyldt og passende – og risikere at blive afvist, at blive til grin eller at falde i andre menneskers agtelse. Og afvisning? Det minder én i den grad om at man eksisterer. Men det minder også om at man blev set, hørt, vurderet – og fundet uegnet. Og så kan man godt blive i tvivl om, om det alligevel havde været bedre at være blevet glemt?

Moonwalk med Einstein

Nogle gange læser man noget, der får ens hjerne til at udvide sig. Sådan føles det i hvert fald. Dengang jeg læste Sofies Verden og begyndte at skrabe i overfladen af, hvad filosofi egentlig er, var det som om mit hoved fik en ekstra etage.

Denne gang er det hukommelsen, der har fået en ekstra dimension. Dette siger jeg meget kækt, for åbenbaringen begyndte først engang i går aftes :-) For nogle år siden så jeg Anders Matthesen fortælle om, hvordan han memorerede sine one man shows. Han sad i en taxa og snakkede om en burger, der lå ovre i hjørnet og mindede ham om… noget med en munk måske? Det virkede temmelig underligt og umiddelbart kunne jeg ikke se, hvorfor det på nogen måde skulle være nemmere at huske at der lå en burger i hjørnet end at få styr på en af sine anekdoter.

Men nu er jeg begyndt at læse Moonwalk med Einstein af Joshua Foer (som man kan se i GoogleTalk’en ovenfor). Joshua Foer blev som videnskabsjournalist sendt ud at dække verdensmesterskaberne i hukommelse, hvor en masse forskellige mennesker dystede i mere eller mindre obskure discipliner – så som at huske rækkefølgen i et spil kort, at lære et digt udenad, at genkende ansigter og navne eller at remse decimaler op i en bestemt rækkefølge. Umiddelbart lidt kedeligt at se på folk, der tænker. Det vildeste var når nogen begyndte at massere sine tindinger. Ikke desto mindre blev han nysgerrig efter, om det virkelig kunne passe at det ikke var et eller andet iboende genetisk eller noget, der krævede en særlig høj IQ. Det handler om simple teknikker, der kan læres. Teknikker, der er mere en 2.500 år gamle – men som vi har glemt at overlevere i takt med at vi har opfundet flere og flere ting, der kan gemme oplysninger udenfor vores hoved – fra runesten og hulemalerier til notesbøger, computere og smartphones.

Det lyder næsten for godt til at være sandt og jeg medgiver gerne at mine i skrivende stund 18 timers erfaring med teknikken ikke er noget at bygge konklusioner på. Men ikke desto mindre har jeg straks eksperimenteret med det. Nogle af mine elever har netop arbejdet med LEAN og derfor tænkte jeg at det kunne være en idé at prøve om jeg kunne lære dem at remse 10 LEAN-værktøjer op i rækkefølge uden at der skulle terpes i timevis. Disse værktøjer er

Kortlægning af værdikæden

Kaizen (løbende forbedringer)

Fiskebensdiagram

Pokayoke (proceskontrol)

Andon (varsling)

Informationstavle

Flow

Træk og kanban

SMED-metoden

5S

og de skal huskes i denne rækkefølge.

Opskriften er simpel: Brug rumsansen og din fantasi. Vælg et sted, du kender godt. I dette tilfælde tog vi udgangspunkt i deres hjem. Vi starter ude ved postkassen – den pakker vi ind i et landkort og vikler en værdifuld perlekæde rundt om den. (Kortlægning af værdikæden)

Så fortsætter vi ind ad hoveddøren og står i entreen. Her står Yoda (meget zen) med en lille bøtte med karry i hånden (kai) (nu kan vi huske kaizen). Yoda løber på stedet, fordi vi gerne vil huske at kaizen er et værktøj til løbende forbedringer.

Herpå går vi ind i stuen. Rundt om sofabordet sidder fem japanske forretningsfolk og ser på et fiskeskelet. De vil gerne brainstorm over nogle forskellige muligheder og skal derfor anvende et fiskebensdiagram.

Ovre i sofaen sidder en Pokemon og Yogi Bear og ser på en dampmaskine. De symboliserer pokayoke og sidder og ser på dampmaskinen for at lave proceskontrol.

Ved spisebordet sidder Anton fra Jullerup Færgeby med et trafiklys i armene. Andon er et varslingssystem, hvor man kan vise rød, gul og grøn for at stoppe produktionsprocessen i tilfælde af at der er noget galt undervejs.

Ude i køkkenet har vi sat en informationstavle op på køleskabet. Denne skal vi bruge til at undersøge, hvordan de opstillede mål harmonerer med det vi faktisk opnår. Vi har derfor sat en huskeliste udenpå køleskabslisten og kan se ind i køleskabet om der er nogle af de ting, der gerne skulle være det.

Vi fortsætter ud i bryggerset. Her står Christian Stadil – vildt begejstret og danser frem og tilbage. Han står ikke stille, for han er i flow!

Efterfølgende går vi ind på et af værelserne. Her er der tre cancan-dansere (kanban) og trækker i et tov (pull-strategi).

Da vi ser ud af vinduet står der en smed. Han er stor og mægtig – og ser olmt på os, mens han siger Single Minute Exchange of Die.

Til sidst går vi ud på badeværelset. Her er de 5S’er. Disse står for sortering, system i tingene, systematisk rengøring, standardisering og selvdisciplin. Så når vi ser ind på badeværelset finder vi først en reol, der tilhører politiet i Herning (sortering)- på radiatoren ligger der en stak legoklodser (system i tingene), i brusekabinen løber en lille tysk rengøringsdame rundt (systematisk rengøring), over hende er et brusehoved fremstillet efter DIN-standard (standardisering) og foran badeværelsesspejlet står Anders Fogh Rasmussen og siger “der er ikke noget at komme efter”.

There you go. 10 lean-værktøjer placeret rundt omkring i dit hus med billedsprog, der er tilpas underligt og livagtigt til at du kan huske det og du kan forestille dig det. Eleverne kunne alle sammen remse det hele op i rigtig rækkefølge uden at have skrevet noget ned, taget billeder eller på anden måde brugt noget udenfor deres hoved. Det samme kunne de 40 minutter senere. Og nu er det store spændende spørgsmål – kan de huske det på tirsdag?

Indtil videre er jeg voldsomt begejstret :-) Og ekstremt optimistisk over, hvor meget jeg vil kunne huske for fremtiden. Eller endnu bedre – få eleverne til at huske…